Ikke kategoriseret

’En latterlig klamphugger’

Litteraturforsker og -anmelder Erik Skyum-Nielsen vurderer Herman van Rompuys haikudigte.

Three waves.
Roll into port together.
The trio is home.

 

The harvest is in,
And the trees are already thinning.
Evening nears.


The earth trembling
and buries mercilessly.
No Mother Earth.

 

Herman Van Rompuy, 2010

 

Fortalt til Philip Larsen

”Hvis du spørger mig som litteraturforsker, om jeg synes, at Rompuys haiku er gode, så er jeg voldsomt belastet af at have læst temmelig mange gode haikudigte. Når man – som jeg – på denne baggrund går til Herman van Rompuys digte, så må man bare sige, at her har vi at gøre med en latterlig klamphugger. Der er overhovedet ingen poetisk dybde i dem. Det er ren kaminunderholdning for en politiker, som kunne have brugt tiden til noget bedre. Digtene er tynde, og de er spændingsforladte. Et haiku skal jo have – på trods af sin korthed – en eller anden mærkværdighed i sig.”

– Hvad kunne den bestå i?

”I det klassiske haiku skal der være en antydning af en sindsstemning, og der skal være en angivelse af – måske bare med en enkelt glose – hvor vi er henne på året. Her må jeg sige, at van Rompuys haiku ikke holder. I hvert fald med undtagelse af det, der hedder ”the harvest is in”, hvor man jo roligt kan sige, at han får årstiden ind. Men det er langt fra tilstrækkeligt til at gøre haikuet godt.

Og for det ikke skal være løgn, så skriver han jo også et haiku for at fejre tre EU-landes harmoniske samarbejde i en vis periode af EU’s historie – digtet om trioen. Så begynder det virkelig at blive galt, for så bliver klamphuggeren med sit digt også et instrument for politikken. Klamphuggeren gør sig til rambuk for en politisk tankegang. Det er bare ulækkert at se på, synes jeg, og det har i øvrigt kun det fjerneste med et haiku at gøre.”

 

DIGTENES OPRINDELSE:
Digtene stammer fra Herman van Rompuys udgivelse Haiku fra 2010. Herman van Rompuy var Belgiens premiereminister i 2008-2009. Efterfølgende fungerede han som præsident for Det Europæiske Råd, populært kaldet EU’s præsident.

 

Anmeldelse: Kunsten at rette op på et beskadiget rygte

Den skandaleramte, tidligere embedsmand Peter Loft har sammen med den tidligere departementschef, Jørgen Rosted, skrevet en bog om embedsværket. Ironisk? Måske, men ikke desto mindre er bogen af relevans for alle statskundskabsstuderende.

Det er svært at åbne Peter Loft og Jørgen Rosteds bog, ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” uden at tænke på førstenævntes famøse indblanding i skattesagen om Helle Thorning-Schmidt og hendes mand Stephen Kinnock tilbage i 2010. Dette resulterede som bekendt i en meget offentlig fyring af Peter Loft.

Men han nåede trods alt at være departementschef i Skatteministeriet i små 18 år, så det kan dårligt benægtes, at han har en bred og unik viden om det danske embedsværk. Dette samme er tilfældet med medforfatteren Jørgen Rosted, der havde titlen som departementschef i Erhvervsministeriet fra 1993-2001. På papiret er ”Hvem har ansvaret?” derfor ikke en helt forkert bog at åbne, hvis man gerne vil vide, hvordan toppen af den offentlige forvaltning rent faktisk fungerer.

Fra svært til sværere
Men at være departementschef er desværre ikke helt, hvad det har været, hvis man skal tro Loft og Rosted: Det er blevet langt svære at håndtere denne toppost.

Bogen hævder, at ministeriets top står over for en stigende og mere kompleks arbejdsbyrde, som det danske embedsmandsværk ikke er designet til at håndtere. Årsagerne er mange, men det er især den større papirstrøm fra EU og et mere fragmenteret politisk landskab, som er en del af forklaringen. Og her hjælper det samtidigt ikke, at mediernes evige BREAKING-jagt, der nu foregår i døgndrift, tærer på både departementschefen og ministerens ressourcer.

Disse faktorer, blandet med det særlige danske kendetegn, at kun ministeren er politisk valgt, gør det noget nær umuligt for departementschefen ikke at agere politisk for at kunne være ministerens højrehånd. Nu forventes det, at departementschefen er en art omnipotent orakel, der har fuldstændigt styr på ministeriet, ministeren og styrelserne. Og udover at jonglere med samtlige offentlige enheder inden for det gældende ressortområde, skal han eller hun også have en særligt veludviklet evne til at håndtere alle de sager, der, som forfatterne udtrykker det, ”bare opstår”.

