Tag Archives: virkeligheden

’Man kunne jævnligt høre geværskud’

”I Somaliland boede jeg i et hus med vagter og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad,” fortæller Anders Lauridsen til MED ANDRE ORD. Han arbejdede syv måneder på Afrikas Horn efter sin bachelor.

– Fortalt til og bearbejdet af Philip Larsen

”Jeg tog selv initiativ til at komme ud i felten. Jeg havde arbejdet to et halvt år som studentermedhjælper i Dansk Flygtningehjælp. Gradvist var jeg så blevet flyttet over i en fuldtidsstilling i finansafdelingen. Den passede jeg, mens jeg færdiggjorde min bachelor. Min plan var egentlig, at jeg kun skulle have stillingen frem til sommeren og bagefter starte på min kandidat. Men jeg endte med at tage afsted og blive hængende et år mere.

Fra København til Somaliland
Det startede med, at jeg gik op til min chef og spurgte: Hvad er mulighederne for at komme ud? Hvad skal jeg gøre, og hvad har andre gjort før mig? Jeg var åben for det meste. I København havde jeg arbejdet med landene omkring Afrikas Horn. Kenya, Somalia, Etiopien. Så det var oplagt, at jeg skulle til det område.

Min chef sørgede for at ekspedere mit CV videre til vores regionalt ansatte på Afrikas Horn. Ham, der var chef for finansafdelingen i Somalia, kunne godt se det fornuftige i, at der kom en fyr ned, som kendte alle procedurerne fra København. Dansk Flygtningehjælp havde længe arbejdet på at decentralisere sit finansarbejde. Rykke arbejdet væk fra hovedkontoret i København. Og nu var turen kommet til Somalia. Det passede derfor glimrende, at organisationen kunne sende en mand fra København, der havde kendskab til de nye procedurer og værktøjer.

Min opgave kom til at bestå i at træne de lokalt ansatte. De skulle oplæres til at håndtere de nye procedurer ordentligt. Derudover skulle jeg også stå for at udvikle nye værktøjer, som kunne lette finansarbejdet i organisationen. Det er værd at huske på, at Dansk Flygtningehjælp har en omsætning på omtrent en halv milliard i området ved Afrikas Horn. Det er mange penge, og dem skal der holdes styr på. Og hvad der forekommer at være en smart løsning hjemme i København, er ikke altid lige så smart ude i felten.

Forvaltning i den somaliske virkelighed
Jeg fik temmeligt frie tøjler, hvilket var spændende, men også ret angstprovokerende. Der var jo ikke nogen til at fortælle én, hvad der var rigtigt og forkert, og jeg sad med et stort ansvar. Vi var som sagt i gang med at ændre hele setuppet i Somalia. Organisationen skulle kort sagt omstruktureres, og jeg havde læst en hel del om organisationsforandringer på Statskundskab. Det var interessant, at jeg nu skulle forholde mig til det i praksis. Mange af de samme problemstillinger fra pensum gik igen. Hvem refererer til hvem? Hvad skal de forskellige delniveauer lave? Hvem kontrollerer, at arbejdet bliver gjort godt nok? Og hvordan sørger man for at tage højde for alt dette, uden at det skaber for stort administrativt pres på medarbejderne? Samtidig er det også vigtigt at have for øje, at de ansatte er glade for at komme på arbejde. Det skal ikke bare være sådan, at man placerer alle skodopgaverne på en person, mens de andre får de sjove. Der er et væld af lavpraktiske forhold at tage højde for.

Når man taler om Somalia, er det vigtigt at skelne mellem Somalia og Somaliland. Somaliland er et selvstændigt område. De har eget parlament, eget politi, og der er generelt meget mere fredeligt end i selve Somalia. Der er nogle samfundsmekanismer i Somaliland, som fungerer, og der er ikke så mange terrorangreb som i Somalia.

