Skip to content

Forskerstafetten: Byerne vil (også) løse klimakrisen

af Anne Bach Nielsen, Postdoc ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Forskerstafetten giver en forsker på IFS en platform til at fortælle om deres projekt.

Kan byerne redde klimaet?

Det var overskriften på en artikelserie, som Politiken bragte i forbindelse med C40-topmødet i København i oktober 2019. C40 er et globalt bynetværk, der samler 97 af verdens største byer med det formål at reducere udledningen af drivhusgasser samt at fremme bæredygtighedsinitiativer og –løsninger til fordel for både klimaet, miljøet, vores sundhed og trivsel.

Til topmødet sad jeg i Tivolis Congress Center og overhørte den ene brandtale efter en anden fra borgmestre, embedsmænd, aktivister og virksomheder, der alle kæmper for bedre og grønnere byer. Vi skal have ”a green new deal”, lød det i kor. Højdepunktet var da Los Angeles’ borgmester, Eric Garcetti, indtog hovedscenen og undskyldte, at han var nødt til at trække sig tidligt fra mødet. Sagen var den, at Californien (igen) var under enorm pres fra skovbrænde, og at han var nødt til at vende hjem i en fart. Vores hus brænder – bogstavelig talt. Og borgmestrene ved, at taget falder ned over dem.  

Blå bog: Anne Bach Nielsen
31 år og uddannet cand.scient.pol. fra KU samt MSc i ”Environmental Politics” fra Kings College London.
Yndlingsteoretikere: Dvora Yanows og Anna Tsing.

Der findes dårligt vejr – men også dårlig påklædning

Ifølge FN’s byorganisation UN Habitat er byerne hjemsted for mere end halvdelen af ​​verdens befolkning. Det er en tendens, som ser ud til at fortsætte, hvis man kigger på de fleste fremskrivninger.

Selvom byerne er den måde, vi i stigende grad organiserer vores samfund på, så er urbanisering også kendetegnet ved et virvar af komplekse og gensidigt afhængige problemstillinger. Det gælder ulighed, forurening, trafik, dårlige boligforhold, arbejdsløshed, sygdom, adgang til kritisk infrastruktur og lokale økosystemer, der lider under dårlige planlagte bydele og store ubæredygtige bolig- og infrastrukturprojekter. Samtidig ligger størstedelen af verdens byer ved kysterne og er direkte påvirket af havvandstigninger.

Alle disse forhold gør mange af verdens byer ekstremt sårbare over for klimakrisen og de ekstreme vejrforhold, som følger heraf. Tænk på nogle af de katastrofer, som har ramt os i det sidste årtier. Hurricane Katrina i 2005, jordskælvet i Port-au-Prince i 2010 eller selv skybruddet over København i 2011. Alle disse er udtryk for byernes sårbarhed og for den fremtid, vi ser ind i, hvis vi ikke både forebygger og tilpasser os til klimakrisen. Pludseligt er det ikke så svært at forstå, hvorfor byerne samler sig om en ambitiøs klimadagsorden – for her oplever man klima- og miljøproblemer helt tæt på.

Har vi øje på bolden?

I dag bør vi i stigende grad forstå byerne som politiske aktører, der har potentialet til at skabe momentum og handling på klimakrisen. Potentialet er dels funderet i lokale myndigheders kapacitet og evne til at skabe håndgribelige initiativer og projekter, der ændrer lokal håndtering af affald, vand, fødevarer, forurening og energi. Dels i de borgere og virksomheder, der bor og lever i byen, og som mobiliserer sig i forhold til klimakrisen igennem konkrete projekter og grønne fællesskaber.

I dag bør vi i stigende grad forstå byerne som politiske aktører, der har potentialet til at skabe momentum og handling på klimakrisen.

De målsætninger og planer, der aftales gennem nationale og internationale forhandlinger er enten for løsrevet fra byernes hverdag, for langsomme eller direkte uambitiøse i forhold til de problematikker, som kendetegner den urbane virkelighed. Da Donald Trump trak USA ud af Parisaftalen samlede Erik Garcetti støtte til aftalen fra omkring 60 borgmestre på tværs af USA, der i stedet skrev principperne ind i den lokalpolitiske dagsorden.  

