Af Merve Eda Cilek
Sport er apolitisk. Virkeligheden er politisk. Hvad sker, når de to verdener mødes?
Efter et dramatisk nederlag for præsident Emmanuel Macrons midtersøgende parti ved EP-valget, hvor hans højrenationale modstander Marine Le Pens parti fik dobbelt så stor opbakning, valgte Macron prompte at udskrive et nyt parlamentsvalg. Det var i de dage i midt juli måned, at den verdenskendte franske fodboldspiller Kylian Mbappé, udover at spille EM i fodbold, kom med en opsigtsvækkende opfordring til de franske vælgere, om ikke at stemme på højrefløjspartierne ved valget.
I en tid med politisk splittelse, som det franske valg illustrerer, ser vi, hvordan sportsstjerner som Mbappe bliver trukket ind i den politiske diskurs. Det rejser dog tvivl om, når han gør sig disse udtalelser, om han taler han ud fra en offentlig eller privat identitet? Som fransk fodboldspiller eller som en fransk medborger?
Sport and politics do not mix, lyder det gamle udtryk. Men det er oftest umuligt, fordi sport sjældent kan adskilles fra politik. Bliver vi ved EM, kan vi bare se Ukraine, der med deres EM-deltagelse håbede på at vise sig selv og omverdenen deres kampånd i kølvandet på Ruslands invasion. At vi ser sportsudøvere udtale sig om større politiske spørgsmål er langt fra første gang. Så hvorfor er det så kontroversielt, når sportsfolk bruger deres ytringsfrihed?
EGENTLIGT ER DETTE EN GAMMEL POLITISK DEBAT, der med jævne mellemrum dukker frem igen, som indkapsler et af tidens store spørgsmål: Kan vi adskille sport og politik? Hvis ja: hvordan?
Der er flere eksempler på politikere, der tager kraftigt afstand fra at bringe politik ind i sport, fordi det er ikke ’hvad fans vil have’ som eksempelvis den britiske politiker Lee Andersen, der boykottede Euro 2020-finalen i kølvandet på flere af spillere fra det engelske hold knælede for at markere deres solidaritet med anti-racisme. Andre skriver i litteraturen om, at sport og politik er sammenflettede, og at sporten – i takt med et voksende globalt publikum – udgør en arena for at styrke demokratiske værdier.
Hvad gør vi, når store sportsprofiler taler ind i en tilspidset debat og melder sig på banen i større politiske spørgsmål?
Men inden vi når til det, så lad os få det grundlæggende om forholdet mellem sport og politik på plads.
POLITIK, KUNST, VIDENSKAB OG SPORT ER SAMMENFLETTEDE, hvilket gælder særligt i Frankrig, ifølge Jørn Boisen, som er lektor i fransk ved Københavns Universitet, når vi kigger på tilfældet med Mbappé. Han siger, at det stammer historisk helt tilbage fra franske filosoffers tid, hvor videnskabsfolk og vigtige personer i de højere samfundslag tog aktiv deltagelse i politik. Det er blandt andet derfor, vi ser en tendens, hvor landsholdsspillere blander sig i samtidens politik, siger han.
Dette hører dog ikke kun Frankrig til, men stort set alle steder, får jeg lyst til at sige. Der er masser af litteratur inden for sportshistorien, der beskriver udviklingen af sport som et kulturelt fænomen, hvorfor sporten smitter af på kulturen og politikken i et land[1].
Så ja. Der er belæg for at mene, at politik og sport allerede er sammenflettede, selvom man forsøger at adskille de to eller forsøger at minimere indflydelse af den ene på den anden.
I ÅREVIS HAR SPORTSORGANISATIONER NYDT EN SÆRLIG FORM FOR POLITISK AUTONOMI. Dette forklares ifølge den amerikanske politolog Victor D. Cha ved, at store sportsorganisationer som FIFA og FIA i høj grad er selvkørende med et etisk princip om adskillelse af sport og politik som kirke-stat-modellen. En stor konsekvens af dette er dog den manglende gennemsigtig, mener han. For sport er ikke bare sport. Cha mener, at denne politiske autonomi er udfordret, og at sport som ide, aktivitet og fællesskab bliver en større del af den internationale verden, hvorigennem sport både påvirker og bliver påvirket af verden.