”Skattesagen”, som Loft var involveret i, er således ikke bare et eksempel på en departementschef, som er for politisk involveret, men den er ifølge Loft og Rosted en uundgåelighed med det nuværende system. Andre skandalesager, som Eritreasagen i Udlændingestyrelsen i 2015 og rodet med Landbrugspakken i 2016, er ifølge forfatterene ikke et resultat af menneskelige fejl, men symptomer på systematiske problemer i embedsmandsværket.

Forfatterne argumenterer derfor for en nytænkning, hvor nogle særlige miniserielle rådgivere, en slags juniorministre, kommer og går med ministeren. Dette kan ifølge Loft og Rosted lette departementschefen for hans arbejdsbyrde og dermed gøre det muligt for vedkommende at udelukkende fokusere på de tekniske og praktiske sider ved at drive et ministerium. Så selvom det er blevet mere normalt for ministrene at have en særlig rådgiver ved sin side, er det altså ikke nok. Ministrene har brug for nogle rådgivere, som ikke kun håndterer pressemæssige spørgsmål, som traditionelt har været de særlige rådgiveres rolle, men også hjælper til med det politiske.

Please, DR, lav en dokumentarserie
”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem” er således et vigtigt indspark i debatten om fremtidens embedsværk. Bogen har nogle velfunderede og relevante pointer, og tilbringer man som statskundskaber nogle timer i selskab med de to herres skriverier, kommer man helt sikkert ikke til at føle, at man har spildt sin tid.

Selve formidlingen af bogens budskaber kunne dog godt have brugt lidt ekstra hjælp fra en kreativ pen. Både Peter Loft og Jørgen Rosted har uden tvivl uendelige kompetencer inden for den offentlige administration, men desværre halter det lidt med den skriftelige fremstilling. Det skyldes nok en erhvervsskade efter så mange år i rollen departementschef. Bogen er slet og ret kedeligt skrevet, idet den mest af alt minder om en rapport, som kunne ligge på en departementschefs bord.

Derfor kan det undre én som læser, hvorfor de to forfattere ikke har valgt at alliere sig med en journalist eller lignede til at agere ghost writer. Har det rent faktisk været tilfældet, så burde vedkommende nok aflevere sit honorar tilbage. Det er dog ærgerligt at en bog, der har relevans for alle politisk interesserede dansker, er som en ørkenvandring uden vand i sigte.

Man kan derfor håbe på, at DR bruger bogen til at lave en dokumentarserie med nogle fede effekter og grafer. Bogens pointer fortjener nemlig at komme frem.

 

Fakta:

  • ”Hvem har ansvaret? Revner og sprækker i det danske embedsmandssystem”
  • Peter Loft og Jørgen Rosted
  • Gyldendal, 2016

Jagten på magten

”Nå, skal du så være politiker?”, er et spørgsmål, som de fleste statskundskabsstuderende er blevet konfronteret med en gang eller to.  Oftest er svaret vagt, efterfulgt af et lettere nervøst grin eller et hurtigt emneskifte. Men for nogle er det lige præcis det, der både er drømmen og planen. MED ANDRE ORD har opstøvet nogle af de studerende med politiske ambitioner og snakket med dem om at være stud.scient.politiker.

 

Laura Rosenvinge, 5. Semester
Kandidat til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune
Medlem af Socialdemokratiet

Hvorfor har du valgt at stille op?
“Der ligger flere ting i det. Men jeg tror, at min største motivation er Husum. Jeg elsker Husum, og jeg elsker København. Her har jeg gået i folkeskole og i gymnasium. Det er her, jeg har boet hele mit liv. Jeg elsker virkelig denne by, og jeg synes faktisk, at lokalpolitik er rigtig interessant.

Har studiet haft indvirkning på din beslutning om at stille op?
“Jeg tror, at jeg ville være stillet op lige meget hvad. Men statskundskab giver mig nogle redskaber og noget selvtillid til at turde gøre det. Ellers tror jeg ikke, at jeg som 22 årig ville turde gøre det, hvis jeg ikke vidste, at jeg faktisk vidste hvordan skattesystemet fungerer. Det er meget at kaste sig ud i som ungt menneske.”

Har du nogle særlige talenter, som du gerne vil dele med vores læsere?
”Altså jeg er rigtig god til at drikke rødvin. Hjemme hos os har vi sådan en boks-rødvin stående, og den drikker jeg på en uge. Jeg er også god til at drikke øl hurtigt! Jeg kan ikke åbne svælget, men jeg kan gøre det ret hurtigt uden at åbne svælget. Man må gerne udfordre mig!”

