Lasse Marker tiltrak sig opmærksomhed, da han på historiestudiet bestod en kandidateksamen med blot 28 timers forberedelse. MED ANDRE ORD møder ham til en snak om undervisning, ambitioner og samfundsånd
Lasse Marker er om nogen en profileret statskundskaber. Han har tidligere læst dansk og historie og sidder i chefredaktionen på nyhedsmagasinet RÆSON. Efter endt uddannelse på statskundskab er han i dag radiovært på Kulturknuserne på P1. Senest var Lasse Marker i nyhedsorkanens øje med historien om, at det skulle være umuligt at dumpe inden for humaniora. Med blot 28 timers arbejdsindsats bestod han kandidatens 15 ECTS-point på historiestudiet.
”Aldrig er jeg af så mange mennesker og på så kort tid blevet kaldt et geni. Kritikerne af mit eksperiment mente ikke, at det var en skandale, at jeg kunne bestå et kandidatfag stort set uden at lave noget. Jeg arbej-der som journalist og burde derfor have så meget viden, at jeg selvfølgelig ville kunne bestå. I Radio24syv udfordrede prodekanen på KU mig til at gå til en ny eksamen. Han mente, at det først ville være skandaløst, hvis jeg kunne bestå et kandidatfag i oldgræsk stort set uden at forberede mig. Det fortæller alt om ambitionsniveauet på KU”.
”Jeg angreb taxameterordningen, fordi jeg mener, at den giver et negativt incitament til bare at lade folk bestå. Det kan være svært at bevise. Men Henrik Dahl skrev efterfølgende et indlæg i Weekend Avisen, hvor han understregede, at fordi universitetet er en offentlig institution, har alle krav på at blive behandlet lige. Derfor kan man ikke som enkelt censor stille skrappere krav, da de stude-rende i så fald ville blive uretfærdigt behandlet. Det er et collective action problem. Selvom der måske ikke er et formelt krav om at lade folk bestå, er der i hvert fald blevet skabt en kultur, hvor man ikke dumper”
Så meget for humaniora, men hvordan opfatter Lasse Marker sit skifte fra humaniora til statskundskab?
”Jeg oplevede et meget stort skifte. På statskundskab tager folk det mere seriøst og bruger flere timer på studiet. Jeg oplevede det på egen krop i forhold til karaktererne, da jeg med en arbejdsindsats, som jeg ville få 12 for på dansk, kun fik 7 på statskundskab. Det er et problem, at lige meget, hvor godt eller dårligt et hold er, så skal man have en normalfordeling.”
Ifølge Marker er der en markant forskel på niveauet mellem fakulteterne. Grunden til forskellene er ikke forskelle i fakultetsunderviserne eller lektorernes niveau, men synes snarere strukturelt forankret.
Større krav om aktiv deltagelse
Undervisningsstrukturen på de danske universiteter har historisk dybe rødder, og er inspireret af den tyske model. Her prioriterer man ikke deltagelse og løbende afleveringer lige så højt, som man gør på universiteterne i USA og England, hvor den studerendes engagement i undervisningen afspejler sig i den endelige karakter. Er dette en måde, hvorpå man i USA holder folk til ilden og undgår førnævnte tendenser?
Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler… og det er indbegrebet af at være dansk.
”Hvis det er et fuldtidsstudium, og det skal legitimeres, at man får SU, kan man godt stille krav om, at folk forbereder sig, da det også gør de andres udbytte større. I Kulturknuserne foreslog en af vores paneldeltagere, Asger Agger, direktør for forandringsbureauet Works, at man gør 30 % af den enkeltes karakter afhængig af den aktive deltagelse i undervisningen, ligesom man gør på nogle studier på Harvard. Det tvinger folk til at være aktive i undervisningen, og de dygtige elever får samtidig mere ud af den tid, de er der. Omvendt er det ikke nødvendigvis undervisernes ansvar. Jeg synes, jeg har oplevet, at undervisernes niveau er rigtig højt. Både på dansk, historie og statskundskab. Jeg vil have svært ved at se, hvordan de skulle prøve at tvinge de stude-rende til at bestille mere. Det er ikke deres opgave.”
Behov for kulturfornyelse
Og nu til samfundsånden. Lasse Marker påpeger, at hvis vi har et universitet, hvor man kan bestå uden at lave noget som helst, går det ud over alle – også dem, der laver noget. På de lange linjer mener han, at det har en del at gøre med generelle tendenser i samfundet.
”Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler. Og det er indbegrebet af at være dansk. Den franske filosof Dominique Moïsi har sagt, at den største fare for Europa er, at vi holder op med at stille krav til os selv og til hinanden. Vi er ved at lulle os selv i søvn. Det er også knyttet til vores jantelov. Det mest stillede spørgsmål, jeg får, når folk hører, hvor meget jeg arbejder, er: ”Har du ikke et liv?” Det fortæller alt om vores kultur. Kristian von Bengtson, som er med i vores panel i Kulturknuserne, sagde i en af vores udsendelser, at vi siden 60’erne har kæmpet for at arbejde så lidt som muligt. Det gav rigtig god mening, dengang vi havde en arbejdsuge på 48 timer. Problemet er blot, at det er kammet over. Vi har en officiel arbejdsuge på 37 timer, men den sidste opgørelse viser, at vi kun arbejder 34 timer. Hvis vi har en mentalitet, hvor vi kæmper for at lave så lidt som muligt, og vi samtidig allerede er nede på 34-37 timer om ugen, så har vi et problem.”
Dette er ifølge Lasse Marker et generelt fænomen, der ikke blot omhandler studerende. Fx var hele debatten om Dovne Robert og Fattig Carina præget af, at man slet ikke talte om indsatsen fra dem, der allerede tager del i arbejdsmarkedet.
”Jeg synes, at debatten burde have handlet om dem, der har et job. Hvad laver de? Ikke ret meget. Man bør først stille krav til sig selv, før man gør det til andre.”
I forhold til, hvad man konkret kan gøre nu og her for at forbedre universitetet, opfordrer Marker til et højere niveau og større deltagelse.
”Hvis vi mener det alvorligt, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, så skal vi ikke give de studerende bjørnetjenester ved at lade dem bestå, når niveauet ikke er højt nok. Dernæst tror jeg sagtens, at man kunne lave en model, hvor 30 % af din karakter er afhængig af, hvor meget du har bidraget til de andres læring i løbet af semesteret. Det vil gøre de studerende afhængige af hinanden, og det vil måske kunne skabe en kultur, hvor man laver lidt mere end i dag.” ♦