Jeg tilbragte størstedelen af tiden i byen Hargeysa i Somaliland. Jeg boede i et hus med vagter, mure og gitter for dørene. Men det var ingenting i forhold til Mogadishu, Somalias hovedstad, hvor jeg også var et par uger. I Hargeysa kunne jeg færdes frit udenfor indtil klokken 21. I Mogadishu var arbejde og bolig placeret ti-femten meter fra hinanden i en svært bevogtet bygning, som jeg i øvrigt blev fragtet til i en pansret vogn. Man måtte end ikke gå op på taget for at kigge ud over byen, og man kunne jævnligt høre geværskud.

I Mogadishu ramte jeg grænsen for, hvad jeg syntes, var interessant. Menneskene var flinke og arbejdet fint, men sikkerhedssituationen var ikke sjov. Det var ikke rart at tænke på, at det her var den farligste situation, jeg nogensinde selv havde sat mig selv i – fuldt bevidst.

Bortset fra bekymringerne om sikkerheden i Mogadishu var mit arbejde fuldt ud spændende og fantastisk. Jeg lærte en masse mennesker at kende, og det var uhyre interessant at komme af sted til en ny kultur i professionelt øjemed. Man møder ikke de lokale som hotelgæst, men som kollega, og man kommer til at snakke om både stort og småt. Hverdag, familie, venner. Det er helt klart det største, jeg har taget med mig hjem. At møde menneskene.

Bacheloren er en solid basis
Jeg fik virkelig øjnene op for, at man kan bruge de kompetencer, man får med sig fra Statskundskab. Man har en rigtig solid base med en bachelor her fra instituttet. Man kan bidrage professionelt til at gøre en konkret forskel. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg på et tidspunkt skal have en kandidat i hus, men det skal ikke skygge for det faktum, at man kan udrette en hel dem med en bachelor. Og så er det også vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor man bør gå mere eller mindre hovedløst direkte videre på kandidaten, blot fordi kutymen foreskriver det? Og skal det nødvendigvis være på Statskundskab?

Min rejse stoppede ikke i Somalia. Jeg tog videre til Grækenland, hvor jeg arbejdede i to måneder, inden jeg tog tilbage til Danmark. Man skal huske på, at man tager af sted for at arbejde. Man kan ikke bare krydre tilværelsen med et rigt kulturliv ved siden af, sådan som man kan, når man bor i København. Det gav mig faktisk også en enorm frihed, at der ikke var så meget andet, jeg skulle tænke på. Herhjemme jonglerer man på studiet mellem et væld af ting. Man skal have tid til at læse, et fritidsjob, tid til venner, tid til at være alene, sove, finde en kæreste og et væld af ting og sager, som skal kobles sammen til en hverdag. Men dernede var tiden primært tiltænkt arbejdet. Jeg kunne jo heller ikke bare gå ud, som jeg havde lyst til, og det var der som sagt – og paradoksalt nok – en stor grad af frihed i.

Så hvis det kribler i én for at komme ud og prøve kræfter med verden uden for Kommunehospitalets mure, vil jeg overhovedet ikke tøve med at give anbefalingen videre. En ting står i hvert fald klart for mig. Med en bachelor fra Statskundskab i bagagen har man nogle rigtig gode forudsætninger for at kunne arbejde professionelt og tage ansvar derude.

Aftagerpanelet: din jobagent fra virkeligheden

To gange om året mødes repræsentanter fra arbejdsmarkedet med institutledelsen og Studienævnet for at drøfte indholdet af statskundskabsstudiet. Forsamlingen bærer navnet Aftagerpanelet, og de er trætte af Fremdriftsreformen, magtesløse over for dit stressniveau og nysgerrige efter, hvordan de kan skaffe dig et job, når du er færdig.

