Slå ørerne ud

Slå ørerne ud

MED ANDRE ORD var med, da professor i politologi fra Yale University, Bryan Garsten, gæstede KUA og bad de tilhørende om at lukke øjnene og bruge ørerne i stedet. Der ligger nemlig en særlig demokratisk værdi i det at lytte.

Bryan Garsten har som politolog kastet sig over retorikken og noget så atypisk som betydningen af det at lytte. At bruge ørerne hensætter nemlig lytteren i en særlig stemning. Denne stemning fik tilhørerne selv lov til at opleve, da han på bedste pædagogiske vis bad os lukke øjnene og i stedet fokusere på at høre og opleve hans stemme. Vi skulle simpelthen koncentrere os om at lytte.

Du hører ikke det, du hører
Men hvorfor inddrage ørerne i politologien på denne måde? Bryan Garsten har fundet inspiration i den amerikanske musiker og forfatter Aaron Coplands bog fra 1939, What to Listen for in Music. Copland var optaget af, at der synes at være en diskrepans mellem musikkens udtryk, eksempelvis toner og tekst, og det lytteren efterfølgende husker og genkender musikken på.

Heri har Bryan Garsten fundet en analogi til retorikken og den demokratiske debat. For måske gør det samme fænomen sig gældende her – at de, der deltager i den offentlige debat, ikke genkender afsenderens argumenter og idéer? Hvis man skeler til et habermasiansk demokratiideal, udgør et sådant fænomen selvsagt et demokratisk problem. Og samtidig bliver evnen til at lytte og opfange argumenter en demokratisk dyd.

mao4_s38

Et benspænd for Habermas?
Betyder det så, at vores infantile hørelse og fattesvage hukommelse spænder ben for Habermas’ drøm om et deliberativt demokrati? Ikke helt. Igen er Bryan Garsten blevet inspireret af Copland.

Ifølge Copland kan kløften mellem musikken og lytteren nemlig overkommes gennem den rette instruktion. Det var netop det, Copland ønskede med sin bog – at lære folk at lytte og blive integreret med musikken. Copland skrev, at den bedste lytter befinder sig både inde i og uden for musikken. Kun herigennem kan lytteren finde ind til kernemelodien i musikken. Kun ved at tage dette ansvar alvorligt, får lytteren det optimale udbytte af musikken.

Habermas lever lidt endnu
Bryan Garsten mener, at det samme gør sig gældende for deltagerne i den demokratiske debat. Medierne har en tendens til at stå uden for politiske taler og udsagn i et forsøg på at sætte disse i bås. Men hvis den offentlige debat ikke skal ende med at bestå af uprøvede argumenter og synspunkter, er det essentielt, at tilhørerne, lytterne, forholder sig til udsagnene indefra.

At forholde sig til udsagn indefra betyder, at man som lytter skal lade sig opsluge fuldstændig af de argumenter, der fremsættes. I al fald for en stund. For kun på den måde kan eksempelvis en politisk tale gøre sin indvirkning. Og kun på den måde er det muligt at finde ind til kernen i argumentet. Ligesom det også er muligt at finde kernemelodien i musikken.

Er det virkelig så enkelt at få en habermasianer til at klappe i sine små hænder? Måske ikke. Ifølge Bryan Garsten stiller den rette måde at lytte på store krav til den enkelte. Krav, der ikke nødvendigvis kan honoreres.

Hvordan man end vurderer fremtidsperspektiverne for et deliberativt demokrati bygget på evnen til at lytte, kommer man ikke uden om, at Bryan Garstens forskning er et inspirerende eksempel på, at politologien kan få noget ud af at lytte til musikken. Selv med lukkede øjne.

MED ANDRE ORD takker professor i retorik på Københavns Universitet, Christian Koch, for at henlede opmærksomheden på arrangementet.

Næste artikel

Debatten til debat: Politikens debattør- og kritikerskole

Statskundskabsstuderende melder sig i hobetal til Politikens debattør- og kritikerskole. Vi mødtes med opinionsredaktør Per Michael Jespersen til en snak om kritikerskolen og den danske debatkultur.