“Poligak – Hvordan politikerne prøver at snøre dig, og hvorfor du næsten altid snyder dig selv”

Lad os prøve et tankeeksperiment: Forestil dig at to mænd kysser hinanden inderligt. To mænd med skægstubbe står mund mod mund og bevæger deres tunger rundt om hinandens læber.

Er det ulækkert?

Nej, vel? Kunne du finde på at svare i et spørgeskema, at det er klamt at være bøsse? Det mener du sikkert ikke, du kan. Men du er meget nemmere at manipulere, end du tror.

Det demonstrerede psykologerne Yoel Inbar, David Pizarro og Paul Bloom ved at samle to grupper universitetsstuderende i hver deres rum og stille dem en masse spørgsmål. De studerende blev blandt andet spurgt, hvordan de havde det med homoseksuelle. Forskerne brugte i undersøgelsen det, man i samfundsforskning kalder et følelsestermometer, som er et redskab, samfundsforskere i mange år har brugt til at vurdere folks følelser over for personer eller samfundsgrupper. Spørgsmålet lød sådan her:

“Nu vil vi gerne høre om dine følelser over for vores politiske ledere og andre personer, som man hører om for tiden. Vi viser dig et billede af en person, og vi vil bede dig tildele personen en værdi på det, vi kalder et følelsestermometer.

Værdier mellem 50 grader og 100 grader betyder, at du har varme, positive følelser for personen. Værdier mellem 0 grader og 50 grader betyder at du ikke bryder dig om personen. Du kan tildele personen en værdi på 50 grader, hvis du hverken har positive eller negative følelser over for personen.

Hvilken værdi ville du tildele bøsser?’’

Begge grupper i eksperimentet skulle tildele bøsser en værdi på følelsestermometeret. Og begge grupper bestod af unge, sofistikerede, ret venstreorienterede studerende fra et amerikansk eliteuniversitet.

Det er svært at finde en type mennesker med en stærkere passion for forfulgte mindretal. Det eneste unge, venstreorienterede studerende brænder mere for end minoriteter, er at fortælle andre mennesker, hvor meget de brænder for minoriteter. Man skulle tro, man kun kunne få ét svar ud af dem: at de elsker homoseksuelle.

Et eller andet ved lugten af prut fik altså de studerende til at synes markant ringere om bøsser.

Men psykologerne havde ændret en vigtig detalje i det ene af de to rum, hvor en af forsøgsgrupperne holdt til. De havde gemt en stinkbombe i en skraldespand, så hele rummet stank af prut.

Tyktarmens opgave er groft sagt at omdanne vores mad til afføring. I takt med at tyktarmen trækker vand og næring ud af maden og sender resterne videre til endetarmen, frigør maden svovl- og kvælstofholdige gasser, som samler sig i tarmen. Omkring en halv liter af gasserne siver hver dag ud gennem anus, nogle gange så meget på én gang, at gassen spreder en stank i rummet. Det er det, vi kender som en prut.

Prutlugtens effekt i Yoel Inbars psykologiske eksperiment var ikke til at tage fejl af. De studerende i rummet uden stinkbomben svarede, som gode, velafrettede, politisk oplyste borgere, at de faktisk generelt kunne lide homoseksuelle endnu bedre end de kunne lide heteroseksuelle: heteroseksuelle mænd scorede i gennemsnit 65 på følelsestermometeret, og bøsser scorede hele 70 på termometeret.

Men mønstret var helt anderledes hos den gruppe, der var placeret i rummet med stinkbomben. De syntes lidt bedre om heteroseksuelle, som fik 71 på følelsestermometret. Men de syntes meget værre om bøsser. Bøsserne, der i den anden gruppe scorede 70 i gennemsnit, fik kun 58 på følelsestermometret  hos gruppen, hvor svovlstanken flåede i næseborene. Et eller andet ved lugten af prut fik altså de studerende til at synes markant ringere om bøsser.

Politisk konservatisme er en slags psykologisk beskyttelsesmekanisme, som træder i kraft når vi støder på trusler mod vores liv eller sundhed.

Ved Inbar og hans kollegers næste eksperiment forsøgte de sig med en endnu mere subtil ændring af forsøgspersonernes omgivelser: De stillede to grupper af studerende de samme spørgsmål som sidst, men i stedet for at smide en stinkbombe i skraldespanden placerede de den ene gruppe ved et bord, hvor der stod en flaske med håndsæbe. Intet andet. Bare en uskyldig håndsæbe. Ingen blev bedt om at rense deres hænder eller kommentere sæben; den stod bare på bordet, sådan at den ene gruppe studerende kunne se den, mens de svarede på spørgsmålet.

Det virkede stadig: De studerende, der blev spurgt om deres holdning til homoseksuelle mens der stod en flaske håndrens på bordet foran dem, var markant mere kritiske overfor homoseksuelle end resten.

Eksperimenterne tog udgangspunkt i den iagttagelse, at homofobi tit beskrives i sproglige vendinger, der refererer til fysisk, kropslig væmmelse. Det kan selvfølgelig være, at det er en sproglig metafor uden selvstændig betydning. Men det kan også være at vores holdninger til fremmede grupper er tæt knyttet til kropslige instinkter om renlighed og væmmelse, om beskyttelse, besudling og infektion.

Resultaterne peger på det sidste. Sammen med en bred vifte af andre studier indikerer de, at mennesker reagerer på trusler, farer og risici ved at ændre deres holdninger i konservativ retning. Idéen er, at politisk konservatisme er en slags psykologisk beskyttelsesmekanisme, som træder i kraft, når vi støder på trus-ler mod vores liv eller sundhed. Lugten af prut, der aktiverer kropslige instinkter om noget urent og bakteriefyldt i nærheden, er i biologisk forstand en risikofaktor på samme måde som mere direkte trusler mod vores helbred.

Det er for tidligt at vurdere, om der er hold i idéen om konservatisme som en slags psykologisk beskyttelsesreaktion. Men selv hvis forklaringen skal findes et andet sted illustrerer resultaterne deres egen ubekvemme sandhed: At selv politiske holdninger, der burde stå på klippegrund, blæser vilkårligt for vinden. ♦