Tro, håb og Grønland

Is, der smelter og olie, der flyder. Grønland står over for store omvæltninger, der kan betyde både guld og forurenede skove for øen. Samtidig vender for få grønlandske færdiguddannede tilbage. MED ANDRE ORD har mødt to statskundskabsstuderende med grønlandsk baggrund.

Der står en hundeslæde midt i lokalet. Den er lavet i en klassisk træudskæring med høj ryg og slebne sider. Den tilhører en gammel tradition, men den står ikke i lokalet som et fortidslevn: I over 5000 år har denne type slæde fragtet grønlændere trygt over indlandsisen, og den er stadig et anvendt og nødvendigt led i infrastrukturen i Grønland.

I konferencelokalet på Hotel Arctic i september 2016 i den vestgrønlandske by Ilulissat virker hundeslæden som en kontrast til alt andet, øjet møder. Smartphones og iPads pryder bordene hos samtlige tilhørere, og kun enkelte er iført traditionelle anorakker. Omgivelser til konferencen om Grønlands fremtid, ’Next Step Greenland’, der er arrangeret af formandskabet for det grønlandske parlament, Inatsisartut, opsummerer den balancegang, som konferencen drejer sig om: Hvordan bevæger landet sig frem uden at vende ryggen til det, som var?

På tredjedagen af konferencen bevæger Aki-Mathilda Høgh-Dam sig op imod den fremsatte mikrofon, der tordner ud over de fremmødte ansigter. Modsat de andre deltagere og oplægsholdere er hun hverken politiker, forsker eller journalist. Hun går derimod på tredje semester på bachelordelen af Statskundskab på Københavns Universitet, og hun er blandt de absolut yngste i lokalet. Hun er taget til Ilulissat for at holde et oplæg, som hun har kaldt ’Stigut piukkunnarsassagut ilnuusuttalla sunik teinnikssassaqarpat?’. Direkte oversat betyder det ’Hvordan kan vi som samfund gøre os mere appellerende, og hvad har de unge at give til Grønland?”. Mens Aki-Mathilda taler, må hun flere gange stoppe op på grund af klapsalver fra salen.

Nye tider, nye udfordringer
At aktivere de unge borgere i det grønlandske samfund, som Aki-Mathilda Høgh-Dam understregede vigtigheden af i sin tale, kan synes særligt vigtigt, da landet står over for nogle udfordringer, som tidligere generationer ikke har oplevet. Mens klimaforandringerne hovedsageligt har sat sine spor i form af oversvømmede kældre og sommerhusture ødelagt af skybrud i det meste af det danske kongerige, repræsenterer denne miljømæssige omvæltning på én og samme tid en kæmpemæssig udfordring og en enorm mulighed for Grønland.

Fiskeri, Grønlands største eksport og en vigtig del af den grønlandske livsstil, er truet af mindsket fiskebestand som følge af varmere have. Samtidig er infrastrukturen, dyre- og plantelivet samt beboelsesområder truet af de stigende vandstande.

Men i takt med at indlandsisen, der dækker 80 % af landet, skrumper på grund af varmere temperaturer, og det i højere grad bliver muligt at foretage kommerciel sejlads i et stadigt mere isfrit hav, kan Grønland potentielt stå over for en ny æra med høj økonomisk aktivitet. Ifølge en undersøgelse foretaget af US Geological Circum-Arctic Survey findes 13 % af verdens uopdagede olie og 26 % af den uopdagede naturgas omkring Arktis. Naturressourcer, som ikke tidligere har været tilgængelige. Det samme gør sig gældende med minedriften i Grønland, hvor nye depoter med diverse efterspurgte råstoffer er blevet tilgængelige.

De nye økonomiske muligheder har fået snakken om selvstændighed til at blusse op igen. Dette fik den daværende 47-årige formand for Grønlands Landstyre, Aleqa Hammond, til i 2014 at udtale, at hun forventede, at uafhængighed kom i hendes levetid.

Hjerneflugt
Da Aki-Mathilda Høgh Dam på Hotel Arctic i Ilulissat talte om, hvorfor det er vigtigt at inddrage unge grønlændere i landets fremtid, adresserede hun indirekte Grønlands demografiske og uddannelsesmæssige udfordringer. Selvom Grønland kan bryste sig af titlen som verdens største ø, tæller den grønlandske befolkning kun 56.000 personer. Derudover havde 63,1 % af den grønlandske befolkning over 16 år i 2015 folkeskolen som højeste uddannelsesniveau ifølge Grønlands Statistik.

