Tag Archives: Interview

Interview: Vi bliver nødt til at tale om Yemen

Interview: Vi bliver nødt til at tale om Yemen

Borgerkrigen i Yemen har hidtil fået begrænset opmærksomhed. Konflikten er eskaleret siden Det Arabiske Forår og har vist sig at være yderst kompliceret med et utal af aktører, der har både åbenlyse og skjulte motiver. Spørgsmålet er, hvordan konflikten kan løses, og hvem der skal tage ansvaret. Maria-Louise Clausen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) kaster lys over situationen.

Som så mange andre mellemøstlige lande blev også Yemen påvirket af Det Arabiske Forår i 2011, hvor en tunesisk grønthandler satte ild til sig selv, og gnisterne spredte sig, indtil regionen stod i flammer. Protester blev pludselig daglig kost i lande, hvor man ikke havde set det før. For yemenitterne drejede protesterne sig især om deres præsident, Ali Abdullah Saleh, der havde ledet landet, siden Nord- og Sydyemen blev forenet i 1990. Befolkningen var ikke længere tilfreds med præsidenten, som havde tilranet sig store summer fra statskassen og desuden gjort for lidt for at sørge for udvikling i det fattige land.

Efter massive demonstrationer og protester udefra indgik Saleh en transitionsaftale og opgav magten i november 2011. Hans midlertidige efterfølger blev Abd Rabbuh Mansour Hadi, som havde været Yemens vicepræsident siden 1994, men som alligevel var en ret anonym figur. Han blev stemt ind som præsident, og selv om han var den eneste kandidat på sedlen, valgte 65% af de stemmeberettigede alligevel at tage til valgstederne. De fleste stemte på Hadi.

Transitionsaftalen beskrev derudover, at der løbende skulle føres dialog mellem de politiske grupper sådan, at der kunne udformes en ny grundlov og afholdes et valg. I marts 2013 samledes de samme grupper i FN-regi, fordi man kunne se, at de to mål ikke ville blive opnået inden for den aftalte periode. Efter et år med dialog blev det i januar 2014 bestemt, at Hadis regeringsperiode skulle forlænges med endnu et år. Aftalen blev dog ikke implementeret, og nogle politiske grupper var slet ikke inkluderet i processen.

Dybere splittelse

Der findes en konfliktteori, som siger, at hvis befolkningens forhåbninger stiger (for eksempel som følge af en revolution), så er det altafgørende, at deres realiteter ikke bliver værre. I så fald bliver afstanden mellem forhåbninger og realitet så stor, at utilfredshed leder til oprør. Efter revolutionen forværredes sikkerheden og økonomien i Yemen. Dråben, der i sidste ende fik bægeret til at flyde over, kom i form af benzin:

»Hadi var tvunget til at fjerne subsidiering af olie og gas af Verdensbanken, fordi statskassen var tom. Men det havde store konsekvenser, da yemenitter ikke bare bruger benzin til at køre bil. Vand, generatorer, strøm etc. Det hele kører på benzin,« siger Maria-Louise Clausen, postdoc for DIIS og Yemen-ekspert.

Kort efter gik Houthierne, en rebelgruppe fra det nordlige Yemen, ind i landets hovedstad Sana’a i september 2014. De overtog kontrollen over byen, men de lod statsapparatet arbejde videre. Dog kun frem til januar 2015, hvor Hadis stabschef blev kidnappet, og han selv blev sat i husarrest. Hadi resignerede fra præsidentposten, men formåede at flygte: først til Aden og derefter til Riyadh i Saudi-Arabien. To dage efter gik en saudisk-ledet koalition ind i Yemen med luftangreb for at tage kontrollen tilbage fra Houthierne.I et overraskende plot twist viste det sig dog, at Houthierne var allierede med ingen andre end Saleh, landets tidligere præsident og deres gamle ærkefjende.

Læs hele artiklen på IPmonopolets hjemmeside

Litteraturen gør fucking, hvad den vil

Litteraturen gør fucking, hvad den vil

Langt ude på Søndre Campus (tidligere kendt som KUA) kan litteraturstuderende tage kurset ’Den politiske roman i dag’, hvor pensum blandt andet består af Foucault, Fukuyama og ’I Love Dick’. MED ANDRE ORD har interviewet kandidatstuderende Anton Juul om, hvad der gør en roman politisk, og hvorfor vi overhovedet skal bekymre os om litteratur, når vi taler politik.

Hvordan vil du definere, hvad der gør en roman politisk?

Jacques Ranciere har et begreb, som han kalder for opdelingen af det sanselige. Det minder lidt om Foucaults diskursbegreb eller Butlers rammebegreb. Men det handler om, hvordan verden er organiseret, hvordan liv er organiseret i verden, i samfundet, i en given kontekst. Fordi litteratur består af sprog, så kan den nogle gange forstyrre opdelingen af det sanselige eller den ramme, som vi accepterer omkring os. Et eksempel er en forfatter, der hedder Gustave Flaubert, som skriver i 1800-tallet. Personligt er han egentlig meget apolitisk og uinteresseret i politik, men Ranciere siger, at Flauberts litteratur er politisk på den måde, at han bruger en høj stil til at skrive om noget, som egentlig er lavt, som er bønders liv og provinslivet.

Og så bliver det politisk?

Så bliver det politisk, fordi det vender det hele på hovedet. At han på den måde skriver romaner til nogle, som egentlig ikke skal læse dem. Litteratur er noget, der opstår i magtens centrum, især i Frankrig hvor teatret, dramaet og romanen er noget, man dyrker i hoffet.

Så det bliver politisk, fordi det går på tværs og forstyrrer den orden?

Ja, fordi det både forstyrrer den etablerede litterære orden: Hvem kan læse bøger? Men også skildrer noget andet, end hvad litteraturen egentlig er ment til.

’The Handmaid’s Tale’ på pensum

Hvad siger en nyere roman som Margaret Atwoods ’The Handmaid’s Tale’ om det politiske?

Margaret Atwood fremskriver en dystopi, hvor en radikal, kristen organisation har overtaget magten i USA for at deale med en klimakrise. Den har manifesteret sig i menneskene på den måde, at der er en infertilitetsepidemi på færde. Det er blevet svært overhovedet at føde børn, og hvis man ikke kan føde børn, så er det vanskeligt at videreføre samfundet. Det er svært at forestille sig en fremtid. Men dystopien – og derfor også utopien – er politisk, fordi den kaster en fremtid op, som man så kan forholde sig til i et politisk klima, hvor kimen til de her ting måske allerede ligger.

The Handmaid’s Tale er skrevet i 1980’erne, og Atwood skriver selv i efterordet, at hun reagerer på nogle radikale kristne, der fik mere magt i den tidsperiode i USA. Det er den kvalitet, som litteraturen har, at det også handler om at forestille sig verdener, bebo de verdener med nogle mennesker og organisere dem: Hvis man var organisator for en verden, hvordan ville den så se ud?

Det personlige er politisk

Det er meget tydeligt, at The Handmaid’s Tale er politisk. Vi kan alle sammen trække nogle tråde til politiske fænomener, vi ser ude i samfundet lige nu. Men er der andre romaner, hvor der er mere fokus på individet, og det politiske ikke er så klart?

