Staten set fra nederste saunabænk

Staten set fra nederste saunabænk

Staten er det teoretiske samlingspunkt for scient.pol’er. Den udgør kernen i mange af vores fag, der skal lære os at blive gode og saglige embedsmænd. Det hedder jo ikke ”statskundskab” for ingenting. Alligevel skulle der en svedig saunatur til for at finde ud af, hvad jeg netop havde lært til eksamen.

Oven på semesterets sidste eksamen ville jeg komme nakkekramperne til livs med lidt velvære. Studenterbudgettet rakte dog ikke til mere end en saunagus. Så frisk fra en aflevering i Almen Statskundskab satte jeg mig til rette på saunabænken med hovedet stadigt fuldt af demokrati, vælgerteori og velfærdssamfund. Jeg blev straks budt velkommen af de andre saunagæster, som den eftermiddag bestod af en midaldrende, mandlig førtidspensionist og en kvinde, der efter nogle misbrugsproblemer var på kontanthjælp. Snakken faldt hurtigt på ”velfærdsstaten”, og inden længe blev mine eksamens-efterdønninger brudt af et anderledes kon-kret forhold til staten og i særlig grad dens mangler.

Velfærdsmodstand på overførselsindkomst
Betragtet som begreb kan staten være omdiskuteret, og der skal kun et lille pip omkring dens omfang til at få liv i en diskussion over en KØS-øl. Bredt set er velfærdsstaten dog ikke specielt kontroversiel. For de fleste af os er det, udover statsfinancieret uddannelse, primært marginalskatten, der har nogen praktisk betydning, og for mit eget vedkommende foregår forbavsende meget af kontakten med A-kasser og kommuner gennem overskrifter i medierne. Mine saunakammerater havde dog velfærdsstaten tæt inde på livet, og teoretiske argumenter stødte på en overraskende dybfølt fjendtlighed over for denne stat.

Ikke blot mere fjerntliggende aktivitet som ulandsbistand, men også kernefunktioner som sundhedsvæsenet blev set på med skeptiske øjne. Til trods for, at hans livsgrundlag var statsfinansieret, var min førtidspensionerede modpart aktiv fortaler for at beskære skatterne med tre fjerdedele og privatisere staten rub og stub.

Den kritiske borger, der ikke vender det blinde øje til ineffektive samfundsløsninger, anses af mange som en nødvendighed i et aktivt demokrati. At stille krav til skattepengenes fornuftige brug er heller ikke – i sig selv – noget problem. Hvad der slog mig, var i stedet selve afstanden mellem mine saunakammeraters udsyn og mit eget. Ikke min politiske holdning, men selve kløften mellem de to versioner af velfærdssamfundets funktion og værdi. Groft sagt: Statens ”brugere” på den ene side og en, måske, fremtidig ”forvalter” af staten på den anden. Akademisk afvejning med argumenter pro og con mod erfaringer og langsigtet økonomisk afhængighed.

mao1_s21

Ekkokamre
Samtalen i saunaen rumsterede fortsat, da jeg kørte hjem mod mit kollegieværelse og tilhørende fællesskab af folk, som jeg har ovenstående overvejelser om marginalskatter tilfælles med. Folk, der dybest set ligner mig selv, og selvom vi er modstandere i en diskussion, taler vi samme sprog. I saunaen var det lidt anderledes. Staten var til mere skade end gavn, og den var endda skyld i, at mine samtalepartnere var havnet i vanskeligheder. Normalt støder man på sådanne argumenter fra libertarianske debattører, ikke folk der skal sætte ord på eget liv. Det kan besvares med et modargument om markedsfejl, og så kan debatten ellers køre et par runder endnu. Igennem alt dette bekræfter i stedet for udfordrer vi hinanden, idet logiske argumenter med flerstavelsesord bliver reglen snarere end undtagelsen. Uden alternativer kan dette ekkokammer langsomt blive til en sammenhængende verdensopfattelse uden ridser i lakken.

Uden at være født med en sølvske i munden har mit liv været privilegeret, og jeg kunne ikke relatere personligt til deres livshistorier.  Men det er netop min pointe – engang i fremtiden vil folk som dig og mig måske sidde med disse menneskers økonomiske grundlag i vores hænder uden at være i stand til at sætte os i deres sted.

”Den teknisk kompetente barbar”
I det første år på statskundskaber lærer man hurtigt at skåle med på samfundets top. Der skulle en tur i den lokale sauna til for at se staten igennem øjnene af det, vi ynder at kalde samfundets bund. For nu at svinge sig op på den helt høje hest handler det ikke om, hvorvidt statskundskabere handler til samfundets bedste. At jeg læser blandt fornuftige medstuderende, er jeg ikke i tvivl om. Det handler i stedet om fornemmelse for de mennesker, det hele handler om. Et velfærds-samfund kan på papiret være i verdensklasse. Men det klinger en anelse hult, hvis de selvsamme mennesker, som det er sat i verden for at beskytte og forvalte det, ikke helt er med på idéen og blot udstyret med de rette tekniske kompetencer. At der kan være mange grunde til vreden, er oplagt, men at forstå grundene må være et godt udgangspunkt for at forvalte dem. ♦

Næste artikel

Finurlige tanker om sprezzatura og hvordan man vinder ved at virke ubesværet

Sprezzaturabegrebet er et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution