Statskundskabsstuderende melder sig i hobetal til Politikens debattør- og kritikerskole. Vi mødtes med opinionsredaktør Per Michael Jespersen til en snak om kritikerskolen og den danske debatkultur.
I 2013 blev de optagede på Politikens debattør- og kritikerskole undervist af Bjarne Corydon, Martin Krasnik og Pia Kjærsgaard. Kritikerskolen kan ses som endnu et skud på stammen af meningsdanner- og debattørskoler. På Ceveas meningsdanneruddannelse, Informations medieundervisning og Cepos Akademiet undervises unge i at begå sig i den offentlige debat. I 2014 er der optaget 150 nye debattører hos Politiken. Er det et tegn på, at den offentlige debat bliver professionaliseret?
I foråret skrev statskundskabsstuderende Eric Carter, at ”kritikerskoler risikerer at skade demokratiet” – frygten er en debat, hvor kun de trænede sidder på dagsordenen. Dette så vi også ved en række velbesøgte debatarrangementer i foråret, ’Djøfokrati – folkestyre eller folkestyring’, hvor polariseringen af den offentlige debat, professionaliseringen og elitestyringen blev sat i perspektiv.
Den mangfoldige debatkultur
Den danske debatkultur er en af de bedste i verden, mener opinionsredaktør og initiativtager til Politikens debattør- og kritikerskole Per Michael Jespersen. Det begrunder redaktøren i, at eksponeringen af debatindlæg i Danmark er stor, mens vejen fra civilsamfund til nationale dagsordener er kort. Hvad der starter som et kort debatindlæg, bliver hurtigt til et tema i Deadline. Danmark er med andre ord langt i forhold til Habermas’ ideal om den borgerlige offentlighed.
Styrken ved den danske debat er dens mangfoldighed; mange forsøger at komme til orde, og det er relativt nemt at brænde igennem. Som eksempel herpå fremhæver Per Michael Jespersen, at Politiken modtager cirka 20.000 læserbreve om året. Til sammenligning modtager The Guardian ikke engang halvt så mange. Hvor nogle ser en elitestyret debat, betoner Per Michael Jespersen dens mangfoldig.
Meningsdannerne?
Per Michael Jespersen har svært ved at genkende kritikken af, at Politikens debattør- og kritikerskole er en ’eliteskole’ for de højtuddannede. Han pointerer, at det er vigtigt at skelne mellem meningsdanner- og debatskoler: ”Meningsdannerskoler som Cevea og Cepos forsøger at lære en menighed at sætte en socialdemokratisk eller en borgerlig dagsorden. Vores udgangspunkt er et helt andet.” Politikens debattør- og kritikerskole fokuserer på debatten i stedet for på én bestemt dagsorden. Samtidig rekrutterer skolen debattører på tværs af politiske og sociale skel, både røde og blå, studerende og håndværkere.
Konfrontation og nyhedskriterier
Ifølge Per Michael Jespersen er det ikke retoriske virkemidler og elitedebattører, der dominerer den offentlige debat, men derimod mennesker, som evner at rykke den etablerede dagsorden ved at formidle sin egen sociale virkelighed. Han fremhæver Lisbeth Zornig, Yahya Hassan og Mattias Tesfaye som eksempler herpå, og det er netop sådanne debattører, Politiken gerne vil kultivere.
Yahya Hassan kom uden medietræning på debatscenen i oktober 2013, og i slutningen af året blev han af Politiken kåret som årets mest indflydelsesrige debattør. Yahya Hassan spillede dog med på mediernes præmisser: ”Jeg er fucking vred på mine forældres generation” rummer den konfrontation og nyhedsværdi, medierne søger. Men jagten efter konfrontation er ikke nødvendigvis et onde. Som medie søger Politiken netop efter perspektiver, der aggressivt konfronterer den etablerede konsensus. Mediernes søgen efter konfrontation og debattens folkelige forankring er altså ikke modsætninger, mener Per Michael Jespersen.
Man må spørge: Er en bred mangfoldig debat et mål i sig selv? Professor ved CBS Ove Kaj Pedersen udtalte sig i august kritisk om det offentlige rums tilstand. Udtalelsen faldt, efter at finansminister Bjarne Corydon havde gjort brug af Ove Kaj Pedersens begreb ’konkurrencestat’, hvilket affødte tonsvis af debatindlæg med diverse holdninger til begrebet.
”Der er for mange meningsdannere i dette land og for få vidensdannere. […] Her i landet tiltager man sig retten til at have en mening uden at have undersøgt, hvad man taler om,” udtalte Ove Kaj Pedersen. Han syntes, at det føltes som en spand kold vand i hovedet at komme hjem til den danske debat efter en tur i USA, hvor debatten foregår på et helt andet niveau. Når man i Danmark skal mene noget om alting, mistes nuancerne i debatten. Per Michael Jespersens mangfoldige debat har dermed sine ofrer – et af dem er Ove Kaj Pedersens konkurrencestatsbegreb.
En folkelig debatkultur?
Målet i mange debatsektioner er modsætningsforhold, og derfor bliver medie- og debattræningen på diverse skoler hurtigt en øvelse i konfrontation. Konfrontationslogikken skader dog ikke nødvendigvis debattens folkelighed. Når målet er opgør med etablerer konsensusser, vil nye perspektiver fra borgere med alternative sociale virkeligheder altid være kærkomne. I konfrontation og overskrifter med gennemslagskraft er det måske nuancerne, og ikke folkeligheden, som tabes.