Der er også politiske romaner, der handler om personlige erfaringer. Tyvens Dagbog af Jean Genet handler om Jeans egne erfaringer som tyv og trækkerdreng i 1930’erne og hans vagabondliv i Paris. Den kan være politisk, hvis man kender udgivelseshistorien: Der er en oprindelig udgave, som blev udgivet i 400 eksemplarer i et lille obskurt forlag i Schweiz, men da det store, franske forlag, Gallimard, pludselig gerne ville udgive hele hans samlede værker, så blev han bedt om at omskrive nogle passager, som var meget seksuelt eksplicitte. Han skriver om homosex: mænd, der har sex med mænd. Det viser på en meget konkret måde, hvordan nogle erfaringer ikke kan siges eller ikke må skrives til offentligheden. På den måde kan det personlige også blive politisk, fordi det handler om, hvilke erfaringer, der har plads i den offentlige sfære; hvad man tænker, at den offentlige sfære kan klare eller kan læse. På den måde kan en roman, som handler om ét menneske og det menneskes liv, også være politisk. Ligesom feminismen i 1970’erne siger, at det personlige er politisk.

The end of history?

Jeg var inde at læse i jeres kursusbeskrivelse, og der står, at bøgerne er udvalgt efter spørgsmålet: ’Har romanen i dag opgivet troen på sig selv, og ikke blot på sin egen fremtid, men også på verdens fremtid, på fremtidens fremtid?’ Hvad betyder det?

Der løber en stærk kapitalismekritisk åre igennem kurset og igennem hele faget litteraturvidenskab. Det handler på en måde om verdenshistorien: Med murens fald skriver Francis Fukuyama et essay om, at det var slutningen på historien, fordi der nu ikke længere er nogen ideologisk kamp til at drive historien fremad, og det betyder, at fremtiden ikke er anderledes end nutiden. Der bliver kun mere af det samme. Tiden er ligesom låst fast i det kapitalistiske system, og det er den af forskellige årsager. En anden teoretiker, Fredric Jameson, som vi læser i forbindelse med utopier, skriver et sted, at det er nemmere at forestille sig verdens undergang – som vi ser i diverse apokalyptiske dystopier – end at forestille sig enden på den liberale kapitalisme.

Betyder det så, at romaner i dag kun kan være melankolske?

Nogle af dem er i hvert fald. At det handler om at identificere en modløshed i samtiden, så man i forbindelse med kapitalismen kan tale om, at vores forestillingsverdener måske er fuldstændigt udmattede. At mennesker bliver fuldstændigt udmattede i det her system, som på mange måder baserer sig på ulighed og skaber ulighed, eller som der i hvert fald er mange problemer ved.

Dystopien som håb for fremtiden

Er der ikke nogen af jeres tekster eller romaner, der så giver håb for fremtiden?

Jo. Selvom Margaret Atwood fremskriver en dystopi, som på mange måder er helt håbløs, så er der en implicit pointe i, at vi godt kan modarbejde det. Tit gør litteraturen os opmærksom på noget, fordi det fremmedgør os over for et fænomen. Det er i hvert fald et virkemiddel, som litteraturen kan bruge: at man kan forstå noget i et andet sprog. Så snart du kan pille noget løs fra dets ’mægtighed’ – at du kan forestille dig, at noget kunne være anderledes – så kan du også frisætte din fantasi eller forestilling og reelt forestille dig en fremtid, som ikke bare er mere af det samme. Det går jeg i hvert fald personligt meget op i: At der for eksempel i teoretiske grene, som queer-teori og feminismens kritik, er et underliggende håb om, at kritikken af det nuværende kan føre noget andet med sig. Hvis den ikke kunne det, så ville det jo ikke give nogen mening at udføre den kritik. Jeg tænker, at litteratur må gøre lige præcis hvad den vil – det gør den jo, den gør fucking, hvad den vil – og så kan man som litterat eller læser bare læse bøgerne, man behøver jo ikke nødvendigvis at være enig med dem. Men romanerne fortæller os jo et eller andet, og det må man tale om.

Anton Juul er i gang med sit første semester af kandidaten på litteraturvidenskab. Han har studeret på Université Paris VIII og i den forbindelse lavet research til den danske udgave af Jean Genets ’Tyvens dagbog’. I sin fritid danser han ballet og forfatter prosa og poesi.

 

ANTON ANBEFALER

Margaret Atwood: The Handmaid’s Tale

Fortælling om tjenerinden Offred og hendes vej ind og eksistens i et dystopisk og radikalt, kristent samfund, hvor fertile kvinders eneste arbejde er reproduktion.

Ursula K. le Guin: Akaciefrøenes Forfattere

Undersøgelser af myrelitteratur, pingvinpoesi og naturens fantastiske skaberkraft og agens.

Jean Genet: Tyvens Dagbog

Den nedrige tyv og prostituerede bøsse, Jeans, dagbogsoptegnelser fra 1930’erne og en vagabondtilværelse fyldt med masochistisk ydmygelse og seksuel fryd.

Annie Proulx: Barkskins

En episk, historisk fabulation over nedfældningen af de boreale skove, ødelæggelsen af det oprindelige folks territorier og USA’s og Canadas fødsel.

Rostbøll Cup: EKSKLUSIVT INTERVIEW med Søren Hvalsøe

Rostbøll Cup: EKSKLUSIVT INTERVIEW med Søren Hvalsøe

MED ANDRE ORD bringer et eksklusivt interview med en af arrangørerne bag årets dramatiske Rostbøll Cup – Søren Hvalsøe Kristensen. Få blandt andet svar på, om Jacques D Sports bestyrelse er lige så bundkorrupt som FIFAs, og om næste års Rostbøll Cup bliver afholdt i Qatar.

 

Hej Søren, tusind tak for at medvirke. Kan du forklare lidt om din rolle her?

Ja, jeg er jo medarrangør af årets Rostbøll Cup. Jeg er mest med til at facilitere de overordnede rammer, ordne mange af de praktiske ting og sørge for at mobilisere alle holdene, så de stiller op til deres kampe. Men man kan diskutere hvor meget arbejde, der egentlig er i det, for det er faktisk russerne, der klarer det meste selv – og det har de været super gode til.

Vil du karakterisere dig selv som hjernen bag årets turnering?

Det er meget store ord at bruge. Jeg vil mere sige, at vi blot er igangsættere, og så er det simpelthen russerne, der er den store drivkraft i hele den her turnering.

Kan du ikke sætte nogle ord på, hvorfor du, frivilligt, bruger så meget tid på Rostbøll Cup´en?

Turneringen er fantastisk på så mange måder, men mest fordi den giver de nye russere lov til at styrke deres sammenhold, som dog i forvejen virker til at være ret stærkt. Men så kan de også møde andre hold på deres årgang og få styrket nogle bånd på tværs.

Vi ser, hvordan store organisationer som FIFA har handlet, så vi bliver nødt til at spørge: er der ligheder mellem Jacques D Sport og FIFA?

Jeg kan godt forstå jeres bekymring med de sager, vi har set, men jeg kan forsikre jer om, at Jacques D Sport er en ren organisation. Vi har en klar flad struktur, og der er åbenhed om alt. Vi er villige til at fremlægge al den dokumentation, der er brug for.

Andreas sidder i dag både som journalist og som en del af Jacques D Sports bestyrelse, så vi må vide: hvor kompetent er bestyrelsen? Er du den nye Sepp Blatter?

Man kan jo være kompetent på rigtig mange måder, og Sepp Blatter var jo på sin vis også kompetent til det, han gjorde. Jeg synes, vi i bestyrelsen har rigtig gode erfaringer. Vi har selv været en del af Rostbøll Cup og har derfor oplevet den energi, den bringer. Derudover er der flere i bestyrelsen, der også har praktisk erfaring med fodbold, og ved, hvordan man mobiliserer og koordinerer hold.

Jeg kan godt høre, at du kan blive en rigtig god politiker, Søren. Du taler rigtig flot udenom. Men, og svar os ærligt, bliver den næste Rostbøll Cup afholdt i Qatar eller en lignende småsuspekt oliestat?

