Hvad vil Institut for Statskundskab med sine kandidater? Hvad vil en cand.scient.pol. med sin kandidateksamen?

Udfylder vi vores potentiale?

Hvad vil Institut for Statskundskab med sine kandidater? Hvad vil en cand.scient.pol. med sin kandidateksamen?

I sidste udgave af MED ANDRE ORD drøftede jeg kvaliteten af vores kandidater, og jeg påpegede et stort uudnyttet potentiale. Der er plads til et yderligere kvalitetsløft af vores kandidater, især hvis der arbejdes hårdere på kandidatdelen. Det næste spørgsmål, der melder sig, er selvfølgelig, hvad er en god kandidat? Hvad er en attraktiv kandidat af høj kvalitet? Svaret på dette spørgsmål er jo ikke entydigt, og det er helt afhængig af, hvem der spørger. I øjeblikket findes en kraftig tendens til at betegne en god kandidat som én, der kan afsættes på arbejdsmarkedet, og som har en høj livsindkomst. Denne tendens vil utvivlsomt forsætte som følge af Kvalitetsudvalget og Produktivitetskommissionens arbejde med den såkaldte ’dimensionering’ af uddannelserne. Det helt centrale mål for uddannelse på universitetsniveau bliver derfor beskæftigelse. Beskæftigelse kræver en række kompetencer, og hvis disse kompetencer udvikles hos kandidaterne, så er alle glade. Det klassiske problem er selvfølgelig, hvordan vi som universitet dels sikrer, at kandidaterne uddannes med kompetencer, der efterspørges på det nuværende arbejdsmarked, og dels sikrer, at de har de kompetencer, som vil blive efterspurgt om ti år.

Kvalitet på en anden måde…
Beskæftigelse er vigtigt, og alle vores kandidater skal helst have job, men kandidaterne skal også gøre en markant forskel. De skal helst kunne se problemer på nye måder, tænke nye og anderledes løsninger, hvilket selvfølgelig kræver viden og metode (i meget bred forstand). Samtidig skal kritik og nye løsningsmåder være forankret i en demokratisk etik – kandidaterne bør bidrage til udviklingen af et pluralistisk demokratisk samfund!

”På et masseuniversitet kan alle ikke være lige dygtige og lige kreative, men er vi i stand til at motivere og udfordre vores studerende tilstrækkeligt til, at en større andel bliver endnu dygtigere og frem for alt mere selvstændigt tænkende? Det er vi næppe.” – Lars Bo Kaspersen

Gør vi det i dag? Er vi gode til at tænke ud af boksen? Tænker vi på demokratiets udvikling? Ikke nødvendigvis. Uddanner vi jer til at angribe problemerne? Nogle studerende mener ikke, det er tilfældet. Jeg citerer en stud.scient.pol.:

”Sagen er den, at der på universitetsgangene åbenbarer sig en knivskarp og struktureret forventning til de studerendes slutmål og konklusioner – allerede før vi har formuleret en tanke. I bedste fald oplever jeg det som konservativt, i værste fald snæversynet og ukreativt (…) Knap er semestret begyndt, før undervisere (og sågar os selv) italesætter målet mere end processen. Fokus er i høj grad på eksamen, og vi lurer trick af fra gangen over os til at besvare opgaverne, så de rammer vores undervisere og retteres ’stil’, og vi blotlægger (egne) refleksioner, som frygtes uegnede, hvis vores undervisere ikke er tilstrækkelig enige deri (…) Mit hold bliver strømlignet og ensliggørelsen af os er udmattende at se på (…) vingerne stækkes, og min frygt er, at alle de anderledestænkende hjerner forsvinder for tidligt i den udskillelsesproces, som begynder ved indmeldelsesblanketten og eksekveres ved undervisernes karakteruddeling ved semestret.” (Læserbrev i Weekendavisen d. 29/8-2014).

”Vores kandidater skal vi helst være stolte af, og det er vi som regel, men man løber oftere og oftere ind i eksempler, hvor man tænker: Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre…” – Lars Bo Kaspersen

Nogle borgere er af samme opfattelse. Vi uddanner mange dygtige kandidater, som er arbejdsomme og samvittighedsfulde, men er de kritiske, innovative og forandringsagenter? På et masseuniversitet kan alle ikke være lige dygtige og lige kreative, men er vi i stand til at motivere og udfordre vores studerende tilstrækkeligt til, at en større andel bliver endnu dygtigere og frem for alt mere selvstændigt tænkende? Det er vi næppe.

Vores studerende har et langt større potentiale, og ligeledes har vores forskere og undervisere et uudnyttet potentiale, som bør aktiveres. Vores fornemmeste opgave er at producere idéer, og vi er forpligtede på at udvikle nye idéer, hvor nogle kan sætte sine spor i den virkelige verden. Ligeledes er vi forpligtede på at opøve den samme færdighed hos de studerende. Samtidig må vi huske på, at de studerende er flere, yngre og måske med en relativ ens baggrund. Der skal tænkes, arbejdes og eksperimenteres for at udvikle undervisningsudbud og undervisningsmetoder, der kan bidrage til udviklingen af de studerende endnu mere.

”Lad os starte en diskussion om kvalitet i vores uddannelse og hos vores kandidater. Jeg har givet bolden op, så nu må I – kære læsere – på banen.” – Lars Bo Kaspersen

Studerende, undervisere og ledelse har et fælles ansvar for, at de studerende bliver dygtigere, og frem for alt må vi undgå for meget ensliggørelse og konformitet. Jeg tror, det vil skabe højere kvalitet. Midlerne hertil er større diversitet blandt studerende og lærere (herunder national, religiøs, etnisk og uddannelsesmæssig baggrund), nye læringsformer, skarpere udvælgelse af undervisere til bestemte typer af undervisning, bedre evalueringsformer (traditionelle studentervejledninger er ikke fremadrettede nok) med videre. Vores kandidater skal vi helst være stolte af, og det er vi som regel, men man løber oftere og oftere ind i eksempler, hvor man tænker: Det burde en cand.scient.pol. kunne gøre bedre…

Lad os starte en diskussion om kvalitet i vores uddannelse og hos vores kandidater. Jeg har givet bolden op, så nu må I – kære læsere – på banen.

Offentlig debat til debat

Næste artikel

Offentlig debat til debat

Studiestart. Vi er på den igen. Det er næsten som at være hos tandlægen. Op med tegnedrengen, for fanden, det kommer til at gøre ondt i mere end en forstand – og sågar for ens eget bedste.