Skip to content

Efter revolutionen

Aldrig før har FN observeret så mange katastrofer, som der er lige nu. Medierne har knapt udsendt en reporter, før verdens øjne hviler på en ny krise. Christoffer Augustinus Vedsted var i foråret udsendt som valgobservatør i det konfliktplagede Ukraine. Han beretter her om sine oplevelser.

Den politiske og militære situation i Ukraine er under konstant udvikling og forandring. Siden konflikten i landet for alvor fandt vej til alverdens overskrifter i slutningen af 2013, har tilstanden ændret sig næsten ugentligt.

Det er slutningen af maj i år, og jeg har for en stund vendt synopsiseksaminer, sort kaffe og CSS’ lyserøde kirsebærtræer ryggen og er draget mod Østeuropas sorte får og den vestlige verdens hovedpine: Ukraine. I den næste uges tid er jeg valgobservatør til præsidentvalget for at dokumentere, om stemmeafgivelserne foregår fredeligt, fair og frit i landet, der udgør Europas østlige grænse. For mens EU’s 400 mio. stemmeberettigede borgere går til valgurnerne for at sammensætte et nyt Europaparlament, skal Ukraines befolkning stemme til det nær ved vigtigste valg siden landets selvstændighed i 1991. Med Hal Kochske demokratiidealer, mit navn på Udenrigsministeriets danskerliste og en nytegnet rejseforsikring fra DJØF gemt godt væk i Fjällräven, er jeg nem at spotte – jeg er nemlig en statskundskaber i felten.

Maidan-bevægelsen
Før jeg kan observere de demokratiske processer i forbindelse med præsidentvalget, bliver jeg nødt til at forstå den politiske, humanitære og militære situation, som Ukraine står i. Menneskerettighedsaktivister, journalister og politiske eksperter i Kijev tilbyder i forbindelse med missionen deres hjælp og opridser kort omstændighederne: Krisen begyndte i efteråret 2013, da den daværende regering afviste at underskrive en handels- og værdiaftale mellem Ukraine og EU. Derfra tog udviklingen fart. Primært unge studerende gik på gaden i protest mod regeringens korruption. De havde et krav om social retfærdighed samt et ønske om at vende landets fremtid væk fra Rusland og mod Europa. Kulissen for protesterne var Maidan-pladsen i det centrale Kijev, som hurtigt blev både kamp- og teltplads for tusinder af demonstranter.

Jeg lander i Kijev en sen aften i maj. Efter et par forvirrende timer i den ukrainske undergrundsbane træder jeg ud på Maidan. Med det samme bliver jeg overvældet af røg og en karakteristisk stærk lugt af brændt gummi. Mænd i militæruniformer slæber rundt på geværer og øl, og stemningen på pladsen er både anspændt og opstemt. Bildæk og væltede indkøbsvogne ligger i flere meters højde som barrikader hen over vejene, og inde fra de mange telte, som har huset demonstranter i over et halvt år, lyder der stemmer og høj musik. Kækt sagt ligner pladsen Roskilde Festivals campingområde natten efter sidste koncert på Orange Scene. Om morgenen, da jeg bliver spurgt af to personer iklædt Minnie Mouse-kostumer, om jeg vil betale for et ”selfie” med dem, bliver det klart for mig, at revolutionspladsen, som jeg kendte den fra pressebilleder, har forandret sig markant. Kulissen er i bogstaveligste forstand blevet tivoliseret.

 ”Et enkelt sted oplever jeg personligt, at et medlem af en lokal valgkommission trækker en pistol for at forhindre min observation” – Christoffer Augustinus Vedsted

Kampene på pladsen kulminerede mellem december og februar, hvor regeringstropper tørnede sammen med over 300.000 demonstrerende. Siden da har Maidan-bevægelsen ændret sig, fortæller Tymur Bedernichek mig. Han fungerede som journalist under de værste uroligheder. Under bevægelsens højdepunkt blev ingeniørstuderende brugt til at bygge katapulter til de molotovcocktails, der blev affyret mod politistyrkerne.

Nu har de studerende forladt pladsen, og den befolkes primært af mænd fra ukrainske landdistrikter, som har dannet militære selvforsvarsenheder. Druk, stoffer og politisk håbløshed er blevet den primære drivkraft på pladsen, beretter han dramatisk.

