Den store billedstorm på Statskundskab

Foto: Anders Sune Berg

Den store billedstorm på Statskundskab

Foran Instituttets reception finder man et kæmpemæssigt vægmaleri af kunsterduoen Claus Carstensen og Alfred Friis. Et værk, der har affødt stærke politiske reaktioner, og som tilmed har været udsat for hærværk og tyveri. MED ANDRE ORDs udsending har mødt de to kunstnere.

”Det forhold at der er kastet en håndgranat på Deres bopæl…” Måske denne sætning ringer en klokke? Den er del af den store vægudsmykning, der pryder væggen på Instituttets administrationsgang. En sommerdag i forårssemestret mødte MED ANDRE ORDs udsending værkets kunstnere, Claus Carstens og Alfred Friis.

Til trods for, at der var blevet læst op på de to kunstnere, var det fuldstændigt gået den udsendtes næse forbi, at værkets historie byder på både hærværk og tyveri. Og det er måske ikke så underligt, at denne vigtige detalje er glippet. For det er ikke hver dag, man hører om skamfering af kunst i et land som Danmark, hvor den kunstneriske frihed ikke bestrides. Og oven i købet på Institut for Statskundskab?

”Siden værket stod færdigt i 2005, er det undergået en række forandringer. Først blev værket ramt af en omfattende vandskade i juni sidste år. Dernæst sker der det efter Kulturnatten den 11. oktober, at de to valgplakater og det store billede bliver flået ud af værket og efterlader store huller,” starter Claus Carstensen vores samtale. Han fortæller videre, at både plakater og billede sad fast med lim og skruer. Der har givetvis været anvendt koben.

Politisk motiveret angreb?
Hvad mener kunstnerne kan udgøre motivet bag ugerningen?

”Man kan stjæle kunst for at sælge det videre, men det ville hurtigt blive opdaget, hvis man forsøgte sig på en auktion,” fortæller Claus Carstensen, og Alfred Friis fortsætter: ”Derudover mister plakaterne og billedet også værdi, idet de bliver fjernet og taget ud af værkets helhed.”

Ifølge Claus Carstensen er det også usandsynligt, at der er tale om simpelt hærværk.

”Typisk snitter man blot i lærredet eller smadrer det, men her var genstandene flået ud af væggen. Og man har ikke kunnet finde dem på campusområdet. Man kan godt ødelægge det store billede, der måler 180 gange 150 centimeter, men det er ganske upraktisk at bære rundt på i bybilledet. Man har skullet bruge en bil eller lignende for at få det væk.”

”Jeg har fået tilsendt urin i et reagensglas, jeg har haft stalkere, og jeg har fået snittet et billede op med en hobbykniv.” – Claus Carstensen

Da værket stod færdigt, affødte det debat på de højreorienterede debatfora snaphanen.dk og uriasposten.dk, hvor det blev fremført, at værket kunne tolkes som en opfordring til et politisk attentat.

”Det var blandt andet de to valgplakater i værket, der afstedkom den ganske utvetydige debat og beskyldninger om opfordring til vold. Men selv hvis man forestiller sig, at man spændte slangebøssen på VS’ valgplakat, ville den slet ikke ramme A. P. Hansens plakat, da den jo ikke sigtede den vej. Desuden er der tale om en slags readymades, da det er valgplakater, vi har fundet i den tilstand, de var i, og brugt dem i værket uden at bearbejde dem,” fortæller Claus Carstensen.

Debatten har også sit afsæt i de to sætninger, der indgår i værket. Den første sætning i øverste venstre hjørne lyder: ”Det forhold at der er kastet en håndgranat på Deres bopæl…” Og i den næste kan man læse følgende: ”… possible storing of supplies of munition of a special kind on the defence areas in Greenland…”

Disse sætninger er taget fra Erik Valeurs Magtens bog fra 2002, der blandt andet går bag om den ofte kringlede og uigennemskuelige offentlige magtudøvelse i Danmark.

”Det var Instituttets kunstudvalg, der præsenterede os for 25 sætninger fra Magtens bog og spurgte, om vi kunne indarbejde to af dem i det oprindelige værk. Og det kunne vi godt. Disse sætninger har så i kombination med valgplakaterne affødt en fordømmende debat på de to debatfora,” udtaler Claus Carstensen.

”Når man læser en sætning som den med håndgranaten, bør alarmklokkerne ringe” – Alfred Friis

På uriasposten.dk og snaphanen.dk skriver en del debattører under pseudonymer, og af flere indlæg fremgår det, at ophavsmanden har sin daglige gang på Instituttet.

”Jeg siger ikke, at det er debattører fra de to debatfora, der har vandaliseret værket, men hvis der allerede har været en animositet fra folk, der bevæger sig på Instituttet, er det ikke utænkeligt, at motivet er politisk. Det er i al fald mit bedste bud,” siger Claus Carstensen.