Altså, nu er Final Four jo på Kløvermarken en lørdag formiddag, hvor det blæser rigtig meget, og det er en smule koldt, så det er faktisk ikke nogen dum idé at afholde det i Qatar. Det, tror jeg faktisk, vil være rigtig populært. Det kan godt være, at vi må søge nogle flere sponsorater, hvis vi skal flyve fire hold til Qatar, men det må vi jo så bare lægge noget mere arbejde i til næste år.

Og med disse ord siger vi endnu engang tak til Søren Hvalsøe Kristensen – og glæder os til at følge næste års russere, når de indtager Qatar.

 

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

Foto: Eva Stokholm

INTERVIEW MED ANDERS VIWEL: KUNSTEN AT ARBEJDE INDEN FOR SYSTEMET

For de fleste studerende på Institut for Statskundskab er Anders Wivel synonym for studieleder. Efter seks år på posten giver han stafetten videre ved udgangen af dette år. MED ANDRE ORD har mødt ham til en snak om studielederens rolle, og hvilke udfordringer den kommende studieleder skal tackle i fremtiden.

Af Anders Joensen

HVAD MOTIVEREDE DIG TIL AT BLIVE STUDIELEDER?

”Jeg oplevede, at vi havde et rigtigt godt fag­ligt indhold på vores uddannelser, men at forbindelsen mellem fagene kunne forbedres. Desuden syntes jeg også, at vi havde en studiekultur, hvor vi ikke udnyttede mulighederne for at aktivere de studerende godt nok. Undervisningen var i for høj grad envejs­ kommunikation fra underviser til de studerende.”

HVORDAN ER DIT PROJEKT LYKKEDES?

”Bacheloruddannelserne har med ændringerne i 2012 fået en mere logisk opbygning end før. Vi har også fået oprettet en række specialiseringer på kan­ didatuddannelsen, som gør, at det bliver muligt for den studerende at tone sin uddannelse inden for det bredere politologiske felt. Samtidig kobles nogle af vo­ res stærkeste forskningsmiljøer direkte til undervis­ ningen. Jeg oplever også, at vi har skabt et miljø, hvor studerende og undervisere byder ind med mange idéer til initiativer, som også formår at række udover undervisningen.”

HVAD ER DE VIGTIGSTE OPGAVER SOM STU­DIELEDER?

”Den allervigtigste opgave er at understøtte de gode idéer, som studerende og undervisere gerne vil have ført ud i livet. Når de bliver præsenteret for mig, prøver jeg at tænke med dem og finde ud af, hvordan idéer kan blive til virkelighed inden for systemet.

Som studieleder har man også en implementerings­ funktion, og det er jo sommetider en lidt mindre mor­ som opgave. Jeg synes dog, at det er rigtigt spændende at arbejde med, hvordan vi kan indrette Institut for Statskundskab inden for de rammer, som bliver givet ovenfra. Vores frihed ligger i implementeringen, og der er frihed.”

På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er define­ ret ovenfra

– Anders Wivel, studieleder

Foto: Eva Stokholm

Foto: Eva Stokholm

HVORDAN HAR DU OPLEVET PROCESSEN MED IMPLEMENTERINGEN AF STUDIEFREM­ DRIFTSREFORMEN?

”Jeg føler mig ret heldigt stillet som studieleder på In­ stitut for Statskundskab, når jeg sammenholder min egen oplevelse med beretninger fra andre studieledere rundt omkring på KU. Blandt studerende og undervi­ sere hersker en grundlæggende forståelse af, at vi er i et politisk miljø, og at KU er en hierarkisk organisation. Når beslutningen rammer vores skrivebord, så er løbet kørt. På godt og ondt kan man sige, at vi er et meget djøfiseret miljø. Vi tænker problemløsende, og alle er klar over, at implementeringen af fremdriftsreformen skal ske inden for rammer, som er givet ovenfra.”

HAR DU ET GODT RÅD TIL DEN KOMMENDE STUDIELEDER?

”Der er nogle substantielle udfordringer, som handler om at få nedbragt studietiden og om at sænke frafaldet. Nedbringelse af studietiden er en bunden opgave, og hvis ikke vi gør det, bliver vi straffet økonomisk. Den kom­ mende studieleder skal finde en balance, hvor studieti­ den sænkes, samtidigt med at det faglige niveau fortsat udvikles. Jeg synes, at udgangspunktet bør være at sikre vores uddannelsers høje kvalitet og så sænke studietiden inden for den ramme. Det ville være forfærdeligt, hvis man går modsat til værks og starter med at forkorte stu­ dietiden og så derefter ser, hvilken kvalitet der kan be­ vares. Der er en stor historisk baggage i de uddannelser, som vi har på Institut for Statskundskab. Når der kom­ mer nye politiske initiativer ovenfra, skal man så vidt muligt forsøge at bevare alt det gode i uddannelserne, samtidigt med at man lever op til de politiske krav.”

Populær videnskab skal lugte

Populær videnskab skal lugte

Enhver statskundskabsstuderende med et metodekursus i bagagen ved, at forsk- ning helst skal være relevant, bidrage med ny viden og nå bredt ud. Metodekurserne siger dog intet om, hvordan et relevant og nyskabende stykke videnskab lykkes med at blive allemandseje. Hvad skal der egentlig til, før forskning går viralt?

Af Mathias Knudsen

De gør det hele tiden. Professorerne, de ph.d.­ studerende og alt derimellem. Så snart ugens obligatoriske forelæsning er overstået, står den på forskning. Emnerne er mange og kreativi­teten stor, men dette til trods når kun en brøkdel af de forskerproducerede videnskabelige artikler for alvor ud over scenekanten. MED ANDRE ORD har set nærmere på, hvordan videnskaben når fra skrivebordet til æteren.

Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’

i forsk­ningen

– Jacob Hariri

DET VIGTIGE OVERRASKELSESMOMENT

MED ANDRE ORD har sat lektor Jacob Hariri stævne for at blive klogere på emnet. Jacob Hariri er ikke kun et relativt velkendt navn hos statskundskabsstuderende, der har udsat sig selv for metodekurserne på Institut­ tet. Også i bredere akademiske kredse burde navnet få en klokke til at ringe, især hos de dedikerede læsere af American Political Science Review.

Her fik Jacob Hariri i 2012 bragt artiklen The Autocratic Legacy of Early State- hood, der på kontraintuitiv vis beskriver, hvordan stater fungerer bedre i dag, hvis de ved koloniseringen var dårligt udviklede. Netop den overraskende konklusionfremhæver Jacob Hariri som en forklaring på, hvorfor netop denne artikel fik så megen opmærksomhed: ”Det er klart, at stater og demokrati er store begreber for stats­kundskaben. Hvis der er en negativ sammenhæng mel­lem de to begreber uden for Europa, som man endda kan rationalisere, så er det spændende.”

OPSKRIFTEN PÅ SUCCES

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.40.14Det er imidlertid ikke nok at have en konklusion, der kan give forskerverdenen kaffen galt i halsen. Lige så centralt er det, at budskabet kan præsenteres, så det glider ned. ”Man skal ikke underkende, at der er en ’smell test’ i forskningen. Du kan komme med meget avanceret statistik, og du kan komme med meget avan­ ceret teori, men hvis det lugter grimt – hvis det ikke passerer en umiddelbar ’smell test’ – så er det andet lidt ligegyldigt.” Jacob Hariri uddyber sin metafor og for­ klarer, at det centrale er at bevare en vis simplicitet i sin forskning. ”Forskningen skal helst ikke være vanvittig svær at rationalisere, for at det rigtig slår igennem. Hvis ikke man kan fortælle historien, så er det svært.” Han forklarer videre, at det handler om at træde tilbage og mærke efter, om forklaringen virker plausibel og in­ tuitiv, før man stirrer sig blind på signifikante regres­ sioner. Den intuitive forklaring, teorien og resultaterne skal altså gå hånd i hånd.

