MED ANDRE ORD #8

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

Det er blevet en fast bestanddel af mediebilledet anno 2016, at lektorer, professorer eller ph.d.er udtaler sig til medier i kraft af deres ekspertviden. Men hvad sker der, når universitetsfolk går fra at være objektive vidensformidlere til normative meningsdannere? Er det et problem eller en gave for den offentlige samtale?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

  • Tager Rune Lykkeberg pis på Politikens læsere?
  • Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere
  • Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål
  • Økonomismen invaderer os.

Ovenstående titler er eksempler på debatindlæg, kronikker og klummer, som er blevet bragt i Berlingske og Politiken inden for de sidste to år. Modsat mange andre forfattere til lignende indlæg er det hverken stressede gymnasieelever, småbørnsforældre eller ytringsfrihedsforkæmpere, der står bag. Forfatterne er derimod professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet: Peter Kurrild-Klitgaard, Marlene Wind, Peter Nedergaard og Tim Knudsen. De optræder alle sammen under deres professortitel.

Selvom der i indlæggene tydeligvis trækkes på en omfangsrig politologisk viden, så synes det svært at benægte, at der ligger et normativt budskab bag. Er det i orden at universitetstitlen, der angiver en høj rangering inden for universitetsmurene, bliver brugt til at ytre normative holdninger om samfundet uden for murene?

Viden er magt

Som professor har man unægteligt en høj grad af etos – og det med rette. Vedkommende har brugt utallige år begravet i tykke bøger og har en langt større viden inden for et specifikt fagområde end menigmand. Det giver samtidig en enormt magtfuld position, der gør det mere sandsynligt, at offentligheden lytter, når man stiller sig op på ølkassen. At blive associeret med oplysningens højeste instans er trods alt ikke alle forundt.

Statskundskabsfeltets karakter giver naturlig anledning til et tæt samspil mellem teoretikere og praktikere. Men hvor går grænsen mellem at repræsentere en anerkendt vidensinstans og egne personlige holdninger?

Hvad er tilladt?

Helt formelt er der en række regler for, hvornår ansatte må bruge deres titler offentligt. Det samlede rektorat på Københavns Universitet vedtog i februar 2007 et regelsæt for medarbejdernes ytringsfrihed og deltagelse i den offentlige debat. I dette regelsæt står der, at når en universitetsansat skriver en kronik, et debatindlæg eller lignende, som ligger inden for vedkommendes fagområde, bør både forskertitel og Københavns Universitet fremgå.

Under punktet Beskyttelse af universitetets troværdighed er det dog beskrevet, at hvis en ansat skriver et holdningsindlæg om et emne, der ikke falder inden for deres forsknings- eller fagområde, kan den akademiske titel bruges, men Københavns Universitet bør ikke nævnes.

Der gives ikke eksempler på tilfælde, hvor en ansat under ingen omstændigheder må bruge sin titel.

Af Universitetsloven § 2, stk. 3, fremgår det, at ”universitetet har pligt til at samarbejde, udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund samt tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.  Det er naturligvis vigtigt at stille viden og kompetencer til rådighed for det almene samfund i videreformidlingen af den forskning, som bliver produceret på de offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Men gælder det også indlæg, hvor der i højere grad fremlægges holdninger end ekspertviden?

En hårfin balance

Peter Nedergaard er en højt rangeret ansat på Institut for Statskundskab. Samtidigt er han meget aktiv i den offentlige debat. Han har siden 2012 skrevet klummer for Berlingske Tidende. Her leverer han hver anden uge et indspark, der indtil videre har dækket alt mellem den politologiske himmel og virkelighedens jord. Derudover har han bidraget til Politikens, Politikos og Jyllands-Postens meningsspalter. Alle steder optræder han under sin universitetstitel og med Københavns Universitet angivet som sin arbejdsplads. Da MED ANDRE ORD møder Peter Nedergaard på hans kontor, er det dagen før, at hans indlæg om kommunernes omprioriteringsbidrag udkommer. Er han mon bevidst om grænsen mellem holdning og faglighed, når han skifter Chr. Hansen auditoriet ud med den offentlige scene?

”Jeg forsøger altid at give det en faglig vinkel, når jeg skriver de her klummer”, fortæller han og understreger, at han ikke bruger formuleringer som jeg mener i sine indlæg.

”Jeg har en politologisk dagsorden i den forstand, at jeg synes, at statskundskab som fag i høj grad kan være med til at kvalificere den politiske debat”.

Samtidig indrømmer Peter Nedergaard dog, at der i nogle af hans klummer er en normativitet bag den faglige diskussion. Han afviser dog, at det er ensbetydende med, at klummerne også indeholder en bestemt partipolitisk holdning.

Yderligere har Peter Nedergaard skrevet flere indlæg med Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. I disse indlæg optræder Nedergaard og Dahl under et samlet ’vi’. De har blandt andet argumenteret for bevarelsen af kvote 1-optagelsessystemet. Bør man som professor være i så tæt samarbejde med en politisk aktør?

”Det skal jeg også passe på med”, medgiver han. Men han nævner samtidig, at han også har skrevet klummer sammen med et socialdemokratisk medlem af Folketinget.

”Jeg ville aldrig skrive om et partipolitisk emne med en politiker. Når jeg skriver sammen med en politiker, så sørger jeg for, at det er et emne, som er hævet over partipolitik”, siger han. Nogle partier vil formentlig være uenige i hans opfattelse af optagelsessystemet som et ikke-partipolitisk emne.

Universitetet er en aktiv part

Det Samfundsvidenskabelige Fakultets ansatte kan også få deres indlæg publiceret på Fakultetets hjemmeside.  Dette gælder også for ansatte, der udtaler sig mere politisk.  Peter Kurrild-Klitgaard, der også er blogger for Berlingske, henviste MED ANDRE ORD til en række udtalelser, som han kom med til Universitetsavisen tilbage i 2011. Anledningen var et interview om forholdet mellem det at være meningsdanner og ekspert på samme tid. Her fortæller han blandt andet, at når han skriver indlæg som meningsdanner, er det ikke forkert at sige, at han har en klar liberal profil. Derfor benytter han sig af førnævnte regel om ikke at angive Københavns Universitet som sin arbejdsplads, når han udtaler sig som meningsdanner. Omvendt er nogle af hans indlæg stadig at finde inde på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets hjemmeside. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt universitetet bør udbrede kronikker og klummer, som ophavsmanden ikke mener, at Københavns Universitet bør associeres med.

Troels Østergaard Sørensen, dekan og øverste leder for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, fortæller i en mail til MED ANDRE ORD, at Københavns Universitets ledelse sætter stor pris på, at forskerne bringer deres viden i spil i debatten. Han understreger samtidigt, at det ikke er det indholdsmæssige eller holdningsmæssige, der afgør, hvorvidt en forsker får sit oplæg på hjemmesiden eller ej.

”Vi vælger ikke nogle forfattere eller indlæg fra. Indholdet af indlæggene står forfatterne selv på mål for – både hvad angår deres forskningsresultater og holdninger”.

Han pointerer, at forskerne som alle andre danskere har ytringsfrihed og ret til at komme med deres personlige betragtninger, når de skriver.

Brinkmannisme

Universitetsansatte har utvivlsomt en fordel, når de skal have deres budskab ud, da de nærmest ubetinget kan bruge deres universitetstitel. Selvom det gode argument altid bør vinde i den habermasianske samtale, så giver forskellige titler forskellige muligheder.

Peter Nedergaard fortæller til MED ANDRE ORD, at han efter udgivelsen af en af sine klummer blev inviteret til møde med Henrik Sass Larsen. Hertil kan man spørge sig selv om, det have været anderledes, hvis Peter Nedergaard ikke havde underskrevet sin kronik med sin titel, eller ville det samme budskab have haft den samme virkning.

Samtidigt bliver der tilføjet nogle lag til den offentlige debat, når universitetsansatte søger uden for murene. Måske bliver vi klogere som samfund, når universitetets forskere lader deres holdninger skinne igennem. Da Svend Brinkmann, professor i psykologi fra Aalborg Universitet, udgav den populærvidenskabelige og samfundskritiske bog Stå fast i 2014, stod hans holdning til positiv psykologi, konkurrencestat og individualisme klart. Hans budskab blev udbredt i en sådan grad, at han modtog DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen, som uddeles til en person, der gør et vanskeligt emne tilgængeligt for den brede offentlighed. Med udgivelsen af hans bog kunne man på den ene side mene, at han gik langt ud over sit mandat som forsker på Aalborg Universitet. På den anden side fik hans bog unægteligt en del danskere til at se samfundet på en anden måde. Og det er netop, hvad forskere i den offentlige debat kan – sætte dagsorden, tilføre nye perspektiver og forståelse til samtalen om vores samfund.

Dette er netop hvad den engelsk-polske sociolog og professor Zygmont Bauman gør, når han til The Guardian udtaler, at sociale medier er en fælde for socialiseringen. Han formår at sætte dagligdagen ind i en større teoretisk og samfundsmæssigt kontekst. Det kan bidrage til, at os almindelige mennesker måske forstår verden lidt bedre. Og det forskere fra Institut for Statskundskab gør i deres klummer er nok ikke så forskelligt fra, hvad Zygmont Bauman gør.  Nemlig at belyse grundlæggende tendenser i samfundet.

Den kritiske intellektuelle

Hvornår overskrides grænsen for hvad man kan bruge sin forskertitel til? Og hvornår er det nødvendigt, at dem der har mere viden, end os andre, påpeger de blinde vinkler, som vi andre ikke ser? Er det i orden at bruge forskertitlen til at promovere en normativ agenda, omend at den er skjult bag objektivt klingende fraser?

Det er en balancegang mellem at sikre en beskyttelse af universitet og den integritet der følger med forskerstillingen. Samtidigt handler det om at værne om ytringsfriheden og forskeres frie tænkning.

Tim Knudsen, professor emeritus fra Institut for Statskundskab, er en del af centrum-venstre-tænketanken Cevea og en aktiv debattør. Han udtalte, i 2012 til Universitetsavisen, at en mange universitetsansatte gemmer sig i den offentlige debat, som i stedet domineres af aktører, der har økonomiske interesser i at fremme en bestemt dagsorden. Uafhængige kloge hoveder er måske et af de bedste værn mod en korrumperet debat.

Den kritiske intellektuelle er en historisk figur, der gennem tiden har forholdt sig til feudalismen, kapitalismen, socialismen og andre små og store samfundstendenser. Over Københavns Universitets hovedbygning, ved Frue Plads, skuer en ørnestatue, hvorunder universitetets motto står: ”Coelestem adspicit lucem” (Den øjner det himmelske lys). Den, som når en særlig høj erkendelse, opnår en særlig ophøjet karakter, lyder en tolkning. At en ophøjet karakter kan veksles til en ophøjet status, er trods vigtigheden af den frie og kritiske forsker ikke noget, man bør glemme, når man åbner sin avis.

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

KORRUPTION – LAD OS FÅ NOGET MERE

Bestikkelse af dommere, politifolk og hospitalsansatte. Den slags klinger heldigvis fremmed for de fleste danskere. Det bør imidlertid ikke afholde os fra at nærstudere korruptionens årsager og konsekvenser på et studium som Statskundskab. Så lad os få noget mere korruption – på pensum.

Af Anders Joensen & Philip Larsen

Hvornår har du sidst bestukket en offentlig embedsmand? Hvornår har du sidst givet pengegaver til din underviser, borgerservicepersonalet eller din læge? De fleste danskere vil nok i en forarget tone svare ”aldrig!” til de spørgsmål. Vi er nemlig så heldige at leve i et af verdens mindst korrupte samfund, hvor offentligt ansatte for det meste ikke bare ved, hvor grænsen går, men også holder sig inden for den, når det kommer til spørgsmålet om at pleje personlige interesser på jobbet. Nultolerancen over for korruption lader til at være solidt forankret i både formelle organisationsstrukturer og i den danske kultur. Når det hele går så godt, er det så værd at bruge kræfter på korruption i undervisnings- og forskningsmæssige sammenhænge? Det mener vi – indlæggets forfattere – helt bestemt, at det er. Vi ser en stor gevinst i, at fremtidens cand.scient.pol.er har et godt greb om korruptionens årsager, kendetegn og konsekvenser. Både i Danmark og i et globalt perspektiv.

Den politiske elites ansvar

Hvordan er Danmark endt med at være bedst i verden, når det kommer til at modvirke korruption? Mette Frisk Jensen, der er historiker ved Aarhus Universitet, beskriver i sin bog Korruption bekæmpelsen af korruptionsfænomenet i den danske stat fra indførelsen af enevældet i 1660 frem til i dag. Af bogen fremgår det, at fordums kongers indførelse af strenge krav til embedsværket har haft væsentlig indflydelse på, at Danmark har bevæget sig ud af korruptionens svøbe. Hun gør det meget klart, at fraværet af omfattende korruption i Danmark netop skyldes, at den politiske elite har bekæmpet fænomenet i stedet for at berige sig selv fra sin magtfulde position. Skal et land ud af korruptionens kløer, har den politiske elite altså et særligt ansvar for at modvirke korruption og sikre god embedsførelse.

”Getting to Denmark”

Når det kommer til en lav grad af korruption, er Danmark i et globalt perspektiv nærmere undtagelsen end reglen. Omtrent 80 % af verdens befolkning lever i lande, hvor statsapparatet er filtreret af vennetjenester, nepotisme og brune kuverter under bordet. Endvidere udråbte Verdensbankens præsident i 2013 korruption til at være ”Public Enemy Number One”.

Inden for den internationale forskningslitteratur om korruptionsteori bruges udtrykket getting to Denmark som metafor for at omdanne svage stater til velfungerende retssamfund. Som statskundskabere i Danmark har vi privilegeret indsigt i et statsapparat med en usædvanlig lav grad af korruption. Derfor er det oplagt at spørge ind til, om vi på et studium som Statskundskab har en særlig forpligtigelse til at undersøge årsagerne hertil, når nu resten af verden ”vil til Danmark”? Bør vi ikke være med til at teste og udvikle teorier, som kan vise vejen til retfærdig og effektiv statsførelse?

grafikapr2016-7

Vigtig viden på Statskundskab

Institut for Statskundskab er anno 2016 et studium, der huser over 1500 studerende, og mange vil fortsætte videre til et job i den danske forvaltning, når kandidatbeviset er i hus. Her vil de servicere eller blive en del af den politiske elite. Dertil kommer, at også en god portion af dem, der ikke havner i selve forvaltningsmaskineriet, på den ene eller anden måde vil komme til at beskæftige sig med forhold, der trækker klare tråde til statsapparatet.

Som tidligere nævnt har den politiske elite haft et særligt ansvar for korruptionsbekæmpelsen i Danmark. Det må derfor være vigtigt for studerende, som i fremtiden vil arbejde i eller omkring den politiske elite at have indgående kendskab til fænomenet. Heldigvis rustes vi også til at gøre os en række aktive overvejelser om embedsmandens dos and donts i forskellige fag. I Sociologi stifter vi bekendtskab med Webers tanker om bureaukratiet og dets fordele og ulemper, mens vi i National Forvaltning ad flere omgange beskæftiger os med forvaltningsetik. Og de fleste studerende har haft Tim Knudsens Fra enevælde til folkestyre, der beskæftiger sig indgående med fænomenet, på pensum i Politologisk Grundkursus.

Mere korruption – på skemaet!

Imidlertid viser en nærmere gennemgang af pensum i mange af bacheloruddannelsens fag, som vi har foretaget, at korruption intetsteds behandles direkte og som et samlet hele. Det kan undre, eftersom emnet må siges at være relevant inden for langt de fleste obligatoriske bachelorfag. Fag som National Forvaltning, International Forvaltning, Almen Statskundskab, Sammenlignende Statskundskab og økonomifagene kunne snildt tage fænomenet op til grundig afvejning og belysning. Det kunne være i form af en temadag eller et selvstændigt emne inden for et eller flere af fagene. Alternativt kunne man overveje at udbyde et helt fag om emnet, ligesom de har valgt at gøre på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet. Her kan bachelorstuderende tage faget ”Årsager og konsekvenser af politisk og administrativ korruption” til 20 ECTS.

”Staying in Denmark”

Et øjebliksbillede af fortællingen om Danmark og korruptionsfænomenet vil tage sig rimelig rosenrødt ud. I hvert fald i en relativ sammenhæng. Denne konstatering bør omvendt ikke skygge for det banale faktum, at alle samfund til enhver tid er under udvikling. Sagt med andre ord er et lands omgang med korruption ikke noget, der er eller kan blive løst én gang for alle. Nye former for korruption ser dagens lys; det gælder desværre stadig, at (for meget) magt korrumperer.

Når ministre på tværs af regeringsfarve kvit og frit kan få sine embedsmænd til at manipulere og fordreje de tal og fakta, som skal belyse et lovforslag, og når magtfulde politikere i hemmelighed kan indgå ulovlige aftaler med virksomheder eller bruge skatteydernes penge på dyre vine og luksuriøse flyrejser, er der stadig grund til at være på vagt.

Med et øget fokus på korruptionsfænomenet på Statskundskab kan vi som en del af fremtidens forvaltere, kritiske journalister og politiske aktører blive i stand til at opdage og afsløre sådanne lyssky handlinger. Samtidigt kan et indgående kendskab til fænomenet vise sig nyttigt, hvis man bevæger sig ud i den store, korrupte verden.

Derfor ønsker vi at opfordre fagkoordinatorerne på bacheloruddannelsen til at overveje, hvordan korruption som fænomen kan inddrages direkte og aktivt i undervisning og på pensum. Vi har med dette indlæg lagt et par forslag frem. Og vi tager gerne initiativ til et idémøde med både studerende og undervisere, hvis der måtte være interesse for det.

ER FRIVILLIGT ARBEJDE ALTID TIL GAVN?

ER FRIVILLIGT ARBEJDE ALTID TIL GAVN?

Tusindvis af danskere rejser hvert år ud i verden for at kombinere turisme med frivilligt arbejde i udsatte områder. Volonturisme, som det kaldes, er nu en stor del af oplevelsesøkonomien, og mange statskundskabere har i deres sabbatår prøvet kræfter med fænomenet. Men får vi egentlig talt om, hvad vi har bidraget til?

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Statskundskabsrevyen præsenterede for et par år siden sangen Unik ungdom med en tekst, der kunne karakteriseres som en lyrisk lussing til de statskundskabere, der havde forsøgt at redde verden på den obligatoriske rejse i sabbatåret. Vi grinte af det,  men så lagde vi også pænt låg på diskussionen bag efter.

