Hvad skal vi overhovedet med holdtimerne?

REPLIK ”Uploader du slides efter timen?!”

Hvad skal vi overhovedet med holdtimerne?

PÅ SIDSTE SEMESTER havde jeg den store fornøjelse at stå for holdtimeundervisningen på bachelordelens første metodeforløb sammen med de øvrige instruktorer. Det var på alle leder og kanter en spændende, udfordrende og krævende opgave, som jeg ikke ville tøve et sekund med at anbefale videre til enhver engageret medstuderende, der måtte have mod på og lyst til faglig formidling.

De fleste, der har beskæftiget sig med formidling for større forsamlinger, har forhåbentligt gjort sig et mindstemål af overvejelser om, hvilket budskab der skal frem, hvor og hvordan trykket skal lægges, og måske hvad der efterfølgende skal diskuteres. Det kræver selvfølgelig, at man er grundigt inde i stoffet, så man har det rette overblik til at kunne besvare sådanne spørgsmål på fyldestgørende vis. Men det kræver også, at man overvejer formen for sin præsentation.

Et oplagt præsentationsredskab er PowerPoint-slides, som i løbet af min studietid har indgået som fast bestanddel i stort set alle forelæsninger og i et utal af holdundervisningstimer. Og lige så vigtigt er det at få med, at PowerPoint-præsentationerne i reglen bliver lagt op på Absalon efterfølgende.

DET VAR DERFOR NOGET HELT NYT, da det i metodegruppen blev besluttet, at slides fra holdtimer ikke skulle uploades, når timen var ved vejs ende. Den beslutning tog efter min opfattelse hånd om en vigtig problemstilling på glimrende vis. For ikke blot har holdtimer nogle gange tendens til at fyldes med for megen gentagelse af den seneste forelæsning, men timernes rolle er også kvalitativt distinkt fra forelæsningernes. I instruktor-holdtimerne gælder det om at få de studerende aktivt og diskuterende på banen, mens de studerende primært lytter, når der forelæses.

Selvom brugen af PowerPoints både rummer et didaktisk og tidsbesparende potentiale, er det bestemt ikke alle situationer, der er lige oplagte til slides. Vi må huske, at formålet med holdtimerne oftest er at få aktiveret de studerende til kritisk dialog med hinanden ud fra pensum. Her vil det ikke altid være hensigtsmæssigt at bruge for mange slides, idet mange ikke gider at høre på sine medstuderende, hvis ”guldkornene” bliver projiceret ud på tavlen i form af underviserens noter. Med en sådan logik in mente gælder det om hurtigst muligt at komme videre. Og dét er en trist indstilling, fordi sådanne guldkorn først for alvor bliver noget værd, når man selv er med til at vende, dreje og perspektivere dem. Lærer man primært at holde sig til og recitere velserverede slideshowpointer, kommer man næppe ud på den anden side af Kommunehospitalets mure som et mere tænksomt væsen. Derudover er det nærliggende at pege på, at undervisningssituationen risikerer at blive lad, hvis man som studerende blot kan gå hjem og hente ’det eneste vigtige’ ned fra Absalon.

Det var ikke, fordi brugen af slides blev reduceret til ingenting i kølvandet på metodegruppens beslutning, men som underviser blev man på en sund måde sat til at overveje sine slides med omhu. Det skulle nødigt blive sådan, at resultatet blot var studerende, der stenograferede på livet løs som konsekvens af et tilsyneladende meningsløst bureaukratisk forbud mod slides. Tekstmængden skulle således holdes nede og ordene vælges nøjsomt. Forhåbentligt med det resultat, at holdtimesituationen både blev gjort vedkommende og aktiverende. At dømme ud fra mine medstuderendes tilbagemeldinger og min egen opfattelse var det netop tilfældet.

mao3_s42

AFSLUTNINGSVIS MÅ VI IKKE GLEMME, at vi instruktorer slap for (ufrivilligt) at ryge i intern kamp mod hinanden om at servicere de mest ihærdige eksamenslæsere med alskens karakternyttige guldkornslister, men rent faktisk fik mulighed for at fokusere på det vigtigste: At bringe pensum sådan på banen, at det gav størst muligt rum for en fælles kritisk udfoldelse og refleksion, så vi får nogle kløgtigt metodebevidste studerende på Instituttet.

”Hvorfor læser man de tykke romaner, når hele handlingen står på bagsiden?” lyder følgeteksten til den oprindelige Storm P.-streg. Med Storm P i hånden kunne man i samme tone spørge, hvorfor vi læser pensum, når nu det vigtige står på underviserens slides?

Plakatsagen i Jacques D

Næste artikel

Plakatsagen i Jacques D

Et tragikomisk indblik i den studenterpolitiske debat – og dens udfordringer