Politiske skandaler såsom Mink-sagen, Inger Støjbergs rigsretssag og det mystiske FE-forløb har vist os, hvordan embedsværket i stadig højere grad politiseres og gøres fjernt for de borgere, det tjener. Borgere kan føle sig decideret afkoblet fra embedsværket, når de ikke får indsigt i den måde, politik bliver til på. Det er et demokratisk problem, hvis du spørger Sofie Buch Hoyer. Hun er journalist, redaktør, politisk moderator og eks-statskundskaber. Derudover er hun grundtvigianer ind til benet, og hun bruger derfor sit virke på at bringe højtflyvende demokratiske dilemmaer ned i øjenhøjde med den almene borger. I foråret 2022 lod hun sig iscenesætte som journalist i teaterforestillingen ”Det fortrolige rum” – en fremtidskomedie, der fusionerede journalistik, dramatik og satire for at afdække og problematisere skærpelsen af offentlighedsloven. Sofie byggede bro mellem den virkelige offentlighedslov og den fiktive handling i teaterforestillingen, og hun har derfor meget på sinde, når man spørger hende om lovens konsekvenser for demokratiet og for det klassiske syn på os statskundskabere; soon-to-be embedsmænd.
Skrevet og illustreret af Nadja Christensen
Med inddragelse af billeder fra “Det fortrolige rum” (credit: Montgomery Studio)
Hvorfor er offentlighedsloven særlig interessant?
Offentlighedsloven er et brandvarmt emne, når vi taler demokrati og gennemsigtighed i den måde, der bliver ført politik på i Danmark. Offentlighedsloven betyder, at der siden 2014 er sket en substantiel begrænsning i retten til aktindsigt i Danmark, hvilket gør det meget nemmere for det politiske system at skjule, hvis embedsmænd får besked på at fordreje tal, jura og fakta i arbejdet med at markedsføre en bestemt politik. En lov, der kan skærme magthaverne, er i min optik en demokratisk brist, som vi bør få rodet bod på, hvis vi virkelig ønsker at leve i et samfund, hvor de folkevalgte kan blive kigget efter i kortene og stillet til ansvar, hvis de forsøger at gennemføre politik, der ikke er flertal for eller lovhjemmel til.
»Loven gør det muligt for enhver siddende regering uanset partifarve at bruge embedsmandsapparatet til at sminke tal, jura og fakta, så det passer til regeringens politik.«
Med den seneste offentlighedslov er der desværre blevet slået en ring rundt om centraladministrationen – ovenikøbet under dække af, at loven ville udbygge åbenheden i den offentlige forvaltning. Men det var fis og humbug! Sandheden er, at der allerede eksisterede et fortroligt rum i den tidligere offentlighedslov fra 1985, hvor der var rig mulighed for politisk idéudvikling på tværs af statslige myndigheder i fuld fortrolighed. Det har i det lovforberedende arbejde aldrig været muligt for journalister at opsnappe dokumenter fra Slotsholmen for så at bringe dem på forsiden næste dag. Det er en skrøne, som mange politikere ellers løbende turnerer med.
Faktaboks: Offentlighedsloven
Offentlighedsloven giver alle borgere, herunder journalister, mulighed for at søge aktindsigt i sager i den offentlige forvaltning. Loven har til formål at sikre åbenhed hos offentlige myndigheder med henblik på at understøtte bl.a. informations- og ytringsfriheden, tilliden til den offentlige forvaltning og offentlighedens kontrol med myndighederne.
Den tidligere offentlighedslov fra 1985 blev i 2013 revideret af S-R-SF-regeringen med støtte fra Venstre og Konservative, der alle ønskede at etablere et fortroligt rum, hvor ministre og embedsmænd kunne drøfte kommende politiske initiativer. Loven har sidenhen været genstand for stor debat, og kritikere har omdøbt den til ”Mørklægningsloven”. Folketingets Ombudsmand har konkluderet, at offentlighedens ret til aktindsigt er blevet væsentligt indskrænket med den nye offentlighedslov, særligt med henvisning til §24, der afviser aktindsigt i alle dokumenter vedrørende såkaldt ministerbetjening.
Hvorfor bør vi gå op i offentlighedsloven? Både som borgere – og som statskundskabsstuderende?
Jeg mener, det er en borgerpligt at forsøge at sætte sig ind i, hvilke uhensigtsmæssige konsekvenser en lov som offentlighedsloven medfører for vores samfund. For når mængden af oplysninger, som holdes tilbage fra offentligheden, vokser, så stiger muligheden for magtmisbrug også. Sjovt nok giver oppositionspartier nogle gange udtryk for, at de gerne ser loven ændret på visse punkter – og når de så selv kommer i regering, så synes de pludselig, at loven er fin nok! Fordi det jo er ubekvemt at blive udsat for systemisk kontrol, når først man sidder trygt på regeringsmagten.