Konklusion i Politikkens artikelserie var da også klar: C40 byerne gør, hvad verdens lande ikke kan. De forener sig om klimadagsordenen og markerer sig som markante lokalpolitiske aktører på et område, hvor meget handler om, hvad stater gør og siger. Vi i statskundskaben har ofte så travlt med at observere staterne spille bolden rundt imellem sig, at vi overser alle de aktører, der finder på nye måder at organisere sig på og handle politisk.

Vi i statskundskaben har ofte så travlt med at observere staterne spille bolden rundt imellem sig, at vi overser alle de aktører, der finder på nye måder at organisere sig på og handle politisk.

Det gælder i virkeligheden både ikke-statslige aktører og sub-statslige aktører, såsom verdens byer eller danske økosamfund. Samtidig lægger vi ikke altid mærke til de bolde, der bliver spillet ind fra andre discipliner, selvom at de i bund og grund er essentielle for at forstå kompleksiteten i klimakrisen. Det gælder i høj grad fra de våde fag men også fra discipliner, der er meget tættere på vores egen. Geografer og sociologer har fx længe taget udgangspunkt i byernes klima- og miljøfællesskaber.

Nu er det samfundsvidenskabernes tur

Som statskundskaber bliver man i bund og grund introduceret til mange (samfundsvidenskabelige) fagligheder. Det er essensen i en generalistuddannelse. Alligevel oplever jeg som underviser at mange studerende føler sig magtesløse i forhold til at engagere sig i klimadebatten. Dels fordi vi ikke behersker den tekniske eller naturvidenskabelig faglighed, det kræves at gå ind i de mere tekniske detaljer omkring 1,5 graders målsætninger, eller hvordan klimaforandringer konkret påvirker et land som Danmark i 2030, 2040 eller 2050. Dels fordi vi stadigvæk har meget arbejde i at oversætte statskundskabens fagkatalog til klimakrisens kompleksitet. Jeg nåede selv at snuse til geografi før jeg indså, at jeg faktisk havde noget at byde ind med. Vi skal ikke (alle) være ingeniører for at have en berettigelse i klimadebatten. Tværtimod.

Vi skal ikke (alle) være ingeniører for at have en berettigelse i klimadebatten. Tværtimod.

I anledningen af tiåret for COP15 i København redigerede jeg et nummer af Tidsskriftet Politik sammen med kollegaer fra Økonomi, Antropologi og Sociologi. Her gjorde vi status på samfundsvidenskabens rolle og argumenterede for, at den næste epoke i klimaforskningen må blive en epoke, hvor vi zoomer ind på, hvordan de nødvendige ændringer kan realiseres, hvordan vores demokratiske institutioner kan indrettes på en måde, der fordrer forandring, og hvordan vi mobiliserer borgere, skaber gennemslagkraft og skaber et sikkert mandat til at reagere på de klima- og miljøproblematikker, som naturvidenskaben har stillet os i udsigt i årevis.  

Det er en af mine kæpheste – at fremme den tværfaglige forskning, undervisning og debat. Også selvom det er pokkers svært at komme ud over den faglighed, man er skolet i. Både hvad angår teori og metode. Men disciplinerne findes side om side i forskning og i praksis, og vi skal blive langt bedre til at snakke sammen, hvis vi skal nå i mål med den transformation, som klimakrisen kræver.

Det er en af mine kæpheste – at fremme den tværfaglige forskning, undervisning og debat. Også selvom det er pokkers svært at komme ud over den faglighed, man er skolet i. Både hvad angår teori og metode.

Vi bliver hele tiden bedre til at bygge bro imellem disciplinære grænser. Og verdens byer er et godt sted at starte, fordi byens kompleksitet er interessant for flere fagområder – fx arkitektur, folkesundhed, bygningskonstruktion, kultur og selvfølgelig den brede samfundsvidenskab. På trods af en stigende opmærksomhed på byernes rolle i klimakrisen mangler vi stadig grundlæggende kendskab til de mange målsætninger, initiativer og urbane fællesskaber, hvilke aktører der driver dem, hvordan de trækker tråde til hinanden, hvordan de trækker tråde til ”landet”. Og ikke mindst hvem, der er taberne i byernes ”green new deal”. Byerne har en rolle at spille, fordi de handler på det niveau, hvor klimakrisen materialiserer sig. Men vi har brug for flere øjne for at forstå, understøtte og kritisk vurdere byernes svar på klimakrisen.