DET FØRER OS TILBAGE TIL SPORTSATLETERNES YTRINGSFRIHED. Engang skulle sportsstjerner holde mund om politik, men i dag tager de protesten med ind på banen. Selvom grænsen mellem sport og politik efterhånden er så kompromitteret, at det bliver ønsketænkning at adskille dem, holder sportsinteressenter alligevel fast i et narrativ om den uskyldige sportspræstation. Det siges ligefrem, at sportsatleterne begår hybris, når de bruger deres platform til at tage del af en social eller politisk bevægelse. Men dette narrativ har efterhånden fået mange slag.
Tilbage i 2014 blev en ung, sort newyorker ved navn Eric Garner dræbt under et kvælertag af politibetjente under en anholdelse. Basketballspilleren LeBron James var efterfølgende iklædt en t-shirt med skriften ’I Can’t Breathe’ hen over brystet, for at mindes Garners sidste ord og for at sætte fokus på politiets brutalitet i det amerikanske samfund. I 2017 gik quaterbacken Colin Kaepernick viral, da han valgte at knæle under nationalsangen for at udtrykke sin utilfredshed overfor det amerikanske samfunds uligheder og undertrykkelse af minoriteter. Noget, som mange amerikanske atleter bakkede op omkring.
Det ser ud til, at disse eksempler dokumenterer en udvikling, der har været længe undervejs, og den kontrovers, der følger med, når sportsatleter forholder sig til deres omgivelser. Dette får også mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad en rigtig atlet er, når vi er vant til at sportsfolk bliver fremstillet som personer, der hverken har viden om eller interesse i den verden, de omgives af.
Når formel 1-køreren Lewis Hamilton gør som James og Kaerpernick efter drabet på Georg Floyd i 2020, eller når han bærer sin regnbuefarvede racerhjelm i Mellemøsten for at sætte fokus på LGBT+ rettigheder, bruger han sin succes og indflydelse til at markere sin modstand til, at visse nationer bruger den opmærksom, som internationale sportsbegivenheder får i landet, til at kamuflere undertrykkelse af demokratiske rettigheder eller tvinge visse grupper til tavshed.
MANGE MENNESKER SÆTTER PRIS PÅ SIMPLE TING. Og der er noget særligt ved en offentlig figur, der bare er det. For nogle er Mbappe simpelthen en fodboldspiller, og Megan Rapinoe er for mange en ikonisk spiller, kåret som verdens bedste kvindelige fodboldspiller i 2019 og verdensmester med USA’s landshold samme år.
Triumfen har dog gjort Rapinoe til mere end blot en atlet. Den 10. juli 2019 holder hun nemlig tale foran rådhuset i New York, hvor hun går fra at være atleten Rapinoe til aktivisten Rapinoe. Her retter hun en kritik både indadtil – ved at italesætte FIFA’s overfokus på herredivisionen i sporten – og udadtil mod samfundets institutioner, som hun kræver gentænkt og demokratiseret, og anklager Donald Trump for hans racisme.
”Vi må gøre verden til et bedre sted”, siger hun.
Rapinoe bliver repræsentant for atletaktivisme, der forskellig fra Hamilton, James og Kaerpernick, men minder om Mbappes: Hun taler direkte til folk.
Eksemplerne viser, at flere sportsatleter bruger deres ytringsfrihed fra den platform, de har opnået gennem karrieren. Tendensen kan alligevel være kontroversielt, når det bryder med det narrativ, politikere og sportsinteressenter gerne vil sælge det offentlig publikum, fordi vi altid vil se sportsudøvere som atleter først, og (måske) som aktivister dernæst. Men effekten af denne aktivisme har både betydning for sporten og samfundet. Eller som Lewis Hamilton siger:
”Sporten har et ansvar for at råbe op og skabe opmærksomhed. Intet vil stoppe mig fra at tale om ting, jeg mener, er vigtige.”
[1] Læs også: Jarvie, G. (2021): Sport, Globalization, and Democracy. In: Maguire, J., Liston, K., Falcous, M. (eds). The Palgrave Handbook of Globalization and Sport (p. 673-691). London: Palgrave Macmillan og Darnell, S.C. (2023): Global sport and the challenges of political life. Front. Sports Act. Living