Sprezzaturabegrebet er et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution
I denne udgave af MED ANDRE ORD beskrives begrebet sprezzatura som et antropologisk begreb, der rummer individers adfærd i en given institutionel sammenhæng af Mikkel Bjørn, fysikstuderende, der har været statskundskab forbi. Han finder begrebet oplagt til at beskrive en efter hans mening vis selvironisk og facadeopretholdende adfærd blandt statskundskabsstuderende. Han låner begrebet fra antropologen Cathrine Hasse. Hun definerer det som den enkeltes handleviden, dvs. viden om den personlige fremtræden og korrekte beherskelse af kulturelle koder – med gruppens anerkendelse til følge. Mangel på sprezzatura fremkalder symbolsk vold og i værste fald udstødelse af gruppen.
Lidt groft kan man kalde sprezzatura for kropslig (mode) og sproglig (indforståethed) handleviden, der værdsættes i en specifik institutionel sammenhæng, men ikke i en anden, inden for et overordnet samfund. Et eksempel kunne være Mikkel selv, der på statskundskab måske er blevet udsat for symbolsk vold pga. hans fysikersprezzatura, og nu – for at tage til genmæle – kommenterer vores statskundskabersprezzatura. Eller måske har han blot ret i sin analyse.
For Cathrine Hasse, som gjorde brug af begrebet i sit ph.d-studie af Niels Bohr Institutet, var det forbløffende, i hvor høj grad computerprogrammeringsevner, kendskab til science fiction og holdninger til Star Wars’ og Alien’s påstande om fysikkens love er nødvendig for at undgå symbolsk vold på fysikstudiet. For os kan statskundskaberens deltagelse i den lidt særlige fest- og professionskultur på studiet også være en sprezzaturaproblematiks genstandsfelt. Man kunne hævde, at summen af den statskundskabs-studerendes sociale interaktioner former den studerendes motivation for deltagelse, og medfører sprezzatura for nogen og, desværre, mangel herpå for andre.
Her er det oplagt at tage et nærmere kik på klasseaspektet. Hermed menes, at de nyankomne i et institutionelt fællesskab har forskellige erfaringsregistre at læne tilbage på, alt efter udgangspunkt, hvilket igen betyder forskellige muligheder for at tilegne sig sprezzatura. Den sociologikyndige læser vil sandsynligvis kunne se en parallel til Bourdieus strukturelt betingede habitusbegreb. Spezzatura er imidlertid et noget ældre og mere snævert begreb fra den italienske renæssanceforfatter Baldassare Castiglione, der floromvundet i sin Emma Gad-agtige bog Il Cortegiano beskriver det således: ”to practice in all things a certain sprezzatura [nonchalance], so as to conceal all art and make whatever is done or said appear to be without effort and almost without any thought about it.” Umiddelbart allerede ret statskundskabsagtigt. Men i Hasses opdaterede version betegner sprezzatura også det, der opstår i det særlige relationelle møde mellem en bestemt verdens positive evalueringer af bestemte handlinger og et bestemt individs inkorporerede handleviden. Det vil altså sige, at den nyankomne statskundskabsstuderendes erfar-inger fra studenterforeningen i Jylland og fra at være, f.eks, på toppen af et socialt gymnasiehierarki, kan være mere udslagsgivende end vedkommendes klasse. Og – i forhold til Bourdieu – måske mindre determineret, idet dynamikken dels udspringer fra den enkeltes agency.
Om end Hasse er antropolog og derfor per automatik måske udelukket af visse statskundskabere pga. hendes sprezzatura, så er hendes konceptualisering af begrebet et fantastisk værktøj at hive frem, næste gang du a) skal imponere i fredagsbaren eller b) vil forsøge at indsnævre nærmere, hvor stor din relationelle kapital er i den københavnske statskundskabsinstitution. Og begrebet kan måske også få dig til at spørge, om det sociale nogle gange måske stritter i en forkert retning (host drukrustur host). ♦