af Rose Steen Mikkelsen og Mathilde Brieghel
Solen skinner over CSS. Gårdene, gangene og forelæsningssalene emmer endnu af liv og håbet om den længeventede tilbagevenden til CSS er i horisonten. Det skulle vise sig, at denne tilbagevenden lader vente på sig, men sådan stod det til på campus, da MED ANDRE ORD mødte Jacob Gerner Hariri en efterårsdag i 2020, til en snak om opvækst, stjernetegn, kærligheden til videnskaben og meget, meget mere.
1. Hej Jacob. Hvad går du og laver for tiden?
»Jeg finder mine ben efter barsel og er tilbage på DAK3 – faget jeg elsker. Derudover reviderer jeg nogle artikler. Det er en overraskende stor del af det at være forsker. Altså, at skrive det du har skrevet én gang og så skrive det igen, fordi du har sendt det til et tidsskrift, som ikke ville have det. Så er der nyt tidskrift der skal have det, og så videre. Så den proces det er at omskrive, er jeg også i gang med.«
2. Hvor er du fra i landet og hvilken betydning har det haft for hvem du er i dag?
»Jeg er født i Vejle, men jeg er vokset op i Esbjerg. Esbjerg er sådan en halvrå by, hvor fiskere og folk fra boreplatformene kommer ind i weekenderne, og hvor man godt kunne risikere at få tæsk. Det var nogle gange et lidt voldsomt miljø. Jeg blev overrasket, da jeg flyttede til København over fraværet af vold i gadebilledet, og spekulerede en del på om det skyldtes, at jeg var blevet ældre eller om det bare er sådan, København er.«
»Jeg har tænkt meget over, om vold er noget der karakteriserer provinsen, eller om det afhænger af alder og er noget man vokser fra.«
Blå bog
Jacob Gerner Hariri
ba.polit, ba.scient.pol, cand.scient.pol og ph.d i statskundskab.
Professor MSO og fagkoordinator på DAK3-faget.
Viceinstitutleder på Institut for Statskundskab, KU.
»Jeg har tænkt meget over, om vold er noget, der karakteriserer provinsen, eller om det afhænger af alder og er noget, man vokser fra. I gymnasieårene er folk måske bare mere tilbøjelige til at slå fra sig? Uanset var der en tydelig kontrast fra gymnasieårene i Esbjerg til uni-livet i København – pludselig var der ikke længere nogen, der ville tæve en.«
3. Hvad er din bedste oplevelse som professor på IFS?
»Jamen som forsker veksler man hele tiden mellem at tænke ‘nu får jeg nobelprisen, jeg er jo genial’ og så at det hele bare sejler, og man føler sig håbløs. Men én ting der altid er fedt, det er at have studerende og Ph.d.-studerende. Man bliver ret hurtigt gammel i den her branche, men de unge mennesker kan alle mulige vilde ting, jeg ikke kan, og man lærer af dem. Det er en fed fornemmelse.«
»Det rush, der er i at publicere, det forsvinder aldrig.«
»Det sker også at man nogle gange opdager noget som verden ikke vidste før – og det er virkelig, virkelig vildt. Jeg kan huske, fra da jeg selv var Ph.d.-studerende, at der bare ikke var noget i verden jeg hellere ville end at få lov til at publicere. At få lov at bidrage til Videnskaben er jo helt vildt. Og det rush der er i at opdage noget nyt, det forsvinder aldrig. Selvom der med skriveproces og revidering kan gå år fra man selv opdager noget om verden, og til resten af verden får det at vide.«
4. Hvad er dine top tre yndlingssange of all time?
»Det er nederen, fordi hvis jeg skal svare ærligt så er det Leonard Cohen med Famous Blue Raincoat… Men det er bare sådan en røvkedelig kliché at være mand og så ovenikøbet ansat på universitetet og så vælge Leonard Cohen. Men den sang er altså bare megafed.«
»Og Nick Cave med Oh My Lord – den er fed!«
»Og som konsekvens af at være vokset op i Esbjerg, som er en rigtigt heavy metal-by, så hører jeg rigtigt meget Metallica. Hvis jeg skal vælge en, er det nok Battery. Det passer jo på alle måder også fint til Esbjerg.«
»Nu snyder jeg lidt og lægger en ekstra anbefaling ind, men det er en artist, så det håber jeg er i orden. Det er et fransk band, der hedder Nouvelle Vaque, som laver bossa-udgaver af gamle punknumre, og det er virkelig lækkert.«
♫ Følg professorplaylisten på Spotify ♪
5. Hvis du fik muligheden at vælge emne til en bachelor/kandidatafhandling i dag, hvad ville du så skrive om?
»Så ville jeg skrive om demokratisk backsliding. Det er jo et globalt fænomen – altså langsom erosion af demokratiske normer og institutioner. Det er en stor kontrast til min barndom i 90’erne, hvor muren faldt, og vi lyttede til Nirvana, og gik og troede at alle lande ville blive demokratiske med tiden. Ja, som Fukuyama sagde: Det var Historiens endeligt. Og det er det så overhovedet ikke sådan, verden ser ud lige nu, og det synes jeg er spændende og skræmmende. Og kernen af komparativ politik. Så det ville jeg gerne have skrevet om.«
