0-1-1-0-1. Alt tyder på, at algoritmer og Deep Learning kommer til at ændre måden, hvorpå jurister, økonomer og statskundskabere arbejder i magtens korridorer. Men hvor går grænsen? MED ANDRE ORD spørger tidligere minister og formand for SIRI-kommissionen, Ida Auken, om hendes syn på fremtidens embedsværk.
“Artificial Intelligence is potentially more dangerous than nukes.” – Elon Musk
“I don’t understand why some people are not concerned.” – Bill Gates
“Success in creating AI would be the biggest event in human history… Unfortunately, it might also be the last.” – Stephen Hawking
De højprofilerede dommedagsprofeter kræver ingen introduktion. Når tre af verdens mest visionære hjerner vågner i nattens mulm og mørke med svedsølet linned og pulsen pumpende af adrenalin, er det fra samme mareridt: En forarmet menneskehed gjort til slave af en ny verdenshersker, kunstig intelligens.
Ifølge de tre er vi ikke mange årtier fra at udvikle en kunstig intelligens, som sandsynligvis langt overgår den menneskelige. Barack Obama har til magasinet The Wired delt sin bekymring, om hvorvidt en fjendtlig kunstig intelligens kunne finde vej ind i det amerikanske atomvåbensystem: ”If that’s its only job, if it’s self-teaching and it’s just a really effective algorithm, then you’ve got problems.”
Det lugter af science fiction
Når departementschefen i Erhvervs- og Vækstministeriet, Michael Dithmer, i en nylig udtalelse til Altinget siger, ”Vi tror, at den digitale omstilling kommer til at gå ret stærkt” og ”Vi bliver nødt til at have folk, der kan forstå denne her nye virkelighed,” er det ikke nødvendigvis med sveddryppende angst for menneskehedens endelig. Alligevel fornemmer man hos Dithmer en forståelse for, at den digitale omstilling (en vending som åbenbart stadig lever i Slotsholmens mørke drypstenshuler) ikke bare er trådløst internet og kalenderplanlagte skype-meetings. Derimod er det faktisk ved at være alvor – det der med omstilling. Hvorfor er disse ord kryptonit for djøferens og bureaukrataspirantens flossede karrierenerver?
Vi er alle fortabte
Den seneste teknologiske udvikling ser ud til ikke at nøjes med at bide hovedet af en række lavtuddannede jobområder (en naturlighed i den evigudviklende, kapitaliske verden, siger man). Ifølge Cevea er op mod 900.000 jobs – en tredjedel af det danske arbejdsmarked – i fare for at blive automatiserede inden for de næste tyve år. Og denne gang gælder det også de hvidkravede djøfere: Robotterne tager vores jobs.
Det var derfor med den samlede frygt af Musk, Gates og Hawking, at jeg greb knoglen og med rystende finger drejede nummeret på den eneste, som jeg vidste kunne berolige mig: Ida Auken. Hun er nemlig formand for den nyoprettede SIRI Kommission (navnesøster til Apples talende hjælper med den fløjlsbløde stemme), som skal agere fremtidens fyrtårn og guide Kongeriget gennem den teknologiske storm, som trækker sig sammen over vores hoveder.
Der er ingen ventemelodi, når man ringer til Ida Auken. Kun den tomme stilhed mellem det ene bip– og så fremtiden. Da jeg endelig hører hendes stemme i den anden ende af røret, flyver ordene ud af mig. Jeg må vide: Er du også bange?
Ida Auken: ”Jeg er bekymret. Men jeg er også optimist. Jeg ser det som min pligt at tage de her meget store forandringer og få vendt dem til en fordel. Hvis ikke vi gør noget, er der måske en grund til at være bange.”
Den kunstigt intelligente embedsmand
A: ”Hvordan ville du som politiker have det med at blive vejledt af kunstig intelligens?”
