Siden juli er hundredetusindevis af sydsudanesere flygtet fra borgerkrig i Sydsudan til nabolandet Uganda. I efterårsferien tog vi med Folkekirkens Nødhjælp til Uganda, hvor vi oplevede en progressiv flygtningepolitik.
Siden 1983 har Sudan været præget af konflikt. I 2011 resulterede konflikten i, at den sydelige del af Sudan løsrev sig, hvorefter Sydsudan blev dannet som verdens yngste stat. Dette skabte fornyet håb for fred i området, som dog desværre viste sig at være kortvarig. I december 2013 udbrød den igangværende borgerkrig i Sydsudan. Krigen handler om etnicitet, politik og naturressourcer. Det anslås, at Uganda ved årets udgang vil huse én million flygtninge fra Sydsudan. Vi besøgte en af de mest benyttede grænseovergange mellem de to lande, Elegu Border Point. Hver dag ankommer mellem 1.000-2.000 flygtninge fra det krigshærgede naboland.
Ingen spørgsmål
Netop ved denne grænseovergang kom William Taban på 12 år mandag den 17. oktober sammen med sin bedstemor Cecilia Fonni på 76 år ind i Uganda, hvor vi mødte dem. De erklærede sig straks som flygtninge. Dette blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved, og UNHCR stod sammen med deres partnere klar til at modtage dem. Efter ankomsten gennemgik William og Cecilia 5 stadier på modtagelsescenteret, som alle flygtninge skal gennemgå for at modtage hjælp i Uganda.
Det første stadie mødte de ved porten, hvor de blev tjekket for våben og behandlet mod kolera. Dernæst skulle de gennemgå et lægetjek, hvor de også blev vaccineret. Ved tredje stadie startede de med at få taget deres fingeraftryk og blive registreret, hvorefter de blev spurgt ind til deres rejse til Uganda. I det fjerde stadie fik de udleveret sæbe, og de blev begge registreret som “Person with Special Needs”. Wiliam fik denne registering, da han er rejst uden sine forældre, og Cecilia blev klassificeret således, da hun er over 60 år. Ved det sidste stop fik de udleveret armbånd som tegn på, at de har gennemgået processen, og de fik mulighed for at tale med en socialrådgiver. Herefter var det bare at vente på bussen, der senere på dagen kørte dem til transitcenteret.
En progressiv flygtningepolitik
Det unikke ved Ugandas flygtningepolitik er, at Wiliam og hans bedstemor ikke skal se frem til et liv som flygtning i en tætbeboet teltlejr omringet af hegn. I stedet kan de se frem til et kort ophold på transitcenteret, indtil de får allokeret et stykke land på 30×30 m 2 samt materialer til at bygge et hus. Wiliam og hans bedstemor kommer dermed til at bo i en flygtningelandsby frem for flygtningelejr. Her kan Wiliam med det samme begynde i skole med klassekammerater, der både er flygtninge som ham selv og lokale børn fra Uganda. Når han bliver ældre, kan han bevæge sig frit uden for landsbyen og søge arbejde på lige vilkår med ugandere. Flygtninge i Uganda er nemlig ligestillede med statsborgerne i Uganda. Dette blev tydeligt, da vi mødte ugandiske medarbejdere i flygtningelandsbyerne, der gjorde en stor dyd ud af at behandle flygtninge med den værdighed og respekt, de fortjener. Tidligere blev de nyankomne flygtninge transporteret i lastbiler fra transitcenteret til deres flygtningelandsbyer, men dette mente uganderne ikke var godt nok. Derfor bliver flygtninge i dag transporteret i busser på trods af, at det medfører udfordringer med håndtering af bagage, der skal sorteres og fragtes til den rigtige landsby.
Kan Danmark lære noget af Uganda?
Der er ingen tvivl om, at de mange flygtninge medfører store udfordringer for Uganda. På trods af de mange etniske og kulturelle fællestræk, som de to nabolande deler, eksisterer der også grundlæggende forskelle, der kan være kilde til konflikter. Eksempelvis er børneægteskaber tilladt i Sydsudan, men ikke i Uganda. Derudover kræver Ugandas flygtningepolitik, at de sydsudanesiske flygtninge modtager det omtalte stykke land. Det kræver naturligvis, at enorme jordstykker bliver stillet til rådighed, hvilket sker i forhandling med lokale klanledere og den ugandiske regering. Idéen med at forære et jordstykke på denne størrelse er dog svær at opretholde, når flere sydsudanesiske flygtninge krydser grænsen hver eneste dag. Derudover er den jord, der bliver stillet til rådighed, ofte ikke frugtbart nok til, at flygtningene kan forsørge sig selv, hvilket der ellers er hensigten med politikken.
Når det er sagt, så er flygtningene med til at skabe udvikling og økonomisk vækst i Uganda. I flygtningebyerne bygger donorer både skoler, hospitaler og brønde. På skolerne og hospitalerne ansættes ugandiske lærer og sundhedsfagligt personale. Når flygtningene en dag kan vende tilbage til Sydsudan, overgår de nybyggede enheder til lokalsamfundet. Derudover bygger aftalen mellem donorer og den ugandiske stat på et såkaldt 70:30 princip. Dette betyder, at hvis der bygges syv brønde i en flygtningelandsby, så skal der bygges tre brønde i lokalområdet. Tilstedeværelsen af internationale donorer er derfor hovedårsagen til, at Ugandas flygtningepolitik kan blive en realitet.
Den ugandiske regering har set, at flygtninge bidrager positivt til deres samfund samtidig med, at værdighed og respekt er i højsæde. Vi var overraskede over, at flygtningene blev omtalt som mennesker, der fortjener et værdigt liv fremfor at blive set som et problem, der kan reduceres til et tal i en teltlejr. Den yderst progressive tilgang til flygtninge ser ud til at virke – både for flygtningene og det ugandiske samfund. Wiliam og hans bedstemor behøvede ikke forklare, hvorfor de valgte netop Uganda,. I stedet blev der taget imod dem med respekt for, hvem de er, og hvad de kan blive til. Det virker ironisk, at vi skulle væk fra det rige Vesten for at finde netop denne behandling af nogle af verdens mange millioner flygtninge.