Skip to content

DEBAT: Debatten om landenavne mangler dimensioner

Af Qiongyin Zhang og Sakinah-Michelle Ahmed

Dette indlæg er udelukkende udtryk for skribentens egne holdninger og synspunkter.

Beslutningen, ledelsen på Instituttet for Statskundskab traf i forbindelse med sidste års introforløb, vakte ikke blot opsigt blandt studerende, men ligeledes hos landsdækkende medier. Mange syn på sagen, vi hidtil er stødt på, omhandler utilfredsheden over ledelsens manglende inddragelse af studerende samt det lave antal klager.

Disse argumenter bliver endvidere udtrykt som symbolet på ”mindretalsdiktatur”, ”minoritetstyranni” og ”begrænsning af ytringsfrihed”. Argumenterne kommer fra den såkaldte majoritet. Men hvor er minoritetens stemme i debatten?

Vi er enige med de mange studerende, der synes, det er ærgerligt, at ledelsen har taget denne beslutning uden at inddrage os i processen. Henvendelsen, der udløste beslutningen om forbud, udtrykte ligeledes et ønske om en konstruktiv dialog for at skabe et mere inkluderende introforløb. Det kan forstås, at et mere inkluderende forløb er noget man fra ledelsens og tutorernes side har forsøgt at skabe siden 2018, hvor et debatindlæg i Information fremhævede diskriminerende og stereotypificerende bemærkninger og opførsel ved IFS’ introforløb. Problemet fortsætter dog stadig i 2021. Ledelsen må givetvis have set forsøget på at forbedre lande-legene som et mislykket projekt, da der, som sét af den ene henvendelse ledelsen modtog, fortsat fandt diskriminerende episoder sted under introforløbet.

Fællesskab baseret på nye traditioner

Formålet med introforløbet og inddelingen af elever i lande er et forsøg på at skabe fællesskabsfølelse og inklusion for de nye studerende. Tutorgruppen har hvert år gjort et ihærdigt arbejde for netop at opnå dette, samt at opretholde den mangeårige tradition med landenavne på IFS. Det er dog ikke ensbetydende med, at udfaldet er positivt for alle studerende.

Formålet med introforløbet er, at skabe en fællesskabsfølelse – dette kan opnås på andre kreative måder, der omfavner alle studerende. Om ikke andet har introforløbet 2020, der blev afviklet under stadig ændrende corona-restriktioner, vist at tutorerne på IFS er i stand til at ændre på traditioner og prøve nye intro-lege af, uden at forløbet resulterer i mindre sammenhængskraft på holdene. Tradition er et argument på et løst grundlag. Hvis argumenter såsom ”mindretalsdiktatur”, ”identitetspolitik” og ”amerikanisering” bliver affyret, når minoriteten forsøger at råbe op, vil det kun resultere i, at minoriteten endnu engang holder sig tilbage. Det afleder debatten og muligheden for dialog, hvis man i stedet for at snakke om kritikken affejer minoriteternes stemmer og oplevelser med nedladende begreber.

Man kunne argumentere for, at det har været en fordel ved det corona-venlige introforløb, at den store landefest for 2020 årgangen blev aflyst, så vi som minoritetspersoner ikke skulle lege med i lege, der kunne have givet udtryk for racistiske stereotyper. For selvom man sagtens kan være respektfuld over for andre nationer og etniciteter, har de sidste dages debat vist sig, at det ikke er en prioritet for mange studerende. Vi har alle vores blinde vinkler, og realiteten er, at man som minoritetsetnisk person er mere bevidst om sin “andethed” , takket være den konstante fremmedgørelse fra danske politikere og medier.

IFS er ikke en boble

Vi kan ikke ignorere, at IFS trods alt afspejler det bredere samfund, vi lever i, og vi kan ikke ignorere, at Danmark er et land, hvor eksistensen af racisme stadig debatteres som et holdningsspørgsmål og ikke et strukturelt problem. Vi er i Danmark stadig et land, hvor mange minoritetsetniske personer må finde sig i racisme, der er gemt bag jokes og vittigheder, hverdagsracisme og hyggeracisme. Det er derfor en illusion, at majoriteten og minoriteten debatterer denne sag på et lige grundlag.

Det kan diskuteres hvorvidt ledelsen greb sagen an på den bedst mulige måde, men er dette ensbetydende med, at etniske minoriteter på IFS ikke må påpege, at tingene kan gøres bedre?

Fakta er, at etniske minoriteter er et mindretal på IFS. Vi argumenterer ikke for nogen særbehandling eller en speciel ret som minoritet. Når vi opfordrer til en forbedring af intro-ugen, der kan gå over grænsen – og har gjort det gentagne gange – er det, fordi vi gerne vil behandles som ligeværdige studerende, på fod med flertallet.

Vejen frem

I sidste ende er spørgsmålet om målet er en mere inkluderende introuge, der giver alle nye studerende en god start på studiet, eller en idé om at holde fast i traditioner, selv når disse traditioner gør skade på et mindretal? Introforløbet 2020 har vist, at det er muligt, og nogle gange nødvendigt, at gøre tingene på en utraditionel måde, men at dette ikke er en modsætning til en god introduktion på IFS. I ordet fællesskab ligger det, at det er noget, vi skaber sammen.

Inklusion af minoriteter slutter ikke ved en hurtig beslutning om at afskaffe landelege til introugen.

Afskaffelsen af landelege fjerner ikke den vedvarende, undertrykkende struktur. Når vi siger, at IFS afspejler samfundet og nævner undertrykkende strukturer, håber vi, at det er tydeligt, at disse strukturer ikke forsvinder, så snart introugen er overstået. Henvendelsen til instituttet berettede om et overordnet ekskluderende miljø, der især får minoriteter til at springe fra studiet. Det er ærgerligt, at dette aspekt blev fuldstændigt udeladt fra debatten. Hvis man ønsker, at IFS skal være mere inkluderende også over for et minoritetsetnisk mindretal, er der stadig lang vej igen.

Det essentielle ville være, at kunne diskutere dette i et rum, hvor landets medier ikke dækker hver en del af samtalen. Et sikkert rum hvor der inviteres til konstruktiv dialog internt på instituttet, for de studerende det omhandler, mindretal såvel som flertal.

Foto: Kasper Frederik Larsen / Tutorgruppen 2020

HAR DU EN HOLDNING? Skriv til os på redaktion@medandreord.dk