Sådan tog værket sig ud, indtil naturens kræfter kombineret med hærværk og tyveri betød, at de to kunstner måtte foretage ændringer. Foto: Anders Sune Berg

Sådan tog værket sig ud, indtil naturens kræfter kombineret med hærværk og tyveri betød, at de to kunstner måtte foretage ændringer. Foto: Anders Sune Berg

Idéen om en billedstorm
Et helt centralt begreb i forståelsen af værket – både før og efter hændelsen på Kulturnatten – er ikonoklasme, også kaldet billedstorm. En billedstorm er en kamp mod repræsentationer, der foregiver at være gengivelser af virkeligheden eller gengivelser af en ønskværdig virkelighed.

En billedstorm kan have en religiøs, æstetisk, kunstnerisk såvel som politisk baggrund. ”Reformationen var stærkt billedstormende,” forklarer Claus Carstensen og fortsætter: ”Man stormede simpelthen de katolske kirker og fjernede alle billederne”.

Ifølge Claus Carstensen ligger værkets to udsagn tæt på idéen om en billedstorm. Det var en af årsagerne til, at netop disse to citater blev udvalgt. De to citater kredser om billedstormens tilintetgørelse af repræsentationer – tilintetgørelsen af noget, der er.

Han forklarer, at citatet med håndgranaten er et uddrag fra en afvisning om asyl i Danmark. Asylansøgeren havde fået kastet en håndgranat på sin bopæl, og det kan ifølge Claus Carstensen tolkes som en slags billedstorm på vedkommendes liv og ejendele. Men det var altså ikke nok til at få asyl. Samtidig henviser den nederste sætning til den altomfattende tilintetgørelse, der kunne have fundet sted, hvis de nukleare våben på Grønland var blevet brugt under Den Kolde Krig. Altså en slags geopolitisk billedstorm.

”Ikonoklasmen var allerede en indarbejdet del af værket, som det så ud inden tyveriet på Kulturnatten, idet skamferingen af den valgplakat, som vi anvendte i værket, var en slags ikonoklasme af politisk natur,” fortæller Claus Carstensen, der samtidig fremhæver, at værket har været udsat for to slags billedstorme.

”Der er tale om en billedstorm, dels fra naturens side i form af vandskaden, og dels fra dem, der med en bestemt hensigt fjernede dele af værket. På den måde bliver det også et værk, der strækker sig og udvikler sig over tid.”

Sådan tager det nye værk sig ud efter restaureringen og de ændringer, som kunstnerne har foretaget. Foto: Anders Sune Berg

Sådan tager det nye værk sig ud efter restaureringen og de ændringer, som kunstnerne har foretaget. Foto: Anders Sune Berg

Kunsthistorien spøger
Idéen om et værk over tid er ikke uden fortilfælde i kunsthistorien. På rådhuset i Chemnitz lavede den tyske kunstner Max Klinger omkring århundredeskiftet en billedudsmykning. Da nazisterne kom til, blev dele af værket erstattet af et mere nazistisk præget billede. Under kommunismen blev dette fjernet, og tilbage stod et stort gråhvidt felt, som man hang et banner over.
Efter kommunismens fald blev banneret fjernet, og tilbage var en gråhvid flade, som en slags abstrakt, monokromt maleri frembragt af det tyvende århundrede.

”Ingen har villet dette, men det er opstået gennem tiden,” fortæller Claus Carstensen. ”Og hvis vi efter hærværket mod vores billede skulle holde fast i den oprindelige idé om en billedstorm, blev vi nødt til at forholde os til og indarbejde den fysiske vold. Derfor har vi valgt at tage udgangspunkt i de hvide flader, der var tilbage efter tyveriet – ligesom i Chemnitz er der en idé med at fremhæve det hvide.”

Ifølge Alfred Friis er det også vigtigt at forstå, at billedstorm som begreb er en af årsagerne til, at de to kunstnere ikke valgte at genetablere det oprindelige værk. ”Havde vi genetableret værket, ville vi have tabt diskussionen på gulvet, fordi vi ville ligge under for, at nogen havde ødelagt vægmaleriet. Nu er der nogen, der har påvirket billedet, og vi vælger derfor at gøre aktiv brug af historien. Det er derfor, at dele af værket i dag er hvide pletter.”

At de to kunstnere aktivt har indarbejdet Kulturnattens tyveri og hærværk i det nuværende vægmaleri ses ved, at man finder ordet ’Iconoclash’ skrevet i midten af værket. ”Dette ord spiller selvfølgelig på det engelske ord ’iconoclasm’, men henviser netop til, at der i forbindelse med vores udsmykning har været et sammenstød,” udtaler Claus Carstensen.

Og det er ikke første gang, at hans værker har resulteret i mere eller mindre alternative meningsytringer. ”Jeg har fået tilsendt urin i et reagensglas, jeg har haft stalkere, og jeg har fået snittet et billede op med en hobbykniv, så det sker da,” konstaterer kunstneren nøgternt.

Fejltolkning
Ifølge de to kunstnere skyldes det sammenstød af holdninger til værket, der kom til udtryk på Kulturnatten, en fejltolkning af den store udsmykning på administrationsgangen.