Hvis du havde en superhelteevne, hvad skulle den evne så være?
”Jeg ville have en evne, så jeg kunne gøre folk, der var kede af det, lykkelige. Min evne ville være at sprede glæde! Ligesom hvis de havde røget en joint.”

 

Frederik Münster, 3. semester
Kandidat til Folketingsvalget i Sydjyllands storkreds
Medlem af Det Konservative Folkeparti

Hvad motiverede dig til at stille op?
”Jeg tænkte: Lad mig stille op og se om vi ikke kan få vendt den her skude, for det tror jeg sagtens, vi kan.”

Føler du, at studiet har rykket ved dine politiske overbevisninger?
”Der er jo nogle her på studiet, der startede ud som venstrefolk og nu er blevet radikale. Så jeg føler mig mere og mere som ham der, der skal repræsentere den borgerlige side i alle debatterne. Det bliver man altså træt af i længden. Men jeg tror, at dem omkring mig forstår, at jeg ikke gider tale politik hele tiden. Jeg vil også gerne bare nogle gange tale om at drikke bajere.”

Hvordan har du det med fremstillingen af statskundskabere som onde DJØF’ere?
”Jeg tror, at især folk ude på landet tænker på DJØFere som de der onde skrankepaver. Men vi behøver jo ikke alle få en kommunal stilling, som konsulenter for kultur og fritid i Assens Kommune. Man kunne jo godt tænke sig, at statskundskabere i højere grad kunne komme ud i det private erhvervsliv i stedet for. Vi har alle sammen et fælles ansvar for at vise, at vi godt kan bruges til noget i samfundet.”

Har du nogle særlige talenter, du vil dele med vores læsere?
”Hvad fanden er det jeg kan? Nåh ja, jeg kan binde en selvbinderbutterfly på 20 sekunder!”

Hvis dit liv skulle have en sang, hvilken sang skulle det så være?
“Det må næsten være “I´m Blue” med Eiffel 65.”

 

Isabella Arendt
Kandidat til folketingsvalget i Østjyllands storkreds
Medlem af Kristendemokraterne

Hvordan har studiet påvirket dine politiske overbevisninger?
”Jeg tror, at fordi jeg begyndte i politik, før jeg læste statskundskab, så forholder jeg mig enormt kritisk til faget. Man lærer på statskundskab. at ting følger en opskrift á la “Weber sagde, og sådan blev det”. Men i virkeligheden er der tusind faktorer, der spiller ind i det virkelige liv, som slet ikke er medtaget i statskundskab.”

Har du en holdning til debatten om antallet statskundskabere i Folketinget? Og hvordan har du det med selv at skrive dig ind i den tradition?
“Det er ikke et plus at have cand.scient.pol stående på CV´et i Folketinget, men lige netop i Kristendemokraterne er det faktisk positivt, fordi der ikke er særlig mange akademikere. Jeg giver ikke en rød reje for brok over, hvordan Folketinget er sammensat. Alle kandidater melder deres uddannelse, alder, køn og alt det der ud – det hele er offentligt tilgængeligt. Hvis det var vigtigt for vælgeren, havde de nok stemt en håndværker eller en kvinde ind. I virkeligheden synes jeg, at det er godt, at det ikke er vigtigt. Jeg vil jo langt hellere have, at man stemmer efter det politiske og er ligeglad med køn, alder og uddannelse.”

Hvordan har din alder påvirket din beslutning om at stille op?
”Der er en forventning om, at når du er 23 år gammel, så tæller ens holdninger næsten ikke, men aldersdiskriminationen går jo ikke den anden vej. Det er en enormt nedværdigende holdning at have, at min holdning som 18 årig, 23 årig eller 64 årig ikke er lige god. Måske har ham på 50 år mere erfaring, men til gengæld har jeg måske flere visioner.”

 

Sigurd Agersnap, 5. Semester
Kandidat til folketingsvalget i Københavns Omegns Storkreds
Medlem af Socialistisk Folkeparti

Hvad motiverede dig til at stille op?
“Uddannelsesbesparelserne motiverede mig ret meget. For altså, jeg tror egentlig ikke på, at der er nogle unge mennesker, som mener, at det er en god ide at spare på uddannelse. Man er jo nødt til på den ene eller anden måde at kæmpe for sine egne idealer. Jeg tror ikke på, at vores generation er blevet meget mere højreorienteret. Jeg tror på, at vi er lige så venstreorienterede, som vi var i tresserne eller halvfjerdserne, og det skal vi tilbage til.”