Efter min mening er der flere problemstillinger knyttet til dette fænomen, som vi godt kunne lukke lidt mere op for. For eksempel spørgsmål som: Hvad motiveres volonturisterne af? Kan vi overhovedet sætte os i andres sted? Og hvad er konsekvenserne af volonturismen?

Altruisme og CV-rytteri?

Hvad motiverer unge mennesker til at kombinere afslapning på deres ferie med frivilligt arbejde?

Motivationsfaktorerne kan jo principielt spænde fra altruisme til egeninteresser. Der findes en hel del motivationsteori anvendt på feltet inden for frivilligt arbejde, men i min research fandt jeg kun nogle få udenlandske casestudier, der relaterer sig direkte til volonturismefænomenet.

I overvejelserne om motivationsfaktorer må man medregne, at det frivillige arbejde i udlandet som regel vil adskille sig fra det frivillige arbejde herhjemme på mindst ét væsentligt punkt. Modsat det frivillige arbejde, der kan udføres gratis i Danmark, betaler man nemlig for at få lov til at udføre arbejdet i udlandet. Priserne svinger blandt andet efter, hvor mange dage du vil arbejde. Hos Mellemfolkeligt Samvirke ligger priserne i omegnen af 22.000 kr. for ophold af mellem 12 og 16 ugers varighed. Andre udbydere som Kilroy Travels, et nordisk rejsebureau, tilbyder ophold på helt ned til 14 dages varighed for priser fra omkring 3000 kr. De store pengebeløb, som de unge betaler for at arbejde, er måske også den største årsag til, at kritikere af volunturisme kategoriserer det som en del af oplevelsesøkonomien.

Jeg tror personligt, at mange rejser af sted med idéen om, at de vil gøre en forskel. Der kan samtidigt være mange egeninteresser bag. Lidt godt til CV’et, kvote-2-ansøgningen eller måske bare den dårlige samvittighed over, at man er en hvid, privilegeret type fra Danmark. Det har trods alt en stor betydning for ens identitet, om man kommer ind på det ønskede studie eller får det rigtige job. Derfor vil mange gå langt for at kunne skrive noget godt på CV’et.

Et bredere perspektiv og en økonomisk indsprøjtning

Der findes mange forskellige typer af frivilligt arbejde, man kan udføre kombineret med sin rejse. Projects Abroad, en britisk, kommerciel rejseorganisation for frivillige, opererer for eksempel med følgende projektkategorier: Humanitært arbejde, Natur & Miljø, Undervisning, Sport, Medicin & Sundhed samt Veterinærmedicin.

De forskellige typer af frivilligt arbejde rummer sikkert hver deres problematikker. For mig er problematikkerne klarest ved arbejdet med undervisning og sundhed. Især når det drejer sig om arbejde med børn, der snarere har behov for stabile og trygge rammer end halvårlig udskiftning af omsorgspersoner.

På kort sigt vil man nok kunne give børnene nogle gode oplevelser og måske nå at skabe en god relation. Man kan også få noget kulturudveksling ud af det, og forhåbentligt kan rejsen starte en masse refleksioner for den udrejsende.

Netop det synspunkt fremlagde den administrerende direktør for Projects Abroad, Peter Slowe, da han i 2015 forsvarede organisationens foretagender i publikationen New African. Her skriver han, at selv relativt korte ophold i andre lande giver fordele på lang sigt, fordi det kan ændre de unges syn på verden. Desuden peger han på, at volonturisterne bruger mange penge i de områder, hvor de arbejder, der modsat almindeligt turistforbrug, går til værtsfamilier, lokale butikker eller projekter.

grafik2016apr-27

Kommercialisering af frivillighed

Det lyder meget godt, men kan der ikke være uoverskueligt mange utilsigtede konsekvenser på længere sigt? Har de frivillige de nødvendige kompetencer? Her tænker jeg både personligt og fagligt. Skal man for eksempel være frivillig på en fødeklinik, så håber jeg, at man har lidt mere erfaring end en gymnasial eksamen.

Derudover skal man virkelig have tjek på den organisation, man rejser med. Der findes desværre nogle rigtig ærgerlige eksempler på organisationer, der bruger pengene på helt andre områder, end de selv påstår.

Især organisationens hensyn til lokalsamfundet er af stor betydning. Selvom Peter Slowe mener, at Projects Abroad går langt for ikke at tage arbejdspladser fra de lokale, kan dette nok ikke undgås alle steder. Og det er jo ikke kun arbejdspladser, men også lokale initiativer, som man risikerer at hindre, medmindre organisationen har en meget god forankring i lokalsamfundet. Og er der ikke også en risiko for, at kommercialiseringen af frivillighed fører til, at organisationerne bag tilpasser det frivillige arbejde mere til de unge udrejsende end til de mennesker, der har brug for hjælp?

At sætte sig i andres sted

For folk, der har været afsted, bliver fortiden som volonturist måske især udfordret, når man på statskundskab kastes ud i teorier om postkolonialisme i faget International Politik. Det må blandt andet føre til nogle refleksioner over, om det overhovedet er muligt at sætte sig i andre folks sted på så kort tid. Kan vi forstå deres position, når vi bare kan tage næste fly hjem til mor og far?

New York Times bragte sidste år en kort dokumentar kaldet An African’s Message for America, hvor den kenyanske aktivist og fotojournalist, Boniface Mwangi, udtaler, at amerikanerne skulle tage at hjælpe sig selv og deres egne først. Til en ung amerikansk pige med intentionen om at tage til Afrika eller Mellemøsten for at blive en fortaler for kvinders rettigheder, siger Mwangi: ”You don’t know them. They don’t know you. They won’t listen to you”. Mwangi understreger vigtigheden af lokale initiativer, og siger til de amerikanske studerende, at hvis de vil hjælpe nogen, må de i det mindste starte med at spørge dem, hvad de ønsker hjælp til.

Følelser i klemme

Jeg har kun opstillet en brøkdel af de overvejelser, som man kan gøre sig om volonturisme. At jeg ikke selv har været volonturist betyder nok, at det er lettere for at mig at være kritisk, selvom min intention var at se lidt mere nuanceret på sagen. Jeg har ikke nogen følelser i klemme. Men det har jeg oplevet andre have.

Hvis man efter sin tid som volonturist føler, at man har gjort en forskel og har fået en tæt relation til en række mennesker, kan jeg sagtens forstå, at det er svært at se det store billede. Jeg kan sætte mig ind i, at det ikke er rart at komme hjem til beskyldninger om, at man er en ’medlidenhedskolonist’.

Når man vender og drejer det, kommer man bare hurtigt frem til, at Vestens udrejsende kan få meget ud af det, mens dem, man egentlig søger at hjælpe, ikke altid bliver hjulpet på sigt. Skal man så bare sende pengene direkte til en velgørende organisation og blive hjemme i Danmark? Det skal jeg ikke bestemme, men jeg synes, at man skal tænke sig godt om, og at det er vigtigt at tale om problematikkerne ved volonturisme.

FOTOSERIE: TABUER PÅ STATSKUNDSKAB

Denne serie er tilegnet de tabuiserede stunder på Kommunehospitalet.

Tabu #1: At stemme på Dansk Folkeparti (billede 1 & 2)

Du er i dit stille sind ikke helt så uenig med Kristian Thuelsen Dahl som de andre på dit stamhold – for da slet ikke at tale om din underviser. Men det holder du helst for dig selv. Generation DF er muligvis en succes på DR, men ikke på Statskundskab.

Tabu #2: At fravælge alkohol (billede 3 & 4)

‘-eller sooodavand!’ er den obligatorisk, sarkastiske kommentar fra enhver tutor gennem introforløbet. Overdreven opmærksomhed og latterliggørelse af, at man faktisk kan drikke af flasker uden alkohol, gør det jo meget nemmere at fravælge kirsebærvin og guldøl.

Tabu #3: At være middelmådig (billede 5)

Bølgen af moderne middelmådighed er så småt på vej tilbage, men statskundskabere er ‘eliten’ og er derfor ikke middelmådige. De kan jonglere studie, studierelevant job, fester, den flotte figur og de mange venner. Derfor du synes, at det er lidt svært at sige nej tak til foredrag/forskerfrokost/fredagsbar, når du har en fredagsaftale med resterne af ugens spaghetti bolognese.

Tabu #4: At bryde de kropslige normer (billede 6)

Det er ikke, fordi det er et tabu at snakke om kropsbehåring – tværtimod kan mange debatter ende i en diskussion af netop dette. Men selvom kropsbehåringen lever frit på Sociologi, er der på Statskundskab stadig visse regler. Derfor kan godt blive lidt akavet, hvis du som kvinde kommer til at udstille din ubarberede armhule til frit skue for hele stamholdet.

Tabu #5: At mangle passion for studiet (billede 7)

Du synes, at dagens pensum var intetsigende, og at hele faget er lidt kedeligt. Du er ikke med i International Debat, Suveræn eller Aktive Statskundskabere. Med spirende gru går det op for dig, at du er en inaktiv statskundskaber, for hvem det er nok at diskutere Rosseau i undervisningen.

 

CAPS: A NEW CENTER FOR THEORY AND INTERDISCIPLINARY RESEARCH IN THE SOCIAL SCIENCES

CAPS: A NEW CENTER FOR THEORY AND INTERDISCIPLINARY RESEARCH IN THE SOCIAL SCIENCES

A new research center has just opened. The name is CAPS, and it wants to put advanced social theory and interdisciplinary work back on the agenda.

By Lars Tønder, Associate Professor and Co-director of Centre for Anthropological, Political, and Social Theory.

”Interdisciplinarity has become all the rage as scientists tackle society’s biggest problems”. This is how the editors of Nature motivate a recent issue on the importance of collaborative work across disciplinary boundaries (17 September 2015, p. 308). In the same issue, one can also read how the social sciences are less interdisciplinary compared to other fields such as biology, gerontology, and chemical physics. While many talk about it, most researchers are reluctant to cite, let alone engage in, work outside their own field of expertise. This is particularly true in the case of International Relations and Political Science, which score abnormally low on most measurements. The result is a significant gap between recognizing the importance of interdisciplinary work and actually doing it. As the editors of Nature conclude, “there is still strong resistance to crossing borders.”

Why CAPS?

The newly founded Centre for Anthropological, Political, and Social Theory (CAPS) works to overcome elements of this resistance. As its name suggests, the center is an umbrella organization for scholars and advanced students who share a commitment to interdisciplinary research and theoretical work in the social sciences. Overall, the aim is to interrogate and expand the assumptions and theories that underpin the study of “society”. This implies questioning what the social sciences normally take for granted when analyzing specific occurrences in public life. What do the social sciences assume when they study human experience? How do the social sciences define theoretical work in the first place, and what role should this work play in debates about society? Are there better ways of doing theory than the ones currently on offer?

Consideration of these “big” questions about theory has become increasingly absent in debates within the social sciences. This development has contributed to the gap highlighted by the editors of Nature. How is that the case? Most obvious is that failure to interrogate the assumptions underpinning the study of society implies a professionalization of knowledge and an acceptance of the institutions and discourses that the social sciences are meant to scrutinize. A social science that does not interrogate its own assumptions may be useful in the sense of satisfying the demands of our current society; it may even allow this society to work more efficiently by identifying new ways to optimize the use of resources. What it does not consider, however, is whether society as such is haunted by discursive blind spots and structural impasses that preclude us from understanding the challenges in the first place. The result is a vicious circle. Since the social sciences are never fully detached from society itself, there is always the possibility that the theories through which we study society become part of the problem and not the solution.

grafikapr2016-59

One of the motivations behind the creation of CAPS is that the linkages between ways of doing theory and this line of thinking have become more important than ever. Consider some of the major challenges facing contemporary society – be it global warming, new patterns of immigration, alternative life-forms, or growing socio-economic inequalities. In each of these cases, the concepts and assumptions deployed in our analyses will determine how we understand both the problem and the solution. If we consider humans superior to animals and other nonhuman elements, then our solution to global warming will look different from one based on the idea that humans are part-and-parcel of the environment in which they live. Similarly, our solution to immigration will look different depending on whether we approach the challenge from a national or transnational perspective. Much of this is obvious. Still, without recognizing the problem, asking ourselves what the social sciences assume when they analyze any given phenomena, we may never succeed in advancing the debate beyond the blind spots and impasses in which current theories about society are implicated. What we need, in other words, is not just new theories but also new ways of thinking about theory.

Interdisciplinarity from below

As the editors of Nature rightly note, the obstacles to this project are staggering. Confounding the challenge are also the current expectations to research about productivity and impact. CAPS recognizes this. However, rather than defining a set of fixed ideas to which all participants must subscribe, CAPS orients itself toward something similar to what Hannah Arendt in her essay “Understanding and Politics” called “thinking without banisters,” by which she meant a mode of thinking that problematizes preconceived categories about human experience. Such a mode of thinking seems indeed like a good starting point for thinking about theory in an interdisciplinary manner, especially since it acknowledges the value of publications and public interventions while at the same time insisting on measuring its own success according to how far it expands the capacity for thinking as such. As Arendt reminds us again-and-again, rather than replicating what already “is,” theory should problematize our images of society in order to create new ways of living in a world marked by conflict and plurality.

The day-to-day business of CAPS revolves around this goal. At one level, CAPS may seem fairly traditional. Like most other research centers, CAPS organizes workshops, lectures, conferences, and seminars that speak to ongoing research efforts concerning advanced social theory. Many of the activities are open to the public and will be advertised broadly. At another level, however, CAPS tries to reorient the terms of the debate by identifying a yearly theme (or “problem,” to use another of Arendt’s terms) that brings together approaches and traditions that normally do not interact. Our belief is that this way of doing interdisciplinary work “from below” will enable a range of conversations around which new research projects about advanced social theory can emerge.

The latter takes us back to where we started. A social science that does not question its own definition of society is one that disavows input from other disciplines, including the humanities and the natural sciences. Rather than seeing these disciplines as collaborators, the disinterest in questioning one’s own assumption makes them irrelevant. Sometimes the other disciplines may even become direct competitors who fight for the same glory as oneself. This image helps to produce an intellectual numbness which in turn limits the range of contributions that the social sciences might make to the kind of interdisciplinary work everyone agreess is a precondition for tackling society’s problems. Another important motivation for CAPS is to overcome this limitation.

The first project: Reason and Affect

The first CAPS project is a good reflection of what the center hopes to achieve. The project takes on the issue of “Reason and Affect in the Anthropocene”, an issue that both concerns how we conceptualize society as such and how the social sciences overall might relate to other kinds of theorizing. CAPS has so far organized a series of workshops that interrogate the relationship between affect and reason. These efforts will culminate on May 17 – 20 where CAPS hosts two of the world’s most innovative theorists: William Connolly and Jane Bennett. During their visit, Professor Connolly and Professor Bennett will teach a two-day Ph.D. seminar with participants from Danish and international universities and then deliver two keynote talks at a two-day conference hosted by CAPS. We hope to see many of you at these talks!

 For more information—and to sign up for news from CAPS—visit www.sociology.ku.dk/caps/

HVORDAN UNDGÅR KØBENHAVNS UNIVERSITET EN MILLONBØDE?

HVORDAN UNDGÅR KØBENHAVNS UNIVERSITET EN MILLONBØDE?

Fremdriftsreformen bliver i disse dage genforhandlet, og de studerende har fået en plads ved bordet. Spørgsmålet er så, hvordan kan vi bedst få kvalitet og fleksibilitet i vores uddannelse, uden at universitetet skal betale til statens bødekasse.

Af Uma Mia Lund, studenterrepræsentant i 12-mandsudvalget

Som det eneste universitet i Danmark har Københavns Universitet valgt at invitere seks studerende med til forhandlingsbordet, når fremdriftsreformens interne regler på universitetet fastlægges i foråret. Den ene af dem er mig.

Det begyndte helt tilbage i 2013, hvor fremdriftsreformen så dagens lys. Og det havde store konsekvenser. Meget fleksibilitet forsvandt, og I kender alle sammen til tvangstilmeldingen på 30 ECTS point hvert semester. Også muligheden for at framelde sig fag og eksaminer forsvandt. Uddannelse handler nu om tid og penge, ikke om læring og dannelse.

Fremdrift til forhandling

Reformen har været en del af vores hverdag i snart tre år, men først nu er den rykket fra skiftende uddannelsesministres skrivebordsskuffer til øverst i bunken på rektors kontor. Nu er muligheden endelig opstået for at afmontere dele af reformen. Det er en kæmpe sejr for Studenterrådet ved Københavns Universitet, at vi har tilkæmpet os en plads ved bordet og rent faktisk får noget at sige.

Det var naturligvis aldrig sket uden de hundredevis af studerende, der hver dag kæmper imod reformen. Sammen har vi påpeget reformens udfordringer og stædigt stået fast på, at kvaliteten i vores uddannelser altid bør veje tungest. For selvfølgelig skal se studerende tages med på råd. Det er vores hverdag, som det handler om.

Et af de største slag handler om tvangstilmeldingen. For skal den erstattes af et studieaktivitetskrav? Forskellen på de to er, at tvangstilmelding er krav for, hvor mange point, du skal tilmeldes, mens studieaktivitetskrav er et krav for, hvor mange point, du skal bestå.

Et studieaktivitetskrav på 45 ECTS-point vil ikke være en dans på roser. Her er et eksempel:

Sidste semester havde jeg International Politik. Faget er som bekendt normeret til 20 ECTS-point. I det fag var der 8 procent, der dumpede til eksamen i januar. Med de nuværende regler vil de efter at have dumpet andet eksamensforsøg tvangstilmeldes faget igen til efteråret. Men med et studieaktivitetskrav på 45 ECTS-point om året, så har de, som dumpede International Politik, ’kun’ bestået 40 ECTS-point i løbet af det sidste akademiske år. Konsekvensen er, at de i værste fald bliver smidt ud af studiet. På baggrund af én dumpet eksamen! Frygten for at dumpe en eksamen er i forvejen et stort pres. Hvis konsekvensen af at dumpe ikke er blot er en reeksamen, men at der oveni er en risiko for at blive udskrevet, lægges der et endnu større pres på de studerende.

Jeg vil gerne af med tvangstilmeldingen – ingen tvivl om det. Den vil bringe noget af fleksibiliteten tilbage i vores uddannelser. Men jeg vil lige så gerne have muligheden for fleksibilitet gennem flere sommerskoler i obligatoriske fag som f.eks. Offentlig Ret. Det vil hjælpe mig til at planlægge min uddannelse bedre, og det vil give mig luft i nogle semestre, hvor jeg virkelig har behov for at fordybe mig i nogle få fag.