”De har simpelthen tolket værket forkert,” udtaler Alfred Friis. Claus Carstensen tager teten op: ”De tolker udsmykningen som et udsagn, som noget, vi står bag, og som skulle være udtryk for et synspunkt. De har ikke fanget den forskel, der – som det ofte er tilfældet i kunst – eksisterer mellem at sætte et emne til debat og så det at mene hvert enkelt udsagn i værket. De går ganske enkelt fejl af udsigelsessituationen,” siger han og uddyber:

”Der er åbenbart nogen, der har ment, at vi ikke kunne eller burde bruge de motiver på maleriet og valgplakaterne, og derfor har fjernet dem. Og det tager vi så på os. Samtidig forholder vi os til værkets egen historie og kunsthistorien, som den eksempelvis har udfoldet sig i værket i Chemnitz. Den historie, der var i det første værk, er der stadig i dag – blot ikke som nærvær, men i form af et fravær.”

”De to udsagn er en kontekstualisering af det sted, hvor værket er. Uden denne kontesktualisering kunne man ligeså godt, hvad fanden ved jeg, bede dronningen om at udsmykke Instituttet, ikke?” – Claus Carstensen

Pennen og penslen
Vandaliseringen af vægmaleriet bunder måske i en politisk fejltolkning. Men hvordan er billedet egentlig tænkt at påvirke beskueren? Og er der et særligt budskab i værket, som kunstneren kan udtrykke bedre med penslen, end statskundskaberen kan med pennen?

”Altså, når man læser en sætning som den med håndgranaten, bør alarmklokkerne ringe. Man oplever nogle krakeleringer i sproget, og her er det vores håb, at man som forbipasserende begynder at gøre sig nogle tanker om de udsagn, værket præsenterer,” lægger Alfred Friis ud.

Udsagnet kan læses som et udtryk for den absurditet, der kan præge magtsproget, når det offentlige fælder dom over individet. Claus Carstensen forklarer, at man netop her kan se, at værket har en relation til Institut for Statskundskab.

”Med værket udnytter vi det spillerum, der er et sted som dette, hvor man tænker over statens rolle og stiller spørgsmål. De to udsagn er en kontekstualisering af det sted, hvor værket er. Uden denne kontekstualisering kunne man ligeså godt, hvad fanden ved jeg, bede dronningen om at udsmykke Instituttet, ikke?”

Ifølge Claus Carstensen kan værket ses som ikonoklasmens modsætning; der er tale om et visuelt overbud. ”Jeg tror ikke, at folk går forbi værket uden at gemme det et sted i hjernens billedarkiv. Og jeg er tror, at der bliver fældet en masse smagsdomme over det, og det skyldes nok også værkets voldsomhed.”

På Institut for Statskundskab er vi glade for klar besked, og vi vil gerne kende tekstens pointe, før vi har vendt første side. Men er det en mulighed med dette værk?

”Langt hen ad vejen er budskabet, at der ikke er et konkret budskab. Det hele handler om udsagn, visuelle som sproglige, der ikke bliver besvaret, men derimod stilles som spørgsmål. Og kunst handler jo ofte om at stille flere spørgsmål, end man får svar,” svarer Claus Carstensen på den udsendtes ledende spørgsmål.

Kunsten og de store statsmænd
Ifølge de to kunstnere præger evnen til at tænke abstrakt og kunne begå sig i et kunstnerisk sprog også nogle af historiens store statsmænd.

”På trods af at være konservativ krigsminister modtog Winston Churchill Nobelprisen i litteratur, og den tidligere franske kulturminister, Malraux, var en fremragende skribent. Institut for Statskundskab ville med sikkerhed udklække bedre politikere, hvis man også underviste i den kunst, det er at tænke i kunst,” siger Claus Carstensen.

Og han afslutter: ”Vores værk trækker meget på kunsthistorien, og vi forlanger ikke, at folk skal kende kunsthistorien forfra og bagfra. Men samtidig gør det ikke noget, at man som studerende bliver lidt dannet hen ad vejen. Det er jo også derfor, I er her.”

Fra MED ANDRE ORDs side skal der lyde en kraftig opfordring til at dvæle et øjeblik ved vægmaleriet, næste gang man bevæger sig forbi Instituttets reception (4.2.02). Desuden vil der inden jul blive sat en ny glasplade op, der beskriver værkets udvikling og fortolkning over tid.

Hvis du ligger inde med information om hændelsen på Kulturnatten, hvor to valgplakater og et billede blev fjernet fra værket, er vi på redaktionen meget interesseret i at høre fra dig.

Du kan kontakte os på mao@ifs.ku.dk.

Billedet som sikkerhedspolitisk udfordring

Næste artikel

Billedet som sikkerhedspolitisk udfordring

Images and International Security er et nyt forskningsprojekt med base på Institut for Statskundskab. Professor Lene Hansen har fået tildelt knap 7.5 millioner kroner af Det Frie Forskningsråd til at undersøge billeders rolle i international politik. Vi mødte Lene Hansen og lektor Rebecca Adler-Nissen, som også deltager i projektet, til en snak.