‘Dugfrisk forskning’ er en artikelserie af Aksel og Benedikte, der giver spotlight til noget af alt det spændende forskning, der kommer fra instituttets videnskabelige personale. Gennem udtalelser fra forfatterne og uddybende kommentarer fra os, håber vi at bygge bro mellem kommunens klistrede gulve og kommunehospitalets øverste gange.
Skrevet af Benedikte Grundtvig Huber og Aksel Bagge Hvide
Så er foråret(semesteret) begyndt – fuglene kvidrer, solen skinner og CSS er på ny fuld af liv. Men hvor er alle dine venner? De er selvfølgelig draget til Brysel for at fejre at det er 50 år siden, at Danmark blev en del af det Europæiske Fællesskab. Men hvordan står det egentlig til med den europæiske drøm, dernede i expat-city? For at forstå hvad status er for verdens navle, har vi taget os en snak med Dorte Sindbjerg Martinsen, der er Professor i Europæisk Politik og for nyligt har udgivet artiklen: “The power of ‘weak’ institutions: assessing the EU’s emerging institutional architecture for improving the implementation and enforcement of joint policies”.
Mange af jer kender sikkert Dorte fra faget ‘Europæisk Politik’, hvor hun sammen med Marlene Wind giver Københavns statskundskabsstuderende en grundig introduktion til studiet af EU. Vi ville gerne vide hvorvidt og hvordan, EU har præget Dortes egen studietid.
“EU har egentlig været sådan en gennemgående linje i mit arbejde. Jeg skrev både bachelor om EU’s demokratiske underskud. Jeg tog en mastergrad på LSE der hedder ‘European Politics and Policy’ og skrev også speciale om EU i forhold til velfærd over grænser. På den ene side er jeg meget interesseret i, hvordan man får indflydelse på europæisk politik, hvor magten er placeret henne, og dermed legitimitets-diskussionen. På den anden side er jeg meget interesseret i, hvordan man håndhæver EU’s politik. Her er EU-domstolen og Kommissionen helt centrale. Som noget nyt har vi nogle mere netværksbaserede formationer, der har fået en styrende rolle i forhold til at have ‘oversight’ over, at EU’s politik rent faktisk bliver efterlevet. For mig at se, er der i EU forskningen for meget fokus på beslutningsprocesserne og for lidt fokus på de styringsinstrumenter vi anvender for at få politikken til rent faktisk at virke derude hvor de skal virke.”
Artiklen her er del af et særtidsskrift og fokuserer netop på disse to facetter: Netværks funktion som styringsinstrumenter samt deres demokratiske legitimitet. Som motivation bag artiklen henviser Dorte til EU’s fundamentale governance-dilemma: Efter at EU har vedtaget lovgivning er deres kompetencer begrænsede. Implementering og til dels også håndhævelse af EU-lovgivning foregår nemlig primært på nationalt niveau. EU’s primære styringsinstrumenter ligger hos EU domstolen og Kommissionen, men derudover spiller mere uformelle institutioner – såsom administrative netværk – også en central rolle i implementeringsprocessen. Forskning om netværkene i EU har primært interesseret sig for deres indflydelse på politikformulering og beslutningstagen, mens deres indflydelse på implementering og håndhævelse er stadig relativt ubelyst. Gennem tre skridt bidrager Dorte og medforfattere til at belyse dette hul i litteraturen.
Blå bog om Dorte Sindbjerg Martinsen
BA i Statskundskab fra Københavns Universitet
MA i European Politics and Policy fra London School of Economics
MA i Statskundskab fra Københavns Universitet
PhD fra Det Europæiske Universitetsinstitut i Firenze
Postdoc på Københavns Universitet Doktor fra Københavns Universitet
“Først gik vi ud og kortlagde, hvor mange af de her netværk, der eksisterer inden for fem vigtige politikområder i EU: Det indre marked, sundhed, velfærd, migration, og miljø. Det var en virkelig svær kortlægningsproces, fordi der slet ikke er åbenhed omkring netværkene.
Som det næste undersøgte vi deres funktioner og indflydelsesområder. Vi finder, at netværkene kan påtage sig forskellige funktioner. Der er løse informationsudvekslende netværk, som ikke binder medlemslandene ret meget. Der findes også videreudviklinger af de her netværk, hvor man forpligter hinanden til at udveksle data og information. Sidst findes der netværk, som decideret går ind og afgør sager på et mere administrativt niveau.
For det tredje problematiserer vi netværkenes ansvarlighed: Altså legitimtetsaspektet omkring de her netværk. Kort sagt er der meget lidt politisk involvering i og kontrol med netværkene. Netværk er svære at tilgå, og det er uvist hvilke medlemmer der sidder i dem. Men vi kan se, de har indflydelse på implementering og håndhævelse.“
At holde netværk til ansvar
Modsat Andrew Moravcsiks påstand i hans famøse artikel fra 2002, anses EU ofte for at lide af et demokratisk underskud. Hvis disse netværk, der ofte er både ugennemsigtige og uigennemskuelige, spiller en central rolle ift. EU’s politik kan de potentielt medvirke til at forværre EU’s demokratiske legitimitet. Løsningen på dette er ifølge Dorte todelt:
“Der er et overordnet behov for en gennemsigtighed omkring de her netværk. Transparency-dimensionen er ekstremt vigtig. Særligt i det øjeblik, hvor netværkene bliver vigtige for politikudvikling og gennemførelse. Derfor skal der indtænkes politisk kontrol i designet af de her styringslignende netværk. For det første kræver det en etablering af en gennemsigtighed. For det andet kræver det også en struktur, hvor politiske aktører sidder med ved bordet. Som mindstemål må vi have information om, hvad netværkene vil samt hvilke medlemmer og funktioner de har.”
Netværk af ‘Like-minded people’
Mange af os, der har tilbragt julen i godt selskab med ‘Tribaliseringen af Europa’, har et indtryk af, at det særligt er enkelte illiberale demokratier, der udfordrer policyprocessen i EU. Ifølge artiklen kan de administrative netværk udgøre et vigtigt middel ift. disse udfordringer.
“Det afhænger selvfølgelig af hvad for et mandat, netværket får tildelt og medlemmernes villighed til at indgå i et gensidigt forpligtende samarbejde. Derfor varierer netværkene en del. F.eks. på velfærdsområdet og sundhedsområdet ser vi, at man typisk samarbejder mest med de lande, der ligner en selv. Men på de andre områder, f.eks. på det indre marked, der har vi virkelig at gøre med et meget integreret netværk, hvor der er villighed til at samarbejde tæt på tværs af forskelligheder. Men vi finder også at der i alle netværkene er nogle af landene, som er mere afgørende, og som kommer til at sidde mere centralt på formulering af løsninger og formulering af problematikker. Det er jo kritisabelt, når ideen netop er, at netværket har en flad, ikke-hierarkiske struktur, hvor information og ‘best pratice’ skal nå ud til hele netværket.”
Efter 50 års samarbejde står EU altså stadig over for en række problematikker. Med udgangspunkt i vores samtale med Dorte håber vi på en europæisk fremtid med et øget fokus på implementering, ikke blot beslutningstagen, samt øget gennemsigtighed – selv i EU’s uformelle netværk.