UD OVER SCENEKANTEN

En videnskabelig artikel formår dog ikke – uanset hvor genial den end måtte være – på magisk vis at trykke sig selv og svæve ud til alverdens forskningsfællesskaber. Selv den mest kontor-­ og computerglade forsker er nødt til at tage på tour for at præsentere sin forskning. Og det er ikke en hvilken som helst tour. Jacob Hariri forklarer, hvordan det ofte er en mangeårig proces, før den færdige forskning når nogen vegne: ”Det tager år. Det handler om at præsentere det på konferencer, så man får feedback, før man arbejder videre med det.” Jacob Hariri understreger dog også, at det på ingen måde handler om at skåle i G&T’s med de rette men­nesker, men at netop kritikken er central for at skærpe produktets kvalitet. Langt størstedelen af den åre­ lange proces foregår helt uden konference­glamour i arbejdslampens skær hjemme på kontoret. Næste skridt i processen er at få sendt sin færdige artikel til reviewers, hvorefter redaktørerne for de store magasi­ ner får det endelige produkt. Til spørgsmålet om, hvor­ vidt denne proces hiver de rette artikler frem i spot­ lightet, svarer Jacob Hariri:

” Selvfølgelig er der nogle, der bliver godt publiceret, som ikke skulle have været det, og nogle, der bliver dårligt publiceret, som kunne have været godt publiceret. Men som gennemsnit lander vi nok nogenlunde, hvor vi skal.”

Jeg tror, at man er i den for­ kerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise

– Jacob Hariri

KUNSTEN AT SÆLGE

Selvom Jacob Hariri i det store hele mener, at det ’institutionelle stillads’ omkring processen er fint, er det stadig muligt at spore revner i fundamentet. På trods af ’smell testens’ brugbarhed til at opsnuse ma­ teriale med potentiale, så risikerer den også at sortere visse potentielt vigtige indsigter fra. Hariri har selvflere gange skrinlagt idéer, han ellers selv var ganske vild med, fordi han ikke har kunnet få resultaterne til at bestå en ’smell test’.

”Så lægger jeg det væk igen, og det bliver for det meste liggende. Man kan sige, at det måske er en fejl ved disciplinen. Det er jo også rart at få belyst det, der ikke er nemt at få præsenteret.” I samme tråd må man spørge, om den gudsbenådede sælger får for stor indflydelse sammenlignet med det introverte geni, når konferencedeltagelse er så vigtig for proces sen. Det mener Jacob Hariri dog ikke er tilfældet: ”Vi er jo ansat til både at forske og undervise. Jeg tror, at man er i den forkerte branche, hvis man har problemer med at stå foran folk, for så er det også svært at undervise.”

 

Der er altså grund til optimisme, hvis man dagdrøm­mer om en tilværelse som velkendt forsker. Det kræver dog hårdt arbejde og tålmodighed, for forskningsmæs­sig stjernestatus opnås ikke natten over, og vejen dertil er brolagt med kritiske kollegaer. Med næse for origi­nalitet og velduftende idéer når man dog rigtig langt.

INTERVIEW MED FORSKERNE BAG MAGTELITEN: SAMFUNDSVIDENSKABENS ROCKSTJERNER

Hvis der findes forskerrockstjerner i den danske samfundsvidenskab, må An- ton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard siges at være blandt toppen. MED ANDRE ORD har mødt forskerne bag Magteliten til en snak om, hvad magt er for en størrelse.

Af Anders Joensen & Anders Bencke Nielsen

Sjældent er interessen for et ph.d.­ projekt så stor, at det kan tiltrække opmærksomhed i det omfang, som det er tilfældet for de to ph.d.’er i sociologi, Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard. Man tænker, at det må skyldes, at de har gjort en fuld­ stændig banebrydende opdagelse. Men det modsatte synes snarere at være tilfældet. De har blot vist noget, som mange havde en fornemmelse af i forvejen, nemlig at Danmark er styret af en magtelite.

Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard har i deres respektive ph.d.­projekter afdækket den danske magtelite gennem omfattende netværksanalyser. De er kommet frem til, at det er 423 danskere, der i høj grad sætter kursen for Danmark. Det er der kommet en bog ud af.

Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dags­ ordenen. Vi mener, at mag­ ten ligger et andet sted

– Christoph Ellersgaard

EN MAVEPUSTER TIL DEN TALENDE KLASSE

Men hvordan kan det være, at undersøgelsens resul­ tater, som fremlægges i bogen, har fået så stor opmærk­ somhed?

”I forhold til andre lande føler mange danskere ikke, at der er en elite, der styrer Danmark, og det, mener vi, er noget af en vrangforestilling fra danskernes side. På den måde er vores resultater måske kommet som lidt af en overraskelsen for nogle,” siger Anton Grau Larsen.

Ifølge Christoph Ellersgaard skyldes interessen des­uden den måde, undersøgelsens resultater præsenteres på: ”Helt konkret har vi gjort det synligt, hvor beslut­ningerne kommer fra ved at sætte navn, krop og ansigt på eliten.”

”Vi har fået en journalist til at ’oversætte’ projektet til dansk, og vi har gjort en dyd ud af at præsentere vores resultater i et rent sprog. Det er magt og elite, det handler om – og det fremlægger vi uden indpakning,” tilføjer Anton Grau Larsen.

At Danmark er styret af en elite kommer ifølge Chri­ stoph Ellersgaard måske mest som et chok for de grup­per, der selv mener, at de er med til at udstikke ret­ ningen for Danmark.

”Vores undersøgelse er nok i virkeligheden kommet mest bag på den talende klasse og Politiken­læserne, som har en forestilling om, at magten ligger i at kunne sætte dagsordenen. Vi mener, at magten ligger et andet sted,” siger han.

MAGTENS SANDE ANSIGT

Hvor ligger magten, hvis den ikke ligger i evnen til at sætte dagsordenen? Undersøgelsen peger på, at magten ligger i de mere end 5.000 bestyrelser og udvalg, som ud­ gør datagrundlaget for magtanalysen. De to understreger, at der ikke er tale om kaffeklubber: Der bliver truffet beslutninger hele tiden. Men for at forstå betydningen af denne magtudøvelse må man gå til magtbegrebet på en anden måde, end man konventionelt tænker det.

Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet krænk­er borgernes grundlovs­sikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser allig­evel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.

– Christoph Ellersgaard

”Man skal ikke tænke magt som noget ekstraordinært. De her bestyrelser og udvalg træffer beslutninger hele tiden, men det handler i virkeligheden mest om at bevare status quo. Vi ser også, at den her gruppe af mennesker kun yderst sjældent bliver udfordret på deres privilegier og taber,” siger Anton Grau Larsen.

”Man skal ikke anskue magtudøvelsen sådan, at en top­ direktør i Mærsk ringer til Københavns politi og giver dem ordre om at fjerne alle tibetanske flag under det kinesiske statsbesøg. Fjernelsen af flagene er i højere grad udtryk for, at Københavns Politi oversætter det, man antager, er elitens interesser, og handler derefter,” fortsætter han.