Den demografiske og uddannelsesmæssige udfordring bliver samtidig ikke mindre af, at mange veluddannede grønlændere bosætter sig i Danmark. I en rapport fra Grønlands Økonomiske Råd fra 2013 ses det, at godt 14.000 grønlændere, der bor i Danmark, men er opvokset på Grønland, har et højere uddannelsesniveau end den grønlandske befolkning i Grønland. Dette er særligt problematisk i forhold til den yngre generation, der i højere grad lader sig uddanne, men ikke altid vender tilbage til Grønland. I perioden 2004-2014 var der i gennemsnit 390 grønlandske studerende, som var indskrevet ved en videregående uddannelse i Danmark. Samtidig viste en rapport fra Departementet for Uddannelse og Forskning på Grønland fra 2012, at det i perioden 1980-2010 kun var 53,4 % af de unge grønlændere, der havde taget en uddannelse i Danmark, som vendte tilbage til Grønland.

”Jeg tror, at der er en del unge, der studerer i Danmark, som måske føler, at der er for mange problemer i Grønland, og det gider man ikke tage tilbage til”, fortæller Aki-Mathilda Høgh-Dam, da MED ANDRE ORD møder hende på Kommunehospitalet. Med sit lyse hår og blå øjne møder hun tit uforstående blikke blandt danskere, når hun siger, at hun er fra Grønland.

Mellem fortiden og fremtiden
Aki-Mathilda Høgh-Dam kommer ud af en dansk-grønlandsk familie, men hun har boet hele sit liv på Grønland, hvor hun fra en tidlig alder involverede sig i det grønlandske samfund. I fire år var hun en del af UNICEF-projektet NAKUUSA, der arbejder for børns rettigheder og mulighed for at blive hørt i et samfund, hvor en tredjedel af børn mistrives ifølge Unicefs egne tal. Da hun startede på Institut for Statskundskab, fik hun et studiejob for den tidligere formand for Grønlands selvstyre, Aleqa Hammond, og hendes parti, Siumut, i Folketinget. Hun er fast besluttet på, at hun bliver en del af de 53,4 %, der vælger at tage tilbage til Grønland, men hun forstår også den splittelse, som mange unge grønlændere kan befinde sig i, når de har afsluttet deres uddannelse.

”Der er selvfølgelig mange unge, som gerne vil hjem til deres familier. Men der er også en del, som efter at have boet i Danmark i seks år, begynder at føle sig hjemme her”, fortæller hun. ”Nogle studerende kan have fundet en kæreste og er begyndt at stifte en familie, og for andre kan Grønland måske føles lidt småt.”.

Aki-Mathilda Høgh-Dam krediterer selv sit politiske engagement til hendes involvering i NAKUUSA, men hendes dansk-grønlandske baggrund har også sat sine spor på hendes syn på Grønlands fortid, og hvordan fremtiden skal være anderledes. Hendes danske aner har ikke kun givet hende det lyse hår, men har også givet hende en førstehåndsberetning om den forskelsbehandling, danskere og grønlændere har oplevet på Grønland.

”Min mor, der er grønlandsk, gik i en grønlandsk klasse på hendes skole, hvor lærerne slog børnene og til tider var fulde. Min far, som tilhørte en dansk familie på Grønland, gik i en dansk klasse, hvor lærerne var bedre uddannet og ikke opførte sig sådan.”.

Dansk eller grønlandsk
Den danske kolonisering af Grønland, og de spor den har sat sig, har ikke blot været medvirkende til, at mange generationer af grønlændere, herunder Aki-Mathildas forældre, har oplevet en daglig diskrimination på baggrund af etnicitet. Den har også efterladt en stor del af den grønlandske befolkning med tilknytning til både Danmark og Grønland med rødder og familier på begge sider af havet. For en del danskere med grønlandsk baggrund eller grønlændere med dansk baggrund er det derfor ikke lige til, hvorvidt man identificerer sig som grønlænder eller dansker, samt hvor man som ung grønlænder vælger at bosætte sig efter endt uddannelse. Dette er tilfældet for den 5. semester samfundsfagsstuderende, Aviaaja Willesen, som har grønlandsk far og en dansk mor. Hun har boet på Grønland i otte år som barn.

”Jeg gik i dansk klasse i Nuuk, så jeg taler ikke grønlandsk flydende. Jeg føler mig mest som dansker, men det er på ingen måde, fordi jeg skammer over min grønlandske baggrund”, fortæller hun, da MED ANDRE ORD møder hende i Café Kommunen på CSS. Hun er en af de mange danskere med grønlandsk baggrund, hvor idéen om at ”vende tilbage” til den arktiske ø virker malplaceret. Da hun boede i Nuuk, blev hendes familie omtalt som ’danskerne’, da de hovedsageligt talte dansk mellem sig.

”Men jeg kan samtidig godt genkende følelsen af, at man som grønlænder kan føle sig forpligtet til at gøre noget for Grønland, især når man har en videregående uddannelse”, tilføjer hun og nævner, at hun som kommende gymnasielærer ikke vil udelukke at arbejde på et gymnasium deroppe i en begrænset periode.