Hvis jeg fortalte dig, at der på Institut for Statskundskab er nedsat et Aftagerpanel, hvor repræsentanter fra arbejdsmarkedet mødes for at diskutere, hvad du skal lære på studiet, så ville du måske rynke lidt på brynene. Og hvis jeg fortalte dig, at Metroselskabet sidder med til møderne, og at de sætter pris på, at vi har sociologi, så ville du nok afkræve mig en forklaring. Det kan jeg godt forstå, for de færreste studerende kender til aftagerpanelerne, som siden 2007 har været en lovpligtig del af universiteternes opbygning. Faktisk har Institut for Statskundskab haft sit eget aftagerpanel lige fra starten, og i øjeblikket mødes medlemmerne to gange om året for at drøfte udviklingen på instituttet. Så hvem er disse repræsentanter fra arbejdsmarkedet?

En broget flok rådgivere
Baggrunden for medlemmerne af IFS’ Aftagerpanel spænder bredt. Ud over ledelsen på instituttet deltager repræsentanter fra organisationer så forskellige som it-virksomheden KMD, Beredskabsstyrelsen og Danske Regioner. Selv hos Metroselskabet, som også er en del af Aftagerpanelet, er der behov for statskundskabere, omend der da også skal lidt ingeniører til at få skabt fremtidens metrosystemer. Og så er du naturligvis også repræsenteret. For blandt ministerier, institutledelse og konsulentvirksomheder sidder din repræsentant fra Studienævnet, Rikke Regitze Nøhr Nielsen. Spørger man hende, er der ingen grund til at frygte, at erhvervslivet gennem Aftagerpanelet får magt over studiet.

”Vi bruger Aftagerpanelet til at få input. Vi går ind til dem og siger, at det kunne være en idé med de her fag, og så kommer de med deres kommentarer, så på den måde bruger vi dem lidt som rådgivere,” fortæller Rikke.

Det syn på Aftagerpanelets rolle finder man også hos Metroselskabets direktør, Henrik Plougmann Olsen, der selv tog sin statskundskabsuddannelse i starthalvfemserne:

”Vi skal sørge for, at man ikke glemmer, at det er en universitetsuddannelse, og at man på den anden side også har blik for, at folk selvfølgelig ikke skal uddannes til ingenting. Aftagerpanelet skal give nogle input, der ikke underminerer fagligheden, men sørger for, at der kommer flere jobmuligheder bagefter,” siger han.

Generalist versus fremdrift
Et emne, der det seneste års tid har fyldt meget i Aftagerpanelet, er Fremdriftsreformen. Og selvom man kunne mistænke repræsentanterne fra arbejdsmarkedet for at presse på for at få os hurtigere igennem studierne, så er det en helt anden holdning, som formanden for Aftagerpanelet, rektor ved Frederiksborg Gymnasium, Peter Kuhlman, tager med ind til møderne.

”Samfundet har vel andre mål end bare, at bruttonationalproduktet skal stige. Vi skal vel også gerne have nogle mennesker, der trives med deres uddannelse og job. Aftagerpanelet kan jo ikke råbe Folketinget op i forhold til nedskæringerne på uddannelse. Vi kan kun se på, om de kandidater, vi sender ud, er tunet godt ind i det arbejdsmarked, de skal ud på. Samtidig skal vi fastholde den identitet og kvalitet, der er i statskundskabsstudiet,” fortæller Peter Kuhlman.

Og kvaliteten i studiet er mere end bare god forståelse for metode, selvom man ofte har den opfattelse, at gode Stata-egenskaber er det eneste, som erhvervslivet efterspørger.

”Fag som Sociologi er også vigtige for statskundskabsstudiet, og vi er meget opmærksomme på vigtigheden af spændvidden i uddannelsen. Mit arbejdsliv har krævet, at jeg både kunne bruge statistik, og at jeg også har haft en forståelse for de gruppedynamikker, som jeg har lært om i Sociologi,” forklarer direktør for Metroselskabet, Henrik Plougmann Olsen.

Ansættelsessamtaler og karakterkomplekser
Men det kan være svært at finde overskuddet til at gå i dybden med Stata og Goffmann, når man ved siden af 12-talsambitioner på normeret tid skal skabe plads til et flot studiejob ved siden af. Det understreges blandt andet af studiemiljøundersøgelserne på instituttet. Undersøgelserne viser, at de studerende er pressede, og Henrik Plougmann Olsen er da også glad for, at hans studieliv ikke lå i Fremdriftsreformens skygge.