 

Christoph Ellersgaard mener, at Tibet­sagen er et godt eksempel på, at vigtige aktører handler i elitens inte­ resse: ”Selvom det ser grimt ud på TV, at politiet kræn­ ker borgernes grundlovssikrede rettigheder, vejede erhvervslivets interesser alligevel tungere end frygten for en skandalesag i pressen. Og så valgte man at fjerne man flagene.”

HVEM OG HVORFOR – MEN IKKE HVOR MEGET

I modsætning til andre opgørelser over magtfulde per­ soner i Danmark har Anton Grau Larsen og Christoph Ellersgaard været i stand til at kortlægge magteliten systematisk. Deres analyse kan fortælle os, hvem der har magten og hvorfor, men beskæftiger sig ikke med andre forhold, som påvirker Danmark.

”Vi er en lille åben økonomi, som er afhængig af aktører og magtprocesser i udlandet. Man skal derfor passe på med at sige, at magteliten almægtigt styrer Danmark. Eliten er i højere grad med til at bestemme, hvordan Danmark skal navigere i en global verden. Hvis der er nogen, som sætter en linje for Danmark, så er den her gruppe,” siger Christoph Ellersgaard.

Desuden påpeger Anton Grau Larsen, at også for­ tiden betinger magtelitens handlerum: ”De vigtigste beslutninger for Danmark er taget for lang tid siden, og disse beslutninger laves ikke lige pludseligt om. Her kan man for eksempel nævne Hovedaftalen, som sætter rammerne for det danske arbejdsmarked. Det er en aftale, som virkelig batter, og den bliver altså ikke genforhandlet hvert år.”

MED GOD METODE KOMMER MAN LANGT

Som tidligere nævnt har Anton Grau Larsen og Chri­ stoph Ellersgaard ikke opfundet sociologien på ny, men ’blot’ påvist, at der altså eksisterer en magtelite i Dan­mark. De understreger også, at sociologien sjældent er særligt banebrydende, men derimod er i stand til at verificere og videnskabeliggøre folks fordomme.

Christoph Ellersgaard betoner vigtigheden af god me­tode: ”Hvis man vil stikke fingrene i en hvepserede som den danske magtelite, er det afgørende at have sine me­ toder og sit datamateriale i orden. Det er netop fordi, vi har gjort magteliten konkret og forståelig, at vi kan have en konstruktiv dialog om den.”

Skærmbillede 2015-12-23 kl. 11.35.03

Interview: Drømmen om forskerlivet

Interview: Drømmen om forskerlivet

Mens mange studerende glæder sig til at flyve fra den akademiske rede, findes der de studerende, der drømmer om et liv inden for universitetets mure. MED ANDRE ORD har mødt en potentiel forskerspire.

Af Signe Illum Lindegren Pedersen

Tanken om at blive forsker kan virke fjern, når man læser på bachelordelen og stadig bøvler lidt med Augustin, Agresti og alle de andre rødder. For at spore mig ind på forskerdrøm­

men har jeg sat nystartede ph.d.­studerende Benjamin Egerod stævne til en snak om drivkraften bag hans forskning og det at være ny i forskningsmiljøet.

FORSKERUDDANNELSEN

Jeg møder Benjamin Egerod på CSS – et sted, hvor han efterhånden har haft sin gang i nogle år. Imens han færdiggør sin kandidat, er han gået i gang med forsker­ uddannelsen på Statskundskab. Engagementet er ikke til at tage fejl af; han brænder virkelig for sit projekt. Han har fået en idé til et forskningsprojekt, der skal undersøge et ellers underbelyst felt:

”Min forskning handler om virksomheder som politiske aktører. Det handler om, hvad der gør, at nogle virksomheder bliver politisk indflydelsesrige, og derefter hvilke konsekvenser det har, at de bliver indflydelsesrige,” fortæller han.

GRADVIS DRØM

Da jeg selv startede på Statskundskab, blev vi til første holdtime spurgt, hvad vi kunne tænke os at lave efter studiet. Så vidt jeg husker, var der kun én ud af om­trent 40, der allerede dengang drømte om at forske.

Benjamin Egerod var ikke den ene person ud af 40, der allerede fra starten vidste, at han ville forske. Hans drøm om at forske er først opstået undervejs på studiet. Faktisk var han i lang tid i tvivl, om det overhovedet var statskundskab, han ville studere. Jeg må derfor skrotte min klichéfyldte idé om forskerdrømmen som en mål­ rettet barnedrøm om at blive videnskabsmand.

DRIVKRAFT I IDÉER

En anden fordom, jeg må kassere efter mødet med Benjamin Egerod, er den naive forestilling om, at forskerdrømmen handler om det at forske per se. For Benjamin Egerod består drivkraften nemlig både af interessen for metodiske problemstillinger, men især også den specifikke idé bag hans ph.d.­projekt:

”Jeg synes, mit projekt er sindssygt spændende, og så kan jeg godt lide at underbygge en normativ diskus­sion med en eller anden form for empirisk problem eller sammenhæng, som man kan gå ud og observere i virkeligheden. Jeg tror, at det, der driver mig, er at etab­lere nogle interessante sammenhænge,” siger han.

Hvorvidt han skal forske videre efter sin ph.d. afhænger også af, om han får endnu en god idé, eller om han kan arbejde videre på sin første idé. Den gode idé er faktisk det, der skal til for at blive forsker, mener han og ud­ dyber:

”Det er da en fordel, hvis man kan sin metode og teori, men i virkeligheden er det vigtigste, at man har en god idé. Så kan det andet komme efterfølgende.”

Jeg vil gerne have, at det, jeg for­ sker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget

– Benjamin Carl Krag Egerod, ph.d.-studerende

ESSENSEN AF EN GOD IDÉ

Benjamin Egerod har gjort sig klare tanker om, hvorfor netop hans ph.d.­projekt er en god idé. Der er både et normativt og et økonomisk aspekt i hans forskning. I forskningsfrihedens navn nægter han dog at opstille kriterier for, hvad der gør forskning vigtig og berettiget. Det handler både om et ønske om forskningsfrihed, men også det umulige i at blive enige om, at al forsk­ ning skal have en normativ eller materiel pointe. For sit eget vedkommende kan han dog sige:

”Jeg vil gerne have, at det, jeg forsker i, skal være vigtigt for nogle mennesker. Det skal have en reel indflydelse på et eller andet – en reel betydning for noget.”

AT FÅ FODEN INDENFOR

Forskningsmiljøet er meget konkurrencepræget – især på den anden side af forskeruddannelsen, når ph.d.­af­ handlingen er afleveret og godkendt. De spidse albuer er dog ikke noget, Benjamin Egerod har mærket tilendnu. Han synes selv, at han har haft en rigtig god start på trods af lidt nervøsitet over at omgås nogle af de personer, han er blevet undervist af, og som han ser op til.

At få foden inden for i forskningsverdenen betyder også, at man skal undervise. Min fordom er, at universi­tetet gør det svært for forskere at finde tid og interesse for undervisning. Benjamin Egerod har dog endnu ikke haft svært ved at finde engagementet for undervisningen:

”Det er virkelig fedt. Jeg synes, det er vigtigt, at man underviser. Det er et særligt ansvar, der ligger på én som forsker, at man får videreformidlet resultater. De fedeste undervisere, jeg selv har haft, er jo inspirerende og engagerede, og det tror jeg lettest, man bliver, hvis det er noget, man laver i sin hverdag,” udtaler han.

IMG_8797

FORSKERDRØMMEN I ØJENHØJDE

Drømmen om at blive forsker vil for fremtiden nok stadig virke fjern for mange bachelorstuderende. Der er mange fordomme og forventninger forbundet med forskningen. Alligevel synes jeg, at Benjamin Egerod gør sit for at hive forskningen lidt ned på jor­ den. Forskningsmiljøet lyder ikke så skræmmende endda, og måske behøver man ikke have tjek på det hele på første semester. Måske skal man i stedet lade idéerne drive værket.