6. Hvad er dit stjernetegn og hvad er holdning til stjernetegn generelt?
»Jeg er Jomfru – og det var bare lidt halvnederen at være ung dreng og jomfru. Mine venner var løver, tyre og skorpioner. Jeg var jomfru. Det var der bare ikke meget respekt i. Men generelt ved jeg ikke så meget om stjernetegn, jeg ved ikke engang hvad mine unger har for nogle. «
»ideen om at autokratier ikke bare udgøres af en eller anden crazy ubegrænset leder […] der er faktisk institutionaliseret politik, det foregår bare systematisk anderledes end i demokratier.«
7. Hvad synes du er det mest spændende, der rører sig i politologien i øjeblikket?
»Noget af det der er lidt mærkeligt, det er hvordan komparativ politik er begyndt at informere vores forståelse af demokratisk politik. Så hele democratic backsliding-litteraturen, særligt forståelsen af autokratiske institutioner. Altså ideen om, at autokratier ikke bare udgøres af en eller anden crazy ubegrænset leder, der tirsdag morgen bestemmer et eller andet og onsdag morgen bestemmer det modsatte – studiet af, at det faktisk er institutionaliseret politik, det foregår bare systematisk anderledes end i demokratier. Det tror jeg at vi har overset, fordi vi gik og troede at hele verden var på vej til at blive demokratier, så det handlede bare om at forstå demokrati og vejen derhen. Men det tror vi ikke længere på. Og derfra er vi begyndt at forstå autokratiske institutioner. Det synes jeg er spændende. Og lidt skræmmende, at der er den litteratur, der er begyndt at informere vores læsning af også nogle vestlige lande.«
8. Hvilken tekst mener du alle bør læse?
»A Confederacy of Dunces af John Kennedy Toole. Romanen hedder Fjolsernes forbund på dansk, og den er simpelthen helt utrolig grineren. Den foregår i New Orleans i 50’erne og handler om en overuddannet akademikertype, der bor hjemme hos sin mor og skal ud at finde et arbejde, og som bare ikke kan finde ud af det. Den er helt i gennem taget-crazy. Det er bare et festfyrværkeri af sindssyge optrin hele tiden. Jeg læser ret meget og min erfaring er, at jeg sover bedre når jeg læser noget, der er sjovt. Jeg laugher out loud når jeg læser Dunces. Fuck, den er så sindssygt sjov. Det er en af de amerikanske klassikere. Altså den sjove amerikanske roman. Og i virkeligheden bare verdens sjoveste bog. Så den skal I læse. Læs den på engelsk, de tager New Orleans-slanget alvorligt.«
»Jeg laugher out loud, når jeg læser den.«
»En anden er Isslottet af norske Tarjei Vesaas, som bare er helt utroligt smuk. Læs den alene for scenen med de to piger og spejlet! Og sørg for at undgå spoilers. Det er sådan én man risikerer at begynde at græde af – den er så smuk.«
»Sidst er der The Road af Cormac McCarthy. Det er en postapokalyptisk fortælling, verden er nogenlunde gået under, og man følger en far, der går med sin søn. Moren er død, vistnok ved selvmord, men verden er ligesom gået under. Og der er ingenting der holder manden i live udover kærligheden til sin søn. Den tegner bare det eksistentielle billede – altså vi lever jo primært lever for vores nære relationer.«
»De to sidste var meget fysiske oplevelser at læse. Altså jeg var helt smadret – lå i min seng og havde ondt, sådan fysisk, som om jeg havde influenza.«
9. Mest undervurderede teoretiker?
»Hmm, jamen så vil jeg fremhæve to ting som jeg synes er undervurderede, men så overhovedet ikke er det.«
»Jeg laver selv meget kvantitativt arbejde, og mange af de gamle klassikere; Huntington, Tilly, f.eks. – er mega seje. Der er en tendens til at man glemmer de gamle piger og drenge i den moderne kvantitative litteratur – de er smack full of insight og de har aldrig rigtigt vist det. Altså de har ikke demonstreret det med bells and whistles og rigtig flot metode, men det er bare rigtigt det der står – og hvis ikke det er rigtigt, så er det i hvert fald klogt. Men de er nok ikke undervurderede, de er jo klassikere. Det er bare ærgerligt at, den alle kender fra Huntington, er Clash of Civilizations – for den er jo dårlig. Men han har lavet så meget andet bedre.«
»Det er bare ærgerligt at, den alle kender fra Huntington, er Clash of Civilizations – for den er jo dårlig. Men han har lavet så meget andet bedre.«
»Jeg er meget positivistisk i mit arbejde – altså jeg kommer jo ovre fra Økonomi hvor jeg tog min bachelor – men derfor var det også en lille, stor åbenbaring at starte på Statskundskab og have sociologi og høre om de her strukturer, der virker tvingende på individet. Og sådan har jeg det stadig tit, når jeg læser noget af mine konstruktivistiske kollegers arbejde. Så sidder jeg der og tænker, “fuck, hvor godt tænkt”; det kunne jeg ikke selv have tænkt. Det er jo heller ikke undervurderet; det er bare godt.«
10. Har du et afsluttende godt råd til de studerende?
»Læs bredt. Adam Przeworski – som jeg altid taler om – har sagt “Political science can wait. My advice to young people is to study the basics and the basics are mathematics, philosophy and history.” Sagt til politologer er det selvfølgelig en provokation. Men jeg tror, jeg forstår hvad han mener. Husk at læse faglitteratur, der ikke er pensum. Statskundskab er jo nærmest historie, nærmest sociologi og nærmest økonomi. Vi er et fag der stjæler med arme og ben fra andre fag, så der er rig mulighed for, nærmest tradition for, at hoppe ned i kaninhullet, dyrke en tangent og komme op igen og så åbne øjnene på alle de andre politologer.«