Skip to content

NEKROLOG: DE DÅRLIGE IDEERS KIRKEGÅRD

Vi bringer her en nekrolog over de dødfødte og misdannede idéer, som aldrig nåede bladets dyrebare sider. MED ANDRE ORD trækker fire skeletter ud af skabet, som måtte lade livet for din skyld.

Af Sofie Stubkjær Christensen & Rasmus Hjorth

På Institut for Statskundskab arbejder nogle af landets bedste hjerner på højtryk, når de ikke er beskæftiget med konsulentarbejde og rekrutarbejde i partierne. Det er åbenlyst, at så dybt begavede mennesker forlanger kompromisløs dybdegåede journalistik af klar og indiskutabel relevans for studiet. Redaktionen på MED ANDRE ORD sætter derfor en tårnhøj standard for bladets trykte artikler for at værne mod de studerende og ansattes kognitive forfald.

Ikke alle artikelidéer er levedygtige. I bestræbelsen på at levere kritisk og samfundsrelevant journalistik fødes der sommetider ideer på redaktionsbordet, som er forkrøblede, deforme og afgår ved døden efter få krampetrækninger. Oftest har disse været præget af en hæmmet videnskabelighed, men har samtidig været født med en stærk appel til de laveste reproduktive instinkter i læseren. Heldigvis har Redaktionen siden bladets start udført medlidenhedsdrab på disse kreative afvigelser, så deres fordummende smitte aldrig har nået forskergangen eller læsesalene.

1. Politisk teori omskrevet til erotiske noveller

En erotisk dannelsesrejse med udgangspunkt i Rousseaus Ulighedens oprindelse. Fra udskejelser i en kostald i Tønder til et besidderisk parforhold på Østerbro følger vi hovedpersonens seksuelle opblomstring og forfald. Gennem malende beskrivelser af naturtilstandens idylliske dyresex og ejendomsrettens forpurring af menneskets seksuelle forhold beskrives ikke bare seksualitetens, men også den samfundsmæssige udvikling.

Dødsårsag: Idéen blev elsket ihjel.

   Redaktionsmøde 12/02-2016

2. Hvis dit fag var en scorereplik

En udformning af bemærkninger, der tager udgangspunkt i dit kendskab til pensum. Bemærkningens karakter gør dem anvendelige i sociale situationer, hvor afsenderen besidder et ønske om at forplante sig med modtageren. Deres afsæt i de enkelte fag gør dem særligt brugbare til at opbygge relationer på tværs af årgange. En mikro-studerende kan i sit møde med en studerende, som har metode på skemaet, sige: “Hej! Jeg tror, at vores nyttekurver er forenelige – skal vi gå hjem og finde en Pareto-optimal stilling?”. Omvendt kan den metodestuderende kontakte den mikro-studerende med bemærkningen: “Hej! Skal du hjem og have med ”the Standard D”?”

Dødsårsag: Den sov stille ind under akavet tavshed.

Redaktionsmøde 13/10-2015

3. Danmark og EU – En parterapeut giver råd

Danmarks forhold til EU har siden begyndelsen været en stormfuld affære. Tillidskriser, manglende kommunikation, afstand og uforenelige forventninger har tæret på begge parter. Men når den økonomiske afhængighed er stor, kan en skilsmisse virke uoverskuelig. Hvordan kan man så komme tættere på sin partner? Idéens skribent opsøger en parterapeut for at kaste lys over problematikken. Måske er det ikke for sent at genfinde kærligheden?

Dødsårsag: Æresdrab.

Redaktionsmøde 23/4-2015

4. Undervisere som Pokémonkort

Undervisere er som snefnug – de er alle smukke på deres egen unikke måde. Deres uendelige diversitet kan være svær for det menneskelige sind at rumme, da det eneste disse store personligheder har til fælles er akademikerens medfødte frygt for sollys. Med udgangspunkt i de såkaldte Pokémon-kort ville skribenten på en grafisk og kognitivt overskuelig måde indkapsle undervisernes styrker og special abilities. Spillekortserien kunne f.eks indeholde et kort med en underviser, der har 9/10 i “diskret selvsmagning” og “at nasse cigaretter fra studerende” som special ability. Eller et mindre anvendeligt kort kunne være en underviser med 2/10 i “nutidsendelser på PowerPoint” og “at være født i det forkerte århundrede” som special ability. Håbet var at fylde CSS’ gangarealer op med dystende studerende. Den erfarne kandidatstuderende kunne eksempelvis trænge en prøvende førsteårsstuderende op i en krog ved at spille et kort med 8/10 i “ungdommeligt tøj”, for derefter at blive slået tilbage af 10/10 i “naturlig autoritet” samt “overdreven udtale af fremmedord” som special ability.

Dødsårsag: Ideen kvaltes i selvcensur og smagløshed.

Redaktionsmøde 26/9- 2015