De smed ham i Abu Ghraib

Krig. Død. Tab. Fotografen Johan Spanner har oplevet det hele på første hånd. Selv nåede han at blive erklæret død af den danske presse, da han sad i fængsel i Irak. I dag studerer han statskundskab på Københavns Universitet. MED ANDRE ORD har mødt ham til en samtale om livet før studierne.

Det må starte med en tilståelse fra min side. Jeg er vokset op i forstædernes milde ligustersvøbe. I langt størstedelen af mit liv har jeg boltret mig inden for institution-Danmarks fløjlsbløde rammer. Og med på farten har jeg haft Deadlines aftensene alvor som sikkert filter mellem mig og verden derude. Mellem mig og dens krig og konflikt. Det er nok derfor, at jeg næsten automatisk griber ud efter sikkerhedsselen, da jeg erfarer, at Johan er på vej til Irak.

”Men hvad siger Udenrigsministeriet?” er mit første spørgsmål, da han fortæller, at han skal til irakisk Kurdistan sammen med en større portion nordsjællandske højskoleelever.

”En nat bankede det på min hoteldør, og da der så stod ni mænd i forskellige kamuflageuniformer ude foran, var jeg ikke i tvivl om, at noget var grueligt galt” – Johan Spanner

”Det ved jeg faktisk ikke,” svarer han. ”Jeg har jo oftest været vant til at rejse i den stik modsatte retning af deres anbefalinger.”

Vi sidder og sludrer kort over en kop kaffe på kontoret denne fredag eftermiddag i det tidlige forår. Selvom Johan flere gange tidligere har nævnt, at han har boet og rejst som fotograf i Mellemøsten i over 10 år, er det på en eller anden måde først nu, at det synes at gå op for mig, hvad den tjans må have indebåret. Krig. Død. Tab. Alle de punktummer, som så mange af os ikke kan acceptere at stå ansigt til ansigt med.

”Jeg har dog tjekket med mine kontakter dernede, og de siger, at der skulle være roligt nok til at kunne tage af sted,” følger Johan op. Allerede dagen efter skal han og højskoleeleverne stige på flyveren og sætte kursen mod sydligere breddegrader. Det var før IS’ uhyre fremmarch.

Et møde
Johan og jeg studerer begge statskundskab. Vi startede på samme årgang og er nu endt på samme kontor på Kommunehospitalet. Der er bare det, at Johan snart bliver 40, mens jeg dryssede ind på CSS efter det obligatoriske sabbatår. Gymnasiet færdiggjorde han i 1994, og tiden efter har budt på mere krig og konflikt, end de fleste statskundskabere nogensinde vil komme til at opleve. Først som ung idealistisk FN-soldat i et sønderrevet Eksjugoslavien. Så på tur gennem Afrika i en firhjulstrækker med sin bror. Og siden som fotograf i Irak før og under krigen.

Nu er det efterhånden nogle måneder siden, at Johan tog til Irak med højskolekuldet. Alle kom hjem i god behold. Sommerferien er passé, og vi sidder sammen på en bænk ude foran Bygning 35, hvor jeg har sat ham i stævne. Vi skal tale om soldatertiden. Om oplevelserne, indtrykkene og erfaringerne fra Irak. Og om det at begynde på Statskundskab efter så mange år i den fjerne felt.

Krigens spor
En pakke løs Manitou-tobak ligger på bordet. Johan sidder og fifler med cigaretpapiret til den første hjemmekrøl, mens han fortæller om dengang, han var udstationeret på Balkan:

”Noget af det første, der gjorde stærkt indtryk på mig, var, da vi kørte igennem byerne med nedbrændte huse. I dagene efter lå folks bylter langs vejene. Alt det, de havde taget med, når de ville flygte, og siden smidt for at lette sig. Vi så ikke nogen lig dér, men bare det at se deres ting og husdyr var meget voldsomt,” lægger han ud. Han fortæller videre, hvordan døden kom helt tæt på nogle uger senere, da hans kompagni bliver fanget i krydsilden mellem de stridende parter og rammes af skud fra en kampvogn:

”Der var mange sårede. Det er meget svært at vurdere, hvordan folk vil reagere i de situationer. Nogle af dem, jeg havde tænkt, var nogle helvedes karle, var også dem, der fik granatchok, mens nogle af dem, jeg aldrig troede, ville holde til det, var dem, der handlede mest fattet og rationelt.”