Hvordan har statskundskab påvirket din beslutning om at stille op?
”Det giver noget selvtillid at læse statskundskab, for man får en faglighed på mange forskellige områder, som bliver diskuteret politisk. Samtidigt får man også nogle metoder til at kunne sætte sig ind i meget forskellige problemstillinger. At læse statskundskab giver nok især selvtilliden til at tro på, at det, man siger, er godt nok. Det er ikke altid sådan, at de etablerede politikere har mere styr på fakta end en selv.”

Hvordan har du det med at skrive dig i ind traditionen omkring statskundskabere i politik?
“Det er faktisk ikke særlig fedt at være statskundskaber og politisk aktiv. Man skal tit undskylde for sig selv. Men de to ting hænger jo sammen, for man har jo valgt statskundskab, fordi man er politisk interesseret i et vist omfang, og man er jo politisk aktiv, fordi man er politisk interesseret. Så det går selvfølgelig hånd i hånd, men det er ikke et plus ude i landet at være statskundskaber.”

 Har du nogle særlige talenter, du vil dele med vores læsere?
”Djævlespil! Djævlespil med to pinde har jeg trænet meget om sommeren. Djævlespil er nok det, jeg er bedst til.”

 

Katrine Robsøe, 9. Semester
Kandidat til folketingsvalget i Østjyllands storkreds
Medlem af Radikale Venstre

Hvad motiverede dig til at stille op?
“Jeg har den tilgang til tingene, at man selv må gøre noget for at ændre tingenes tilstand, hvis man er utilfreds. Man er jo nødt til at stille sig selv til rådighed, ellers så kan man ikke rigtig tillade sig at blive ved med at brokke sig. Der er lige nu brug for, at der er nogle unge der også stiller op. Selvom Pia Kjærsgaard tordner lidt imod det, så synes jeg, at det er meget vigtigt.”

Hvordan har studiet påvirket din beslutning om at stille op til folketingsvalget?
”Jeg synes, at der er for meget papirnusseri inde på studiet, og så har det i hvert fald været godt for mig at have politikken også. Det giver studiet mere mening. Jeg kender en masse, der også er inde i politik, men som bare læser noget andet. Men jeg må nok sige, at det bare er lidt nemmere, når man har et studie, hvor man taler om BNP som en naturlighed.”

Har du en holdning til debatten, om hvorvidt statskundskabere er overrepræsenterede i Folketinget?
“Helt ærligt, så har jeg det nok sådan, at hvis der er flest, som stemmer på statskundskabere , så er det dem, der kommer ind. Når det så er sagt, så er jeg helt enig i, at det er skidt, hvis vi får et system, hvor du nærmest skal være statskundskaber for at kunne klare dig i politik. Men det kan også være en ulempe at have læst statskundskab, for du sætter virkelig dig selv i en boks.”

Hvis du var en superhelt, hvilken superhelteevne ville du så have?
”Jeg ville vildt gerne kunne flyve! Eller kunne læse folks tanker. Det, tror jeg, kunne være ret brugbart.”

 

Julie Frølich, 5. Semester
Kandidat til borgerrepræsentationen i Københavns Kommune
Medlem af Socialdemokratiet

Har du altid vidst, at du ville ende i politik?
“Jeg har ikke altid tænkt, at det var det, jeg skulle – nærmere tværtimod. Jeg synes, at det var fedt at føre kampagne for andre, men at se sit eget ansigt på en plakat eller i en flyer virkede enormt grænseoverskridende. Og det er det stadig!”

Hvordan har studiet påvirket dine politiske overbevisninger?
“Jeg har været medlem af DSU og Socialdemokratiet siden jeg var 16 år. Studiet har ikke rykket ved mine politiske overbevisninger. Det har gjort mig klogere på, hvad jeg selv mener og måske især, hvorfor jeg mener det.”

Hvordan har du det med, at der er forholdsvist mange statskundskabere i Folketinget?
”Som statskundskaber og akademiker i almindelighed er det vigtigt at være bevidst om, at vi er en gruppe. Statskundskabere i offentlige embeder skal tage deres ansvar meget seriøst både i forhold til inddragelse i almindelighed, men især også i inddragelsen af andre, der ikke ligner en selv.”

Har du nogle særlige talenter, der ikke nødvendigvis har noget med statskundskab at gøre?
“Altså jeg kan twerke, det er jeg meget glad for. Jeg danser også jitterbug. Generelt danser jeg rigtig meget.”