Jeg så også gerne, at vi havde et introforløb på alle kandidatuddannelser, så vi bliver ved med at have en faglig og social tilknytning til vores studier. Det er det, der får mig op af sengen hver morgen. Og jeg vil have praksiserfaring ind i min uddannelse, så jeg ikke ser mig nødsaget til at studere på deltid for at passe et studiejob. Med andre ord vil jeg have et fuldtidsstudium, der forpligter mig fagligt og socialt gennem hele uddannelsen. Det, ved jeg, vil være vores bedste våben i kampen mod millionbøden.

Pisk eller gulerod

Da jeg skulle have Mikroøkonomi, frygtede jeg det. Jeg kan huske, hvordan jeg i januar efter eksaminerne mentalt forberedte mig på at skulle differentiere ligninger, tegne grafer og tale i tal – totalt ude af min comfort zone. Jeg var bange for at dumpe. Det samme var mange af jer sikkert. Og med god grund.

Faget har en dumpeprocent på omkring de 20. Derfor tog Aktive Statskundskabere kontakt til en frivilliggruppe på økonomi, Økonomer uden Grænser, der sammen med os arrangerede tre frivillige fagcaféer i løbet af forårssemestret for to år siden, så vi alle følte os bedre klædt på til eksamen. Instituttet anerkendte vores behov og betaler i dag for fagcaféer i både mikro- og makroøkonomi.

grafikapr2016-62

Initiativer som disse er med til, at vi studerende kommer bedre – og måske også hurtigere – igennem vores studier. Og vi bliver klogere imens. Det er sådanne initiativer eller gulerødder, der er vores værktøj til at afværge forringelser af uddannelserne på Københavns Universitet.

Bøden for ikke at leve op til reformenes krav om nedsatte gennemførselstider mixet med knap 9 milliarder kroner i nedskæringer på uddannelsessektoren i Finansloven er en sprængfarlig cocktail. Frygten for en endnu værre økonomisk situation består. Besparelserne på Finansloven har kostet dyrt. Flere hundrede ansatte har mistet deres job, bevillingen til rusturen på statskundskab blev sparet væk, og på Sociologisk Institut har de sparet holdtimerne væk på hele bacheloruddannelsen. Fra efteråret vil undervisningen på bacheloruddannelsen i sociologi nærmest udelukkende bestå af forelæsninger.

Det er tydeligt, at Dekan Troels Østergaard Sørensens bekymring er reel. Men er strammere regler den bedste måde at undgå en bøde? Det tror jeg næppe.

Fremdrift for begyndere

Studiefremdriftsreformen er en del af SU reformen, der blev vedtaget i foråret 2013. Formålet med reformen er at få de studerende hurtigere igennem deres studier.

Reformen fastlagde derfor en række krav:

·         Tvangstilmelding på 30 nye ECTS point hvert semester

·         Ingen mulighed for at framelde sig fag eller eksaminer

·         Tvangsmerit ved studieskift

Sanktionen for ikke at opnå de årlige reduktionsmål er en kompliceret udregnet økonomisk bøde. Sidste år fik Århus Universitet en bøde på omkring 20 millioner kroner for ikke at nå deres reduceringsmål for gennemførselstiden.

I november blev forliget genåbnet, og det er nu op til universiteterne selv at fastlægge interne regler for de studerende. Men bøden og reduktionsmålet er uændret.

NEKROLOG: DE DÅRLIGE IDEERS KIRKEGÅRD

NEKROLOG: DE DÅRLIGE IDEERS KIRKEGÅRD

Vi bringer her en nekrolog over de dødfødte og misdannede idéer, som aldrig nåede bladets dyrebare sider. MED ANDRE ORD trækker fire skeletter ud af skabet, som måtte lade livet for din skyld.

Af Sofie Stubkjær Christensen & Rasmus Hjorth

På Institut for Statskundskab arbejder nogle af landets bedste hjerner på højtryk, når de ikke er beskæftiget med konsulentarbejde og rekrutarbejde i partierne. Det er åbenlyst, at så dybt begavede mennesker forlanger kompromisløs dybdegåede journalistik af klar og indiskutabel relevans for studiet. Redaktionen på MED ANDRE ORD sætter derfor en tårnhøj standard for bladets trykte artikler for at værne mod de studerende og ansattes kognitive forfald.

Ikke alle artikelidéer er levedygtige. I bestræbelsen på at levere kritisk og samfundsrelevant journalistik fødes der sommetider ideer på redaktionsbordet, som er forkrøblede, deforme og afgår ved døden efter få krampetrækninger. Oftest har disse været præget af en hæmmet videnskabelighed, men har samtidig været født med en stærk appel til de laveste reproduktive instinkter i læseren. Heldigvis har Redaktionen siden bladets start udført medlidenhedsdrab på disse kreative afvigelser, så deres fordummende smitte aldrig har nået forskergangen eller læsesalene.

1. Politisk teori omskrevet til erotiske noveller

En erotisk dannelsesrejse med udgangspunkt i Rousseaus Ulighedens oprindelse. Fra udskejelser i en kostald i Tønder til et besidderisk parforhold på Østerbro følger vi hovedpersonens seksuelle opblomstring og forfald. Gennem malende beskrivelser af naturtilstandens idylliske dyresex og ejendomsrettens forpurring af menneskets seksuelle forhold beskrives ikke bare seksualitetens, men også den samfundsmæssige udvikling.

Dødsårsag: Idéen blev elsket ihjel.

   Redaktionsmøde 12/02-2016

2. Hvis dit fag var en scorereplik

En udformning af bemærkninger, der tager udgangspunkt i dit kendskab til pensum. Bemærkningens karakter gør dem anvendelige i sociale situationer, hvor afsenderen besidder et ønske om at forplante sig med modtageren. Deres afsæt i de enkelte fag gør dem særligt brugbare til at opbygge relationer på tværs af årgange. En mikro-studerende kan i sit møde med en studerende, som har metode på skemaet, sige: “Hej! Jeg tror, at vores nyttekurver er forenelige – skal vi gå hjem og finde en Pareto-optimal stilling?”. Omvendt kan den metodestuderende kontakte den mikro-studerende med bemærkningen: “Hej! Skal du hjem og have med ”the Standard D”?”

Dødsårsag: Den sov stille ind under akavet tavshed.

Redaktionsmøde 13/10-2015

3. Danmark og EU – En parterapeut giver råd

Danmarks forhold til EU har siden begyndelsen været en stormfuld affære. Tillidskriser, manglende kommunikation, afstand og uforenelige forventninger har tæret på begge parter. Men når den økonomiske afhængighed er stor, kan en skilsmisse virke uoverskuelig. Hvordan kan man så komme tættere på sin partner? Idéens skribent opsøger en parterapeut for at kaste lys over problematikken. Måske er det ikke for sent at genfinde kærligheden?

Dødsårsag: Æresdrab.

Redaktionsmøde 23/4-2015

4. Undervisere som Pokémonkort

Undervisere er som snefnug – de er alle smukke på deres egen unikke måde. Deres uendelige diversitet kan være svær for det menneskelige sind at rumme, da det eneste disse store personligheder har til fælles er akademikerens medfødte frygt for sollys. Med udgangspunkt i de såkaldte Pokémon-kort ville skribenten på en grafisk og kognitivt overskuelig måde indkapsle undervisernes styrker og special abilities. Spillekortserien kunne f.eks indeholde et kort med en underviser, der har 9/10 i “diskret selvsmagning” og “at nasse cigaretter fra studerende” som special ability. Eller et mindre anvendeligt kort kunne være en underviser med 2/10 i “nutidsendelser på PowerPoint” og “at være født i det forkerte århundrede” som special ability. Håbet var at fylde CSS’ gangarealer op med dystende studerende. Den erfarne kandidatstuderende kunne eksempelvis trænge en prøvende førsteårsstuderende op i en krog ved at spille et kort med 8/10 i “ungdommeligt tøj”, for derefter at blive slået tilbage af 10/10 i “naturlig autoritet” samt “overdreven udtale af fremmedord” som special ability.

Dødsårsag: Ideen kvaltes i selvcensur og smagløshed.

Redaktionsmøde 26/9- 2015

KAN KOMMERCIELLE HENSYN OG GOD METODE GÅ HÅND I HÅND?

KAN KOMMERCIELLE HENSYN OG GOD METODE GÅ HÅND I HÅND?

I februar glødede en offentlig debat mellem analyseinstituttet Megafon og en række forskere fra Statskundskab. Her blev der samtidigt åbnet op for en diskussion af forholdet mellem god videnskabelig praksis og markedets behov for hurtige analyser. Er konkurrence og kvantitativ forskning en kombination, vi bør være bekymrede for?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

Den 28. januar 2016 befandt den politiske kommentator og tidligere minister Hans Engell sig i studiet hos TV2-News. Han bar sine karakteristiske runde briller og var iført et gråt jakkesæt, som han havde sammensat med et stribet slips med gule og blå farver. Bag ved ham lyste der en grafik med Christiansborg op, og han talte med sin vanelige patos om det politiske klima. At Hans Engell befandt sig i studiet var ikke noget unormalt. Han havde været en velbenyttet politisk kommentator, siden han meldte sig ud af det Konservative Folkeparti i 2000. Årsagen var derimod lidt speciel.

Tidligere samme dag havde analyseinstituttet Megafon frigivet en meningsmåling, som virksomheden havde foretaget for TV2 og Politiken. Målingen viste, at Socialdemokraternes opbakning var gået tilbage med 7 procentpoint i forhold til Folketingsvalget for under et år siden. Den viste samtidig, at en væsentlig årsag til tilbagegangen var de adspurgte danskeres utilfredshed med Socialdemokraternes flygtningepolitik. To dage før havde Socialdemokraterne, med undtagelse af et par enkelte oprørske folketingsmedlemmer, været med til at vedtage den omstridte ’smykkelov’. For Hans Engell lå tolkningen lige til højrebenet: De socialdemokratiske kernevælgere var utilfredse og var begyndt at hoppe til Alternativet.

Mens store dele af Mediedanmark faldt på halen over at komme først med BREAKING-bannere og dommedagsprognoser, var der også dem, som mente, at en så stor tilbagegang for det største oppositionsparti var utrolig i ordets bogstaveligste forstand. I Politikens digitale avisspalter udspillede der sig de følgende dage et forholdsvist civiliseret skænderi med offentligheden som tilskuer. Forskere fra Københavns Universitet kritiserede åbent Megafons analyse og betvivlede dens metodiske korrekthed. Samtidigt kritiserede de analyseinstituttet for at være for lukket. Megafon forsvarede sig med, at deres ekstreme måling ramte ned i en tilsvarene ekstrem folkestemning skabt af en opsigtsvækkende asyllov.

Hvad sker der, hvis målinger er forkerte?

Hvorvidt Megafons analyse var korrekt eller ej, er ikke nødvendigvis det væsentligste ved denne diskussion. Hvis målingen var rigtig, så bidrog den til den politiske diskussion om asylpolitikken. Men hvis målingen nu var forkert, er det så et problem? Eller betyder det ikke noget, da de fleste alligevel har glemt det om en uge?

Det måske mest ekstreme eksempel på, hvor store konsekvenser der kan være ved forkert brug af kvantitativ målinger, udspillede sig for øjnene af nationen og rullende kameraer på valgdagen for kommunalvalget i 19. november 2013, da Epinions exitpolls fik daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt til fejlagtigt at undskylde for et dårligt valg.

Mens eksemplet med Epinions exitpolls er ekstremt og tenderende til det komiske, viste et arbejdspapir, som Center for Valg og Partier på Statskundskab offentliggjorde i foråret 2014, at meningsmålinger ikke bare er ligegyldige tal. Centeret, som blandet andet er drevet af Kasper Møller Hansen og tidligere nævnte Martin Vinæs, havde foretaget en undersøgelse, der viste, at vælgere ændrer deres stemmer efter, hvordan meningsmålinger ser ud og særligt efter, hvilke partier som går frem. Ud fra et foucauldiansk synspunkt kan meningsmålinger derfor udgøre en art vidensmagt, som kan påvirke vælgernes beslutning, selvom de måske ikke er klar over det.

Afgørende for den politiske dagsorden

Netop fordi meningsmålinger ikke er ligegyldige, ser Martin Vinæs det som en vigtig opgave for forskere i samfundsvidenskabelig metode at stille spørgsmålstegn ved undersøgelser, som måske – eller måske ikke – er metodisk usikre.

”Meningsmålinger har en konsekvens for vælgerne, og de kan samtidigt være styrende for den politiske diskurs og være med til at sætte en politisk dagsorden,” fortæller han, da MED ANDRE ORD møder ham på hans kontor på Institut for Statskundskab. Han har tidligere offentligt kritiseret andre analyseinstitutter som Epinion og YouGov, og i takt med, at meningsmålinger er blevet en integreret del af nyhedsbilledet, mener han, at udviklingen er en dobbeltsidet gevinst. På den ene side er der større sandsynlighed for at få mere korrekte målinger, når der er flere af dem, og måleinstrumenterne er bedre. Omvendt er der større sandsynlighed for, at offentligheden møder målinger, som er mere ekstreme.

”Medierne vil i højere grad også kunne bruge de målinger, som passer til deres historie, og til den virkelighed, som de gerne vil se,” forklarer Martin Vinæs.

Når Martin Vinæs finder det vigtigt at stille spørgsmålstegn ved meningsmålingerne, kan det samtidigt også have noget at gøre med, at der inden for analysebranchen ikke er nogle direkte branchekrav eller kontrolinstans. Hvert enkelt institut sætter i høj grad selv standarden for sine metoder, og hvor meget information der er offentligt tilgængeligt om dem. Så hvordan kan man være sikker på, at en undersøgelse eller en meningsmåling er udviklet metodisk korrekt?

Den metodiske ’black box’

Et af de kritikpunkter, som analyseinstituttet Megafon fik skudt i skoene af forsker Martin Vinæs, var netop manglen på åbenhed om metode og praksis. Transparens er som bekendt en vigtig grundpille i enhver form for forskning, da gennemsigtighed sikrer muligheden for kritisk gennemgang af fremgangsmåden. Så hvordan kan man bedrive samfundsvidenskabelig forskning uden det?

MED ANDRE ORD møder Megafons administrerende direktør Asger H. Nielsen på analyseinstituttets kontor på Frederiksberg. Ifølge Asger Nielsen må offentligheden og en forsker som Martin Vinæs acceptere, at en stor analysevirksomhed som Megafon ikke deler fuldstændig ud af deres metodiske fremgangsmåde, da der ifølge ham derved er mulighed for, at andre firmaer vil foretage ”en dårligere udgave af Megafons arbejde”.

”Vi er klar på at have åbne, metodemæssige diskussioner, men vi har en ’black box’, som vi ikke ønsker at dele med nogen,”, fortæller han og understreger, at han på ingen måde ser Megafon som en lukket virksomhed, men at den samtidig må tage hensyn til det konkurrenceprægede marked.

”Hvis vi sagde præcis, hvad vi gjorde, ville det svare til, at man ville have en Michelin-kok til at afsløre en opskrift,” afslutter han.

Når det er markedshensynet, som er den afgørende faktor for, at et analyseinstitut vælger ikke at offentliggøre al deres data, hvordan kan man så være sikker på, at der netop ikke er snydt på vægten, sådan som blandt andre Martin Vinæs stillede spørgsmålstegn ved?

”Vi er det, der hedder ISO-certificerede, og vi er et af de mest brugte analyseinstitutter,” fortæller han og fremhæver, at når Megafon leverer analyser både til store medievirksomheder som Politiken og TV2 samt mange andre kommercielle kunder, så viser det, at der er tillid til Megafons fremgangsmetoder.

grafikapr2016

Udbud og efterspørgsel

Når Asger H. Nielsen beskriver et konkurrencepræget marked, er det på ingen måde taget ud af det blå.

Epinion, Megafon, Gallup, YouGov, Voxmeter og Greens er blot nogle af de virksomheder, der udgør det danske landskab af analyse- og målingsinstitutter, og som i princippet konkurrerer om det samme marked inden for både politiske og kommercielle analyser.

Christian Stjer, administrerende direktør i den konkurrerende analysevirksomhed, Voxmeter, kan ligesom den administrerende direktør for Megafon nikke genkendende til det hårde marked. Han oplever eksempelvis, at det har fået nogle analysevirksomheder til at gøre brug af såkaldt selvtilmelding. Det består typisk i, at der er et banner eller en art pop-up reklame på en hjemmeside, hvor internetbrugeren har mulighed for at deltage i en undersøgelse. Metodisk kan der være en række problematikker med denne fremgangsmåde: Det er svært at vide, hvem disse brugere er; man kan i princippet svare flere gang på én undersøgelse; og der kan være en bias i ikke blot, hvem der svarer, men også hvem der befinder sig på de pågældende hjemmesider. Omvendt kan de sikre et stort antal respondenter, og det er muligt at indsamle en stor mængde data på kort tid. Kommercielt kan det derfor være en række fordele ved denne metode, men der kan omvendt stilles spørgsmålstegn ved den metodiske og forskningsmæssige integritet.

Problemet er ifølge Christian Stjer ikke så meget, at visse analyseinstitutter føler sig ’fristede’ til at bruge denne metode, som han beskriver det, men derimod den manglende åbenhed om det.

”Den manglende åbenhed gør, at det er svært at forholde sig kritisk til de analyser, som bliver lavet på denne metode, og det er især et problem, når journalister bruger dem uden at vide, hvad der ligger bag,” siger han.

Samme standard, samme kvalitet?

Når der er så mange analyseinstitutter at vælge fra og så få branchekrav til virksomhederne, så giver det god mening, at Megafon vælger at fremhæve virksomhedens ISO certificering, som også står nævnt flere steder på firmaets hjemmeside. Men er denne certificering nok i sig selv?

Ud over Megafon er det kun Gallup af de danske analysevirksomheder, som har en ISO certificering. ISO certificeringen foretages af den amerikanske International Organization for Standardization – en verdensomspændende og indflydelsesrig standardiseringsorganisation. Den certificering, som Asger H. Nielsen gør opmærksom på, er den såkaldte ISO 20252, som er specifik for markedsanalysevirksomheder og indeholder en række minimumskrav til analyseinstitutter. Men er det så ikke det branchespecifikke kvalitetskrav, som både Voxmeter og Martin Vinæs taler om, der én gang for alle kan sikre, at der er ens krav for analysevirksomhederne og kan sikre ens metodiske standarder?

Noget tyder dog på, at det ikke er så enkelt.

