Skip to content

Fire typer du skal løbe fra til Kommunefest

Uanset anledningen, så er deltagelse i Kommunefester ikke uden risici. Vi bringer her de fire farligste typer, du kan risikere at løbe ind, og hvem ved – måske kan du genkende lidt af dig selv i beskrivelserne.

#1: Nasseren
Enten ser du ham for sent, eller også er du for lang tid om at gennemskue ham. Nasseren er en Judas i forklædning, og afhængig af hans promille vil han afsløre sin fordækte dagsorden mere eller mindre subtilt. Der findes således forskellige afarter af Nasseren:

Fest-Nasseren er den famøse festryger, der har problemer med at erkende sit nikotinmisbrug. Derfor ender Fest-Nasseren gang på gang til fest uden de cigaretter, som hun behøver for at kunne køre håndbajere ned med vellyst. Når du mærker prikket på skulderen og vender dig om for at møde en smuk piges blik, så er det med tydelig skuffelse, at den genkendelige replik rammer dig: ”Undskyld, men kan jeg ikke låne en smøg af dig?” Du står ansigt til ansigt med Fest-Nasseren, og for en rigtig gentleman er der kun én måde at redde sig ud af kniben, nemlig svaret: ”Desværre, jeg har lige røget den sidste…”

Den Snedige Nasser er ham, der dunker dig i ryggen i baren og siger, at du ligner én, der lige trænger til 10 shots Fernet. Denne udspekulerede appel, der spiller på Fernets stærke renommé i baren og din egen lyst til at være en del af festen, går typisk lige ind. Først efter fem gibbernakker indser du, at du er gået lige i den store 10-shots-fælde, da du er nødt til at bede Den Snedige Nasser om assistance. Den Snedige Nasser forsøger at undertrykke en gnæggende latter, mens han med hovene slynger fem gratis shots Fernet i svælget, inden han stamper tre gange i jorden og forsvinder i en røgsky – fy for en skefuld!

mao5_s35

#2: Mandestripperen
Klokken er typisk omkring 01.30, når Mandestripperen gør sin entré. Ofte har Kommunens standhaftige DJ Pastiche lige scratchet sig igennem fjerde Medina-nummer, da Twerk It Like Miley brager ud gennem højtalerne. Et sted på dansegulvet krydser de to nyttekurver for testosteron og promille hinanden, og i en vanvittig forløsning river en hulbrystet fyr sin sorte T-shirt af for at fejre det utrolige equilibrium, der netop er opstået. Mandestripperen lever hverdagen i anonym forklædning som ham på dit hold, der tager hjem for at læse umiddelbart efter forelæsningen, men når Kommunen byder op til dans, og bassen begynder at vibrere i gulvet, så afslører dette stærkt berusede og storsvedende mandfolk sin sande identitet.

#3: Den Ansvarlige
Vi kender alle mindst et par stykker af denne type. De er guld værd, og uden dem ville det sociale fællesskab på studiet hænge i en tynd tråd. Den Ansvarlige er den, som trofast møder op på CSS klokken 11 lørdag formiddag for at tørre dit bræk op, mens du hjemme i din seng overvejer selvmord ved hovedpude for at slippe for de bragende tømmermænd, du erhvervede dig aftenen forinden i Kommunen. Men lige så smuk og skøn Den Ansvarlige er, når du er ædru, lige så livstræt en heks anser du vedkommende for at være, når du i en knædyb rødvinsbrandert bliver stoppet i at danse can-can med en sjatspand fra baren. Den Ansvarlige er den, der ser klart, hvor alle andre ser dobbelt, og er der noget, som kan sætte en stopper for en god fest, så er det, når nogen forsøger at forhindre én i at eyeballe en Grøn Tuborg.

#4: DJ Youtube
Festen har ikke været længe i gang, før du kan begynde at observere denne særlige type til Kommunefester. Typen fås i forskellige varianter afhængig af musikalsk tilhørsforhold, men navnet for typen er det samme, nemlig DJ Youtube. DJ Youtube kan højst være med til festen i en time, før vedkommende afslører sig selv. Der er jo lige den sang dér, som vi bare skal høre. Straks farer DJ Youtube mod pulten, hvor den altid stabile, kommunale pladevender, DJ Pastiche, må håndtere en højtråbende pige, der insisterer på at høre ”den der med ham der… øh, du ved nok!” Og hvorfor så undgå DJ Youtube? Fordi ingen vil associeres med DJ Youtube. Der går endda rygter om, at DJ Pastiche gemmer en sort, læderindbunden notesbog med navnene på alle dem, der gennem tiderne har skreget elendige musikønsker i øret på ham. At blive associeret med personerne i den bog er lig med musikalsk fredløshed – don’t go there!