Selvom Aviaja Willesen ikke ser sin fremtid i Grønland, har hun store håb for øen. Store dele af hendes familie bor der, og hun håber især, at den yngre generation, som hendes fætre og kusiner tilhører, vil blive bedre uddannet end tidligere generationer. Og det er allerede ved at ske, mener hun. Samtidig fortæller hun, at en af hendes søstre har planer om at flytte til Danmark, når hendes børn kommer i den skoleparate alder, da det danske uddannelsessystem har langt flere ressourcer end det grønlandske. Af den grund håber Aviaaja Willesen også, at den økonomiske vinding, som Grønland kan få, hvis der kommer gang i udvindingen af råstoffer, bliver brugt i uddannelsessektoren.

Gør SU-ændringer det profitabelt at blive?
Det er dog langt fra kun studerende med grønlandsk baggrund som Aki-Mathilda og Aviaaja, som er bevidste om vigtigheden af, at færdiguddannede grønlændere vender tilbage til Grønland. Det er en del af den officielle uddannelsespolitik for den Siumut-ledede selvstyreregering, Naalakkersuisut, at sikre, ”at grønlandske studerende, der studerer i udlandet, har de bedste betingelser for at vende hjem efter endt uddannelse.”.

Men denne plan er ifølge de grønlandske studerendes interesseorganisation i Danmark, Avalak (på dansk: Den, der er rejst), i fare for at blive saboteret af den danske regerings kommende SU-ændringer. Avalak, der blandt andet arrangerer jobmesser, som skal gøre de unge grønlændere bevidste om mulighederne på Grønland, har kritiseret Venstre-regeringen for, at de kommende SU-besparelser vil gøre det profitabelt for grønlandske unge at blive i Danmark. I forbindelse med, at uddannelsesstøtten på kandidatuddannelser bliver omlagt til et stipendium, er et beskæftigelsesfradrag for nyuddannede en del af forslaget. Dette forslag gælder dog kun for studerende, der finder arbejde i Danmark efter endt uddannelse. Ifølge Avalak kan det betyde, at endnu færre unge grønlændere vender tilbage, da der er en økonomisk gevinst i at blive i Danmark.

”Det hænger ikke sammen med Grønlands ønske om at få studerende tilbage til Grønland hurtigst muligt”, udtalte formanden for Avalak, Marie Kahlig 2. september 2016 til KNR, den grønlandske public service kanal. ”Det er en indirekte måde at belaste den grønlandske økonomi, som i forvejen har det svært.”. Det er den grønlandske minister for uddannelse, Nivi Olsen, ikke enig i.

”Jeg er ikke bekymret for, at de studerende ikke vil vende hjem, blot fordi de skal afdrage en mindre gæld”, udtalte hun til KNR ved samme lejlighed.

”Hvis ikke jeg, hvem så?”
Hvorvidt SU-ændringerne kommer til at forårsage, at flere grønlændere bliver i Danmark efter endt uddannelse, er endnu ikke til at vide. Men ifølge Aki-Mathilda Høgh-Dam kommer det til at kræve en mentalitetsændring i det grønlandske samfund, hvis unge grønlændere skal have lysten til at vende tilbage.

”Der er helt sikker mange unge grønlændere, der tænker: Fuck, hvor er der mange problemer, det gider jeg ikke tage tilbage til”, fortæller hun om unge grønlænderes forhold til de mange udfordringer, som Grønland står overfor. Og der er problemer, det ved hun godt. Men Grønland bør ikke konstant sammenligne sig med Danmark, hvor enhver sammenligning aldrig vil falde ud til Grønlands fordel. I stedet mener hun, at grønlændere i højere grad bør kigge på de andre inuit-folk, som lever i henholdsvis det nordlige Canada og den amerikanske delstat Alaska, og som har haft lignede oplevelser i fortiden og står over for mange af de samme udfordringer i fremtiden. Der er flere ligheder mellem den fælles inuit-kultur, mens den danske og grønlandske kultur er meget forskellig. ”Vi bør indrette os på en måde, som passer os, og som passer til vores kultur”, fortsætter hun.

For Aki-Mathilda er det resterne af den koloniale fortid, som endnu spøger, når alt grønlandsk er mindre værd end noget dansk, selv blandt grønlændere. Hun mener, at grønlændere desværre bruger for meget tid på at nedgøre hinanden, en pointe som hun også adresserede i en hendes tale til konferencen ”Next Step Greenland”. Og når der er under 60.000 borgere i landet, er det derfor endnu mere nødvendigt at stå sammen om at løse fremtidens problemer. Det lille befolkningstal kan også give et ekstra pres på unge, veluddannede grønlændere som Aki-Mathilda for at være bannerførere for forandring.

”Man kan godt få følelsen af, at hvis ikke jeg gør det, hvem skulle så?” afslutter hun. Men som tilhørerne i konferencesalen på Hotel Arctic oplevede, er hun en af dem, som ikke stejler ved byrden.