Selvom Megafon og Gallup begge har denne ISO-certificering, betyder det ikke, at de har ens definition af, hvad god metode er. Som nævnt er ’selvtilmelding’ en kontroversiel metode inden for samfundsvidenskabelig analyse, og Megafon slår også fast over for MED ANDRE ORD, at de ikke accepterer denne metode. Omvendt kan det læses på Gallups hjemmeside under fanen ’Online Panel kvalitet’, at analysevirksomheden også rekrutterer respondenter via forskellige online-kanaler såsom internetbannere, altså selvtilmelding. Selvom ISO 20252 certificeringen givetvis er en vigtig indikator for kvalitet, betyder det dog ikke, at analysevirksomhederne, som har denne mærkning, også har samme metodiske standarder. Og hvilken chance har man så som borger, vælger eller politiker for at gennemskue, hvordan de tal, der florerer i et TV-show med Hans Engell, er blevet til?

Hvad er mediernes rolle?

For langt de fleste borgere kan debatten om ISO’er, selvtilmelding og validitet virke ganske uvedkommende. Kvantitativ metode er svært, det er teknisk, og det egner sig ikke til hurtige artikler i frokostpausen. Omvendt er de politiske analyser, som eksempelvis Hans Engell fremfører i TV2 News, en uundgåelig faktor i den politiske diskussion anno 2016. Når det både er medierne, som efterspørger og anvender politiske undersøgelser, hvad er så deres ansvar for at sikre analyserne både er udført korrekt og ikke mindst formidlet og tolket korrekt i deres spalter?

Per Michael Jespersen, cand.scient.pol og debatredaktør på Politiken, står for Politikens samarbejde med Megafon, som han understreger, han har stor tillid til: ”Det er oftest dem, som rammer mest rigtigt med deres målinger”, fortæller han i et telefoninterview med MED ANDRE ORD. Det bør respekteres, mener han, at Megafon ikke kan operere helt åbent med deres metode. Han er samtidigt bevidst om, at medierne har et ansvar for deres brug af målinger, hvilket også er grunden til, at Politiken vælger at trykke både Martin Vinæs’ og Megafons kritiske indlæg.

”Alternativet er, at man skal holde den viden om samfundet tilbage, men det, synes jeg, heller er optimalt”.

Der er dog ingen indikatorer på, at brugen af meningsmålinger skulle være nedadgående. Per Michael Jespersen fortæller, at især internettet er grunden til, at det er blevet billigere, hurtigere og nemme at foretage meningsmålinger, og at antallet af dem er steget de sidste 10 år.

At meningsmålinger er en fast del af det politiske landskab betyder sandsynligvis også, at det langt fra er sidste gang, at der bliver stillet spørgsmålstegn ved en måling. Men er det et problem, at kun en lille del af befolkningen besidder den metodiske viden, der tillader dem at være kritiske, mens meningsmålingerne skaber den politiske virkelighed for mange andre?

ESSAY: KÆRESTESORGER OG EKSAMEN

ESSAY: KÆRESTESORGER OG EKSAMEN

At slå op med en kæreste kan føles som om, at hjertet går i tusind stykker, og at verden styrter sammen. Der er endda studier, der viser, at man kan dø af hjertesorger. Men hvordan kombinerer man et break-up med en benhård eksamensperiode?

Af Liva Sylvester Polack

Forestil dig, at dit forhold sluttede for en uge siden. Du er fuldstændig rundt på gulvet af følelser og tanker. Det sidste, du kan koncentrere dig om, er at studere, men eksamen er lige rundt om hjørnet. Hvad gør du?

Den situation har jeg stået i. Jeg befandt mig i en tilstand, hvor mit liv blev spaltet i to. Den ene del kogte over af følelser, selvmedlidenhed og snot, mens den anden del, studiet, krævede effektivitet og god notatteknik.

Det behøver ikke være et brud med en kæreste, der hiver en væk fra det systematiserede studieliv. Jeg genkender det fra mine venner, hvor det drejer sig om alt fra sygdom over dødsfald i nærmeste familie til en stormende forelskelse. Ens indre verden er i opbrud, mens den ydre verden fortsætter, som intet var hændt. Og hvad gør man så? Det er selvfølgelig meget forskelligt, men her er nogle betragtninger fra min mini-livskrise, og hvad den lærte mig.

To uger til eksamen: Tiden læger alle sår

Mine venner, min mor og selv min 18-årige lillebror pointerer, at det eneste, der hjælper, er tid. I de dårlige romantiske komedier, som jeg har set siden mine teenageår, bliver denne kliché altid hamret fast. Men jeg har ikke tid til at vente på, at tiden gør sit arbejde. Min hjernetumult har akut brug for et plaster, da der lige nu er mindre end to uger til, at jeg skal sidde og svede til Metode 1-eksamen på Peter Bangs Vej i fire timer.

Kampen mod tiden er begyndt, og jeg har i sinde at vinde. Jeg har brug for at få mentalt overskud skudt direkte ind i min blodbane, men hvordan? Jeg kunne gennemtæske Svend Brinkmanns Stå Fast eller få mig en life-coach? Ellers kunne jeg kontakte studievejledningen og høre, om de har nogle studietekniske råd, når man har hjertesorger helt ind i knoglerne. Jeg gør det sidste.

En uge til eksamen: Studievejlederen er ikke psykolog

Når jeg hører om folk, der går til studievejledningen, er det på grund af rigtige problemer som for eksempel stress og sygdom. Et knust hjerte falder vel ikke helt i samme kategori? Men jeg føler mig faktisk ude af stand til at tænke en eneste studierelevant tanke, så det kan vel ikke skade at kigge forbi. Jeg håber bare ikke, at de synes, at jeg er fjollet.

Da jeg står foran døren, kan jeg mærke, at jeg ikke er klar til at give mine inderste følelser til kende. Så jeg camouflerer mit behov for råd ved at tage rollen som undersøgende journalist på mig: ”Hej, jeg kommer fra MED ANDRE ORD. Jeg skal skrive om kærestesorger, og hvordan man koncentrerer sig. Er det noget I kender til her i studevejledningen?”.

Studievejlederen ser lidt stift på mig og svarer: ”Vi har tavshedspligt, så det kan jeg desværre ikke udtale mig om”.

Som enhver anden stædig journalistspire omformulerer jeg spørgsmålet, men denne gang er svaret: ”Altså vi er jo ikke psykologer – vi kan ikke hjælpe med koncentrationsbesvær.”

Måske skulle jeg bare have krøbet til korset og have indrømmet mit knuste hjerte. Men som studievejlederen også sagde, så er de jo ikke psykologer. Så hvad gør jeg nu?

Jeg bliver nok bare nødt til at sætte mig ned med bøgerne på bordet, kaffe i termokanden og blive ved med at læse den samme sætning igen og igen, indtil den sidder fast. Men det virker som rent Sisyfos-arbejde.

Skal jeg give op? Hvad er jeg egentlig bange for? Den yderste konsekvens af min situation er vel bare, at jeg dumper. Og hvad så? 12-tals pigen inden i mig krymper sig af skam bare ved tanken, men hun skal ikke have lov at diktere.

grafik2016apr-28

To dage til eksamen: Behøver jeg at kunne STATA?

Jeg sidder i computerlokalet i bygning 2. Der er to dage til eksamen. Jeg skal i gang med min første øve-eksamen, hvor jeg bare skal smadre igennem STATA, og koderne skal flyve ud af ærmet, som var jeg en tryllekunstner. Men kunne jeg trylle, ville jeg stoppe tiden og dykke ned under vandet i den hemmelige svømmehal, som er gemt et sted på Kommunehospitalet. Der ville jeg ligge lige under overfladen af vandkanten og se op.

Jeg bliver trukket ud af min drømmetilstand, da den italienske udvekslingsstuderende ved siden af mig bander og svovler over, at printeren endnu engang er i stykker. Det gør mig bevidst om, at det eneste magiske i dette gudsforladte computerrum, er mysteriet om, hvorfor min kaffe fra Café Kommunen nu igen er drukket, selvom jeg lige har købt den.

Jeg stirrer hårdt på mit STATA-output og overvejer et øjeblik, om det er nødvendigt at kunne foretage substantielle konklusioner, men begynder så: ”Givet at H0 er sand….”. Det skal nok gå.

5 minutter til eksamen: Træk vejret

Peter Bangs Vej. Det er nu, det gælder.

Den IT-kyndige har lige foretaget sin velkendte intro, og nu rejser en ældre kvinde med grå page og farverige briller sig op og siger, at vi kan begynde. Med det samme begynder larmen fra tasterne at fylde det indelukkede lokale. Det lyder som regn mod et sommerhustag.

Jeg kigger rundt og ser, at alle er gået i gang. Mine håndflader bliver fugtige, og spyttet samler sig i min mund. 12-tals pigen er på vej op gennem halsen på mig. Jeg trækker vejret ind gennem næsen, og husker stilheden under vandet i min drømmetilstand. Puster luften ud gennem munden, og får i det samme øjenkontakt med den ældre dame, der introducerede eksamen. Hun smiler og nikker til mig. Jeg smiler prøvende tilbage og tager en dyb indånding igen. Puster ud. Klokken er 10 minutter over, og jeg lægger mine svedige hænder på det bølgede tastatur og begynder at skrive.

Hvad har jeg lært?

Som studerende lever vi to liv. Der er det skemalagt studieliv med rationelle krav og en klar tidsplan. Og så er der det uforudsigelige menneskeliv med forelskelse, sygdom, død, knuste hjerter og dårlige dage.

Jeg troede, at jeg kunne speede helingsprocessen af mit hjerte op, hvis jeg bare fandt den rigtige metode. Men selvfølgelig havde min mor ret. Den eneste kur er tid, og den kan man ikke kontrollere.

Hvis jeg kunne gå tilbage i tiden og give mig selv et råd, så ville det være: Giv efter for de irrationelle impulser lige nu – du kommer alligevel ikke til at kunne forstå en eneste sætning med et lixtal over 24. Og det skal nok gå over, tiden læger alle sår.

Så selvom tiden virkede som min værste fjende i starten af min mini-krise, er jeg gået hen og blevet helt glad for den.

FORSIDEN AF BAGSIDEN: 8

“Jeg for min Part skiøttede ikke om at leve udi et Land, hvor ingen Narre vare. Thi en Nar giør samme Virkning udi en Republiqve, som Fermentum udi et Menneskes Mave. Den er som et nyttigt Salvolatile, der bringer Blod og Vædsker udi Bevægelse: ja kand lignes med en Stormvind, hvilken, endskiønt den undertiden river Huse og Træer ned, renser dog tillige med Luften, hindrer den fra Forraadnelse, og forekommer Sygdomme, som gemeenligen reise sig af all for megen Stilhed.”* – Ludvig Holberg

Narren kan vi ikke undvære, det vidste Holberg. For narren holder os friske i ånden. Vi bliver ganske vist provokerede, slår os måbende for panden og himler med øjnene, når et naragtigt gestalt eller cirkus blæser sig op foran os. Men narren stikker samtidig til os og kræver svar på tiltale: Hvorfor er det egentlig, at vi finder narrens opførsel og udsagn så tåbelige? Hvorfor har tumpen ikke lige så meget ret, som vi selv føler at have? Narren sætter vores tankevirksomhed i gang og tvinger os til at begrunde det, vi mener at have kært. Måske viser det sig endog, at noget af det åndelige gods, vi abonnerer på, er forældet. Uanset hvad får vi slebet vores argumenter. Vi trasker afstøvede videre fra narren. Det kan siges kort: I den forstand rummer selv Paradise Hotel og Joakim B. Olsen en opbyggelighed, som jeg i hvert fald ikke ville være foruden.

Ordforklaringer: skøitte om, bryde sig om · Fermentum, gæringsmiddel · Salvolatile, flygtig salt – et kemisk produkt, man kom i vin for at forstærke den berusende virkning · forekommer, hindrer · gemeenligen, almindeligvis

* Uddrag fra epistlen Libr. I. Epigramm. 86. Bragt i Moralske Tanker (1744). Tilgængelig via holbergsskrifter.dk. Følgetekst af Philip Larsen.

DET SKETE!

THE WAR AGAINST KOMMUNEPENGEKASSETYVERI

Der er mørke kræfter, der vil os det ondt. De hader vores kultur og de værdier, som er betegnende for vores fællesskab. Hver og en af os, der studerer på CSS, er nødt til at tage stilling: Either you’re with us or you’re with the kommunepengekassetyve! Vi vil bekæmpe og overvinde de onde kræfter, hvor end de  er.

EN ANDERS GIK, EN ANDERS KOM

Instituttet fik ny studieleder i starten af det nye år, da Anders Berg-Sørensen afløste Anders Wivel. MED ANDRE ORD ønsker ham hjerteligt velkommen på posten og konkluderer tørt, at man udover at være en hvid mand åbenbart også skal bære navnet Anders for at komme i betragtning til stillingen.

IND TIL BENET 1

Ovennævnte nytiltrådte studieleder kan ikke beskyldes for populisme, da han nedlagde rusturen som seneste skud på stammen af besparelser . En såret og fortørnet tutorgruppe må dog kunne indse, at valgflæsk naturligvis ikke uddeles i begyndelsen af valgperioden.

HVO INTET VOVER, INTET PLAGIERER

Den tidligere uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen, kom hurtigt i modvind på grund af anklager om plagiat i forbindelse med sin ph.d.-afhandling. Med udnævnelsen af Ulla Tørnæs som ny minister tager man ingen chancer. På trods af flere forsøg har hun nemlig været langt fra at færdiggøre en videregående uddannelse – ingen risiko for plagiat der.

IND TIL BENET 2

Ansatte på KU blev i starten af året opfordret til at foreslå ikke-personalerelaterede økonomiske optimeringer. Et forsinket forslag fra os er, at Fakultetet køber Kommunehospitalet, ombygger bygning 2 og 7 til liebhaverlejligheder, etablerer 3D-biograf i Chr. Hansen-auditoriet og åbner (permanent) stripklub i Kuplen.

DUMME SPØRGSMÅL I HØJ KURS

”Danskerne er klar til at lade sig overvåge.” Sådan lød overskriften oven på Megafons måling, der viste, at 53 procent af danskerne ville opgive privatliv for mere sikkerhed. Samtidig er de studerende klar til at skære i SU’en for at fastholde uddannelsesinstitutionernes budgetter. MED ANDRE ORD lykønsker meningsmålingsinstitutterne med opdagelsen af markedet for målinger med falske præmisser. Vi ser frem til at høre, hvor mange danskere der vil opgive tandsmør for fred i verden.

DET HANDLER OM ANSTÆNDIGHED

 

Studiefremdriftsreformen sætter instruktorordningen under yderligere pres og synliggør, at Instituttet alt for længe har negligeret instruktorernes ringe arbejdsvilkår. Anerkendelse og dispensation er den eneste vej til et bedre undervisningsmiljø og højere kvalitet.

Af Anders Bencke Nielsen

I efterårssemesteret 2015 havde jeg æren og fornøjelsen af at være instruktor i International Politik. Det var en stor oplevelse at få lov til at undervise, og det vil utvivlsomt stå tilbage som en af de mest lærerige perioder i min studietid.

Jeg er stor tilhænger af instruktorordningen, der byder på en række indlysende fordele for alle parter: De studerende modtager undervisning i øjenhøjde af en – tilnærmelsesvis – medstuderende, der forstår, hvordan de studerende tilgår stoffet. Instituttet får en række enormt engagerede medarbejdere, som tilmed er billig arbejdskraft. Sidst, men ikke mindst, giver instruktorgerningen den enkelte instruktor helt unikke erfaringer, som kan vise sig brugbare senere i uddannelsen eller karrieren.

Desværre bliver instruktorordningen i disse dage udfordret af syndebukken over dem alle: Studiefremdriftsreformen. Heldigvis har Institut for Statskundskab muligheden for at løse problemet, hvis man fra ledelsens side ellers er villig til at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og handle i overensstemmelse hermed.

Udfordringen: Arbejdsbyrden

For at være mere præcis er studiefremdriftsreformen blot den udløsende faktor, der bringer den sande udfordring frem i lyset. Den sande udfordring er, at den arbejdsbyrde, der er forbundet med at være instruktor, for de flestes vedkommende er langt større end arbejdsbyrden ved et almindeligt studiejob, eksempelvis i et ministerium. Det erfarer man hurtigt som instruktor, og fagkoordinatorerne ved det også.

Trods den større arbejdsbyrde har Instituttet traditionelt i jobopslag og ansættelseskontrakter sidestillet instruktorgerningen med andet erhvervsarbejde, hvilket som regel svarer til 10-15 timer ugentligt. Hidtil har det ikke skabt problemer for Instituttet, fordi mange instruktorer har valgt at læse på nedsat tid. Det har frigivet tid og gjort dem i stand til at kunne tilføre undervisningen den kvalitet, som man må forvente at kunne finde på Institut for Statskundskab.

Fra Instituttets side fortsætter man med at sidestille instruktorernes arbejdsbyrde med belastningen ved et studiejob. Men når undervisningen begynder i september, har de nye instruktorer selvsagt ikke mulighed for at læse på nedsat tid: Når man ikke kan få dispensation i Studienævnet for studiejob, kan man selvfølgelig heller ikke få dispensation til at undervise.

Samtidig er det efter min bedste overbevisning de færreste instruktorer, der kan levere undervisning af høj faglig kvalitet, mens de læser 30 ECTS-point ved siden af. Og heri finder man udfordringens kerne.

Konsekvenserne

Studiefremdriftsreformen har altså synliggjort udfordringen med instruktorernes arbejdsbyrde. I lyset af ovenstående udfordringer for instruktorgerningen ser jeg fire potentielle (skræk)scenarier udspille sig for fremtidens instruktorer:

  1. Den enkelte instruktor har ikke den nødvendige tid til at forberede sig, hvorfor undervisningen ikke får den kvalitet, som Instituttet tilstræber.
  2. Den enkelte instruktor forsøger at overkomme opgaven som både fuldtidsstuderende og underviser med risiko for stress.
  3. Den enkelte instruktor nedprioriterer sine egne studier for at løfte opgaven som underviser.
  4. Der er meget få eller langt færre studerende, der søger instruktorstillinger fremover.

Der er her tale om scenarier, som ifølge min vurdering ikke forekommer helt usandsynlige. Man ser da også, at studerende allerede fravælger studiejobs på grund af tidspres. Dette må forventes at gøre sig særligt gældende for instruktortjansen. Uanset om ovenstående scenarier ikke vil udspille sig på samme måde for alle kommende instruktorer, er samtlige scenarier åbenlyst suboptimale – for de studerende, for instruktorerne og for Instituttet.

