Har politologien forstået europæisk statsdannelse og tidlig statsadfærd rigtigt? Bartlett og The Making of Europe
I The Making of Europe: Conquest, Colonization and Cultural Change 950-1350 beskriver Robert Bartlett en model for en revolutionerende udvikling i den europæiske middelalder, der har haft afgørende betydning for senere politologiske fortolkninger af europæisk statsdannelse. For statsundskabsstuderende er bogen især guf, da den er et narrativ, der er fuldstændig anderledes end det, vi er vant til, men samtidig på et unikt højt og spændende niveau. Derfor blev Med Andre Ord motiveret til en anmeldelse af Bartletts bog fra 2003.
Bartlett beskriver en samfundsmo-del, hvor polity og agency findes på mange samfundsniveauer såvel som i lokale og transregionale institutioner. Hvad der gør denne sociale og politologisk ekstremt institutionelle model så exceptionel er, at det europæiske samfund på denne tid, i dens genopfindelse af sig selv, går fra at være ét til noget andet. Nemlig et samfund med magtkamp mellem aktører i en søgt realistisk forstand til et gennem-institutionaliseret samfund, hvor fællesnævneren er det at være la-tinsk kristen snarere end at være en given territorial suveræns subjekt. Denne genopfindelse er baseret på en bred vifte af institutioner, der lader til at være opstået som et følge af en art ”clash of opportunities”.
Magt baseret på ejendom
Det hele starter med, at der finder en bevægelse sted væk fra ’raiding’ som måden, hvorpå der opnås kulturel og politisk kapital, hen mod magt baseret på kontraktligt ejerskab af jord. Et ejerskab, som gøres arveligt udelukkende inden for de nærmeste medlemmer af et på dette tidspunkt helt nyt fænomen; kernefamilien som social institution.
Dette skal forstås i modsætning til den klanagtige institution, som raiding var et udslag af. Raiding er den oprindelige måde i alle kulturer at udtrykke dominans og status på. Raiding skal blot ikke forstås som rettet mod at tilrane sig ejendom, hvorved vi også har forklaringen på, at alt lige fra hunnerne til mongolerne, alle, ender med at ekspandere for derefter i en integration at forsvinde ind i de besatte kulturers eliter; de vinder statusen, men ikke det sociale system.
Det europæiske samfund tværtom, begyndende med de karolingiske bosættere i Frankrig og Pave Leo III’s kroning af Karl den Store, vælger ifølge Bartlett istedet noget nyt; at basere og bibeholde magt og elitestatus gennem det at have jord som ejendom. Istedet for f.eks beskatning, som hos araberne, eller gavegivning og slavehold, som hos de gamle grækere. Derved er det ’feudale’ system født.
Denne fundamentale institution – ejendommen – er ifølge Bartlett den uafhængige variabel par excellence i europæisk, historisk stiafhængighed.
En dynastisk model fødes
Institutionen består dels af den la-tinske kirkes indførelse af primogenitur (at førstefødte søn arver al kernefamiliens ejendom på ALLE niveauer af samfundet) i det la-tinsk-kristne samfund, hvilket blev støttet af den frankiske kejser. Og dels af, at landbaseret ejendomsret medfører, at tidligere romerske militære og bureaukratiske titler, såsom dux, prins eller kejser, bliver arvelige samt bundet til jord, og vi får fænomener som hertug Vilhelm Erobreren. Den dynastiske model for administration og koncentration af magt og indflydelse er født. En model der videreføres til ALLE niveauer af samfundet gennem den nyskabende latinske kirke, en international korporation i ordets forstand. Her uddannes og arbejder de adeliges anden- og tredjefødte sønner – bekvemt nok under et cølibat-bud for at undgå, at kir-ken skal miste ejendom ud fra den samme dynastiske logik gennem jordafståelse til dens agenters nu illegitime sønner.
Der sker altså et nybrud, blandt andet pga. et ønske de germanske stammer imellem om stabilisering, blandt andet som et bolværk mod raid-kulturer på Kerneeuropas rande, f.eks hos vikingerne eller de almoraviske arabere i Spanien. Lokale, hurtige militser til hest (riddere) med et ejendomssforhold til det lokalområde, der bliver udsat for angreb, viser sig at være et bedre og billigere værn end stående hære, en lektie, byzantinerne med deres romerske tilgang aldrig får lært.
Denne dynastiske model baseret på førstefødt arveret leder til, at alle på denne tid potentielt kan kræve en titel – blot ikke fra andre latinsk-kristne europæere. Nej, de kan kræve den, men det skal være fra nogen uden for den kontrakt-ligt indbundne europæiske kultur. Og her ser vi og Bartlett ´Vilhelm Erobrer-mønstret´ igen og igen i europæisk historie; Koloniseringen af randområder rundt om Kerne-europa af ikke-førstefødte sønner, startende med Irland, Østtyskland og de slaviske regioner og sluttende med korstogene i Levanten og Portugals begyndende handelskolonier.