”Det var også der, at jeg opdagede, at jeg selv er i stand til at bevare overblikket i sådanne situationer. Jeg er på en måde i stand til at træde et skridt tilbage og være mindre følelsesmæssigt berørt af det, der sker.”

Men ét er de timer eller minutter, hvor skuddene falder og granaterne regner, tænker jeg. Noget andet må være, når man senere under mere rolige omstændigheder ligger ved aftenstide og prøver at falde i søvn. Jeg spørger derfor min kontorfælle om, hvordan han siden hen har haft det med sådanne oplevelser.

”Der er en utrolig stædighed i mennesket. En ukuelighed og et overskud, som viser sig i selv de mest umulige situationer” – Johan Spanner

”Nu har jeg været meget i krig efterfølgende. Jeg plejer at sige, at jeg ikke tror, at der er nogen, der kan påstå, at de går upåvirkede ud af krig. Jeg er ikke selv typen, der har flashbacks og mareridt. Men altså, jeg tror, at alle, der lever med krigen som arbejdsplads, lever med en eller anden grad af posttraumatisk stresssyndrom. Det er bare forskelligt, hvordan den manifesterer sig,” lyder svaret kontant.

En fotograf fostres
Efter otte måneder i tjeneste vender Johan tilbage til Danmark. Han har svært ved bare at gå i byen med sine gymnasiekammerater, og idealisten i ham har det vanskeligt. Han var taget til Balkan for at gøre noget for civilbefolkningen, men føler ikke, at FN-missionen havde kunnet beskytte den ordentligt.

Hjemme igen er mange af vennerne startet på studiet. Johan søger ind på Arkitektskolen. Han kommer ind og går der i tre måneder, indtil han rydder skrivebordet og tomler sydpå. Til Madrid.

 ”Du kan ikke forvente af dine omgivelser i Danmark, at du kan tale tingene ud med dem. Det er du nødt til at gøre med folk, der har de samme forudsætninger som dig” – Johan Spanner

”Jeg trængte til at komme væk fra Danmark. Jeg blev syv måneder i Madrid, hvor jeg gik på sprogskole, og tog så tilbage til Danmark igen, hvor jeg begyndte at planlægge og spare op til en rejse til Afrika med min bror,” fortæller han.

Johan og broren splejser til en gammel Landrover, og efter at have gjort den klar, sætter de kursen mod Gibraltar, hvorfra de sejler til Marokko. De kører ned langs vestkysten, til de når Cameroun. Fra Cameroun sejler de til Sydafrika, og lidt efter går turen hjemad langs østkysten, til de ender i Djibouti, nord for Somalia. Godt nok havde interessen for fotografi været til stede allerede før Afrika-turen, men det er på denne, at den for alvor bider sig fast.

”På den tur begyndte jeg at fotografere rigtigt meget og så småt fostre idéen om, at det var den vej, jeg skulle. Da jeg kom hjem, begyndte jeg på daghøjskole med fotografi. Her fik jeg lov til at fremkalde en masse magi i mørkerummet,” siger Johan og smiler.

Derfra tager det fart med freelanceopgaver og portfolio-opbygning. Det er udenrigsjournalistikken, der trækker. To år senere er han kommet ind på International Center of Photography i New York. Efter et års intensiv uddannelse med fotografier døgnet rundt får han arbejde hos den franske Magnum-fotograf Gilles Peress. Og så begynder krigstrommerne at dundre i USA.

Arresteret og sendt i Abu Ghraib
Ved bordet ude foran Bygning 35 sidder Johan og pulser på sin anden hjemmerullede smøg, da han begynder at fortælle om retorikken i USA op til Irak-krigen. Med den stemning, der prægede den amerikanske offentlighed, var krigen nærmest uundgåelig, mener han.

”Jeg tror, at man sagtens kunne finde informationer om, at et angreb på Irak ikke var den rigtige løsning, men krigsdiskursen var simpelthen så dominerende, at det var svært at forestille sig andet,” siger han om den krig, han senere skal betegne som sin generations konflikt.

Johan bor på daværende tidspunkt stadig i New York. Han ved med sig selv, at han skal til Irak. Han begynder at forberede sig. Og han tager af sted, en uge før invasionen begynder. En rejse, der nær skal koste ham livet.