En holdbar løsning: Anerkendelse og dispensation

For mig at se er der kun én langtidsholdbar og optimal løsning på den udfordring, jeg har skitseret:

Ledelsen på Institut for Statskundskab bør anerkende vægten af den arbejdsbyrde, som er forbundet med instruktorgerningen samt anerkende værdien af den store arbejdsindsats, der lægges for dagen. Denne anerkendelse bør udmønte sig i, at man gør instruktorgerningen dispensationsberettiget i Studienævnet. Herved får instruktoren tid til at forberede sig ordentligt.

Man bør som instruktor kunne få dispensation fra sine egne studier i et forhold, som står mål med den arbejdsbyrde, der reelt er forbundet med at undervise. Eksempelvis kunne man give dispensation til at læse halv tid i det semester, hvor man underviser. Alternativt kunne man give instruktoren dispensation til at læse 10 ECTS-point mindre, hvis man selv underviser i et fag på 10 ECTS-point. På den måde kan man tilbyde instruktorerne de optimale arbejdsbetingelser, som fremmer den højeste undervisningskvalitet. Derudover bør Instituttet også revidere det afsatte antal forberedelsestimer, men det er en diskussion, som jeg ikke vil gå ind i her.

Det handler om anstændighed

Jeg er klar over, at Instituttet er begrænset i sine handlemuligheder fra et højere niveau i fødekæden. I sidste ende er det dog Instituttets ansvar at sikre høj kvalitet i de studerendes uddannelse såvel som et tåleligt arbejdsmiljø for de ansatte instruktorer og undervisere i almindelighed. Da de to forhold er gensidigt afhængige, er der for Instituttets ledelse ikke nogen anden udvej end at tage tyren ved hornene og adressere den langt fra nye problematik. Problematikkens alder taget i betragtning er det også efter min mening skuffende, at der skal en studiefremdriftsreform til, for at vilkårene for instruktorordningen forringes i en sådan grad, at Instituttet forhåbentligt føler sig nødtvunget til at handle.

Konkret må Instituttets ledelse undersøge, hvordan instruktorordningen med sine mange fordele – og som den økonomisk mest rentable undervisningsform – kan bevares, samtidig med at man undgår de tidligere nævnte scenarier. At gøre instruktorgerningen dispensationsberettiget er for mig at se den optimale løsning.

Det er mit håb, at ledelsen på Institut for Statskundskab vil tage de nødvendige skridt for at anerkende værdien af instruktorernes arbejdsindsats og sikre ordentlige arbejdsvilkår i fremtiden. Det vil komme alle til gavn – Instituttet, de studerende og instruktorerne. Når alt kommer til alt handler det om at behandle folk ordentligt. Det handler om anstændighed.

Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens personlige holdning og repræsenterer ikke nødvendigvis andre instruktorers holdning.

NB! Deadline for denne artikel faldt før at ledelsen på KU og Studenterrådet indgik en aftale om justering af fremdriftsreformen pr. 1 september 2016.

STATS-LIT ANBEFALER: DET SKAL DU LÆSE NU

Kan du godt lide medrivende fortællinger, der råber til himlen og sætter ild til sociale normer på papiret? Eller vil du bare gerne læse en bog, der gør dig til den kloge til KØS? Frygt ej, Stats-lit guider dig igennem den litterære jungle.

Af Anne-Sophie Sonnergaard, Karen Wiis Weiss og Emil Ludvig Espersen

Til dig, der elsker tabu-temaet

Generelt er der ikke noget bedre end autofiktion til at formidle kontroversielle emner, som efter Knausgaards Min kamp er blevet litteraturverdenens hot topic number one. Virkeligheden formidles gennem en personlig historie, der udstiller og afdækker dysfunktionelle familieforhold, utroskab og anden amoralitet. Det vækker læserens let skjulte lyst til at komme under facaden på sine medmenneskers perfekte ydre og blotte det menneskelige fordærv. Velbekomme!

Du skal læse:
  • Alt må vige for natten af Delphine de Vigan

En personlig fortælling om forfatterens mor og en mere eller mindre velfungerende familie i Paris. En medrivende roman, der flår overfladen af familieidyl på en stadig loyal og kærlig måde, selvom bogen blandt andet behandler sindssyge og misbrug.

  • Underkastelse af Michel Houellebecq

Bogen foregår under og efter et polariseret parlamentsvalg i Frankrig anno 2022, hvor Det Muslimske Broderskab vinder en kneben sejr over Marine Le Pens Front National. Vi følger arketypen på fransk intellekt, litteraturprofessoren Francois’ og mere eller mindre frivillige afsked med Liberté, égalité, fraternité til fordel for radikal islamisme. Et satirisk storværk stopfyldt med spørgsmål. Ikke blot om muslimske værdier, der som følge af den aktuelle flygtningestrøm er uomtvisteligt relevante. Men også om tilbøjeligheden i Vesten til at tage den liberale og kapitalistiske livsform for givet og skånet for al diskussion.

  • Lolita af Vladimir Nabokov

Igen er hovedpersonen en litteraturprofessor – denne gang fristet, ikke af islam, men af en 12- årig pige, hvis mor han gifter sig med. Med tabu som overemne er det svært at komme udenom Lolita, hvor temaer som pædofili, uskyld, straf og moral mødes i en sarkastisk og dysfunktionel pærevælling tilsat en knivspids sort humor.

Til dig, der vil virke intellektuel

Klokken er 15:00:01, og du har netop knappet din første øl til KØS op. Du har en CSS-aften foran dig med øl i spandevis, skønne venner og pseudointellektuelle samtaler. Hvis du mangler et intellektuelt trumfkort til aftenens strabadser, kommer Stats-lit dig til undsætning med en bog, der både giver dig rigeligt med social kapital og er af en forholdsvis overskuelig læsemængde.

Du skal læse:
  • Næsen af Nikolai Gogol

Dette er en satirisk novelle fra 1836 om embedsmanden Platon Kovalef, der en morgen vågner op uden sin næse. Denne pudsige novelle minder lidt om Kafkas Forvandlingen og udstiller ambitioner og ærgerrighed pakket godt og grundigt ind i absurd humor.

Til den idealtypiske hipster

Det er weekend. Du befinder dig på Jægersborggade med din nybryggede cortado, mens forårssolen glimter i dine Ray Bans. I går var du til gallerishopping i Kødbyen, og nu analyserer du den nyeste Twitter-opdatering fra Sigge Winther, som vender den aktuelle politiske situation i Danmark.

 Du skal læse:
  • De er overalt af Aleksej Slapovskij

En senmoderne russisk roman, der dykker langt ned i det russiske bureaukrati. Udover at romanen har den fordel, at ingen har hørt om den, handler den om penge, magt og drømme, hvilket jo ikke kan udgøre bedre læsestof for en statskundskaber.

  • Women af Charles Bukowski

Alternativt kan du kaste dig over dette værk, fordi eksistentialisme, hor og druk aldrig har dannet så fuldendt en symbiose. Vi følger en ældre semi-forfatter-type (tænk Mads Holger version 2030) og hans utilfredsstillende rejse gennem kvinder af varierende støbning. Tømmermænd forekommer omtrent 78% af tiden.

Til dig, der har et jagttegn eller bare har set for meget ”Nak & Æd”

Du er dødtræt af byen. Derfor drømmer du dig til en ødegård dybt inde i de svenske skove. Udover at stifte dybere bekendtskab med skovens fugle, dyr og træer, fantaserer du om at blive selvforsynende. Virkeligheden er dog, at du er fanget i dine pæne jakkesætsbukser som nederste led i fødekæden på et kontor i Socialministeriet. Derfor må du tilfredsstille din sult efter stilhed og grantræer gennem litteratur.

Du skal læse:
  • Ud og stjæle heste af Per Petterson

Du kan passende fortabe dig i denne roman, hvor hovedpersonen Trond Sander flygter fra storbylivet ud i en afsides skovhytte. Romanen veksler mellem nutid og fortid, hvor Trond genoplever en skelsættende ungdomssommer under Anden Verdenskrig. Bogen behandler ensomhed, loyalitet og et kompliceret far-søn-forhold på en nænsom og smuk måde.

  • Doppler af Erland Loe

Bogen handler også om en middelklassemands flugt fra hverdagens strabadser. Det simple liv i skoven afbrydes kun, når han skal have sig noget mælk. Dopplers bedste ven bliver en ensom elgkalv, hvis mor han har skudt og byttet for mælk nede i byen. Til sidst kan det nævnes (uden at spoile for meget), at hans store projekt i skoven bliver at bygge en yderst omfangsrig fallos-totempæl til ære for Doppler-slægten.

Med denne litteraturguide er du nu klar til at nyde forårssolen, mens du ligger i græsset med din nye yndlingsbog. Det er uanset, om du er en ølentusiast med fastklistret mikkelerskum i fuldskægget, en vildmand fanget i bureaukratiets ubrydelige jernbur, eller en, i det skjulte perverteret hedonist, der tilfredsstiller begæret efter livets guilty pleasures gennem litteraturen.

 

ANMELDELSE: KØD, KØER OG KLIMAFORANDRING

Dokumentaren Cowspiracy bredte sig som en steppebrand blandt klimaaktivister såvel som dyrevenner, da den rettede søgelyset mod kødindustriens rolle i klimaforandringer. Men har den kun ren amerikansk moraliseren på menuen, eller giver den faktisk noget (grønt) at tygge på?

Af Randi Emilie Dahlen

Der er noget særligt over amerikanske dokumentarer – masser af patos, storytelling og en forsimplet, pædagogisk tone. Dokumentaren Cowspiracy følger i høj grad denne opskrift.

Vi følger dokumentaristen Kip Andersen, som har været miljøaktivist lige siden han så Al Gores dokumentar om klimaforandringer. Kip har lagt sin livsstil om ud fra ren og skær skyldfølelse over alt det pres, vi som forbrugere lægger på planeten. Men en dag opdager han, at en industri hidtil har undsluppet kritikken, og det er kødindustrien.

På skønlitterær vis følger dokumentaren denne ene mands kamp mod systemet og hans søgen efter sandheden. Det er simplificeret, det er glossy og slutningen drypper af sentimentalitet og moralisme.

Finpudset af DiCaprio

Dokumentaren blev udgivet allerede i 2014, men blev derefter fanget af Leonardo DiCaprio, selverklæret miljøaktivist og nylig Oscar-vinder, som finpudsede formatet og fik dokumentaren listet ind på Netflix.

Eksponeringen blev dermed langt større og dokumentaren fik en del opmærksomhed, måske især fra dem der betvivlede de undersøgelser og data, som bliver præsenteret i løbet af dokumentarens halvanden time. På dokumentarens hjemmeside kan man for eksempel læse, at husdyr og står for 51 % af alle udslip af drivhusgasser.

Undersøgelsen, som er kommet frem til disse resultater, er dog blevet stærkt kritiseret, både fordi dens tal er langt højere end lignende studiers tal, men også fordi der ikke er nogen retningslinjer for, hvordan udslip skal måles. Men selv mere moderate rapporter konkluderer, at husdyr gør mere skade, end hvad transport gør. Den gode nyhed er dermed, at vi kan bidrage til miljøet ved at reducere vores kødforbrug i stedet for at fravælge flyturen i ferien. Den dårlige nyhed er, at folk ikke bliver glade for at få deres madvaner kritiseret, hvilket enhver vegetar har oplevet.

Offentligt opdragelse?

Folk vil nemlig ikke vide, hvad de bør og ikke bør gøre – eller spise for den sags skyld. Spisevaner og diæt er for mange mennesker tæt knyttet til kultur og identitet og er dermed noget, som man tager personligt.

En holdningskampagne, der opfordrer til mindre kød i Danmark, er nok urealistisk. Både fordi industrien nok ville sætte alle lobbykræfter imod det, men også fordi den i lighed med ”Har du talt dine æg i dag?”-frugtbarhedskampagnen, ville blive opfattet som smagsdommeri og indblanding i den private sfære.

Men hvordan kan det så forklare magasinernes glade og skiftende budskab om gluten, grønkål, sukker fedt og andre madvarer, som enten omtales som det reneste gift eller selveste ungdomskilden? Hvorimod en bøn om mindre bacon bliver umiddelbart tolket som snobberi eller skinhellighed.

Én forklaring kan være, at det ikke opfattes som moraliserende, når man kan appellere til egeninteressen.

Åbent sind er påkrævet

Med andre ord er det okay at fortælle en ven, at smøger er noget lort og desuden irrationelt, fordi vedkommende gør livet hårdere for sig selv og sin egen krop. Derimod vil en samtale om kødets oprindelse og de ressourcer, der kræves for at få sat en burger på bordet, hurtigt kunne eskalere og føre til dårlig stemning.

Man kan altså moralisere, men kun når egeninteressen er det bærende argument. Hvis dette er præmissen, falder dokumentarens hovedbudskab til jorden. Måske burde missionerende vegetarer hellere hoppe på panikbølger som den, der fulgte World Health Organisations (WHO) rapport om, at behandlet kød som bacon og pølser kan øge risikoen for kræft.

Men hvis man har et nogenlunde åbent sind og desuden er nysgerrig på klimaproblemet, kan jeg altså anbefale Cowspiracy, som til trods for milde overdrivelser og en moraliserende tone bygger på gode kilder og præsenteres på en simpel og underholdende måde – med andre ord et godt afbræk fra eksamenslæsningen en forårsaften i maj.

Nydes bedst med en kold øl og en dejlig vegetarburger.

Fakta

  • Titel: Cowspiracy
  • Instruktører: Kip Andersen og Keegan Kuhn
  • Producent: Leonardo DiCaprio
  • Udgivelsesår: 2014
  • Crowdfunded af IndieGoGo og produceret af Leonardo DiCaprio
  • Spilletid: 1.25
  • Kan ses på Netflix

FORSKERSTAFETTEN #2: CYBERSIKKERHED SOM EN SIKKERHEDSPOLITISK OG DEMOKRATISK PROBLEMATIK

Den stigende brug af computer- og internetbaserede løsninger skaber nye udfordringer for nationalstaten. I mit ph.d.-projekt undersøger jeg sammenspillet mellem sikkerhedspolitik, informationsinfrastrukturer og demokrati i den teknologiske tidsalder.

Af Tobias Liebetrau, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Efter et par år i centraladministrationens mørkeste kammer, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), vendte jeg for godt et halvt år siden tilbage til Kommunehospitalet. Tilbage på en treårig skatteyderbetalt ferie i oplysningens elfenbenstårn, som mine tidligere kollegaer kalder det. I FE arbejdede jeg med cybersikkerhed. Her fik jeg øjnene op for, hvordan vores samfund i vid udstrækning er afhængigt af en sikker, robust og stabil kommunikations- og informationsinfrastruktur.

Computerbaserede systemer og deres internetforbindelser udgør i stadigt stigende grad rygraden i vores infrastruktur. Samtidig erfarede jeg i FE, at samtænkning af den ofte privatejede infrastruktur og informations- og kommunikationsteknologi er blevet en uomtvistelig del af spørgsmålet om national og europæisk sikkerhed.

Disse erfaringer fik mig til at overveje følgende: Hvordan udfordres nationalstatens sikkerhedspolitiske prærogativ af den teknologiske udvikling, når grænserne mellem nationalt/internationalt og offentligt/privat forskubbes og udviskes? Og hvordan sikres en demokratisk sikkerhedspolitisk organiserings- og beslutningsform, der fastholder en ansvarlig politisk ledelse, som kan gøres til gestand for kritik?

At forstå nutiden kræver kendskab til fortiden

I den første del af mit projekt træder jeg et skridt tilbage og zoomer ind på den historiske udvikling af europæiske infrastrukturformationer på tele- og energiområdet. Jeg undersøger, hvordan de har påvirket og er blevet påvirket af forskellige konstellationer mellem stater, private virksomheder, teknologier, materialiter og diskurser. Måden hvorpå energi- og kommunikationsnetværk forbinder stater, nationer, folk og økonomier, på tværs af geografiske og politiske grænser, har været genstand for interesse og diskussion siden oplysningstiden. De europæiske nationalstater har aktivt fremmet netværksteknologier for at skabe og styrke deres politiske enhed, økonomi og samfund. Og den europæiske infrastrukturintegration består af flere sammenflettede og komplekse historiske processer, der for alvor tog fart i det 19. århundrede og udfoldede sig asymmetrisk på tværs af det 20. århundrede.

Det er mit mål at indfange, hvordan europæiske infrastrukturformationer på energi- og teleområdet er opstået, problematiseret og behandlet sikkerhedspolitisk. Det handler om at forstå, hvordan udviklingen har bidraget til at give infrastrukturformationerne konsistens og stabilitet, hvorved de er blevet gjort til styringsobjekter. Jeg er særligt interesseret i at kortlægge, hvornår og hvordan tele- og energiinfrastrukturer er blevet opfattet som værende kritiske og dermed blevet gjort til genstand for statslige sikkerhedspolitiske bekymringer.

Rekalibrering af den europæiske sikkerhedsgeografi

Ved at vende blikket mod den historiske sammenkædning af infrastruktur og sikkerhed forsøger jeg altså at indfange, hvordan infrastrukturbeskyttelse historisk har påvirket den nationale og europæiske sikkerhedsgeografi og forholdet mellem stat og marked.

I anden del af mit projekt fokuserer jeg på, hvordan udviklingen i informations- og kommunikationsteknologi tilføjer et nyt lag til den eksisterende europæiske sikkerhedsgeografi. Et lag der giver nye skikkelser til territorier, grænser og forholdet mellem stat, marked og EU. Nationalstaten kan ikke længere gøre sig forhåbninger om at opretholde eller opnå ekspertise og information til at styre de seneste udviklinger på informations- og kommunikationsteknologiområdet. Dertil er vidensniveauet for specifikt, tempoet i udviklingen for højt, og kompleksiteten af systemer og sammenkædninger for uoverskuelig. Statens historiske monopol på og ansvar for den nationale sikkerhed er altså kraftigt udfordret på cybersikkerhedsområdet, hvor skellet mellem det offentlige og det private udviskes. Spørgsmålet der står tilbage er, hvilken rolle EU spiller i forhold til staten og markedet, når det kommer til cybersikkerhed og infrastrukturbeskyttelse?

Videns- og verdensskabelse går hånd i hånd

Det er en metodisk, teoretisk og empirisk udfordring at dykke ned i, hvordan teknologi og materialitet historisk såvel som i dag overskrider dets rumlige udstrækning og griber ind i vores sociale, politiske og kulturelle liv. Dermed er teknologi og materialitet med til at præge opfattelser og organiseringer af tid og rum. I mit projekt stiller jeg spørgsmålstegn ved fastlåste grænsedragninger mellem f.eks. natur, kultur og teknologi. Herved forsøger jeg at belyse, hvordan grænsedragninger konstrueres, opblødes, forskubbes og forvitrer i takt med, at det materielle og digitale, menneskelige og maskinelle smelter sammen.

