Skip to content

DET SKER: UGE 41

MANDAG

Ugen starter hårdt ud med besøg fra en hæderkronet polit. Selveste Jørgen Ørstrøm Møller kommer til CSS for at gøre os klogere på Kinas rolle i den økonomiske udvikling i Asien. Det er Center for Militære Studier, der i samarbejde med ThinkChina har halet den 13. æresalumne for KU ind, og mon ikke forelæsningen dribler ned af de sikkerhedspolitiske baner. ’China Rising?’, spørger du. Det ser sådan ud. Hvis rusturstømmermændene (eller bare mandagshumøret) ikke rækker til krig, kage og kaffe, er der gratis øl og kultur på Studenterhuset. Netop denne mandag starter en foredragsserie om Nordens kulturproblemer, og den islandske engel Einar Már Guðmundsson er hovedtaler.

Asiens økonomiske mirakel over for de sikkerhedspolitiske trusler – Hvor står Kina? CSS lokale TBA. Klokken 15-17.
Nordisk Nutid. Studenterhuset. Klokken 18.20-21.

TIRSDAG

Du kan lige så godt begynde at skumme fløden og de medfølgende croissanter af kommunalvalget. Socialdemokratiet forsøger at tilbageerobre akademikerne med de såkaldte S-talks, der denne tirsdag morgen står i Kim Jong-uns tegn. Mette Frederiksen og Nick Hækkerup har hentet lidt ekspert-leverage ind i form af Andreas Bøje Forsby, der er ekstern lektor på Statskundskab. Senere på dagen kan du til MED ANDRE ORDs redaktionsmøde hilse på RÆSONs daglige chefredaktør, Max Quorning, der blandt andet interviewer meningsdannere som Jørgen Ørstrøm Møller. Max holder et oplæg om interviewteknik, og på redaktionen glæder vi os afsindigt.

S-talk om Nordkorea. Vester Voldgade 96. Klokken 8-8.45.
Redaktionsmøde på MED ANDRE ORD. CSS 2.2.49. Klokken 17.

ONSDAG

Undrer du dig over, hvorfor MobilePay-appen pludselig ligner en kleenex-pakke? Hvorfor Danske Bank lader sig skille fra den app, der for stedse har overflødiggjort kontanter? Få svar på dine spørgsmål til oplæg med moderskibet Danske Banks chef for Digital & Payments, Line Munkholm Hauskrogh, der i sin tid hjalp til med at revolutionere banksektoren. Straks efter kan du udforske en mere tabubelagt del af kapitalismen, når SUVERÆN viser den prisbelønnede dokumentarfilm om “kolonialismens dehumaniserende racisme”. Ms. Lauryn Hill lægger stemme til Frantz Fanons sorte ord, og det kan kun blive dybsindigt.

Samfundets digitale udvikling – oplæg v. Danske Bank. CSS 35.01.44. Klokken 17.15-18.15.
Frantz Fanon: Filmvisning og oplæg. JD. Klokken 18.30-21.

TORSDAG

På det halvtredsindstyvende år af Studenteroprøret kunne man fristes til at tro, at de danske marxister for længst havde begravet både hammer og segl. Men frygt ej, kammerat, Marxistiske Studerende gør torsdag deres indtog på CSS. Das Kapital (første bind) fejrer 150 års jubilæum i år og det kan du fejre i selskab med dens tro væbnere. Redaktøren på marxist.dk, Jonas Foldager, giver en introduktion til Marx’ økonomiske teorier. Uanset dit politiske eller økonomiske ståsted kan du aldrig ignorere Marx.

Das Kapital 150 år – Introduktion til marxistisk økonomi. CSS 1.1.17. Klokken 17-19.

FREDAG

Enhver by med respekt for sig selv har en kulturnat, men Københavns er bare lidt federe end Koldings. Til statskundskaberens glæde er der rig mulighed for at tjekke kontormiljøer og kaffemaskiner ud i både Finansministeriet, FN-byen, KVINFO og Folketinget. Mette Bock giver endda en kop kaffe til at skylle kulturnedskæringerne ned med. Hvis du er mere bekymret for dit sociale liv for tiden, kan du også svinge træbenet forbi de gamle kollegier i Indre By, hvor søde studerende på Regensen, Elers, Valkendorf og Borchs serverer øl og kage.

Kulturnatten. København. Kl. 18-00.00.

LØRDAG og SØNDAG

Du kan endelig puste ud efter knap to veloverståede måneder af semestret. Hvis du ikke skal sydpå eller østpå, så er weekenden en oplagt mulighed for at pleje dine kunstneriske lyster og finkulturelle præferencer. Der er politisk kunst at finde på Kunsthal Charlottenborg, hvor Yoko Ono udstiller tryksager og publikationer – bl.a. fra sin tid med John Lennon og ‘War Is Over’. Hun skuffer sjældent i sin opfindsomhed. Nok mere aktuelt er udstillingen World Press Photo 2017 i Politikens Hus, der indtil på søndag viser verdens reelt set bedste pressefoto.

YOKO ONO TRANSMISSION. Kunsthal Charlottenborg. 50 kroner for studerende.
World Press Photo 2017. Politikens Hus. 50 kroner for studerende.