Regeringsgrundlag udhuler ministrenes magt

Siden det første offentlige regeringsgrundlag så dagens lys i 1993 er det blevet fast procedure for nye regeringer at skrive et regeringsgrundlag. Men i takt med, at regeringsgrundlagene er blevet længere og mere detaljerede, har ministrene mistet magt.

Over de sidste 23 år er der opstået en tradition for, at nyvalgte regeringer starter deres periode med at skrive et regeringsgrundlag. Det gør lederne af de nye regeringspartier for at sikre en fælles retning, og for at skabe tillid regeringspartierne imellem. Men traditionen med at skrive et regeringsgrundlag betyder også, at de nye ministre, som ikke har siddet med ved tasterne, da regeringsgrundlaget blev skrevet, mister manøvrerum i deres ministerier. Det mener professor emeritus ved Institut for Statskundskab Tim Knudsen: ”Regeringsgrundlaget har haft store konsekvenser, og en af dem er, at regeringen i langt højere grad end tidligere køres af en inderkreds,” siger han.

Regering uden retning
Regeringsgrundlagene har udviklet sig siden dengang i 1993, da Socialdemokraterne skrev det første offentlige regeringsgrundlag sammen med De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Indtil da havde regeringsprogrammer, i det omfang de blev skrevet, udelukkende været interne arbejdspapirer. Men i 1993 insisterede den daværende gruppeformand for De Radikale, Marianne Jelved, på, at regeringspartierne satte sig sammen og udformede et officielt program for, hvad den nye regering skulle have gennemført i sin periode. Fem år tidligere havde hun nemlig fået en chokerende melding fra De Radikales formand, Niels Helveg Petersen. Hun havde dengang spurgt ind til retningen for den Schlüter-regering, De Radikale var blevet en del af i 1988. ”Jeg kørte over til Niels Helveg i Økonomiministeriet for at høre ham, hvad der nu skulle ske, og til min store rædsel havde han ikke noget program. Vi havde ikke engang diskuteret det i folketingsgruppen. Da jeg kørte hjem derfra, var jeg helt rystet over, at vi sad i regering og ikke vidste, hvad vi skulle,” siger Marianne Jelved.

I årene efter besøget frem til regeringsdannelsen i 1993 arrangerede hun derfor møder mellem partierne, hvor der blev diskuteret politik. På den måde var man klar til at skrive regeringsgrundlaget, når tiden kom.

Regeringsgrundlaget bliver tykkere
Mens det udelukkende var politikere, der arbejdede på regeringsgrundlaget i 1993, så det noget anderledes ud, da Venstre, Konservative og Liberal Alliance i sidste måned mødtes for at skrive regeringsgrundlag. Her var også departementscheferne repræsenteret, og spørger man journalist Kaare R. Skou, så kan embedsmændenes plads omkring regeringsgrundlagsbordet være med til at forklare, hvorfor regeringsgrundlaget i 1993 var 23 sider, mens det seneste var 86 sider. ”Jo længere man kommer op mod i dag, jo mere kan man se, at det sprog, der anvendes, er blevet embedsmandssprog. Det er nok lige så meget embedsmændenes formuleringsevne, der kommer til udtryk i de længere regeringsgrundlag, som det er det, at indholdet er blevet større,” siger han.

Embedsmandens regeringsmanual
Regeringsgrundlaget blev i 1993 primært brugt til at holde styr på koalitionspartierne og til at vise baglandet, at man havde fået politik igennem. I dag er regeringsgrundlaget dog i høj grad også brugbart for embedsmændene i ministerierne. Det kan være med til at forklare, at departementscheferne var repræsenteret ved regeringsforhandlingerne i statsministerens repræsentationsbolig Marienborg i sidste måned.

”Nogen anser regeringsgrundlaget som et vindue ud til befolkningen, men jeg ser mere på det sådan, at der i virkeligheden er meget få mennesker, der læser dem igennem. Jeg synes snarere, det er vigtige dokumenter internt i regeringen og i forhold til ministerierne. Selve det, at der sidder nogle embedsmænd med til at skrive det, må man formode trækker i retning af, at man får nogle mere praktiske retningslinjer,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

Han mener, at årsagen til, at regeringsgrundlagene er blevet mere interessante for embedsværket, er, at ministerierne ikke længere kan få en ide om en ny regerings retning fra de steder, man tidligere brugte som anvisning.
”Da Fogh trådte til i 2001, blev det efterhånden så operationelt, at også embedsmændene fik mulighed for at studere regeringsgrundlaget for at få hints om, hvilken retning man skulle arbejde i. Når embedsmændene sad med ministre, der ikke havde beskæftiget sig med området før, så tyede man tidligere til partiprogrammer for at finde ud af, hvad regeringspartierne ville. Men i takt med, at de partiprogrammer blev kortere, blev regeringsgrundlagene mere operationelle og konkrete op gennem nullerne,” forklarer Tim Knudsen.