Jeg er optaget af, hvordan objekter og materialitet er indlejret i og medskabere af socialitet og kultur. Især er jeg interesseret i hvordan informations- og kommunikationsteknologi medierer sociale og materielle forhold og til stadighed (gen)skaber tidslige, rumlige og sociotekniske relationer og praksisser.

Derudover er jeg også interesseret i, hvordan infrastrukturformationer gennem deres materielle, institutionelle og diskursive kompleksitet skaber flere opfattelser af det offentlige og private, markedet og staten. I mit arbejde er jeg derfor meget opmærksom på, hvordan teori, metode og empiri hele tiden påvirker hinanden ud fra en idé om, at videns- og verdensskabelse går hånd i hånd.

ESSAY: “FAN, VAD SEXISTISK!”

Hen, kønsneutrale børnehaver og en feministisk udenrigspolitik. Svensk ligestillingsdebat giver jævnligt anledning til dansk rullen med øjnene, men hvor står statskundskaberne i debatten? Er det i virkeligheden manglende feministisk pensum og en deraf afledt segregeret kønskultur på studiet, der gør os blinde for den svenske debat?

Af Randi Emilie Dahlen

I påskeferien mødte jeg en bekendt, der spiller folkemusik, og som har gået et år på en højskole i Sverige. Da jeg spurgte ham om hyppigheden af ligestillingsdebatter på svenske højskoler, havde han følgende anekdote at fortælle: Sammen med en anden dansk elev skulle han lære de andre en dansk rundkredsdans. På skolen havde lærerne til pardans konsekvent omtalt danserne som fører og følger i stedet for mand og kvinde. Men en af danskerne kom midt i instruktionen til at fortale sig og sagde, at det var bedst at stå skiftevis mand og kvinde. Det fik en svensker til at udbryde: ”Fan, vad sexistisk”, hvorpå en tredjedel af klassen prompte forlod gymnastiksalen i ren protest. Danskerne stod målløse tilbage.

En nødvendig samtale

Denne og utallige lignende historier fra nabolandet får de fleste danskere til at trække på smilebåndet eller rulle med øjnene, idet de blot opfattes som eksempler på det freakshow, vi kalder svensk politisk korrekthed. Jeg grinte også selv, da jeg hørte historien.

Men burde en stud.scient.pol ikke tage disse emner mere seriøst?

Jo, især fordi der allerede i vores studiekultur er tegn på større kønsopdeling, end hvad nødvendigt er. Og nej, jeg taler ikke kun om introforløbet og rusturen. Jeg henviser til det fænomen, hvor man uopfordret sorterer sig efter sit køn i undervisningslokalet. At man danner Facebook-grupper for henholdsvis piger og drenge, både som tutor og som nystartet russer.

Schein in action

For de af os som har haft National Forvaltning, kan man sende en kærlig tanke til Edgar Schein, som skrev om organisationskultur. Den består af tre lag: Artefakter, fremviste overbevisninger og grundlæggende antagelser. Et eksempel på en artefakt på Statskundskab kunne være kønsopdelingen i introforløbet, mens en fremvist overbevisning blandt andet udgøres af prioriteringen af introforløbet. Herunder ligger en grundlæggende antagelse om, at kønsopdelte grupper skaber et stærkt socialt sammenhold ved at gennemgå et introforløb.

Men er jeg den eneste, der mener, at den låste kønsopfattelse rækker videre end introdagene på statskundskab? Ikke hvis man spørger Emma Sandhaug Nitz, der udover at være statskundskaber også agerer forperson for LGBT Ungdom.

”Jeg har gjort mig mange tanker om kønsrollemønsteret på Statskundskab. Man kan virkelig komme i modvind for at sige det, bare se på reaktionerne på kritikken af introforløbet og rusturen. Men mange af traditionerne her hviler på den antagelse om, at vi har to køn, som er forskellige og bedst kan lide at være med hinanden, fordi det kun er der, at man kan være sig selv.”

Disse tendenser kan dog ikke kun observeres i studiemiljøet, men også på pensumlisten, mener hun.

”Størstedelen af vores pensum er skrevet af nogle hvide, halvkonservative, gamle mænd. Når vi endelig læser noget, der er socialkonstruktivistisk, så er det gerne i en fodnote eller omtalt som noget mærkeligt.”

Sexismen ligger i detaljen

Men det er også besværligt at bringe kønskampen ind på det lavpraktiske niveau, for det betyder jo også, at man hele tiden skal holde sig selv og sine omgivelser i ørerne. Hver gang nogen fortæller en upassende joke, skal man være den, der protesterer. Findes der en grænse for, hvor bevidst man kan være, så man ikke bliver oversensitiv?

”Helt klart. Det kan også være rigtig hårdt for én selv, for når man først har bidt mærke i disse problemstillinger, kan det være svært at stoppe med at tænke på dem. Det er jo sjældent noget ondt i mennesker, der får dem til at bruge udtryksmåder, som grundlæggende er sexistiske. Men gode intentioner kan ikke retfærdiggøre, det man siger,” slår Emma fast.

Til (køns)kamp mod antagelserne

I stedet for at marchere demonstrativt ud fra nogens dansetime, bør man hellere begynde på det overordnede plan og diskutere, hvorvidt det er problematisk altid at antage, at der med ”mand” menes fører og med ”kvinde” følger.

Eller, måske mere aktuelt for os, hvorfor det er problematisk, at vi socialiserer os efter køn på studiet. Når kritik mod disse traditioner og tendenser bliver gjort til tabu, går det ud over den rolle, som statskundskabere bør spille i samfundet. For måske har vi som statskundskabsstuderende en særlig rolle i forhold til at koble den feministiske teori med de traditioner og ritualer, som vores rundkredsdans er en del af.

BARN AF KVOTE 2

Kvote 2-studerende på Statskundskab kommer let til at gemme sig i skyggerne, fordi karakterræset er blevet så stor en del af kulturen på studiet. Jeg mener, at kvote 2-studerende skal frem i lyset og anerkendes.

Af Liv Bruun Rossander Sørensen

Der er aboslut ingen lyd sødere end den af min egen stemme. Man er vel statskundskaber.

Men som mit netværk på CSS forgrenes, er der også ting jeg helst undgår at snakke om, emner jeg mere eller mindre elegant viger udenom. Et af dem er, hvordan jeg er endt på statskundskab. Jeg er stolt af at være her –  ingen tvivl om det. Men det gør lige ondt på stoltheden hver gang,  man stilles overfor antydningen af medynk og den overbærende stemme, der fortæller en, at det da ikke gør noget. At det er helt okay. At jeg ikke skal være ked af at være barn af kvote 2.

Mere end et tal

Jeg er både komfortabel og absolut hjemmevant her, men det at være optaget via kvote 2 er ikke noget, man snakker højt om. I hvert fald ikke i starten af hverken studiet eller venskabet. Til undervisning deler man lokale med 40 mennesker, der hver især er vant til at ligge komfortabelt i de tocifrede karakterer, og det er på denne baggrund, at man siden syvende klasse har defineret sin egen og andres intelligens.

Det element af karaktersnobberi, som man finder på studiet, er ikke nødvendigvis bevidst. Men det er uendeligt svært at favne ideen om, at medstuderende, venner endda, der har fået betydeligt lavere karakterer end en selv, er lige så intelligente, når det er karakteren i fristilen, til eksamen og i huen, der så længe har spillet en stor rolle i at forme ens selvværd. Når det er tallet, der har defineret, hvorledes man passede ind i det sociale hierarki.

Kvote 2 henover brystet

Mit optag er ingen hemmelighed. Men uden at være klar over det, har jeg altid gjort et stort nummer ud at forklare, hvorfor jeg er kommet ind gennem kvote 2 og derved understrege, at jeg altså ikke er uden evner. Og at jeg under andre omstændigheder kunne have opnået samme gennemsnit som så mange andre af mine studiekammerater.  Det har været afgørende for mig at bevise mit værd, og selv herefter har jeg oplevet en vis forsigtighed omkring emnet. Mine veninder har spurgt ind til, om det er noget, de godt må fortælle til andre, og bekendte har, med frygt for at tage fejl, spurgt ind til, om det passer, at jeg kom ind via kvote 2. For det ville da absolut være pinligt for alle, hvis de tog fejl…

Når næste udgave af MED ANDRE ORD rammer Institut for Statskundskab, er det ikke længere noget, jeg kan vente med at fortælle folk. Og det burde jo heller ikke være en snusket hemmelighed, man gemmer væk. Det burde tværtimod stå med store fede blokbogstaver henover brystet på alle trøjer i klædeskabet.

Et nåleøje uden lige

Dette indlæg handler ikke om, at alle andre på studiet ikke også er beundringsværdige. Men her er altså min hyldest til de 30 af jer på hver årgang, der er blevet målt, vejet og alligevel er sluppet igennem nåleøjet. De tre eller fire af jer på hvert hold, som måske blot lader venner og verden antage, at I ikke bare deler endestation, men også har taget samme rute hertil.

Det er ti procent af de studerende på Statskundskab, der er kvote 2-ansøgere. Kun ti procent af kvote 2-ansøgere kommer rent faktisk ind. Det er altså et nåleøje uden lige, og det kræver livserfaring, nogle-og-tyve bilag og en motiveret ansøgning, der får hundredevis af ansøgeres baggrund og kompetencer til at blegne i sammenligning. Det er altså sejt!

En hyldest til de 10 procent

At blive optaget gennem kvote 2 er således noget af en præstation. Hvorvidt den tavse kultur omkring kvote 2-optag er et resultat af selv-stigmatisering eller ydre fordomme, er svært at konkludere på, selvom begge faktorer med al sandsynlighed spiller en rolle. Jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvilken gruppe der er de bedste studerende.  Det er dog ganske sikkert, at man kun er på et studie som Statskundskab, fordi man har gjort sig fortjent til det og på den ene eller anden måde har fået tilkæmpet sig en af de eftertragtede pladser. Så lad os gøre, hvad statskundskabere gør bedst. Lad os tale, snakke og vrøvle indtil det står tydeligt for alle, at man som studerende er så meget mere end sine karakterer fra gymnasiet.

Personligt ville jeg ønske, at man vægtede motivation og livserfaring højere og ikke bare definerede de studerende på gymnasiekarakterer, der ærlig talt er mere end almindeligt subjektive. Men kvote 2-barnets ønsker til side. Jeg skriver blot dette indlæg for at hylde en lille del af os, der slet ikke bliver hyldet nok:

Kvote 2’ere: (FUCK) HVOR ER I SEJE. TAK FORDI I ER JER!

GENERATION ARTIG MED STRESS

Folkesygdommen stress har også spredt sig til Institut for Statskundskab, men det er ikke noget, vi råber højt om. Er det vores egen eller fremdriftsreformens skyld? Og er drømmen om fritid blevet til fortid?

Af Rebecca Elisabeth Mølsted Aatoft

Stress er et ord, der bruges i flæng. Enten bruges ordet samfundskritisk til at beskrive markedets og statens krav om, at vi skal være effektive, omstillingsparate, fleksible og tænke fremadrettet. Ellers bruges ordet som en reference til det forkælede moderne menneske, der ikke længere kan skelne mellem travlhed og stress. Især vores generation er blevet et omdrejningspunkt i stressdebatten: Giver fremdriftsreformen os stress? Er det synd for 12-talspigerne, at de får stress af at (over)præstere i gymnasiet? Er vi i virkeligheden bare nogle møgforkælede kværulanter, der er blevet curlet gennem barndommen af overskudsforældre, der glemte at lære os, at voksenlivet ikke er en flinkeskole, hvor man praktiserer samtalekøkkenpædagogik?

Slider som topchefer

Der er naturligvis ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål. En generation vil altid være mere fragmenteret, end den bliver fremstillet i medierne, af politikerne eller af generationen selv. Der er ligeledes kulturelle forskelle mellem studierne i forhold til, hvordan de studerende forholder sig til stress. Efter et par år på Statskundskab har næsten samtlige af mine studiekammerater erhvervet sig studiejobs på 15-20 timer om ugen. Med fremdriftsreformens krav om at vi skal være fuldtidsstuderende, har mange potentielt en arbejdsuge på 55-60 timer om ugen, og det kan blive for meget for nogen. Sofie, der læser statskundskab på Københavns Universitetet, er psykisk sårbar og særligt sensitiv over for stress. Derfor har hun fået en dispensation, så hun dette semester kun har 20 ECTS point. Hun pointerer, at en typisk statskundskaber arbejder, som om vedkommende vil være topchef eller allerede er det.

”Det er sjældent, man hører folk på Statskundskab sige, at de gerne vil være menige embedsmænd i et ministerium og have en arbejdsuge på 37 timer om ugen, så de kan have tid til deres kæreste og familie.”

Sofie har trods sin psykiske sårbarhed et studierelevant arbejde. Hun har derfor nu en normal arbejdsuge på ca. 37 timer. Jeg spurgte hende, hvorfor hun ikke har sagt sit arbejde op frem for at skære i studieaktiviteten. Studiet må vel trods alt have den højeste prioritet. Men for Sofie giver arbejdet et afbræk fra studiemiljøets pres:

”På en arbejdsplads bliver man ikke bedømt hele tiden. Det er rart at lave noget praktisk ved siden af studiet, hvor ens hjerne bliver udfordret på andre måder. Det er sværere at sætte sig ned og læse, hvis man har det skidt, end det er at komme ind på en arbejdsplads og blive sat i gang med noget.”

Man har ikke stress på Statskundskab

Når jeg selv hører folk tale om, at de er stressede på Statskundskab, er det oftest med et islæt af pral. Man siger ikke, at man har stress. Dette indikerer nemlig, at man ikke kan holde til den massive arbejdsbyrde, som man selv har medvirket til at skabe med studiejob, foreningsliv og et socialt krav om, at man skal se Deadline hver aften. Der er status i at fylde glasset til randen uden at lade det flyde over. Man er stresset, hvilket blot betyder, at man har travlt, at man drikker tre liter kaffe om dagen for at holde sig kørende. Hvis man siger, at man har stress, indikerer man, at man har mistet gejsten for statskundskaben, og at man måske ikke er helt så engageret alligevel. Jeg spurgte Sofie, om hun oplever, at fremdriftsreformen er hovedkilden til stress:

”Fremdriftsreformen medvirker til at stigmatisere dem, der ikke kan holde til det, fordi de nu bliver nødt til at gøre rede for, hvorfor de skal have færre fag. At det er fordi, de ikke kan holde til det sociale pres.”

Hvor blev fritiden af?

Når man som statskundskaber tager på ferie, skal man helst have interviewet en ambassadør, deltaget i diverse debatarrangementer og FN-simulationer for at understrege sin entusiasme for studiet og samfundet generelt. Da jeg for et par somre siden tog til Frankrig i to måneder, blev jeg mødt af et væld af entusiastiske forslag til studierelevante aktiviteter, som jeg kunne foretage mig dernede. Men jeg tog netop derned, fordi jeg følte mig som en udbrændt midaldrende workaholic i en alder af 22 og derfor tænkte, at løsningen måtte være at holde lidt fri fra statskundskaben og den ophøjede arbejdsmoral.

Det er en kultur, der er svær at ændre. Samfundet stiller krav, der forstærker præstationskulturen, men der er også tale om et kollektivt handlingsdilemma: Hvis alle andre har et studiearbejde og bruger alle deres vågne timer på studierelaterede aktiviteter, har de lettere ved at få job i fremtiden. Derfor er det svært at melde sig ud af karriereræset. Sofie mener, at det er et særkende ved vores generation, dels fordi vi er opvokset under finanskrisen med angsten for at blive arbejdsløse, og dels fordi vi er opvokset med, at vi kan, hvad vi vil, hvis bare vi gør det godt nok. Dette er en neoliberal tankegang, der bryder med de førhen dominerende socialdemokratiske værdier, hvor det var en mærkesag at skulle have tid og råd til fritid.

Den tabte dannelse

Man hører mange undervisere kritisere fremdriftsreformen og tale om tabet af dannelse hos vores generation som følge af konkurrencementaliteten og politikernes fokus på målbare kvalifikationer. Men Sofie pointerer, at man ikke kan åbne Facebook eller Absalon uden at det vælter ind med jobopslag og arrangementer, som underviserne opfordrer én til at deltage i. Samtidig opfordres vi til at tage studiet seriøst og ikke arbejde mere end højest nødvendigt, men en stor del af jobopslagene fra universitetet er også på 15-20 timer om ugen. Der er selvfølgelig et aspekt af dannelse i at have et studiejob og i at gå til statskundskabsrelaterede arrangementer. Det kan dog diskuteres, om en generation af fremtidige embedsmænd og politikere, der ikke har haft tid til andre interesser end statskundskaben, bidrager positivt til demokratiet. Sofie mener, at det er vigtigt at have tid til andet end studiet:

”Jeg synes, det er vigtigt, at man også har tid til at gå op i andre ting, til at lave noget kreativt og dyrke en hobby. Det er en mere holistisk måde at se dannelse på, og det medvirker også til, at jeg har det bedre. Hvis jeg både skulle arbejde og studere på fuld tid igen, ville jeg føle mig begrænset”.

Sofie tror samtidig, at antallet af lægeerklæringer og ansøgninger om dispensation til at studere færre fag vil stige i fremtiden. Men den udvikling er ikke holdbar.

”Lægeerklæringerne er en midlertidig løsning. Det handler om, at vi også skal ændre vores sociale krav. Vi er meget selvbevidste og bange for at virke dovne.”

Sofies pointe kan bl.a. ses i, at kritikken af fremdriftsreformen ofte går på, at vi bliver dårligere studerende, og at vi ikke har ligeså meget tid til at arbejde. Der er ikke mange, der tør sige højt, at de også trænger til at holde fri engang i mellem, drikke sig fulde, mens de er unge, have tid til familien og bruge den resterende tankevirksomhed på at læse en god bog.

”Vi er en meget artig generation,” fastslår Sofie afslutningsvis. Det er måske den artighed, som giver de studerende stress. Og det er en artighed, der skaber svære vilkår for samfundsforandringer og visioner om, hvor vi er på vej hen.

Sofie er et opdigtet navn, da personen ønsker at være anonym

DÅRLIGE TABERE I UNIVERSITETSVERDENEN

Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. De findes stadig, de der typer som opfinder deres egne regler og insisterer på særbehandling. Også inden for akademia.

