Skip to content

Den Antropocæne Tidsalder… med andre ord

af Lars Tønder, Professor MSO, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

MED ANDRE ORD… er et fast indlæg, som har til formål at forklare de begreber vi ikke forstår, på trods af ihærdige forsøg. Hver udgave sætter fokus på et nyt begreb, hvor en ekspert inviteres til at forklare det… Med Andre Ord.

I første udgave sætter vi fokus på ‘det antropocæne’, som vi har bedt Lars Tønder forklare… Med Andre Ord.

Den antropocæne tidsalder betegner en ny geologisk epoke karakteriseret ved menneskeskabte klimaforandringer. Idéen blev for alvor lanceret af amerikaneren Eugene Stoermer og den hollandske nobelprismodtager Paul Crutzen, der i et kort nyhedsbrev fra 2000 påpegede, hvordan klimaforandringerne nu er så vidtrækkende, at de påvirker hele jordens økosystem. Menneskene fremstår derved som en ny naturkræft, hvilket gør den antropocæne tidsalder (opkaldt efter det græske ord for menneske, ánthrōpos) forskellig fra de tidligere geologiske tidsaldre.

Fra et samfundsvidenskabeligt perspektiv er denne udvikling interessant, fordi den ikke alene understreger menneskenes magt, men også fremhæver, hvor sammenfiltret det menneskelige og det ikkemenneskelige er blevet. Den antropocæne tidsalder er altså ikke ensbetydende med menneskenes almægtighed. I stedet for understreger den mulighederne for – og udfordringerne ved – gensidig påvirkning. Dette forhold understreges også af de afledte effekter af klimaforandringerne, som viser, hvordan de fleste menneskelige relationer er sårbare over for naturen og dennes mangeartede kræfter.

Selvom ingen stiller spørgsmålstegn ved de menneskeskabte klimaforandringer, er der fortsat ikke enighed om, hvordan vi mere præcist skal forstå den antropocæne tidsalder. Den ”dystopiske” fortolkning anser den som et varsel om en ny masseudryddelsesbegivenhed. Den ”økomodernistiske” fortolkning modsætter sig dette og fremhæver i stedet for muligheden nye teknologiske opfindelser. Endelig er der den ”gaiaske” fortolkning, som kritiserer den nuværende udpining af naturen samtidig med, at den fremhæver mulighederne for nye livsformer på tværs af eksisterende sammenfiltringer af menneskeligt og ikkemenneskeligt liv.

MED ANDRE ORD… stiller den antropocæne tidsalder spørgsmålstegn ved mange af samfundsvidenskabernes grundantagelser. Hvor det tidligere var muligt at se ”natur” og ”samfund” som adskilte, er den antropocæne tidsalder et tegn på det modsatte.