”Jeg er egentlig glad for, at jeg ikke er studerende mere. Jeg synes, at det er en smule kompliceret for jer. På den ene side har I en Fremdriftsreform, som siger, at I skal blive hurtigt færdige og nå nogle bestemte ting. På den anden side har jeg næsten aldrig siddet til en ansættelsessamtale med en nyuddannet, hvor man ikke har kigget til, hvilken erhvervserfaring vedkommende havde. Det er et dilemma, som den enkelte studerende nok er bedst til at navigere i,” fortæller han.

Heller ikke hos formanden for Aftagerpanelet finder man meget håb for, at Aftagerpanelet kan bidrage til at løse de studerendes kattepine. Peter Kuhlman mener dog, at de statskundskabsstuderendes høje ambitionsniveau er en af de knapper, som de studerende selv kan justere på for at komme problematikken til livs.

”Jeg sidder jo også i Ankenævnet og ser, at nogen klager over, at de har fået et 7-tal. Men et 7-tal er jo en glimrende karakter. De studerende på Statskundskab forventer hele tiden en tocifret karakter, men måske skal de skrue ambitionsniveauet lidt ned,” siger Peter Kuhlman.

Statskundskab A/S
Aftagerpanelet kan kun give gode råd til institutledelsen og Studienævnet. Men hvilke observationer i samfundet baserer de deres inputs på? En af de grundlæggende tendenser på statskundskabernes jobmarked er ifølge Aftagerpanelets formand, at det private erhvervsliv i fremtiden kommer til at tage flere friske kandidater, end det offentlige gør i dag.

”Instituttets største udfordring er, at den offentlige sektor skrumper, og det vil sige, at arbejdsmarkedet for kandidaterne skifter. Tidligere har 60 % været i den offentlige sektor og 40 % i den private sektor, men man kan forestille sig, at de to tal skal byttes rundt, hvis vi vil bevare den høje beskæftigelse for kandidaterne i fremtiden,” siger Peter Kuhlman.

Skal man tro den udvikling, så bliver Institut for Statskundskab i fremtiden også nødt til i højere grad at orientere sig efter erhvervslivets efterspørgsel. Og at lytte til den virkelig verden er generelt en dyd for universiteterne, mener direktør for Metroselskabet Henrik Plougmann Olsen.

”Jeg tror, at det er vigtigt, at man tilstræber, at universitetet er åbent mod omverdenen. Og det gør man med Aftagerpanelet. Den større udveksling mellem universitet og omverden, synes jeg, er en god ting. Også af hensyn til kandidaterne. For det er en måde at sikre sig, at de kommer ud og får job og bliver brugt. Det er vel også derfor, man lader sig uddanne,” fortæller han.

Og leder man efter indsigelser hos Studienævnet mod dette perspektiv, skal man lede længe.  Studienævnets repræsentant i Aftagerpanelet er nemlig enig i, at den inddragelse af arbejdsmarkedets interesser, som Aftagerpanelet er udtryk for, kan bidrage til den løsning af sociale og politiske problemer, som udgør instituttets målsætning.

”Der er jo også problemer i det private, og det er jo også en del af samfundet. Jeg synes, at det er en skam, hvis man gør studiet endnu mere teoretisk og fjerner praksis endnu mere,” siger Studienævnets næstformand Rikke Regitze Nøhr Nielsen.

Næste år kan universiteternes aftagerpaneler fejre 10 års jubilæum. På Institut for Statskundskab er medlemmerne af panelet lykkedes med at sætte fokus på den kvantitative metode, og de har også forsøgt at værne om statskundskabens identitet som generaliststudie. Og selvom de færreste studerende i dag kender til Aftagerpanelet, så er der god grund til at lytte. Især hvis statskundskabernes fremtidige arbejdsgiver oftere vil have et navn, der slutter på A/S.