Hvad er resultatet, når over hundrede statskundskabsstuderende samles om en lille scene i Chr. Hansen-Auditoriet? Svaret er hårdt arbejde, fed stemning og masser af streger i ølregnskabet. Vi var med en tur bag scenetæppet.
Bassen dunker i ørene, og hovedet vipper i takt med musikken, mens jeg står i en labyrint af grænsebomme, valgplakater, SAS-fly og andet godt fra det politiske landskab. Der er en summen fra stemmerne og en sitren i luften. Det gennemsyrer lokalet, og ser man rundt, kan man ikke andet end at blive suget med ind i travlheden. Sminkørerne farer rundt med en pudderkvast i den ene hånd og en læbestift i den anden. Kostumedesignerne vurderer deres værker med nål og tråd i munden, og skuespillerne står og øver i små grupper rundt omkring.
Fra frivilligt fællesskab til lille familie
Det er knokleuge for revygruppen på Institut for Statskundskab, og jeg står og kigger på det virvar af mennesker, der befinder sig omkring mig. I år har revyen, der spiller fra den 16. til 18. april i Chr. Hansen-Auditoriet, formået at tiltrække over hundrede frivillige. På tværs af årgange og politiske skel prøver de at stable et fedt show på benene. Men det er også et show, der er værd at se, og en begivenhed, der er værd at deltage i. I år blev lørdagens sene forestilling udsolgt på bare en time og tre kvarter.
Men ét er, hvad publikum ser – de lækkert leverede replikker og de alt for catchy sange. Når øjnene er rettet mod scenen og halsen strakt halvt af led for at få det hele med, ser man ikke de mange måneders forberedelse. For i det sekund spotlightet slukkes og mundene lukkes, styrter skuespillerne om bagved. De styrter ud til al kaosset, al virvaret og alle de mennesker, som får det hele til at hænge sammen. Men de styrter også ud til et kæmpe fælleskab af den slags, der kun skabes af at have brugt meget tid sammen. Som fjerdesemesterstuderende Anne-Sofie Dethlefsen siger:
”I knokleugen bliver vi en hel lille revyfamilie” – Anne-Sofie Dethlefsen
”Der er et super godt fællesskab her i revyen, og i knokleugen bliver vi en hel lille revyfamilie.” Revyfamilien består udelukkende af frivillige, der aktivt har valgt revyen og det hårde arbejde til. Det til trods for, at dette indebærer at sidde oppe til halv otte om morgenen for at vælge de bedste sange og sketches ud, og selvom arbejdstiderne i ugen op til premieren når op på 13 timer i døgnet. Stemningen afspejler, at det er et frivilligt fællesskab, mener Anne-Sofie Dethlefsen: ”Der er plads til alle, og man kan snakke med alle. Det er jo heller ikke kun foran scenen, det sker – hver funktion er vigtig for, at det hele fungerer – og man føler virkelig, at alle er en del af det hele.”
Højt til loftet og skumgummi på gulvet
Man kunne spørge, hvad det egentlig gør ved stemningen, når man samler lidt over hundrede statskundskabsstuderende på en meget lille scene i Chr. Hansen-Auditoriet. Er der virkelig plads til alle, eller skubbes man af scenen af ’se mig’-typerne?
Ifølge kandidatstuderende Mariann Olsen, der er med i revyen for fjerde gang, er dette netop et af de fællesskaber på Statskundskab, hvor der er allermest plads til alle: ”Særligt fordi vi mødes om at være fjollede – og det giver en rigtig fed stemning.”
”Vi mødes om at være fjollede – og det giver en rigtig fed stemning” – Mariann Olsen
Når man ser sig omkring, er det nu heller ikke en ’se mig’-stemning, der hersker. Der er en flad struktur blandt de frivillige og altid en hjælpende hånd, hvor det behøves. Rundt om mig sidder sangere, der med et koncentreret blik i øjnene kæmper med symaskinerne. Nede på gulvet kravler skuespillere rundt, mens de med en øl i den ene hånd og en saks i den anden prøver at lave et stykke skumgummi om til et Kaj-kostume. Et helt tredje sted er der en, der tuller rundt iklædt tyl fra top til tå. For selvom det lige så stille er ved at gå op for folk, at de om et øjeblik skal stå på en scene foran flere hundrede mennesker, er stemningen meget afslappet.
En indforstået fest?
Men det skinner nu alligevel igennem, at vi har at gøre med studerende, der interesserer sig for politik og samfund. I det ene lokale sidder Grækenland med armene over kors, blikket vendt væk og en forurettet mine, og ved siden af sidder EU, der surmulende og frustreret ser ned i jorden – de er til parterapi. Lidt derfra står Morten Messerschmidt med morgenbollehår, alkoånde og et uroligt blik i øjnene – for hvem mon ligger dér under lagnet, når det nu ikke er Dot? Ligeledes er mange af sketchene og sangene fyldt med referencer til sjove undervisere, pensum og generelt bare internwheder fra statskundskabsstudiet.
Som udefrakommende kan revyen og dens mange tematikker virke en smule indforstået. På den anden side er revyen nu engang først og fremmest tiltænkt Instituttets egne studerende. Og som jeg står her midt i knokleugen og kigger på det virvar af mennesker, der befinder sig omkring mig, kan jeg ikke andet end at tænke, at det egentlig bare er en masse studerende, der er samlet om at have det super skægt.