MED ANDRE ORD har mødt Tim Knudsen til en samtale om de store linjer i statskundskaben. Vi har i den forbindelse bedt ham kommentere på den kritik, Lars Bo Kaspersen fremsatte i sidste udgave af bladet.

Interview med Tim Knudsen: Kritisk sans og demokratisk sindelag

MED ANDRE ORD har mødt Tim Knudsen til en samtale om de store linjer i statskundskaben. Vi har i den forbindelse bedt ham kommentere på den kritik, Lars Bo Kaspersen fremsatte i sidste udgave af bladet.

– Mener du, at der er hold i Lars Bo Kaspersens kritik? Er de studerende ikke kritiske og innovative nok?

”Jeg kan godt følge Lars Bo Kaspersen i, at der måske er mange studerende, som er meget optaget af deres egen karriere. Men det skyldes jo også, at vi har et system, der i høj grad animerer de studerende til at blive hurtigt færdige.

Desuden mindes jeg i mine sidste år som underviser, at der var en stigende interesse for det, jeg vil kalde manipulationsvidenskab. Det vil sige valgforskning og politisk marketing. Mange studerende ville simpelthen have fidusen til at vinde det næste valg. Og det har altså ikke meget at gøre med at være kritisk og tænke ud af boksen.”

– Hvordan sikrer vi os, at statskundskabskandidater besidder evnen til kritisk stillingtagen?

”For det første skal der være plads til det. Hvis vi nu skal lade de studerende slippe af krogen, så kan der også fremhæves vigtige forsømmelser hos underviserne. Det handler om, at dansk statskundskab bæres af forskere, der har svært ved at se begivenhederne og de forhold, vi beskæftiger os med, i et historisk perspektiv. De fleste forskere mangler simpelthen historisk viden, og derfor er der stort set ingen i dansk statskundskab, der kan overskue de store linjer.

I stedet lægges der utroligt meget vægt på det teoretiske, da det er nemmere. Det har smittet af på de studerende og har resulteret i – lidt karikeret – at de studerende knapt kan kende forskel på Schlüter og Gravballemanden.”

– Hvilke specifikke problemstillinger mener du, at færdiguddannede bør kunne forholde sig kritisk til?

”I dag har man overlæsset embedsmændene med krav. De skal være lydige, loyale og sandhedskærlige, men samtidig skal de også have ’politisk tæft’. Nogen forskere mener, at det er helt fint, at embedsmænd presser grænserne til det yderste. Denne opfattelse deler jeg ikke. Jeg mener, at embedsværket skal holde sig inden for love og regler, og jeg håber, at man som studerende vil forholde sig kritisk til denne problemstilling.

Noget andet er de store spørgsmål som eksempelvis demokratipolitik. De færreste politiske partier har en  demokratipolitik og slet ikke en forvaltningspolitik. Her er det min forhåbning, at scient.pol’er kan bidrage til at stimulere disse diskussioner i stedet for at fokusere på, hvordan man ved hjælp af manipulationsvidenskab sikrer, at et bestemt parti vinder næste folketingsvalg.”

– Men skal Instituttet så uddanne kandidater til at have et særligt demokratisk sindelag?

”Til det vil jeg sige, at jeg med årene er blevet ret illusionsløs. Man kan sagtens hylde demokratiet i ord og ved skåltaler. Men når man først kommer ind i forvaltningen, bliver man rettet af i løbet af de første par år. I forvaltningen handler det om magt, og når magten er i centrum, laves der sjældent en kobling til normative demokratiidealer.

Men som studerende har man netop et frirum til at tænke frit og kritisk. Og når man har den mulighed, må man jo gøre sig nogle overvejelser omkring demokratiets tilstand. Så kunne de studerende som gruppe igen bidrage til en debat om demokratiet, som de har kunnet tidligere.

BLÅ BOG
Tim Knudsen, professor emeritus, Institut for Statskundskab, Købehavns Universitet. Født 1945.
Aktuel med ‘Ansvaret der forsvandt’ sammen med Pernille Boye Koch.
Interview med Bjørn Nørgaard: Kritikken der forsvandt

Interview med Bjørn Nørgaard: Kritikken der forsvandt

Politikerne har glemt kunsten, og kulturen har glemt kritikken. MED ANDRE ORD har mødt Bjørn Nørgaard for at diskutere kunstens røst i den politiske sfære.

”I det gamle Kina blev embedsmændene valgt ud fra, hvem der skrev de bedste digte,” siger Bjørn Nørgaard, mens han låser døren op til sit atelier på Frederikholms Kanal. Jeg besøger ham for at undersøge, hvad vi på tankefabrikken Statskundskab kan lære af kunstneren i en krisetid, hvor de humanistiske værdier ikke er øverst på dagsordenen. Bjørn Nørgaard er især kendt for sin opsigtsvækkende aktion Hesteofringen fra 1970. Derudover har han medvirket til skabelsen af de kongelige gobeliner, og på Folkemødet 2013 fremførte han en kritisk kabaret om nødvendighedens politik sammen med filosoffen Arno Victor og økonomen Christen Sørensen. Den vakte så stor forargelse hos Margrethe Vestager og andre regeringsmedlemmer, at de ganske enkelt udvandrede under forestillingen. Da jeg kommer ind, bliver jeg placeret på en stol, mens Bjørn Nørgaard hælder te op i små tekopper, han har medbragt fra en af sine mange rejser til Kina.

”I Kina udvider de humaniora, for de ved godt, at det ikke er de samme mennesker, der producerer og udvikler nye produkter.” Bjørn Nørgaard snakker videre om kunsten i en bred forstand:

”Kunst er de discipliner, der primært tænker værdier i samfundet intuitivt og sekundært tænker evidensbaseret. Kunsten har spillet en stor rolle i det moderne samfund blandt andet i kraft af oplysningsfilosofien, der præger hele vores måde at tænke demokrati på. Velfærdssamfundet i Danmark er også opstået med rødder i kunsten, hvor andelsbevægelsen havde en åndelig ballast i Grundtvig og arbejderbevægelsen i Bomholt.”

Ifølge Bjørn Nørgaard ser vi i nutidens politik, at kunsten afkobles fra det politiske.

”Hele den kulturelle dimension, der var en ligeværdig del i vores måde at tænke samfundet på, er langsomt forsvundet. Jeg sidder i bestyrelsen på Thorvaldsens Museum, hvor politikerne nu trækker sig. De trækker sig væk fra det direkte møde med kunsten og lægger dermed kunsten væk fra det politiske niveau. Kunstfondens Repræsentantfællesskab er nedlagt. Der sad repræsentanter fra de partier, der sad i Finansudvalget, og diskuterede med kunstnerne, hvordan kunst og samfund skulle møde hinanden. Magthaverne mener nu, at politik kun handler om at kontrollere statens udgifter og om at maksimere udbyttet. Derfor er Finansministeriet det eneste ministerium i dag. Man kan ikke gennemføre noget politisk, uden det er beregnet i Finansministeriet. Jeg mener ikke, man skal kunne vedtage noget, uden at det er beregnet i Kulturministeriet. Vi skal kende de kulturelle konsekvenser af de beslutninger, der træffes. Hvis man udelukkende træffer beslutninger ud fra økonomiske parametre, kan det få katastrofale følger for, hvordan samfundet udvikler sig. Det er det, man gør i dag. Kulturen er blevet en unødig omkostning, vi skal skære væk.”