Både byerne og kirken følger i denne bevægelse konsekvent direkte i kølvandet på disse ’aristokratiske pionerers’ ekspansion, og i nogle tilfælde endda før. Bartlett forklarer overbevisende, at gennem kirkens legitimisering af begrebet arvelig ejendomsret, og aristokratiets respekt herfor pga. dens stakeholderstatus, finder vi også forklaringen på den hurtige omvendelse af de danske, svenske og polske kongeslægter: De omvender sig for at opnå ekstern og, ligeså vigtigt, intern sikkerhed for deres dynasti og besiddelser, såvel som for at opnå legitimeret ekspansion udi baltiske randområder. Selv de krige, der ses i Middelalderen mellem latinsk-kristne dynastier, er små og har clausewitzisk karakter af forhandling om arveretskontraktlige forhold.
Det er vigtigt at pointere, at denne kontraktkultur går igen på alle niveauer, og legitimisering og sikkerhedsliggørelse af ejendomsret leder bl.a. til et kulturelt originalt polity; den europæiske by. Bartlett viser elegant, hvordan tyske landsbyer helt ned på byplanlægningsniveau er anderledes end slaviske nabobyer, og bygget ud fra en helt anden, ejendomsretsbaseret, logik. De europæiske byer kopierer fra hinanden, ikke kun fra den aristokratiske og den kirkelige institution, men også ting såsom laugvæsen, handel og vægte bliver institutio-naliseret. I stedet for, at en stamme flytter sig fra A til B og udfylder et magttomrum, eller at en elite af beskyttere erstatter en anden, så eksporterer europæerne med deres kirkelige, adelige og urbane institutioner den fulde pakke af samfundsinstitutioner. Alt dette finder sted over en kort 200-årig periode i en region, hvor man kun via en livsfarlig rejse på flere måneder kan komme fra én ende til en anden af denne latinsk-kristne kultur.
Rig, parsimonisk model
Bartlett udvikler med The Ma-king of Europe en rig, men også en overraskende parsimonisk, model af et institutionelt revolutionerende samfund. Han forklarer overbevisende, hvorfor europæisk middelalderligt samfund på alle analyseniveauer ender med fundamentalt at genopfinde sig selv og ændre sine randområder i en kontinuerlig ekspansion, i stedet for at blive assimileret som så mange andre samfundsmodeller tidligere. En udvikling, der først stopper i Sydamerika, og måske endda ikke er stoppet endnu? Og derved giver The Making of Europe også anled-ning for den politologisk interesserede til at kritisere herskende teorier på forskningsområder i dag. Selv har jeg ikke fundet en mere overbevisende forklaring på f.eks vores fejlslagne invasioner af Irak og Afghanistan: Vi besætter et land uden at tilbyde en samfundsmodel af varig karakter. Transaktionsomkostningerne ved at engagere sig i den nye orden er af denne grund for høje for befolkningen, og afkastet er negativt efter tilbagetrækning, da vi, ligesom mongolerne, blot har erstattet en elite med en anden.
Og for debatten mellem realisme og institutionel liberalisme er budskabet fra Bartlett klart: De tager måske begge fejl. Hvis realismen skulle holde vand, skulle det kun være ved at føre dets aktørprincip helt ned på mindste mikroniveau hos de enkelte agenter for at forstå statsoutput, og derved ødelægger det sin egen makro-lovmæssighed. Og liberalismen har måske fat i noget men evner ikke at se, at det sidder fast i egen forblændelse af det rationelle (læs: europæiske) menneske. Ikke nogen ny kritik, men her blotlagt bedre empirisk forankret end mange en konstruktivistisk relativitet. For historisk interesserede giver den også overvejelser til enhver, der skulle have lyst til at nuancere ideen om, at det var en konfronterende dialektik mellem renæssanceborgerskab og fyrste, der var det egentlige skridt hen mod ”det europæiske”, eller det som mange europæere ynder at kalde ”det moderne”. I Bartletts fortolk-ning virker den snarere kooperativ end tvangsbaseret.
Derfor er der kun én ting at gøre. Hvis du en dag får nok af forvaltning eller økonomi og lidt for generelle teorier om international politik, så tag og læs The Making of Europe. Det er riddere og politologi på samme tid! Og find under læsningen ud af, hvad historieskriv-ning, når det er allerbedst, kan tilbyde statskundskabsfaget. ♦