Af Philip Larsen

Lad mig smøre tykt på fra start af. Der er ingen grund til andet. Brede penselstrøg giver verden lidt sund kulør. Det skal handle om vrøvl. Om vås. Og om videnskab. Disse tre størrelser har formodentlig indgået i en yndig treenighed siden dengang, mennesket lærte at tale. Det har sgu aldrig skortet på dårlige tabere og heksedoktorer. Fiffige skriverkarle og ligsminkere. De findes stadig, så lad mig skrive lidt om nogle af dem.

I min gamle fritidsklub fandt de dårlige tabere altid på særregler, når vi spillede computer mod hinanden. For eksempel fandt de på, at man ikke måtte gøre brug af visse af spillets muligheder. Pludselig måtte man ikke udstyre sin orkhær med en bestemt drage eller købe et sejt sværd. Det var snyd, sagde de. Også selvom det var en del af spillet, at man kunne skaffe sig en badass drage til sin hær, hvis man ellers var hurtig og dygtig nok. Der gjaldt særregler, når man spillede mod de dårlige tabere. Tudeprinserne skulle stadig have lov at være med – uagtet at de ikke duede til at følge spillets regler.

Den onde positivisme

Sådanne dårlige tabere kan man somme tider også høre kvække inden for akademia. Det er dem, der vil have lov til at være med uden at følge spillets ’regler’. Næ, nej, siger de, sådan gør vi ikke, og så taler de om den onde positivisme og om fanden og om hans pumpestok. Fanden svinger sin pumpestok, siger de. Og når han gør det, lugter der ikke kun af svovl. Der lugter tit også af de hegemoniske dogmer, som post-oplysningstidens intellektuelle tyranni har krænget ned over hovederne på alle os, der har vores daglige gang på universitetet. Det er bestemt ikke nogen rar dunst. De vil dog stadig gerne lave empiriske undersøgelser – noget, som de tillige påstår at gøre og samtidig kræver særlig anerkendelse for.

Men selvom man kan opstille en mindre hær af positivistiske djævlebilleder, bør det ikke fritage én selv fra at leve op til nogle ganske almindelige regler for videnskabelig virksomhed. Hvis andre skal kunne tage kvalificeret stilling til ens empiriske indsigter og opdagelser, må der som mindstemål kunne forlanges veldefinerede begreber og en systematisk anvendelse af dem. Det bør være gennemsigtigt for læseren, hvordan undersøgeren er kommet frem til sine resultater.

Reglerne gælder for alle

Dermed ikke sagt at positivismen i sig selv skal fredes for kritik. Der kan gøres en hel del fornuftige indsigelser mod den, især hvis dens fortalere bliver alt for forhippede på altid at ville afdække lovmæssigheder og måle og veje. Omvendt er det en hyppig fejlslutning at drage den konklusion, at positivismen må være dum og yt, når man blot er stødt på et konkret og ubehjælpeligt stykke positivistisk inspireret forskning. En sådan lige linje kan ikke tegnes.

Det er i det hele taget svært at se, hvordan et stykke dårlig forskning skulle give andre ret til at afvige fra helt elementære kriterier om validitet, gennemsigtighed og (tilstræbt) gentagelighed. Man bør være klar i spyt og mægle om, hvad man foretager sig, uanset om man studerer partikelfysik, EU-processer eller digte i videnskabeligt øjemed. Forskningskriterierne gælder også, selvom man ikke vil måle, veje eller afdække lovmæssigheder.

Sagt med andre ord er der ingen grund til at råbe eller pege fingre af forskelligartede tilgange til stoffet inden for videnskaberne. Vi kan nøjes med at råbe af de dårlige tabere, når de kræver særbehandling. Til gengæld bør vi da råbe højt.

LAD OS TALE OM DEN FLYVENDE TALLERKEN

Uidentificerede flyvende objekter (UFO’er) stiller nogle af de største spørgsmål om menneskeheden og vores samfundsindretning. Men systematisk UFO-forskning bliver sjældent sponsoreret af stater, og videnskaben stigmatiserer den. MED ANDRE ORD ser nærmere på UFO-tabuet.

Af Anders Joensen

Det er svært at blive taget seriøst i akademiske kredse, hvis man vil forsøge at give en forklaring på UFO-fænomenet. Nævner man rumvæsener, hemmelige amerikanske supermaskiner og eksotiske energikilder, risikerer man hurtigt at blive sat i forbindelse med telepati, tarotkort og håndlæsning. Men lad os nu for en kort stund antage, at der eksisterer en række observationer af UFO’er, som vores videnskab ikke kan eller vil forklare. Og lad os samtidigt blive enige om definitionen: En UFO er et uidentificeret flyvende objekt, hvilket vil sige, at det ikke er klart, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærudstyr eller ukendte naturfænomener. Hvilke muligheder ligger der i at undersøge dem nærmere? Kan vi eksempelvis blive klogere på grænserne for statens suverænitet ved at tale om UFO’er? Jeg vil bede læseren om at tage sin sølvpapirshat på og tage med mig ind i UFO-fænomenets forunderlige og frisættende verden.

En trussel mod statens suverænitet

Inden for feltet International Politik hører Alexander Wendt til den absolutte elite, men udover at have gjort konstruktivismen mainstream har han også begået en genistreg af en artikel ved navn Sovereignty and the UFO sammen med kollegaen Robert Duvall. Påstanden i deres artikel er, at der hviler et tabu over UFO-fænomenet, og at det derfor ikke kan tages alvorligt af staten eller videnskaben. Det skyldes, at UFO’er potentielt kan være flyvende tallerkener med en besætning bestående af rumvæsner med overmenneskelige kræfter, og den blotte forestilling om en Anden, som ikke er underordnet mennesket, truer det metafysiske grundlag for staten. Derfor er det nødvendigt for staten og videnskaben at klassificere UFO’er som en genstand uden for den autoritative diskurs, eftersom den blotte tanke om rumvæsener stiller spørgsmålstegn ved, hvorvidt staten er den retmæssige besidder af suverænitet.

Stigmatisering

Det lyder måske langt ude, men hvad, der er endnu mere langt ude, er, at to respekterede forskere har turdet beskæftige sig med fænomenet. Man kan som nævnt hurtigt blive sat i bås, hvis man har med UFO’er at gøre. Det kan Frederik Uldall sagtens nikke genkendende til. Han er formand for UFO-aktivistforeningen Exopolitik Danmark og er derudover kandidat i kulturgeografi med sidefag i samfundsfag fra Institut for Statskundskab.

”På vegne af foreningen har jeg flere gange optrådt på DR P3 eller i Go’ Morgen Danmark, men det har ikke været muligt for os at trænge igennem til medier uden for underholdningsgenren. Information, Politiken og Deadline er slet ikke klar til at tale om UFO’er endnu.”

Frederik Ulldal fortæller desuden, at der er flere af foreningens medlemmer, som ikke ønsker at fortælle offentligt om deres UFO-interesse.

”Det kan være stigmatiserende at tale om UFO’er offentligt. Så er man pludseligt ’ham der med UFO’en’, og det er ikke alle, der har lyst til at være det. UFO’er er ikke ligefrem en karrierefremmende interesse at have – i hvert fald ikke indtil der hænger et moderskib over Washington D.C.”

Marsmanden, videnskaben og Jesu genopstandelse

Den potentielle mulighed for, at UFO’er kan indeholde rumvæsner, giver anledning til at stille nogle af de helt store spørgsmål om menneskeheden. Mødet med den Anden bliver rigt behandlet i populærkulturen, og ganske ofte portrætteres det som en krig for menneskets overlevelse og for opretholdelsen af den verden, vi kender. I den kollektive bevidsthed er UFO’er farlige, men for en stat er sådanne eksistentielle trusler en fantastisk anledning til at cementere sin egen suverænitet. Ifølge Wendt og Duvall er UFO-fænomenet et oplagt objekt for statslig styring og monitorering med henblik på at forsvare sin befolkning mod (forestillingen om) frådende grønne marsmænd. Samtidigt taler vores videnskabsidealer også for, at vi med en poppersk stædighed bør blive ved med at fremsætte og afprøve dristige hypoteser om, hvad disse uforklarlige himmellegemer kan være og aldrig forfalde til konklusioner om, at alle svaner er hvide, og at alle ufologer er konspiratoriske landsbytosser.

Der er mange gode grunde til at kigge nærmere på UFO’er, uanset om man vil maksimere statslig legitimitet, eller om man er falscifikationsfanatiker. Alligevel vender alle kilder til autoritativ skabelse af viden det blinde øje til den flyvende tallerken, som svæver lige for næsen af dem. Hvorfor? Fordi al moderne styring bygger på antropocentrisme – forestillingen om, at mennesket retmæssigt besidder en enestående plads i verden. Vi er ikke i stand til at udelukke muligheden for, at UFO-forekomster kan være intelligente rumvæsner, og derfor vil en autoritativ undersøgelse af UFO’er uundgåeligt relativere forestillingen om, at mennesket er den eneste kilde til suverænitet. UFO-fænomenet er med Wendt og Duvalls ord sidestillet med Jesu genopstandelse: en konkretisering af det metafysiske, udover at sidstnævnte ikke kan dokumenteres med radarudstyr (se faktaboks).

Exopolitik i praksis

Mens autoriteterne ikke kan berøre UFO-fænomenet uden at være i fare for at så tvivl om sin egen eksistensberettigelse, er der masser af rum til at gøre sig forestillinger om en anden verden i Exopolitik Danmark. For Frederik Uldall er det især teknologien og de muligheder, som den potentielt kan åbne for, der er fascinerende. Lige så skråsikker, som han er på, at UFO-fænomenet i nogle tilfælde indeholder en ukendt og eksotisk energikilde, lige så fast holder han på, at man i Exopolitik Danmark er åben over for mange hypoteser om UFO’er.

”Vi mener, at hvis der eksisterer en teknologi så revolutionerende, at den måske kan ophæve tyngdekraften, og som potentielt kan løse verdens energi- og fattigdomsproblemer, så bør den undersøges og behandles demokratisk i den civile sfære. Og det er uanset, om der er tale om rumvæsener, klassificeret militærteknologi eller noget helt tredje.”

Man mærker tydeligt, at Frederik Uldall er drevet af en drenget fascination af supersoniske fartøjer, men i lige så høj grad en social indignation over fordelingen af verdens ressourcer og måden, hvorpå vi behandler vores klima.

”Man behøver ikke at tænke særligt længe over, hvordan kortlægningen af denne teknologi radikalt kunne forandre den verden, vi kender, eller hvordan en demokratisering af teknologien ville kunne forskyde den globale magtbalance.”

En systematisk kortlægning og undersøgelse af UFO-forekomsterne rummer ifølge Frederik Uldall muligheden for, at vi kan finde en teknologi, som kan skabe en enorm social forandring og en frigørelse fra det fossile brændstofregime.

Markedskræfterne og den kritiske videnskab

Når nu staten ikke kan undersøge UFO’er, hvem skal så drive UFO-forskningen frem? Frederik Uldall anerkender, at de i Exopolitik Danmark har svært ved at konkurrere med andre politiske dagsordener, som i højere grad end UFO’er påvirker folks hverdag. Måske er det de frie markedskræfter, som skal drive udviklingen? Frederik Uldall nævner i den forbindelse en interessant begivenhed.

”Ved Global Competitiveness Forum i 2011 i Riyadh blev der afholdt en UFO-session, hvor blandt andre atomfysikeren og ufologen Stanton Friedman var inviteret til en paneldebat. Det er ret interessant, at der til en mainstream businesskonference med deltagere som Bill Clinton, Tony Blair og en masse oliesheiker kan være inviteret en taler, som offentligt påstår, at nogle UFO’er flyves af rumvæsener.”

Mens staten sidder på sine UFO-forskrækkede hænder, kan det være, at den bliver overhalet indenom af den globale kapitalisme i jagten på den hellige UFO-gral.

Wendt og Duvall sætter i højere grad deres lid til liberalismen, som ifølge dem er kernen i al moderne governmentality. På den ene side er liberalismen med til at producere ”normale” UFO-skeptiske subjekter. På den anden side producerer liberalismen også kritiske og fritænkende subjekter, som ikke stiller sig tilfredse med uvidenhed om UFO’er. Desuden håber de, at videnskaben overvinder sin UFO-forskrækkelse og lader virkeligheden få det sidste ord.

The truth is out there…

 

FAKTA

Den franske regering har oprettet en task force til at indsamle og efterprøve UFO-forekomster. 13% af UFO-forekomsterne kan ikke forklares. Se mere på www.cnes-geipan.fr

”Den belgiske bølge” er en af de mest veldokumenterede UFO-forekomster. På ufoevidence.org/documents/doc408.htm kan der findes en engelsk version af det belgiske flyvevåbens rapport om UFO-forekomsterne 30. marts 1990.

Bogen ”UFOs: Generals, Pilots and Government Officials Go on the Record” indeholder en lang række bidrag fra højtstående myndighedspersoner, heriblandt Hilary Clintons kampagneleder John Podesta, om deres oplevelser med UFO-fænomenet.

ANVENDT LITTERATUR

Wendt, Alexander & Robert Duvall (2008). Sovereignty and the UFO. I Political Theory Volume 36 Number 4.

 

POKO – PASSION FOR POLITIK OG KOMMUNIKATION

Brænder du for politisk kommunikation, og ser du en fremtidig karrieremulighed inden for det felt? Synes du også, at det er en del af statskundskabsstudiet, der fylder for lidt på udbuddet af kurser og studieaktiviteter? Så hop ombord på bussen og bliv del af den tværfaglige studenterforening PoKo!

Af Sophie Eskildsen, PoKo-bestyrelsesmedlem på KU og kandidatstuderende på Institut for Statskundskab, KU

Studenterforeningen PoKo, der bygger bro mellem CBS og Københavns Universitet, forener studerende, der både interesserer sig for kommunikation og politik. Det er nemlig to discipliner, der i al for høj grad holdes adskilt på de to universiteter – og det er en skam. På Statskundskab oplevede flere studerende, at udbuddet af kurser, der forener disciplinerne, var tæt på fraværende, ligesom der i det ellers store udvalg af foreninger på CSS ikke eksisterede en med netop dét fokus.

Samtidig er flere bureauer og virksomheder, der leverer strategisk kommunikation, begyndt at efterspørge statskundskabere med en sådan interesse. Det var det paradoks, som fik statskundskabsstuderende Alexander Funch til at hive fat i nogle CBS-studerende med henblik på at skabe en studenterforening, der udfyldte dette tomrum. Det blev startskuddet for en ny studenterforening – PoKo, Politik & Kommunikation.

Det uundgåelige tværfaglige netværk

Foreningen havde stiftende generalforsamling i efteråret 2015 og er dermed stadig en ung en af slagsen. Selvom der er en lokalbestyrelse tilknyttet begge universiteter, er disse – og eventuelle fremtidige lokalbestyrelser – forenet i et fælles koordinationsudvalg, hvorfra al planlægning foregår. Det skyldes den simple årsag, at foreningen er og drager fordel af at være tværfaglig og tværuniversitær.

I stedet for altid at opfatte hinanden som konkurrenter på jobmarkedet er idéen, at der er utrolig meget læring at opnå ved at indgå i det tværfaglige netværk, og at et sådant netværk uundgåeligt er en styrke på et både personligt og professionelt plan. Kernen i foreningen er, at det er passionen for politik og kommunikation, der er afgørende – og ikke hvilken uddannelsesbaggrund eller eventuelt hvilket politisk tilhørsforhold, man har.

Events

Siden årsskiftet er det gået stærkt for foreningen, der i skrivende stund har knap 70 aktive studerende i sin Facebookgruppe ”PoKo Aktive”, hvor planlægningen af de mange arrangementer, foreningen byder på, finder sted.  PoKo’s arrangementer spænder vidt, hvilket kommer til udtryk i de forskellige events, der allerede er afholdt – og dem, der er på vej. For nylig afholdte PoKo et event med integrationsminister Inger Støjbergs særlige rådgiver, Mark Thorsen, der fortalte om spindoktorers rolle i dansk politik. Senere på året vil PoKo i tæt samarbejde med Dansk Markedsføring Studerende stå for et arrangement, der stiller skarpt på det amerikanske præsidentvalg den 8. november.

Interesseret?

Du kan læse meget mere om arrangementerne i takt med, at de bliver offentliggjort på Politik & Kommunikations Facebookside ” Politik & Kommunikation – PoKo” og blive aktiv i planlægningsgruppen ved at melde dig ind i ”PoKo Aktive”.

FORSKERSTAFETTEN #1: KLIMAFORANDRINGER OG LOKALDEMOKRATI

Hvordan bliver klimahensyn til samfundshensyn? Og kan et lokalsamfund i ’Udkanten’ inddrages og forandres, når den grønne omstilling vinder frem? I mit ph.d.-projekt bidrager både politologien og etnografien med metoder til at forstå, hvordan Samsøs Vedvarende Energiø-projekt bliver til virkelighed.

Af Irina Papazu, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Jeg sidder i Samsø Energiakademis lyse køkken sammen med en flok afventende øboere: Landmænd med vindmølleandele, en lokalpolitiker, et par embedsmænd fra kommunen og medlemmer af vindmøllelauget Samsø Havvind. Armene er foldet over brystet; alle venter på, at Samsø Kommunes klima- og energikoordinator får PowerPoint-showet til at virke.

Han skal præsentere et nyt vindmølleprojekt i dag og har inviteret alle hovedkræfterne fra Samsøs vellykkede Vedvarende Energiø-projekt. ’Høvdingerne’, som en lokal projektleder kalder dem, mændene, der sidder på indflydelsen, jorden og pengene. Koordinatoren virker nervøs. Han ved, at hvis han går fra mødet i dag uden de fremmødtes opbakning, bliver der ikke noget projekt.

Ovenstående introduktion er oversat og plukket fra en af artiklerne fra min ph.d., som skal udgives i tidsskriftet Organizational Ethnography. Historien er fra mine feltnoter fra de fem måneder, som jeg tilbragte på Samsø i 2013 og -14 for at undersøge, hvordan virkeligheden ser ud fra Danmarks Vedvarende Energiø. Sammen med godt 30 semi-strukturerede interviews og dokumentanalyse udgør observationsstudiet datagrundlaget bag min afhandling, som helt og fuldt beskæftiger sig med Samsø.

Det sorte, kvalitative får

Som statskundskaber bliver man ikke uddannet i etnografi – i hvert fald ikke i Danmark. Jeg har læst statskundskab på både Aarhus og Københavns Universitet, og jeg har undervist kandidat- og bachelorstuderende på Institut for Statskundskab, så det er ikke en fordom. Det er noget, jeg ved. Og det er også fint – vi skal ikke alle være etnografer.