”Bildæk og væltede indkøbsvogne ligger i flere meters højde som barrikader hen over vejene, og inde fra de mange telte, som har huset demonstranter i over et halvt år, lyder der stemmer og høj musik” – Christoffer Augustinus Vedsted

Senere mødes jeg også med den danske ambassadør i Ukraine, Merete Juhl, som overtog posten i 2013. Hun er en træt kvinde, da vi mødes få dage inden valget. Siden slutningen af sidste år har ambassaden befundet sig i en grad af undtagelsestilstand, og arbejdet trætter alle ansatte. Jeg spørger ind til, hvordan hun ser fremtiden for Ukraine, og prompte svarer hun: ”Jeg ser på fremtiden med optimistisk pessimisme.” Hvad denne poetiske og i grunden kontradiktoriske ordkonstellation betyder, er jeg lidt usikker på, men at den er sagt af en øvet diplomat fremstår tydeligt.

Valgets legitimitet
Den store valgdag forløber relativt fredeligt. Eksperter har forud for dagen frygtet uroligheder og medfølgende ustabilitet, men i Kijev udebliver både demonstrationer og systematisk valgsvindel. Til gengæld beretter observatører, at der på Krim og i regionerne omkring Donetsk og Lugansk ikke bliver afholdt valg. For oprørsgrupper blokerer alle indgange til valgstederne. Dermed er mere end fire millioner ukrainere afholdt fra at stemme – et tal så højt, at det i sig selv gør valgets legitimitet tvivlsom. På de steder, hvor der er uregelmæssigheder, skyldes det, at hverken de valgtilforordnede eller borgerne har stort kendskab til ukrainsk valglov. Dermed opstår der utilsigtet svindel.

Foto: Christoffer Augustinus Vedsted
Foto: Christoffer Augustinus Vedsted

Enkelte steder er der uroligheder på og omkring valgstederne, som typisk skyldes, at tilhængere af det højrenationalistiske parti, Pravy Sektor, kommer i håndgemæng med politiske modstandere. Et enkelt sted oplever jeg personligt, at et medlem af en lokal valgkommission trækker en pistol for at forhindre min observation. Dette er selvfølgelig ikke repræsentativt for stemningen på alle valgsteder, men skal ses som et
udtryk for, hvor ustabil en ramme valget forløber i. Trods disse problematikker udsender OSCE dagen efter en erklæring om, at valget i et større perspektiv er afviklet legitimt og i overensstemmelse med internationale forpligtelser.

Når røgen letter
Maidan-pladsen har under og efter revolutionen tiltrukket både kunstnere, aktivister og sociologer. For, når man får etableret så tydeligt et symbol på en revolutionær bevægelse, som pladsen endte med at blive, hvad sker der så med symbolet, når røgen letter og genopbygningen starter? De sidste telte er ved redaktionens deadline pillet ned, og den nyvalgte præsident, chokoladekongen, som han kaldes i folkemunde, har allerede påbegyndt reformarbejdet i forsøget på at samle nationen igen. De mange selvbestaltede militærgrupper er rejst hjem til landsbyerne, og de (borger)krigslignende tilstande i Østukraine har yderligere punkteret oprørsstemningen på pladsen.

Og det er lige præcis til Østukraine, at konfliktens epicenter er rykket hen, siden de store demonstrationer i Kijev sidste vinter. Pro-russiske separatister har eftersigende nedskudt et kommercielt fly, og NATO melder om mere end 1000 russiske soldaters tilstedeværelse
i regionen. Netop NATO har besluttet at udstationere en hær i Polen og de baltiske lande som en advarsel til Rusland, der har svaret igen med en venlig påmindelse om sine atomvåbenkapaciteter.

Meget tyder på, at den status quo i europæisk magtbalance, der har været siden afslutningen på den kolde krig, er bragt til ende, og at den største sikkerhedspolitiske krise i Europa siden 1989 udfolder sig for øjnene af os. Denne konflikt synes dog ikke lige så alarmerende som den i sidste halvdel af det forrige århundrede, der mere end noget andet var en krig mellem ideologier. Brydningen i magtsystemet, vi ser nu, er langt fra slut, og med den hastighed, hvormed konflikten udvikler sig, er der med al sandsynlighed sket meget fra denne artikels deadline, til du sidder med det frisktrykte magasin i hånden.

Situationen i Ukraine ser altså ikke ud til at ende foreløbigt, men det rolige præsidentvalg og en forhåbentlig forestående fredsaftale mellem Rusland og Ukraine kan være begyndelsen på enden af dette sorte kapitel i østeuropæisk historie. Måske har den danske ambassadør ret. Jeg ser også på fremtiden med optimistisk pessimisme.

Christoffer var i Ukraine i maj 2014 på valgobservationsmission udsendt af den danske organisation SILBA.