”I Somaliland boede jeg i et hus med vagter og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad,” fortæller Anders Lauridsen til MED ANDRE ORD. Han arbejdede syv måneder på Afrikas Horn efter sin bachelor.
– Fortalt til og bearbejdet af Philip Larsen
”Jeg tog selv initiativ til at komme ud i felten. Jeg havde arbejdet to et halvt år som studentermedhjælper i Dansk Flygtningehjælp. Gradvist var jeg så blevet flyttet over i en fuldtidsstilling i finansafdelingen. Den passede jeg, mens jeg færdiggjorde min bachelor. Min plan var egentlig, at jeg kun skulle have stillingen frem til sommeren og bagefter starte på min kandidat. Men jeg endte med at tage afsted og blive hængende et år mere.
Fra København til Somaliland
Det startede med, at jeg gik op til min chef og spurgte: Hvad er mulighederne for at komme ud? Hvad skal jeg gøre, og hvad har andre gjort før mig? Jeg var åben for det meste. I København havde jeg arbejdet med landene omkring Afrikas Horn. Kenya, Somalia, Etiopien. Så det var oplagt, at jeg skulle til det område.
Min chef sørgede for at ekspedere mit CV videre til vores regionalt ansatte på Afrikas Horn. Ham, der var chef for finansafdelingen i Somalia, kunne godt se det fornuftige i, at der kom en fyr ned, som kendte alle procedurerne fra København. Dansk Flygtningehjælp havde længe arbejdet på at decentralisere sit finansarbejde. Rykke arbejdet væk fra hovedkontoret i København. Og nu var turen kommet til Somalia. Det passede derfor glimrende, at organisationen kunne sende en mand fra København, der havde kendskab til de nye procedurer og værktøjer.
Min opgave kom til at bestå i at træne de lokalt ansatte. De skulle oplæres til at håndtere de nye procedurer ordentligt. Derudover skulle jeg også stå for at udvikle nye værktøjer, som kunne lette finansarbejdet i organisationen. Det er værd at huske på, at Dansk Flygtningehjælp har en omsætning på omtrent en halv milliard i området ved Afrikas Horn. Det er mange penge, og dem skal der holdes styr på. Og hvad der forekommer at være en smart løsning hjemme i København, er ikke altid lige så smart ude i felten.
Forvaltning i den somaliske virkelighed
Jeg fik temmeligt frie tøjler, hvilket var spændende, men også ret angstprovokerende. Der var jo ikke nogen til at fortælle én, hvad der var rigtigt og forkert, og jeg sad med et stort ansvar. Vi var som sagt i gang med at ændre hele setuppet i Somalia. Organisationen skulle kort sagt omstruktureres, og jeg havde læst en hel del om organisationsforandringer på Statskundskab. Det var interessant, at jeg nu skulle forholde mig til det i praksis. Mange af de samme problemstillinger fra pensum gik igen. Hvem refererer til hvem? Hvad skal de forskellige delniveauer lave? Hvem kontrollerer, at arbejdet bliver gjort godt nok? Og hvordan sørger man for at tage højde for alt dette, uden at det skaber for stort administrativt pres på medarbejderne? Samtidig er det også vigtigt at have for øje, at de ansatte er glade for at komme på arbejde. Det skal ikke bare være sådan, at man placerer alle skodopgaverne på en person, mens de andre får de sjove. Der er et væld af lavpraktiske forhold at tage højde for.
Når man taler om Somalia, er det vigtigt at skelne mellem Somalia og Somaliland. Somaliland er et selvstændigt område. De har eget parlament, eget politi, og der er generelt meget mere fredeligt end i selve Somalia. Der er nogle samfundsmekanismer i Somaliland, som fungerer, og der er ikke så mange terrorangreb som i Somalia.
Jeg tilbragte størstedelen af tiden i byen Hargeysa i Somaliland. Jeg boede i et hus med vagter, mure og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad, hvor jeg også var et par uger. I Hargeysa kunne jeg færdes frit udenfor indtil klokken 21. I Mogadishu var arbejde og bolig placeret ti-femten meter fra hinanden i en svært bevogtet bygning, som jeg i øvrigt blev fragtet til i en pansret vogn. Man måtte end ikke gå op på taget for at kigge ud over byen, og man kunne jævnligt høre geværskud.
I Mogadishu ramte jeg grænsen for, hvad jeg syntes, var interessant. Menneskene var flinke og arbejdet fint, men sikkerhedssituationen var ikke sjov. Det var ikke rart at tænke på, at det her var den farligste situation, jeg nogensinde selv havde sat mig selv i – fuldt bevidst.
Bortset fra bekymringerne om sikkerheden i Mogadishu var mit arbejde fuldt ud spændende og fantastisk. Jeg lærte en masse mennesker at kende, og det var uhyre interessant at komme af sted til en ny kultur i professionelt øjemed. Man møder ikke de lokale som hotelgæst, men som kollega, og man kommer til at snakke om både stort og småt. Hverdag, familie, venner. Det er helt klart det største, jeg har taget med mig hjem. At møde menneskene.
Bacheloren er en solid basis
Jeg fik virkelig øjnene op for, at man kan bruge de kompetencer, man får med sig fra Statskundskab. Man har en rigtig solid base med en bachelor her fra instituttet. Man kan bidrage professionelt til at gøre en konkret forskel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt skal have en kandidat i hus, men det skal ikke skygge for det faktum, at man kan udrette en hel dem med en bachelor. Og så er det også vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor man bør gå mere eller mindre hovedløst direkte videre på kandidaten, blot fordi kutymen foreskriver det? Og skal det nødvendigvis være på Statskundskab?
Min rejse stoppede ikke i Somalia. Jeg tog videre til Grækenland, hvor jeg arbejdede i to måneder, inden jeg tog tilbage til Danmark. Man skal huske på, at man tager af sted for at arbejde. Man kan ikke bare krydre tilværelsen med et rigt kulturliv ved siden af, sådan som man kan, når man bor i København. Det gav mig faktisk også en enorm frihed, at der ikke var så meget andet, jeg skulle tænke på. Herhjemme jonglerer man på studiet mellem et væld af ting. Man skal have tid til at læse, et fritidsjob, tid til venner, tid til at være alene, sove, finde en kæreste og et væld af ting og sager, som skal kobles sammen til en hverdag. Men dernede var tiden primært tiltænkt arbejdet. Jeg kunne jo heller ikke bare gå ud, som jeg havde lyst til, og det var der som sagt – og paradoksalt nok – en stor grad af frihed i.
Så hvis det kribler i én for at komme ud og prøve kræfter med verden uden for Kommunehospitalets mure, vil jeg overhovedet ikke tøve med at give anbefalingen videre. En ting står i hvert fald klart for mig. Med en bachelor fra Statskundskab i bagagen har man nogle rigtig gode forudsætninger for at kunne arbejde professionelt og tage ansvar derude.