Ida Auken: ”Jeg har det fint med at kunstig intelligens kan være med til at understøtte vores beslutninger. Og jeg har det også fint med, at kunstig intelligens og robotter tager nogle af vores opgaver. Jeg bliver ikke glad, når de tager vores jobs, og jeg bliver ikke glad, når de tager vores ansvar. Nu har jeg selv siddet som minister og ved, at man leder et meget stort system. Det er vigtigt, at der sidder en, som kan redegøre for beslutninger, så det ikke bliver helt kafkask.”
A: ”Så fremtidens embedsmænd og politikere bliver ikke erstattede af algoritmer, men deres funktion bliver anderledes – og i virkeligheden bliver der måske frigjort ressourcer, som kan anvendes andre steder?”
Ida Auken: ”Ja, det er meget præcist formuleret. Det er den vej, vi skal prøve at arbejde, og det kan vi håbe. Men jeg kan godt være bekymret for det modsatte. Vi havde en årrække, hvor det politiske håndværk ligesom blev… vi lagde det lidt fra os og sagde: Jamen økonomerne fortæller os, hvad der er det rigtige at gøre. Og så effektiviserede vi. Og vi centraliserede. Og i virkeligheden så glemte vi at spørge: Efterlader vi ikke en masse mennesker i landdistrikterne uden nogen muligheder? Har vi ikke et samfund, som er ved at gå over på midten? Alt det som ikke blev fanget i et økonomisk regnestykke. Vi fik ikke gjort vores arbejde ordentlig nok, og jeg er bekymret for, at data kan komme til at spille samme rolle, som økonomi har gjort. Altså som en videnskab der overtrumfer alle andre former for viden. Og overtrumfer politikerens fineste kunst: At have blik for mange interesser og prøve at forene dem til de flestes bedste.”
Fordi vi bare er mennesker
A: ”Men i lyset af automatiseringen har menneskeheden så ikke (måske for første gang i historien) muligheden for ikke længere at bekymre sig? At trække sig tilbage og koncentrere sig om at nyde frugterne af robotternes arbejde?”
Ida Auken: ”Ja, det er jo den smukke version af det. Men jeg tror mennesker har brug for et formål. Jeg tror de har brug for at være til nytte på en eller anden måde. Hvad sker der med mennesker, hvis ikke der er brug for dem? Er vi så sikre på, at de vil bruge deres liv på gode, smukke, skønne ting? Man kan ikke overflødiggøre mennesker på den måde.”
Jeg er midt i en opsummerende kommentar og skal til at indlede mit sidste spørgsmål, da Ida Auken afbryder:
Ida Auken: ”Det er derfor vi har bureaukraterne! Det er fordi, I kan sætte jer ned og tænke de her ting ordentligt igennem. I skal fortælle mig, hvad det her betyder! Og med de ting der sker og finde vejen ud af det. Hvordan gør vi det her i praksis? Hvis nu intentionen er, at vi gerne vil have et samfund, hvor mennesker er en del af ligningen og har et formål – både med deres arbejde og deres liv. Hvad skal der så ske? Hvordan skal vi så tænke reguleringen og andre ting omkring den nye teknologi. Jeg er rigtig glad for, at I tager det op!”
En sidste ting
At tale så meget om fremtiden kan føles tungt og dystert. Til mit sidste spørgsmål er min stemme blevet en anelse dybere og mere alvorlig end ellers.
A: ”Men Ida, hvis nu Lars Løkke i al hemmelighed bliver erstattet af en kunstig intelligens, ik’? Hvad gør vi så?”
Ida Auken: ”Nej, jeg håber virkelig… jeg tror rent faktisk hellere, jeg vil have Lars Løkke end en kunstig intelligens. Det vil jeg. Jeg vil have et menneske til at styre. Jeg vil ikke have en algoritme til at gøre det. Den må gerne give os nogle råd, men i sidste ende så tager vi beslutningerne.”
Heldigvis giver Barack Obama et godt survival-tip til den dag, hvor den ondsindede intelligens endeligt vågner fra sin søvn – måske i form af Lars Løkke: “Right when you see it about to happen, you gotta yank that electricity out of the wall, man.” Det råd er hermed givet videre.