– Har det ikke altid været politikernes opgave at omfordele og styre statens udgifter, hvad enten vi kan lide det eller ej?

”Det begyndte med Anders Fogh. Han sagde ’lyt ikke til smagsdommerne, vi kan selv.’ Denne totale mangel på respekt for fagkundskab og for, at der er nogen, der ved mere end andre, betyder, at kritikken afskaffes. Politikerne sidder i dag og vedtager, at to plus to er fem, fordi der ikke længere er nogen til at kritisere dem. Kritikken er ikke længere legitim. Man anser kritikere for at være nogle bagstræberiske typer, der ikke har forstået fremskridtet. Det er en katastrofe. Kritikken er grundstenen i demokratiet, som bygger på frie og uafhængige institutioner og akademier, hvor der udvikles nye værdier, som ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med magthavernes. Vi har som samfund glemt at skabe disse værdier. Vi har glemt kritikken.”

– Er vi blevet for autoritetstro?

”Jeg tror ikke, at vi er blevet for autoritetstro. I 60’erne skete der en række opgør – mange af dem var mere eller mindre heldige. I 70’erne kom marxisterne, som var systemtænkere. De var i høj grad generalister. Det er  denne generalisttankegang, der har overlevet, desværre. De mennesker, der bestemmer i ministerierne, er jo ikke fagfolk, de er generalister. Generalister bryder
sig ikke om folk, der ved, hvad de taler om, for de er besværlige. Så kan generalisten ikke komme med sin struktur. En generalist tror jo, at man kan lave nogle generelle strukturer, hvor strukturen i sig selv er i stand til at svare på problemerne. Det er folk, der har gået på ledelseskurser og lært ledelsesteorier, som mener, at ledelsesteorien alene kan skabe en højere kvalitet og et bedre udbytte. Det mener de absolut, selvom de ikke aner noget om den virkelighed, de administrerer. Problemet er ikke, at vi er blevet for autoritetstro. Problemet er, at vi ikke respekterer fagkundskab og den kritik, fagkundskaben kan komme med.”

– Hvordan bliver vi bedre generalister, der er i stand til at videreføre en kulturel arv uden at ødelægge den med vores strukturer?

Bjørn Nørgaard i sit atelier på Frederikholms kanal.

Bjørn Nørgaard i sit atelier på Frederikholms kanal.

”Vi skal se på oplysningstiden og på de værdier, der gjorde Vesteuropa til en dynamisk kultur. Begrebet ’kritik’ opstår i oplysningstiden. Hvis den kritiske diskussion går i stå, fordi man politisk ikke gider høre på, hvad der bliver sagt og regner det for en overflødig omkostning, går kulturen i stå. Grunden til, at vi har det samfund, vi har i dag, er Grundtvig, Kierkegaard, H.C. Andersen og H.C. Ørsted. Hele vores prægning af, hvem vi er, har vi fået fra kunsten. Hvis man ikke tager kunsten ind igen som en del af den politiske værdiskabelse, får man ikke skabt et billede af den fremtid, vi skal have. Hvis ikke vi har en vision om, hvordan fremtiden skal se ud, kommer vi aldrig nogen steder hen.”

– Men oplysningstiden er jo udsprunget af renæssancemennesket, der havde ultimativ dannelse. Har vi måske mistet den dannelse, det kræver at komme med kritik?

”Det er klart, at den kritik, vi skal diskutere, ikke er den, vi havde i oplysningstiden. Vi er nødt til at udvikle et kritisk begreb, som udspringer af den realitet, vi har nu. Det er det, I skal på Statskundskab, og det er det, kunstneren skal. Renæssancemennesket er ikke muligt længere, for dengang kunne et kvikt hoved overskue en større mængde af den samlede viden i verden, end det er tilfældet i dag. Vi skal udvikle nogle nye fælles begreber, som kan danne baggrund for kritikken, ligesom man i oplysningstiden skabte encyklopædien for at danne en fælles referenceramme. Det kan kunsten bidrage til. Kunst og økonomi skal komplimentært give samfundet en ny vision.”

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

Forskning: Hvad skal det nytte? – Interview med Mikkel Vedby Rasmussen

MED ANDRE ORD har mødt forskningsleder på Center for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, til en snak om, hvad der motiverer ham til at forske – og hvad forskning overhovedet er for en størrelse på et moderne universitet.

Hvorfor startede du med at forske, og hvad var det, der motiverede dig dengang?
Det var min tid som studerende på London School of Economics, der for alvor motiverede mig til at forske. Jeg havde nogle undervisere, der gik til International Politik på en måde, som jeg ikke havde mødt på Københavns Universitet på det tidspunkt. Barren var bare sat højere, og jeg kan huske, at jeg tænkte, at jeg ville kunne det samme som dem. Og så var det selvfølgelig også et resultat af tilfældigheder, at jeg blev forsker. Da jeg var færdig med min kandidat, var jeg så heldig at få et ph.d.-stipendium. Men var jeg blevet tilbudt et job i Udenrigsministeriet, var jeg nok havnet der, selvom jeg er sikker på, at jeg var vendt tilbage til universitetet på et tidspunkt.

Hvad motiverer dig, når du står op om morgenen?
Der er primært to ting, der får mig op om morgen-en. For det første har jeg altid været motiveret af den grundlæggende nysgerrighed i forskningen og af, at der sker noget ude i verden, som jeg synes, at jeg kan forklare bedre end nogen andre kan.

Samtidig har jeg altid været bevidst om, at god samfundsvidenskab foregår i interaktion med sin samtid. Det betyder også, at samfundsvidenskab ikke kan bedrives ud fra en Professor Tournesol-logik, hvor man slentrer rundt i et laboratorium og pludselig får en god idé – sådan er virkeligheden ikke. Derfor kan jeg heller ikke bedrive forskning uden hele tiden at medtænke aktuelle begivenheder såsom udviklingen i Ukraine. Og alt efter hvilken vinkel man lægger på virkeligheden, får man forskellige forskningsmæssige resultater, og det er jeg virkelig nysgerrig over for.

For det andet er det en stor motivationsfaktor at være forskningsleder. Det at få ting til at ske og være med til at lede strømmen af gode idéer i en bestemt retning er enormt spændende.

Gør Instituttet nok for at motivere de studerende til at forske?
Jeg mener ikke, at det er Instituttets opgave, for 9 ud af 10 studerende skal ikke være forskere, men derimod dygtige scient.pol’er. Modsat tidligere skal vi i dag ikke tænke, at vi underviser forskere. Vi underviser først og fremmest studerende, der skal alt muligt andet end at forske. Derfor skal forskning tænkes som noget, vi formidler snarere, end noget, vi underviser i. Forudsætningen for, at vi skaber dygtige kandidater, er, at vi som forskere gennem undervisning giver de studerende en række brugbare værktøjer. At undervisningen ikke skal tage form af en forskeruddannelse, er et skifte væk fra det gamle universitet. Udfordringen er så, at universitetet blandt andet skal konkurrere med diverse dygtige konsulenthuse om dem, der så rent faktisk ønsker at forske, for i dag er universitetet langt fra det eneste sted, hvor man kan få afløb for lysten til at analysere et problem.

Mener du, at forskningens traditionelle rolle på universitet er ved at ændre sig?
Et universitet må være baseret på forskning, og det er i virkeligheden universitetets sidste krav på at være en vidensinstitution. De sidste 10-15 år er universitetet blevet presset til at levere videnskabeligt output, og af den grund har fokus primært været på at producere artikler. Men nu svinger pendulet den anden vej, og der er kommet langt mere fokus på universitetet som undervisningsinstitution. Og her er det vigtigt, at vi husker, at hvis vi ikke skal uddanne de studerende til at blive forskere, så skal vi være ekstremt dygtige til at oversætte vores universitetsviden til noget, der har med virkeligheden at gøre. Den trekant, der eksisterer mellem forskning, undervisning og omverdenskontakt, bliver meget vigtig for at få tingene til at køre. Og den udfordring bliver ikke mindre af, at Studiefremdriftsreformen i en vis udstrækning fratager de studerende muligheden for at stifte bekendtskab med virkeligheden gennem studiejobs.