Men nogle forskningsspørgsmål lader sig simpelthen bedst besvare med dybdegående kvalitative metoder. Det er en af mine kæpheste som forsker at fremme kendskabet til og forståelsen af disse på statskundskabsstudiet.

Som underviser oplever jeg studerende, der føler sig på bar bund i forhold til kvalitativ metode. På kandidaten tog jeg selv til Berlin for at blive undervist i kvalitative forskningsmetoder. Bevares, vi har nok alle prøvet at udforme en interviewguide og lave et enkelt interview eller to i metodefagene på bacheloruddannelsen. Vi har sikkert også prøvet at kode interviewet bagefter. Men hvordan laver man et dybdegående interview? Hvad skriver man ned, når man skriver feltnoter, og hvordan gebærder man sig i felten? Hvordan finder man mønstre i sit datamateriale?

Og endnu vigtigere: Hvilken status skal man tilskrive kvalitative data? Den subjektive, uomgængeligt usikre viden om verden, som er resultatet af f.eks. interviews eller én persons tekstlæsning. Hvordan kan jeg tillade mig at lade en forskningsartikel tage udgangspunkt i ét eneste møde mellem et ikke-repræsentativt udsnit af Samsøs befolkning?

Hvordan kan jeg skrive en hel afhandling om én eneste case, nemlig Danmarks Vedvarende Energiø? Hvor er variationen, variablene, komparationen, generalisérbarheden til en større population?

Statskundskab er andet end die hard-positivisme

Én ting er sikkert, tænker du måske: Statskundskab er det ikke. Der er jeg uenig. I min afhandling beskæftiger jeg mig med spørgsmål om lokale grønne omstillinger. Jeg spørger, hvilken rolle lokalsamfundets opbakning og involvering spiller for succesfuld udvikling og implementering af store energiprojekter.

Jeg undersøger hvordan lokaldemokrati, repræsentation og ’udkantsområder’ udvikles og forandres igennem større tekniske projekter, der ikke desto mindre involverer helt almindelige mennesker på meget konkret niveau: Bliv andelshaver og bestyrelsesmedlem, lån penge i banken, videreuddan dig, læg din forretningsmodel om, udskift dit oliefyr, investér i grøn energi og i dit lokalsamfund.

Jeg analyserer, hvordan klimahensyn bliver til samfundshensyn, og hvordan grønne energiomstillinger ikke nødvendigvis drives af klimavenligt sindelag, men også af nede-på-jorden-handlinger og måske endda af lysten til og behovet for at gøre en god forretning.

Jeg forstår borgerinddragelse som en nødvendig ressource for lokalsamfundet. Jeg ser lokalsamfundet som et arbejdende fællesskab, der bekræfter og sikrer sin eksistens igennem målbevidst handling frem for, som mange teorier plæderer for, igennem konsensussøgende dialog.

Mere pluralisme i undervisningen, tak

Denne analysetilgang er også statskundskab. Ser man sig omkring på Instituttet, er der mange, der som jeg ikke er die hard-positivister, men som opfatter den verden, vi kan undersøge, som i en konstant tilblivelsesproces.

Det betyder, at der ikke er en verden derude, som vi kan måle på. Det betyder heller ikke, at hvis vi bare har de mest nøjagtige måleredskaber, får vi også den mest sikre viden.

Forskeren er med sine metoder med til at forme virkeligheden, og hvis en anden end jeg havde overværet det ovenfor beskrevne møde, ville feltnoterne også have set anderledes ud. Vedkommende ville have bidt mærke i andre ting og ville have haft en anderledes relation til de fremmødte.

Jeg skriver en verden frem i mine artikler, og jeg forsøger at lære mine studerende, at imens det, vi kan kalde det kvantitative verdenssyn, vægter reliabilitet og validitet, må det kvalitative verdenssyn anlægge andre kriterier såsom transparens, fleksibilitet og systematik. For vi måler ikke verden. Vi skaber den.

Det, jeg har beskrevet her via mit projekt, er selvfølgelig to poler i hver sin ende af et kontinuum. Men jeg er interesseret i, at de studerende på statskundskab bliver bedre klædt på til at udforme, udføre og forstå undersøgelser, der befinder sig alle steder på dette kontinuum.

For de lever side om side på Instituttet i dag; primært i forskningen, men dette burde også afspejles i undervisningen. Jeg oplever, at både statistik og kvalitative metoder undervises ud fra en logik, der lægger sig tæt på det kvantitative verdenssyn og altså er helt ude i den ene ende af kontinuummet. Men jeg tror dog, at det lige så stille er ved at ændre sig.

JEG ER POLITOLOG. JEG FORSTÅR MAGTENS ANATOMI

Hvad er fremtidens statskundskab? Hjemstedet for saglig magtkritik eller en konkurrence mod CBS? MED ANDRE ORD var med, da seks nyudnævnte professorer udlagde deres syn på statskundskabens substans og rolle i samfundet.

Af Anders Joensen

At indkapsle fænomenet statskundskab, dets potentiale og dets udfordringer, synes at være en stor mundfuld at gabe over. Det var dog netop hvad de seks professorer Anne Rasmussen, Dorte Sindbjerg Martinsen, Kasper Møller Hansen, Mikkel Vedby Rasmussen, Rebecca Adler-Nissen og Peter Thisted Dinesen havde i sinde en tirsdag eftermiddag i april. Flankeret af den altid hurtigtsnakkende Clement Kjærsgaard forsøgte de at sætte ord på, hvordan statskundskab som disciplin og som institution kan bevare sin relevans i fremtiden. Interessen for arrangementet var da også stor i et fyldt auditorium, hvor alt fra 2. semesterstuderende til tidligere studerende bød ind med spørgsmål, om hvor statskundskab skal bevæge sig hen. Ikke overraskende – vi elsker jo at tale om os selv og vores helt særlige placering tæt på magtens tinde.

De seks professorer bød ind med forskellige synspunkter i den store samtale om, hvad statskundskab er for en størrelse. Selvom der ikke blev præsenteret et samlet facit, var visse mønstre at finde i deres indspark til debatten. Disse mønstre lænede sig i høj grad op ad ting, som vi har hørt mange gange før: Den kritiske sans, evnen til at forstå komplekse problemstillinger, internationalt udsyn og så videre.

Statskundskabens kardinaldyder

Evidensbaseret forskning var blandt de kardinaldyder, som flere af de nyslåede professorer fremhævede. Kasper Møller Hansen lagde vægt på, at statskundskabens fortsatte relevans for samfundet bedst sikres ved at ”være derude” og forankre instituttets forskning i virkeligheden. Dorte Sindbjerg Madsen stemte i og betonede vigtigheden i, at vi skal være i akademisk dialog med dem, som rent faktisk træffer beslutningerne. Peter Thisted Dinesen fremhævede, at det vi skal sælge os selv på, er vores analytiske kompetencer og evne til at formidle indsigter om virkeligheden – både som individer på jobmarkedet og som institution i samfundet.

En anden kardinaldyd, som blev fremhævet flere gange, er den kritiske sans. Både når vi forholder os til kommercielle analyser, men også når vi evaluerer international politik: Er det vi har gang i rigtigt eller forkert? Rebecca Adler-Nissen mindede os om, at man som forsker (og studerende) skal huske, at produktion af viden altid har en normativ dimension.

Flere af professorerne understregede, at vi i højere grad skal prioritere den internationale dimension. Publikationer skal ud i verden, og verden skal i højere grad inviteres ind på Institut for Statskundskab, både i kraft af pensum og flere internationale studerende. Mikkel Vedby Rasmussen påpegede, at statskundskabens succes afhænger af, at vi er i stand til at belyse sammenhængen mellem det lokale, det nationale og det internationale.

Gammel vin på nye flasker?

Evidensbaseret forskning, den kritiske sans og øget internationalisering. Der er intet kontroversielt eller overraskende ved disse fokuspunkter. Det står garanteret i de flyers, som deles ud til gymnasieelever, når der afholdes Åbent Hus for fremtidens statskundskabsstuderende. Er diskussionen i virkeligheden et udtryk for, at statskundskaben står i stampe, og at de nyudnævnte professorer hælder den gode gamle vin på nye flasker?

Ikke nødvendigvis. Internationalisering af studiet er en reel og saglig ambition, når man vil sige mere og mere om en verden, som lader til at blive mindre. Og måske er evnen til at oversætte en kompleks virkelighed til forståelige resultater selve kernen i statskundskaben, sammen med evnen til at lave saglig og begrundet magtkritik. Rebecca Adler-Nissen sagde det meget klart:

”Jeg er politolog. Jeg forstår magtens anatomi.”

Fremtidsvisioner og magtkritik?

Der kan ikke sås tvivl om, at statskundskab som disciplin har et solidt fundament, som er værd at bygge videre på. Tiden til paneldebatten var knap, og spørgsmålene var mange. Derfor er det klart, at alle aspekter af statskundskabens substans og rolle ikke blev afdækket denne tirsdag eftermiddag. Som tilhører kunne man dog godt savne de store armbevægelser og fremtidsvisioner.

Peter Thisted Dinesen konstaterede som noget af det første, at der i fremtiden vil være færre jobs til os i en krympende statsadministration. Derefter blev samtalen i høj grad framet som en konkurrence mod CBS om arbejdsgivernes og det private erhvervslivs gunst: Hvem er bedst til styring? Hvem er mest kompetent? Hvem kan måle præcist? Disse spørgsmål fik man entydigt svar på: Vi er bedst på statskundskab – hvis vi selv skal sige det.

Man fik dog ikke svar på, om dette konkurrenceframe også fremover skal være dominerende for vores tilrettelæggelse af uddannelse og forskning på Institut for Statskundskab. Ingen af de tilstedeværende professorer stillede spørgsmålstegn ved præmisserne om, at staten skal slankes, eller at vi skal rette os efter efterspørgslen i det private erhvervsliv. Tværtimod fik man at vide, at forskningsmidlerne fra private fonde ikke lugter det mindste. Den kritiske sans, som vi så gerne vil promovere, var højst til stede som en trækken-på-skuldrende over for beslutninger, som træffes langt væk fra de trygge professorkontorer.

Produktionen af viden på Institut for Statskundskab er uden tvivl med til at skabe den politiske virkelighed. Er man professor på Instituttet, har man derfor en position, hvor man er i stand til at præge denne virkelighed med normative overvejelser om, hvordan vi gerne vil indrette samfundet fremover. Man er faktisk i stand til at fremsætte en magtkritik, som bliver hørt.

Hvis man er politolog, og derfor forstår magtens anatomi, kan man jo overveje at udfordre den lidt en gang imellem.

Side 9 VIP´er: Caroline Grøn

Redaktionen har headhuntet Caroline Grøn, adjunkt og underviser i blandt andet National Forvaltning, til at være forårssemesterets Side 9-VIP’er. Få en unik mulighed for komme ind under huden på en af Instituttets velkendte ansigter.

 

Af Thor Bjørn Andersen

Hej Caroline. Kan du ikke fortælle, hvad du laver for tiden, rent arbejdsmæssigt?

Jeg arbejder på et par projekter, faktisk. Det ene er SPARK (Krisestyring: Forvaltningspolitik og offentlig organisation i en sparetid, red.), hvor jeg har fortaget en masse fokusgruppeinterviews om, hvorfor nogle markarbejdere bruger de værktøjer, de får fra ledelsen, og andre ikke gør. Det er et projekt i Frederiksberg Kommune med pædagoger, hvor jeg lige nu sidder og behandler alle de interviews, som jeg har lavet.

Jeg er også ansvarlig for en rigtig spændende specialisering, der hedder ”Organisation og ledelse”. Det er en specialisering for dem, der blandt andet vil arbejde med ledelse, styring, evaluering og organisationsanalyser.

Sejt! Du har din egen specialisering!? Det må kræve, at du læser en masse tykke bøger. Hvilken bog har egentlig gjort størst indtryk på dig? 

De bøger, der har gjort størst indtryk på mig, er nok Nils Brunssons bøger om organisationshykleri. Da jeg læste dem, åbnede der sig en ny verden for mig. Der var imens, at jeg skrev speciale, at jeg fik øjnene op for dem, og sjovt nok har jeg aldrig brugt dem straight out i min forskning – men de har været til stor inspiration.

Okay, Caroline, nok om bøger og forskning. Hvis jeg siger Kælemisbrillen*, hvad siger du så?

Hahaha! Ja, jeg var inde hos Jens Olaf Jersild for at blive interviewet til et meget perifært program, som nok kun min mor og mand havde set. Men efter nogle dage er der en, hvis lillesøster jeg har gået i klasse med, der skriver til mig på Facebook og siger, at han har set mig i Natholdet. Så tænker jeg: What? Og ja, så ruller det bare derefter. Jeg fik meget mere opmærksom på brillen, end på det ellers vigtige budskab jeg havde.

Det må jeg nok sige! Selvom du ikke er professor her på instituttet, så tør jeg godt sige, at du måske er den mest kendte forsker fra Statskundskab. Er brillen blevet noget, som du aktivt bruger til selvpromovering?

Nej, det er det faktisk ikke. Nogle studerende siger, at det er en stor del af mit personlige brand, og det skal man jo ikke underkende. Men jeg har også nogle gange fået af vide, at jeg skal tage brillerne af, når jeg skal filmes, fordi de forvirrer mere, end de gavner. Men jeg har dem stadigvæk!

Rygtet vil vide, at dig og Anders Wivel fandt sammen til en julefrokost. Er det sandt?

Nej, det kan man ikke rigtig sige. Vi har jo været til mange julefrokoster sammen. Men det var ikke dér, jeg lærte ham at kende. Det var et andet sted.

Okay, jeg skulle også bare lige høre. Nu hvor vi er et det hjørne, hvad er det mest sexede inden for dit metodefelt?

Det må nok være at nå mætningspunktet. Når man har brugt lang tid på interviews og endelig finder ud af, hvad det egentligt er, det hele handler om. Det er nok det mest sexede, hvis man kan sige det på den måde.

Har du haft nogle bekymringer ved at stille op til det her interview?

Ja, lidt i forhold til, om jeg rammer genren, for det kan godt være lidt svært en gang imellem. Det er jo ikke denne her slags interviews, som jeg optræder mest i. Og så er der selvfølgelig den klassiske frygt for, hvorvidt der bliver grinet med mig eller af mig.

Det skal du ikke være bekymret for, jeg synes, at det har været rigtig sjovt. Og tak fordi du ville stille op. Det er vi meget glade for på MED ANDRE ORD.

Lidt inden interviewet er ved at være slut, bankes der på døren, men Caroline Grøn åbner ikke. Vi afslutter interviewet, og jeg takker for hendes medvirken.

Da vi åbner døren til gangen, står der en ung fyr og venter. Han havde fundet et par briller i frokoststuen og ville lige aflevere dem til Caroline Grøn. Det var Kælemisbrillen, selvfølgelig. Jeg kunne derfor gå hjem med et godt interview samt med et glimt af den danmarkskendte brille.

 

*I en udsendelse af TV-2 programmet Natholdet, blev der vist et klip med Caroline Howard Grøn fra et DR2-program. Programmets vært, Anders Breinholt, døbte i den forbindelse Caroline Howard Grøns briller for ’kælemisbrillen’.

HVAD VI TALER OM, NÅR VI TALER OM TABUER

Den ovenstående overskrift er en kærlig og situationsbestemt omskrivning af titlen på den amerikanske forfatter Raymond Carvers ( 1938-1988) klassiske novellesamling,What We Talk About When We Talk About Love, fra 1981.

Den opmærksomme læser vil måske bide mærke i, at den japanske forfatter Haruki Murakami blev inspireret af selvsamme titel, da han udgav løbe-memoireren ”What I Talk About When I Talk About Running” i 2007. Carvers udødelige ord har siden de for første gang blev trykt i blæk indtaget forskellige former, versioner, sprog, men dog hensigten har altid været den samme.

Ordene har betydet, at vi skal forholde os til et fænomen på en anden måde, end vi måske oprindeligt havde forventet. Carver taler om en bestemt kærlighed, Murakami taler sit særlige forhold til at løbe, og vi taler i den ottende udgave af MED ANDRE ORD ud fra en bestemt fremstilling om, hvad der er tabuiseret her på Institut for Statskundskab.

Vi har valgt kun glimtvis at skæve til den forståelse af tabu, som findes på siderne i Gyldendals Den Store Danske, hvor ordet forstås ud fra den dets rødder i religiøse ritualer i Polynesien. Her betegnes ordet et forbud, der er udstedt af en gruppes mægtigste skikkelse, hvad end det er en gud eller høvding.

Når vi taler om tabuer i denne udgave af MED ANDRE ORD, taler vi om samtalerne i de mørke kroge, om de problematikker vi helst undgår, eller de pinligheder, som kan give os svedige hænder og vigende blikke.

Vi taler om tidligere volontører og deres frivillige arbejde i Afrika. Gjorde de en forskel for andre end dem selv og deres selvrealisering? Vi taler om de studerende, som betræder gangene på Kommunehospitalet takket være en god kvote-2-ansøgning. Er man pinlig eller stolt over, at det var det personlige engagement og ikke standspunktskarakteren i idræt, der sikrerede én pladsen på Statskundskab? Og selvfølgelig taler vi om stresskulturen, som dikterer, at vi knokler som topchefer fra første semester.

I tabu-temaets ånd har vi også kigget lidt indad og sat ord på MED ANDRE ORDs vidtrækkende selvcensur. Det har udmundet sig i en nekrolog over dårlige artikelideer, som måtte lade livet for Jeres skyld.

Det er naturligvis ikke kun de tabuiserede emner, som fylder MED ANDRE ORDs sider. Som studieblad på Institut for Statskundskab har vi en klar ambition om at skabe dialog mellem undervisere og studerende.

Derfor er vi stolte af at kunne præsentere denne udgaves Side 9 VIP’er: Adjunkt Caroline Howard Grøn. Hun vil blandt andet fortælle om et ganske særligt sæt briller. Ligeså stolte er vi over at kunne bringe hele to forskningsstafetter, hvor Ph.d.’erne Irina Papazu og Tobias Liebetrau fremlægger hver deres projekt.

Vi har også fornøjelsen af at byde to nye initiativer velkommen. Lektor Lars Tønder vil introducere læseren for CAPS – et ægte interdisciplinært samarbejde. Og foreningen PoKo vil invitere selvsamme læser med ind i den politiske kommunikations forunderlige verden.

Med disse indledende ord byder vi inden for og ønsker alle vores læsere god læselyst, succes til eksamen og en god sommerferie.