”Jeg blev anholdt af Saddams efterretningstjeneste og sendt i Abu Ghraib-fængslet,” lægger Johan roligt ud. Han er i den irakiske hovedstad, da amerikanerne begynder at bombe.

”Da bombardementerne begyndte i Bagdad, blev irakerne hurtigt ret desperate for at finde ud af, hvordan det kunne foregå så præcist. Det naturlige for dem var, at der måtte være spioner på jorden. En nat bankede det derfor på min hoteldør, og da der så stod ni mænd i forskellige kamuflageuniformer ude foran, var jeg ikke i tvivl om, at noget var grueligt galt,” fortsætter han.

”Jeg tror, at alle, der lever med krigen som arbejdsplads, lever med en eller anden grad af posttraumatisk stresssyndrom. Det er bare forskelligt, hvordan den manifesterer sig” – Johan Spanner

På hotellet er de seks vesterlændinge, der bliver opsøgt. Tre fotografer, to journalister og en fredsaktivist. Deres bagage bliver endevendt i flere timer. Derefter bliver de fragtet af sted.

”De kørte os op til Abu Ghraib, det her kæmpemæssige fængselsområde, som allerede dengang var berygtet. Jeg troede ikke, at vi skulle komme levende ud derfra. For ingen havde set, at vi var blevet taget, og de antog os for at være spioner.”

Fangevogterens frygt
Det er tydeligt, at Johan kan fortælle om oplevelsen med fattet distance. For indimellem hans beskrivelser af den frygt, han selv oplevede, og den gru, som han hørte og så andre fanger blive udsat for, levner han rum til større samfundspolitiske betragtninger. Især bureaukratiet i diktaturstater får en række ord med på vejen.

”Da vi ankom, fik vi frataget alle vores ting. Det var meget omstændeligt. Alle ville ligesom gerne have dokumenteret, at de havde gjort det, de skulle, og at de ikke havde gjort noget ud over det. Så alt blev talt op og skrevet ned, helt ned til mindste bøjede 25-øre.”

”Der var en utrolig bureaukratisk nidkærhed. Jeg har senere forstået, at det er typisk for diktaturer at fremelske et sådant bureaukrati, hvor folk bliver ekstremt bange for at gøre noget, der ligger uden for deres kompetenceområde. Det handler om hele tiden at kunne dokumentere, at man ikke har gjort noget forkert.”

I en studiesammenhæng er det en interessant betragtning. Normalt lærer vi, at ondskabens højeste tinde er at finde dér, hvor den er blevet sat i system: Når den totalitære stat bureaukratiserer sin grusomhed. Her er vinklen en anden. Den bureaukratiske grundighed opstår som et værn for den enkelte embedsmand mod den hensynsløshed, han både frygter og kan forvente fra systemets side.

Med enkeltbillet til Irak – igen
Tilbage i Danmark har pressen fået nys om, at Johan er blevet arresteret. Nogle af formiddagsbladene skriver om ham i datid. For dem er han død. Alligevel bliver Johan og de øvrige vesterlændinge fra hotellet løsladt efter otte dage. Uden begrundelse. De bliver smidt ud af Irak, og Johan tager tilbage til Danmark, hvor han får hilst på familien og beroliget nære og kære. Men allerede 14 dage senere drager han atter mod Irak.

– Hvordan var du i stand til det?

”Der var ikke så meget at rafle om. Jeg havde brugt det sidste år på at forberede mig på at dække den krig, så jeg ville tilbage. Desuden var jeg nødt til det for ikke at blive hængende i traumet. Bagdad var faldet i mellemtiden, så der var ikke risiko for, at lige præcis det samme kunne ske igen,” fortæller Johan til min måbende forbavselse. Jeg beder ham uddybe.

”Du kan ikke forvente af dine omgivelser i Danmark, at du kan tale tingene ud med dem. Det er du nødt til at gøre med folk, der har de samme forudsætninger som dig, og de mennesker befandt sig i Irak.

At jeg havde brug for en mental debriefing, var en af grundene til, at jeg tog tilbage.”