Ministrene låses fast
Mens regeringsgrundlagene er blevet længere, mere anvendelige for embedsværket og mere detaljerede, har gruppen, der skriver regeringsgrundlaget, fået mere indflydelse på bekostning af ministrene, mener Tim Knudsen. ”Etableringen af regeringsgrundlaget forrykker balancen i regeringen internt. I og med at man skriver regeringsgrundlaget, inden ministrene er udpeget, så er kredsen af politikere, der er med til at lave regeringsgrundlaget, jo meget mere kurssættende end de enkelte ministre, der bliver lirket ind bagefter. De får nemlig de bundne opgaver, som er beskrevet i regeringsgrundlaget. Fagministrene er mere perifere og de har mistet magt gennem de sidste 20-30 år, hvor man har udviklet regeringsgrundlagene,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

Han refererer blandt andet til en udtalelse, som daværende kulturminister Bertel Haarder kom med til Kristeligt Dagblad den 6. oktober i en artikel om hans erfaringer fra de mange ministerposter. ”Som minister har man i dag slet ikke samme frihed, som dengang jeg begyndte, til at improvisere og prøve at finde løsninger, og det finder jeg uheldigt. Hvis man insisterer på at følge det, der står i regeringsprogrammet til punkt og prikke, risikerer man slet ikke at opnå noget,” sagde den daværende minister.

Fra papir til tradition
Selvom regeringsgrundlaget kun har 23 år på bagen, så har det stykke papir, Marianne Jelved i 1993 var med til at præsentere, alligevel ændret en del i dansk politik. For selvom et regeringsgrundlag ikke er juridisk bindende eller egentligt forpligtende for den regering, der laver det, så er det i dag utænkeligt, at danne en regering uden et regeringsgrundlag. ”I 1993 ændrede regeringsgrundlaget sig på den måde, at det blev offentliggjort, og derfra er det blevet til fast praksis. Det nye for regeringsgrundlagene siden da er, at de bliver længere, og de bidrager altså til, at regeringer i større grad bliver kørt af en inderkreds,” siger professor emeritus Tim Knudsen.

Statskundskab skal koble videnskaben og virkeligheden

Aktiv læring og bedre samspil mellem studietid og studiejob bør være fremtiden på Statskundskab. Vi skal væk fra det passive læringsparadigme og videnskab for videnskabens skyld.

Der arbejdes på højtryk med at skabe den nye struktur for bacheloruddannelsen på Statskundskab. Der kigges på alle fag, deres sammensætning og placering i studieforløbet. Det giver os en kærkommen mulighed for at diskutere, hvad det er egentlig er, vi skal kunne på statskundskab, og hvordan vi skal opnå disse kompetencer. En kollektiv forventningsafstemning, om man vil. Emilie Reinhold Christoffersen skrev i starten af november et fremragende indlæg til MED ANDRE ORD om, hvordan man bedst muligt kan gentænke det faglige indhold på mange af fagene, så vi på Statskundskab bliver i stand til at udfordre systemet og ikke blot opretholde det. Jeg vil her komme med mit indspark til debatten baseret på de erfaringer, jeg har gjort mig som studerende på Statskundskab de sidste godt fem år.

Opgør med homo economicus og vestligt bias
Jeg er meget enig med Emilie i, at vi i den grad bør gentænke økonomiundervisningen på Statskundskab. Naturligvis skal vi lære de økonomiske grundbegreber, men hvorfor ikke også læse en masse af de tekster, hvor statskundskab og økonomi kobles sammen? Vi skal lære økonomi fra en statskundskabsvinkel, hvor antagelsen om mennesket som homo economicus – et perfekt rationelt individ – der ligger til grund for stort set al klassisk økonomi virkelig udfordres. Forfattere som Richard Thaler og Daniel Kahneman burde  være på pensum. Og hvorfor ikke invitere en fremadstormende økonom som David Dreyer Lassen fra Økonomisk Institut med speciale i blandt andet politisk økonomi forbi til at holde en eller flere gæsteforelæsninger?

Ligeledes kan jeg kun bifalde Emilies ønske om mere kritisk demokratiundervisning og større inddragelse af ikke-vestlige tænkere. De to ting hænger i øvrigt meget nøje sammen.

