Overvejer du udveksling? Læs Julies dagbog fra Frankrig

Kl 09:45

Min alarm vækkede mig egentlig for en time siden, men jeg har endnu en gang formået at snooze den til et kvarter før forelæsning starter.  Tid er en del mere laissez-faire i det sydfranske, så jeg begynder afslappet at lave kaffen og klæder mig roligt på før jeg går de 100 meter ned til universitetet. Når man bor på campus, er man altid lidt forsinket, men aldrig så grueligt at man er mere forsinket end professoren, der altid kommer 10-15 minutter for sent.

Jeg bor på et mini-værelse, der minder mere om et fængsel end et kollegie. Da jeg fik at vide jeg havde fået plads på et fransk kollegie, troede jeg naivt at oplevelsen der ville tilsvare kollegie-fællesskaberne derhjemme med madklub, fælles rengøring og fester. Jeg blev lidt lang i næbbet da jeg ankom, og så tre ens gange med cirka 100 værelser på hver gang og et køkken der mindede mere om et fængselskøkken end fælleskøkken. De enkelte skamler der var i køkkenet, var sømmet fast til jorden, så ingen kunne tage dem…  

Kl 10:30:

Jeg sidder i forelæsningssalen, og vi sveder. Voldsomt. 30 grader og maskepåbud er en dårlig kombination, og de store vinduer er umulige at lukke. Jeg er lige ankommet, så det er stadig lidt nyt med venner hernede, og jeg prøver at small-talke så meget som muligt med franskmændene omkring mig. Franskmænd fra Syden er en del mere venlige end folk fra Paris, og alle har lyst til at høre om hvor man kommer fra, og hvorfor man valgte Toulouse som sin udvekslings-by.

Generelt kører forelæsningerne uden pauser, så det er 2 timer straight med frainglish og et indelukket forelæsningslokale. Undervisningen er markant anderledes end derhjemme, måske fordi det egentlig ikke er Political Science, men International Relations jeg studerer på Sciences Po’ Toulouse.  Der er meget mindre teori, få forskningsartikler på pensum og forelæsningerne føles mere som en historietime i 9. klasse, hvor man mest bare skulle sidde og lytte til en lærer fortælle om nogle konkrete begivenheder, der fandt sted engang.

Kl 15.00

Skoledagen er slut, og fordi jeg ikke havde regnet ud at der ikke ville være noget som helst på mit kollegieværelse, har jeg ingen pude, dyne eller sengetøj. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde regnet med, måske at der ville være bestik og en gryde, men på fængselskollegiet er der ingenting at lave mad med eller at bo i. Derfor går jeg ned i den lokale Gifí, udtalt med blødt g som i ordet ”genert”, fordi det er francaise, og kejtet prøver at udtale ”Je me besoin une blanket, sil vous plaise”. Sikkerhedsvagten rynker læben og peger mig i retning af butikkens bund, og jeg forstår faktisk ikke helt om han forstår mig, men jeg siger bare ”mercyyy” og går videre.

Jeg tog på udveksling til Frankrig for at lære fransk, og havde fået en tanke i hovedet om at jeg på tre måneder, med kurser på engelsk og internationale venner, kunne blive flydende på fransk. Derfor insisterer jeg også på at tale fransk hvor end jeg går, selvom jeg ikke havde fransk i gymnasiet og derfor er begrænset til mit 9. klasses folkeskoleniveau. Jeg blev -surprise – ikke flydende i min tid i Toulouse, men læringskurven stejl, og jeg gik fra at kunne sige ”J m’appelle Julie” til også at kunne tilføje ”J’etudies sciences politique au Université de Copenhage”, eller noget i den stil i hvert fald. Jeg finder det billigste flis-tæppe og betaler ved skranken hvad der også er en struggle, for i den første halve måned forstod jeg ikke når de spurgte om jeg betalte kort eller kontant.

Kl 17.30

Jeg mødes jeg med mine to bedste venner hernede, som også bor på vores fælles fængselskollegie, og spiser aftensmad i kæmpekantinen vi bor overfor. Det er her langt de fleste franske studerende får dagens varme måltid, og der er derfor altid travlt. Maden er faktisk også pænt god de fleste dage, selvom der laves mad til cirka et tusind studerende dagligt. Måske du tænker: hvad med corona? De løste de bare ved at sige man skal have mundbind på og så ellers prøve at sidde med lidt afstand, selvom det var ret umuligt med så mange mennesker samlet et sted. Efter kort tid i Toulouse var jeg ikke særlig overrasket over at Frankrig havde så hårde restriktioner under lockdown, for deres restriktioner op til lockdown var efter danske standarder usædvanlig bløde. Eller også blev de fortolket meget blødt af befolkningen, der i hvert fald ikke har samme flok/får-mentalitet som herhjemme.

Kl. 20:00

Efter aftensmad går vi ind i vores lokale kiosk, køber tequila-øl som er blevet vores favorit-drink hernede, og mødes med de andre internationale studerende og tutorer ved La Garonne. La Garonne er kanalen der løber igennem Toulouse og som giver en smuk udsigt over de fire broer der samler byen, meget sammenligneligt med Søerne i København. For at være helt ærlig, så er de andre mennesker hernede der drikker, fester og lytter til høj musik mest bare andre udvekslingsstuderende og meget unge franske mennesker, der ikke ligner nogen der kunne passere minimumsalderen ved køb af alkohol. Det er nok lidt det samme som når en jysk tilflytter drikker øl på Dronning Louises bro og for første gang føler sig lidt københavnsk, helt uvidende om der ikke er en eneste øldrikkende københavner på Dronning Louises bro kl 3 om eftermiddagen.

De andre studerende på udveksling kommer mest fra Europa, hvilket nok også skyldes corona og færre rejsemuligheder. Der er meget abroaaaad-stemning (sagt med white-girl amerikansk accent), hvor man drikker en masse øl og spørger en masse mennesker: ”Where do you come from?”. Alle er åbne og imødekommende og der tages så godt som nul corona-forholdsregler. Nogle gange kan man godt få lidt ondt i hovedet af al den small-talk, men det er et nødvendigt onde når man skal falde på plads et nyt sted.

Da Danmark gjorde Frankrig til en orange destination fordi de havde for høje smittetal, tog franskmændene gladelig ud og drak vin og mødtes en masse mennesker på crowdede cafeer. De åbnede hemmelige dansegulv hvor man lidt symbolsk lod et mundbind hænge om hagen, for at sige man går lidt op i at beskytte sig selv mod covid-19, men hellere ikke mere end at man vil være den eneste person på dansegulvet som har et svedigt hvidt bind i hovedet. Derfor er der god stemning, og jeg glemmer helt at vi er midt i en pandemi.

Kl 01.57

Jeg går i seng med ro i maven og glæde over alle de nye oplevelser. Det er lang tid før jeg ved at corona vil lukke Frankrig ned nok engang, og jeg (som så mange andre studerende) igen må lænkes til min computer og hjemmearbejdsplads. På trods af Covid-19 levede min udveksling op til de forventninger jeg havde om fester, søde unge mennesker og gode minder. Det var også krydret med en følelse af at være et rumvæsen fra en anden planet, fordi det var så svært at forstå hvad der skete omkring mig. Jeg stiller vækkeuret til klokken til 10.00 igen, velvidende at jeg vil snooze den indtil kl 12 mindst, og glæder mig til en ny dag i det sydfranske.