Men det er selve arbejdet som fotograf i konfliktens centrum, der er hovedårsagen til hans beslutning.
For arbejdet er vigtigt, mener han:

”Fotografen kan formidle krigens gru og give et blik ind i situationer, der ellers ville være blevet glemt. En del af det, der holder én kørende, er, at man føler, at det arbejde, man udfører, rykker noget. Altså det, at jeg er til stede i en situation og har mulighed for at kommunikere den ud og få verdens opmærksomhed og reaktion,” siger han.

Og opmærksomhed omkring sine billeder har han i den grad fået. Som fotojournalist i Irak var han fast tilknyttet New York Times, og arbejdede derudover for Time Magazine, The New Yorker og Newsweek. Nogle af de helt store sværvægtere, der er med til at sætte dagsordenen på den internationale scene.

Temaet om arbejdets vigtighed fører os videre over i en samtale om konflikters tragiske midtpunkt. Jeg spørger, om det overhovedet er muligt at finde håb i ellers komplet håbløse situationer.

”Det kan man godt, ja,” svarer Johan og uddyber: ”Der er en utrolig stædighed i mennesket. En ukuelighed og et overskud, som viser sig i selv de mest umulige situationer. Jeg vil faktisk sige, at noget af det, som ligeledes har holdt mig kørende, har været de mennesker, jeg mødte. Deres trodsige overskud og den omsorg, som de midt i al elendigheden alligevel formåede at drage for andre. For ellers ville det virkelig være håbløst.”

Skruet ned for dampbarnet
Efter ikke blot at have dækket Irak-krigen, men også rejst og fotograferet mange andre steder i verden, beslutter Johan sig for at søge helt andre græsgange. Han søger ind på Københavns Universitet og bliver optaget. De næste fem år dedikeres til statskundskaben, hvor drengeopvarmningen i introdagene omtrent står som det største faremoment. Vi bruger samtalens sidste tid på at vende spørgsmålet om, hvorfor han valgte at søge ind, og hvad uddannelsen giver ham.

”Jeg havde nået et punkt på læringskurven, hvor jeg følte, at jeg ikke lærte så meget mere. Jeg var konstant på farten og savnede nok noget fordybelse. Noget tid til at sidde og nørde,” siger Johan.

”Jeg havde en ekstrem rastløshed, da jeg var yngre, og jeg har nok fået skruet lidt ned for dampbarnet nu.” Fotografen slår et stort smil op. ”Jeg vil sige, at det var lidt af et eksperiment. Da jeg startede, tog jeg en dyb indånding og sagde til mig selv, at nu skulle jeg læse et år. Først derefter måtte jeg overhovedet begynde at vurdere, om det gav mening.”

Og det har vist sig nok så meningsfuldt. For Johan tager med dette semester hul på sit fjerde studieår. Han peger på, at det har været ’rasende interessant’ at kombinere de empiriske førstehåndsindsigter, han har med sig fra felten, med den teori, vi lærer på studiet. Noget, han især har haft mulighed for siden januar, hvor han blev ansat som studentermedhjælper på forskningsprojektet Images and International Security.

Returbilletter
Interviewet nærmer sig så småt sin ende. Johan skal et smut forbi den samme nordsjællandske højskole, som han var i Irak med. Denne gang er det ikke for at hive eleverne med på studietur, men for at undervise i
fotografi.

Selv sidder jeg hensat i tanker om alt det, min medstuderende har oplevet. Stedse slår idéen mig, at det bør være pligt for enhver, der gør sig ud i akademiske halvfiktioner, at opleve en portion af det samme: Når man gør den virkelighed, der strømmer fra fjernsynenes skærme og bøgernes ord, til en del af sin levevej, må man vel finde det obligatorisk at drage ud og se, mærke og føle den ved selvsyn? I teorien, måske, kunne man kækt indvende. For vender jeg selv blikket indad og holder min indledende tilståelse in mente, bliver de næste af mine eg¬ne rejser nok med returbillet og sikkerhedsselen spændt. Og måske er det egentlig helt okay.

Jeg kigger på Johan og stiller ham tusindkronersspørgsmålet, idet vi rejser os fra bænken. Hvad vil han bruge sin statskundskabsuddannelse til, når kandidaten engang er i hus? Han vil tilbage til journalistikken, siger han, mens han stopper den pergamentbrune pakke Manitou-tobak i inderlommen. Så tilføjer han med et glimt i øjet:

”Men man ved jo aldrig, om dampbarnet kommer frem igen. Og så er det ikke til at sige, hvad der sker.”