Aktiv læring i centrum
Man har i mange år vidst, at aktive læringsformer fører til større og mere varig forståelse af metoder, teorier og faglige problemstillinger. Efterhånden har de fleste vel set ”The Learning Pyramid”, der viser den gennemsnitlige fastholdelsesprocent ved forskellige læringsformer. Pyramiden, som er udarbejdet af amerikanske forskere, viser, at man med passive læringsformer som for eksempel læsning og forelæsninger kun har en fastholdelsesprocent af de faglige pointer på omkring 5-10 %. Ingen passive læringsformer giver fastholdelsesprocenter på over 50%. Med aktive læringsformer opnår man til gengæld fastholdelsesprocenter på langt over 50 %. Aktive læringsformer kan være gruppediskussioner, fremlæggelser og at undervise andre.

Vi har generelt sindssygt mange dygtige og engagerede undervisere på Statskundskab – både det videnskabelige personale, de eksterne lektorer og det store korps af dedikerede instruktorer. Desværre befinder vi os stadig overvejende i det passive læringsparadigme. Fokus er stadig i for høj grad på at læse tekster alene og gå til forelæsninger med to timers envejskommunikation.  Det er ikke sådan, man lærer bedst! Slet ikke. Jeg har oplevet, hvordan at især instruktorerne på Instituttet har forsøgt at revolutionere måden, man lærer på, og jeg håber denne positive udvikling kan blive et eksplicit kerneelement i den nye studieordning for bacheloruddannelse. For eksempel kunne man inddrage mere aktiv deltagelse i forelæsningerne.

Misforstå mig ikke – forelæsningerne er et omdrejningspunkt for undervisningen, som bestemt skal bibeholdes. Det giver stor værdi at høre vores mange fantastisk dygtige VIP’er fortælle om deres nyeste forskningsresultater. Men det er muligt at forelæse langt mere læringsorienteret, end der bliver gjort. At arbejde med gentagelser, spørgsmål til salen gennem internetbaserede afstemninger og ganske simpelt ved at forlade pladsen bag pulten med pegefingeren på slide-knappen.

Studerende skal forpligtes mere
I min tid på Statskundskab har alle forsøg på at gentænke studieordninger og højne kvaliteten i undervisningen været lig med mere pensum. Jeg vil tillade mig at påstå, at mere pensum er fløjtende ligegyldigt, hvis man ikke anvender det aktivt og reflekterer over det, man har læst.

Derfor håber jeg, at vi kan forpligte hinanden mere til at mødes i studiegrupper og diskussionsgrupper for at gennemgå alle de mange vigtige pointer, som man ikke når i undervisningen. Disse diskussionsgrupper kan udformes på et væld af måder, men jeg mener, at det også i høj grad er undervisernes ansvar at forpligte de studerende mere i tiden mellem de enkelte undervisningsgange. For eksempel kan underviserne udforme konkrete diskussions- eller læsespørgsmål til brug for arbejdet uden for klasselokalet eller ved at afkræve korte et-siders notater hver uge fra de studerende. Et sådant tiltag vil også være arbejdsmarkedsforberedende, da det vil træne evnen til at kondensere store mængder information ned til få korte og skarpe pointer.

Det vil dog kræve en ændring i den nuværende studieordnings loft over antallet af afleveringssider på et fag, hvis forslaget om ugentlige notater i visse fag skal implementeres.

Det større fokus på aktiv læring skal således ikke kun være et krav til underviserne på Statskundskab, men også et krav til de studerende om i langt højere grad at deltage i diskussionsgrupper. Drømmescenariet ville være, hvis alle studerende blev tilknyttet mindre klynger, hvor kandidatstuderende eller ph.d.-studerende faciliterede diskussionerne. Uanset hvad giver det ikke mening for mig at gentænke studieordningen radikalt uden også at gentænke læringsformerne på de enkelte fag i samme ombæring.

Studiejobbets rolle
”Karakterer betyder lidt, men det perfekte studiejob er den eneste måde, hvorpå du kan sikre dig drømmejobbet i Udenrigsministeriet efter specialet”. De fleste af os fik det ind med statskundskabsmodermælken i vores første tid på Instituttet og har levet efter mantraet lige siden. Det relevante studiejob er alfa og omega, hvis du vil undgå dagpengeræset efter endt uddannelse. Men der er meget forskellige opfattelser blandt ledelsen og VIP’erne, når det handler om, hvor meget det forventes, at vi bruger på studie kontra studiejob. Er statskundskab et fuldtidsstudie på 37 timer om ugen eller skal der være plads til et par dages studiejob?