»Jeg ville ønske, at de store danske regeringspartier uanset partifarve havde lidt flere ambitioner på demokratiets vegne end at fortsætte med at insistere på en lov, der skaber mere lukkethed og forhindrer borgere i at kende det sande grundlag for den førte politik.«
For statskundskabsstuderende og andre, der uddanner sig til jobs i den offentlige forvaltning, er det bidende nødvendigt at forstå, hvordan offentlighedsloven og særligt rækkevidden af paragraf 24, ministerbetjeningsreglen, har resulteret i en langt bedre beskyttelse af den politiske markedsføringsproces i Danmark, fordi retten til aktindsigt er blevet stækket så markant. Loven giver embedsmænd mulighed for at agere mere kreativt og potentielt ulovligt i deres servicering af ministrene, når offentligheden, herunder Folketinget, i mange tilfælde ikke længere har ret til at se, hvad embedsmændene leverer af løsningsforslag, fakta osv. Samtidig understøtter offentlighedsloven den form for topstyring, som embedsmænds vidtgående lydighedspligt og de nuværende regler for ansvarsplacering er eksponent for. Det bør alle embedsmænd in spe være bevidste om, inden de takker ja til et job i departementerne, styrelserne eller nogle af de øvrige myndighedsorganer.
Er det “fortrolige rum” altid en dårlig ting?
Selvfølgelig skal embedsmænd og politikere have ro til at gøre deres arbejde ordentligt. Det bakker jeg fuldt og fast op om, og jeg forstår også godt, at det som embedsmænd kan være tidskrævende, omfangsrigt eller decideret irriterende at behandle aktindsigtsanmodninger fra journalister som mig. Men at kunne søge aktindsigt via offentlighedsloven er en afgørende mekanisme, der gør os til et åbent og transparent demokrati, hvor alle mennesker uanset rang har mulighed for at få indsigt i centraladministrationens arbejde.
Det er i mine øjne grundlæggende forkert, når en lov som offentlighedsloven skærmer for, at vi får et fyldestgørende indblik i den måde, andre love og politik generelt bliver til på. At blive afskåret adgang til information, der kan gøre os klogere og mere oplyste, er skidt – og det er med til at forstærke foragten for vores voksende bureaukrati, når centraladministrationen i stigende grad lukker sig om sig selv. Uvisheden om en sags faktuelle forløb risikerer samtidig at skabe en usikkerhed i vores system, som ikke gavner den demokratiske samtale, og som skaber en kløft mellem magteliterne og den øvrige befolkning. For den almene borger betyder det, at tilliden til den offentlige forvaltning – og staten i det hele taget – kan lide et knæk. Det bør vi være mere opmærksomme på. For i et velfærdsland som Danmark, hvor den offentlige forvaltning og infrastruktur er finansieret af borgerne, er muligheden for indsigt helt afgørende for opbakningen til systemet.
Hvad betyder den skærpede offentlighedslov for dit syn på embedsmænd og på statskundskab som uddannelse?
Embedsmænd skal generelt overholde loven og være deres ansvars- og lydighedspligt bevidst. Embedsmandsdyderne er til for at blive fuldt, men spørgsmålet er, om de er under pres i disse år på grund af politiske ønsker og hastværk. Hvorfor findes der fx ikke en lov, der giver embedsmænd ret eller pligt til at sige fra i situationer, hvor de bliver bedt om at dreje sagen i en bestemt politisk retning?
»Danske embedsmænd er nogle af verdens dygtigste, ingen tvivl om det.«
Jeg har generelt kæmpestor respekt for embedsmænd og det hverv, de udøver. Jeg har selv gennemført det første år af bacheloren på Aarhus Universitet og var meget glad for den faglighed og systematik, som statskundskabsstudiet indgyder. Det er vigtigt for mig at sige, at det journalistiske formidlingsarbejde, jeg laver i forbindelse med offentlighedsloven, ikke handler om at slå på embedsmænd eller så tvivl om deres generelle arbejde eller troværdighed – men at udbrede kendskabet til en lov, som modarbejder vores demokratiske åbenhedsidealer.
Her til sidst: Har offentlighedsloven reelt så stor betydning ude i den virkelige verden?
Alt, hvad jeg siger undervejs i teaterforestillingen ”Det fortrolige rum” er sandt – og i øvrigt faktatjekket af flere eksperter og journalister, som arbejder med offentlighedsloven til daglig. Så jeg overdriver ikke, når jeg fortæller om lovens vidtrækkende konsekvenser for demokratiet. Desuden viste en aktindsigt, som Kristeligt Dagblad foretog hos 19 ministerier tidligere i år, at embedsmænd i perioden 2014-2021 mindst 2.500 gange helt eller delvist har mørklagt oplysninger, som umiddelbart ville have været tilgængelige under den gamle offentlighedslov, som gjaldt frem til januar 2014. Det viser jo med al tydelighed, at loven HAR betydning i den virkelige verden. Så vi har ikke bare opdigtet et demokratisk problem i forestillingen – offentlighedsloven ER en reel udfordring for vores folkestyre, som vi bør tage stilling til og i mine øjne forsøge at dæmme op for. Derfor er mit formidlingsarbejde omkring offentlighedsloven ikke slut endnu – det fortsætter gennem debatformatet ”Frank og Mørklægningsloven”, som bygger på teaterforestillingen, og som jeg løbende bringer ud på højskoler, uddannelsesinstitutioner og andre steder.