Lasse Marker tiltrak sig opmærksomhed, da han på historiestudiet bestod en kandidateksamen med blot 28 timers forberedelse. MED ANDRE ORD møder ham til en snak om undervisning, ambitioner og samfundsånd

Ambitionsniveauet halter på KU

Lasse Marker tiltrak sig opmærksomhed, da han på historiestudiet bestod en kandidateksamen med blot 28 timers forberedelse. MED ANDRE ORD møder ham til en snak om undervisning, ambitioner og samfundsånd

Lasse Marker er om nogen en profileret statskundskaber. Han har tidligere læst dansk og historie og sidder i chefredaktionen på nyhedsmagasinet RÆSON. Efter endt uddannelse på statskundskab er han i dag radiovært på Kulturknuserne på P1. Senest var Lasse Marker i nyhedsorkanens øje med historien om, at det skulle være umuligt at dumpe inden for humaniora. Med blot 28 timers arbejdsindsats bestod han kandidatens 15 ECTS-point på historiestudiet.

”Aldrig er jeg af så mange mennesker og på så kort tid blevet kaldt et geni. Kritikerne af mit eksperiment mente ikke, at det var en skandale, at jeg kunne bestå et kandidatfag stort set uden at lave noget. Jeg arbej-der som journalist og burde derfor have så meget viden, at jeg selvfølgelig ville kunne bestå. I Radio24syv udfordrede prodekanen på KU mig til at gå til en ny eksamen. Han mente, at det først ville være skandaløst, hvis jeg kunne bestå et kandidatfag i oldgræsk stort set uden at forberede mig. Det fortæller alt om ambitionsniveauet på KU”.

”Jeg angreb taxameterordningen, fordi jeg mener, at den giver et negativt incitament til bare at lade folk bestå. Det kan være svært at bevise. Men Henrik Dahl skrev efterfølgende et indlæg i Weekend Avisen, hvor han understregede, at fordi universitetet er en offentlig institution, har alle krav på at blive behandlet lige. Derfor kan man ikke som enkelt censor stille skrappere krav, da de stude-rende i så fald ville blive uretfærdigt behandlet. Det er et collective action problem. Selvom der måske ikke er et formelt krav om at lade folk bestå, er der i hvert fald blevet skabt en kultur, hvor man ikke dumper”

Så meget for humaniora, men hvordan opfatter Lasse Marker sit skifte fra humaniora til statskundskab?

”Jeg oplevede et meget stort skifte. På statskundskab tager folk det mere seriøst og bruger flere timer på studiet. Jeg oplevede det på egen krop i forhold til karaktererne, da jeg med en arbejdsindsats, som jeg ville få 12 for på dansk, kun fik 7 på statskundskab. Det er et problem, at lige meget, hvor godt eller dårligt et hold er, så skal man have en normalfordeling.”

Ifølge Marker er der en markant forskel på niveauet mellem fakulteterne. Grunden til forskellene er ikke forskelle i fakultetsunderviserne eller lektorernes niveau, men synes snarere strukturelt forankret.

Større krav om aktiv deltagelse
Undervisningsstrukturen på de danske universiteter har historisk dybe rødder, og er inspireret af den tyske model. Her prioriterer man ikke deltagelse og løbende afleveringer lige så højt, som man gør på universiteterne i USA og England, hvor den studerendes engagement i undervisningen afspejler sig i den endelige karakter. Er dette en måde, hvorpå man i USA holder folk til ilden og undgår førnævnte tendenser?

Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler… og det er indbegrebet af at være dansk.

”Hvis det er et fuldtidsstudium, og det skal legitimeres, at man får SU, kan man godt stille krav om, at folk forbereder sig, da det også gør de andres udbytte større. I Kulturknuserne foreslog en af vores paneldeltagere, Asger Agger, direktør for forandringsbureauet Works, at man gør 30 % af den enkeltes karakter afhængig af den aktive deltagelse i undervisningen, ligesom man gør på nogle studier på Harvard. Det tvinger folk til at være aktive i undervisningen, og de dygtige elever får samtidig mere ud af den tid, de er der. Omvendt er det ikke nødvendigvis undervisernes ansvar. Jeg synes, jeg har oplevet, at undervisernes niveau er rigtig højt. Både på dansk, historie og statskundskab. Jeg vil have svært ved at se, hvordan de skulle prøve at tvinge de stude-rende til at bestille mere. Det er ikke deres opgave.”

Behov for kulturfornyelse
Og nu til samfundsånden. Lasse Marker påpeger, at hvis vi har et universitet, hvor man kan bestå uden at lave noget som helst, går det ud over alle – også dem, der laver noget. På de lange linjer mener han, at det har en del at gøre med generelle tendenser i samfundet.

”Hvis der er noget, som irriterer mig, så er det folk, der er tilfredse med at være så gode, som de er i dag. For de kunne blive bedre, hvis de ville. Og det er lige meget, om du læser på universitetet, er direktør eller gør rent. En ambition om at blive dygtigere, end du er i dag. Den mangler. Og det er indbegrebet af at være dansk. Den franske filosof Dominique Moïsi har sagt, at den største fare for Europa er, at vi holder op med at stille krav til os selv og til hinanden. Vi er ved at lulle os selv i søvn. Det er også knyttet til vores jantelov. Det mest stillede spørgsmål, jeg får, når folk hører, hvor meget jeg arbejder, er: ”Har du ikke et liv?” Det fortæller alt om vores kultur. Kristian von Bengtson, som er med i vores panel i Kulturknuserne, sagde i en af vores udsendelser, at vi siden 60’erne har kæmpet for at arbejde så lidt som muligt. Det gav rigtig god mening, dengang vi havde en arbejdsuge på 48 timer. Problemet er blot, at det er kammet over. Vi har en officiel arbejdsuge på 37 timer, men den sidste opgørelse viser, at vi kun arbejder 34 timer. Hvis vi har en mentalitet, hvor vi kæmper for at lave så lidt som muligt, og vi samtidig allerede er nede på 34-37 timer om ugen, så har vi et problem.”

Dette er ifølge Lasse Marker et generelt fænomen, der ikke blot omhandler studerende. Fx var hele debatten om Dovne Robert og Fattig Carina præget af, at man slet ikke talte om indsatsen fra dem, der allerede tager del i arbejdsmarkedet.

”Jeg synes, at debatten burde have handlet om dem, der har et job. Hvad laver de? Ikke ret meget. Man bør først stille krav til sig selv, før man gør det til andre.”

I forhold til, hvad man konkret kan gøre nu og her for at forbedre universitetet, opfordrer Marker til et højere niveau og større deltagelse.

”Hvis vi mener det alvorligt, at vi skal have verdens bedste uddannelsessystem, så skal vi ikke give de studerende bjørnetjenester ved at lade dem bestå, når niveauet ikke er højt nok. Dernæst tror jeg sagtens, at man kunne lave en model, hvor 30 % af din karakter er afhængig af, hvor meget du har bidraget til de andres læring i løbet af semesteret. Det vil gøre de studerende afhængige af hinanden, og det vil måske kunne skabe en kultur, hvor man laver lidt mere end i dag.” ♦