Det må være tid til tydelige retningslinjer for, hvordan studie og studiejob skal spille Forventer man, at folk venter med studiejob indtil  femte semester? Må man maksimalt arbejde 15 timer ved siden af studiet? Skal det være muligt at få merit for sit studiejob? Der er mange modeller man kan vælge, men mængden af pensum og arbejdsbyrde på studiet bør hænge nøje sammen med forventet tidsforbrug på studiejobbet. Jeg har efterhånden mødt mange forskelligartede holdninger til studejob hos instituttets VIP’ere og ledelse. Dette er en oplagt anledning til at komme med en klar udmelding til de studerende.

Statskundskabere har et væld af spændende studiejobsmuligheder i København og det giver i den grad added value at koble sin teoretiske viden fra studiet med erfaringer fra virkelighedens jobmarked. Derfor mener jeg, at studiejob skal anses som en kæmpe ressource og integreres mere aktivt i vores uddannelsesforløb. Det ville dog måske være gavnligt fx at anbefale de studerende at vente med at søge disse job indtil man er godt i gang med metodefagene. Simpelthen for at tage lidt af presset hos de nye studerende, som er mere optagede af at finde det perfekte studiejob end af at vælge det rigtige valgfag på studiet.

Ligeledes kunne det være en kæmp hjælp, hvis instituttet tog kontakt til nogle af de primære arbejdsgivere for statskundskabsstuderende med en klar anbefaling til, hvor meget man kan forvente en studerende har tid til at arbejde ved siden af studiet.

Vi lærer at forholde os til virkeligheden
Institut for Statskundskab uddanner som udgangspunkt generalister. Vores vigtigste tillærte kompetence er, at vi kan forholde os til virkeligheden. Det lyder håbløst banalt, men er usandsynligt vigtigt. Vi kan sammenkoble en bred palette af faktorer og fagområder og løse komplicerede problemstillinger. Ved at indtænke studiejob som en fast del af studiet og integrere opgavetyper på studiet, der minder om de opgavetyper, man mødes af på arbejdsmarkedet, så kan vi skabe et statskundskabsstudie, der i endnu højere grad kobler videnskaben med virkeligheden. Det bør være en del af målsætningen i den nye studieordning for bacheloruddannelsen i statskundskab på Københavns Universitet.

FORMIDLINGSPRISEN 2016

FORMIDLINGSPRISEN 2016

MED ANDRE ORD præsenterer i samarbejde med vores sponsorer FORMIDLINGSPRISEN 2016. Prisen har til formål at styrke den gode, akademiske formidling. Der er store (penge)præmier på højkant – og så får du mulighed for at styrke din skriftlighed!

 

Her på Statskundskab skrives der mange gode opgaver med ny og indsigtsfuld viden, som (desværre) ofte går i glemmebogen, efter at opgaven er blevet bedømt. MED ANDRE ORD lancerer derfor en ny kronikkonkurrence, hvor du som studerende kan afprøve dine formidlingsevner og samtidig udbrede de resultater, som du er nået frem til i en opgave.

Skriv en kronik med afsæt i en bedømt opgave – det kan være alt fra en tredagsopgave i National Forvaltning til en bacheloropgave eller et speciale – og send den til os. Du bliver først og fremmest bedømt på din evne til at formidle resultaterne fra din opgave.

Bedømmelsesudvalget består af dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, Lars Tønder, lektor ved Institut for Statskundskab og initiativtagerne til Formidlingsprisen 2016. Alle kronikker vil blive bragt på medandreord.dk, og de bedste vil blive bragt i den trykte udgave af bladet.

Der kåres tre vindere af konkurrencen. Præmierne er som følger:

FØRSTEPLADS: 5.000,- kr.

ANDENPLADS: 2.000,- kr.

TREDJEPLADS: Gavekort på 1.500,- kr. til DJØF FORLAG

Med Formidlingsprisen 2016 ønsker vi at sætte fokus på god formidling. Mange statskundskabere ender i ministerier og organisationer, hvor der skal formidles svært tilgængeligt stof for politikere såvel som borgere og medier. Det betyder i sagens sammenhæng også, at evnen til at formulere sig godt har en vigtig demokratisk funktion.

Vi håber, du har lyst til at være med til at sætte dine formidlingsevner på prøve! Så frem med pennen og send dit bidrag til konkurrencen inden den 20. oktober 2016 til formidling@medandreord.dk. Afvent kvittering. Dit bidrag må ikke overstige 6.500 anslag (alt inklusiv). Du bedes samtidig vedlægge den opgave, kronikken tager udgangspunkt i.

Vi høres ved!

-REDAKTIONEN