Af Nanna Kirkegaard & Houdina van Moorselaar Grube
Vi møder Lars på hans kontor, hvor døren (som altid) står åben, da vi kommer. Ingen flyttekasser, ingen tomme reoler. Kun en lille snert af fornægtelse, måske? Alligevel er det et skifte, der kalder på et velkendt spørgsmål fra Tøndersforskning: Kan man forstå en afgang – og en krise – gennem komik frem for tragedie?
I sin artikel, “Feeling the Trouble: Comic Politics in Times of Ecological Crises”, undersøger han, hvordan den komiske tradition kan hjælpe os med at mærke og håndtere økologiske kriser uden at gå helt i sort. Spørgsmålet glider naturligt over på hans eget sceneskift fra CSS til Syddansk Universitet.
Del I: Fra studerende i de glade 90’ere til studieleder på Kommunehospitalet
Hvordan bliver man egentlig studieleder på Institut for Statskundskab, nærmere bestemt som berømt og berygtet inden for den antropocæne forskning på CSS? Det er en lang historie, siger Lars. Men sagt kort er han selv vokset op på instituttet i de glade 90’ere. Det var dengang, »muren lige var faldet, og alt var godt« som han selv siger. Dengang var Tønder engageret i studenterpolitik og havde alle mulige holdninger til pensum, undervisningen, studieordningen og administrationen. Da han vender tilbage til KU efter 15 år i udlandet, bemærkede han en kulturel forskel: den betydelige afstand mellem studerende og undervisere.
Og det blev noget af det, han sidenhen har forsøgt at ændre.
Del II: Lars er grøn i praksis
Dykker man ned i Lars Tønders virke på instituttet de sidste 10 år, er det særligt to af tidens hotteste temaer, der går igen: grøn dannelse og mere praksisnær undervisning. Tønder har været meget optaget af, hvordan undervisningen kan blive tættere forbundet med verden uden for CSS’ mure, og ikke mindst hvordan den grønne dannelse kan spille en rolle på universiteterne. Her har hans berømte (og berygtede) slides ligeledes sikret ham en fast plads i de studerendes kollektive hukommelse.
Samtidig forsker han i en tid, hvor sikkerhedspolitik fylder spalterne, og det er noget, Tønder som forsker godt kan være bekymret for: at de grønne forskningsprojekter og klimadagsordenen bliver en parentes, når historiens pendul igen svinger mod forsvar og sikkerhed.
Men netop derfor mener han, at det er vigtigt at minde offentligheden om, at geopolitik hænger sammen med klimapolitik, og at klimapolitik hænger sammen med AI – altså at kriserne hænger sammen.
Del III: The departure
Så til det vi alle spørger os selv om: Hvorfor Lars? Hvorfor forlader du os? Ifølge ham selv handler det om to ting: 1) Lars har ambitioner om at blive bedre som leder. Han har lyst til at påtage sig rollen som institutleder og bidrage til den bedst mulige retning for institut. 2) Instituttet på SDU har nogle unikke muligheder. Instituttet er ikke mindre end på KU, men sammensætningen er anderledes. De har traditionelle politologiske discipliner, men også centre for journalistik, landdistriktsforskning og grænseforskning – og sådan en konstellation, må vi forstå, er for spændende til at lade gå.
Og hvad laver man så som institutleder på SDU? Til det svarer Tønder, at det først og fremmest handler om at få instituttet til at lykkes:
Og han er helt med på, at det er et valg og dermed også lidt et fravalg af forskeridentiteten. Men som han selv siger: »Jeg tåler det, fordi det tjener et højere mål.» Og der skal være orden i tingene, læs Tønders administrative bidrag tilvejebringer forudsætningerne for, at man kan lave den bedste forskning og den bedste (praksisnære) undervisning.
Del IV: Hvad så nu?
Hvordan ser fremtiden ud for instituttet på SDU med Tønder ved roret? Han påpeger selv, at det måske ikke er meget originalt, men fortsætter alligevel og beskriver sine ambitioner således:
Han tilføjer, at det synes han selvfølgelig allerede, at de gør. Mon Tønder kan skubbe i en retning, hvor der yderligere leveres praksisorienteret undervisning og forskning, som gør en forskel for samfundet?
Samtidig venter en ny tilværelse som pendler. Det kalder på tid i stillekupéen – heldigvis noget Tønder som rutineret togrejsende sætter pris på. Måske bliver der endda tid til en ny artikel om det antropocæne eller en refleksion over praksisnær ledelse.
Og hvad betyder det for os på CSS, at toget er begyndt at rulle mod Fyn? Er det en slags tragedie, der kalder på en sketch i statskundskabsrevyen? Eller blot et farvel til en talsperson for studielivets sag? Et farvel til studielederen, der har arbejdet for praksisnære undervisningsformer og grøn dannelse? Måske skal det blot ses som, at Tønder står af toget før resten af CSS, forsætter mod udflytningen KUA?
Alt det afskriver Tønder med en skarp kommentar:
Tværtimod udtrykker Tønder stor tillid til sin efterfølger, Karina, og mener, at instituttet står stærkt med den nye professor ved roret, som de fleste nok også kender godt bl.a. fra DAK1.
Tønder efterlader ikke bare et tomt kontor, men en retning. Og en række studerende, der fortsat visualiserer hans slides for sig. Måske er det i virkeligheden hele pointen: at Lars’ afgang ikke skal ses som en tragedie, men som en udvikling, der fortsætter lidt tættere på hans fynske ophav.
I MAO takker vi for de mange samtaler og for den vedholdende støtte til studiebladet. Om fortællingen om Tønder ender som komik eller tragedie, må fremtiden afgøre. I mellemtiden nøjes vi med at kalde et sceneskift.