Dagbog fra Beirut – på udveksling til en by på sammenbruddets rand

Johan Spanner, kandidatstuderende, er taget på udveksling til Beirut. Både by og universitet har en blodig fortid, og nutiden er også præget af store konflikter. MED ANDRE ORD bringer her en beretning fra et udvekslingsophold i en by på sammenbruddets rand.

Mange forbinder nok stadig Libanon med den lange, komplicerede og brutale borgerkrig, der fandt sted mellem 1975 og 1990 samt Hezbollahs krig mod Israel i 2006. Og langt flere associerer nok snarere Beirut med militante grupper og kalasnijkovs end med akademisk uddannelse. Imidlertid ligger der flere udmærkede universiteter i hovedstaden, blandt andet The American University of Beirut (AUB), hvor jeg tilbringer dette semester.

Tilbage til Mellemøsten
Jeg havde længe ønsket at tage et arabisk sprogkursus samt genoprette forbindelsen lidt til Mellemøsten, hvor jeg havde opholdt mig en del inden studierne på Statskundskab. I juni landede jeg derfor i Beirut for at deltage i et intensivt sprogkursus i arabisk, der i parentes bemærket jo ikke bare er arabisk. Der findes det officielle sprog, moderne standardarabisk, som anvendes i alle Den Arabiske Ligas 22 lande, og så findes der lokale, forenklede dialekter, som er dem, der reelt anvendes i daglig tale. Kurset kørte i syv uger frem til starten af august.

Det bureaukratiske benarbejde
I slutningen af august startede mit semester så på AUB. Eftersom der ikke eksisterer nogen udvekslingsaftale mellem Statskundskab og AUB, havde jeg selv sat opholdet op hjemmefra. Det var mere simpelt end forventet, men det krævede dog en del bureaukratisk benarbejde, først i København og senere i Beirut, samt en engelsktest. Sprogtesten var ikke særligt svær, men skulle afvikles den første uge af semesteret. Den kom dermed tidsmæssigt i vejen for, at jeg kunne melde mig på fag den første uge af semesteret.

Efter en veritabel odyssé rundt på universitetets kontorer lykkedes det endelig at løse den gordiske knude og få meldt mig på fagene, inden holdene blev fyldt op. Dermed kunne jeg også overføre en masse penge i tuition. Noget af det kommer forhåbentlig tilbage igennem mit udlandsstipendium, men som dansk studerende er man jo ikke vant til at se, hvad det hele koster. Derefter kunne jeg så kaste mig over at skaffe papirer og dertilhørende stempler fra forskellige instanser til min opholdstilladelse. Bureaukratiet hernede har franske rødder, og det fornægter sig ikke.

Høj standard
Udbuddet af kandidatfag inden for ren political science er lidt smallere, end det tilsvarende ville være i Danmark, formentlig da de følger det amerikanske universitetssystem. Der er derfor væsentligt færre kandidatstuderende end bachelorstuderende. Generelt set er standarden på kurserne høj, og universitetet tiltrækker med sin status som ét af de bedste i regionen også gode undervisere udefra med mod på nogle år i felten. Der er et højt aktivitetsniveau i undervisningstimerne og gennem hele kursusforløbet – igen formentlig efter amerikansk forbillede. Man har hele tiden et hav af præsentationer, memoer, reading journals og midtvejsafleveringer, så man er relativt hårdt spændt for. De fleste finder dog stadig tid til at gå ud i byens berømte natteliv.

Før borgerkrigen var byen berømt for at trække jetsettere fra hele verden til, og en del af extravagancen hænger stadig ved. Publikum følger imidlertid de politiske vinde i regionen, og med den nuværende regionale magtkamp mellem Saudi-Arabien og Iran kommer de saudiske prinser ikke længere og drysser oliedollars ud over hoteller, restauranter og skønhedsklinikker.

Det bedre borgerskab
Campus ligger smukt med udsigt over Middelhavet på toppen af en skråning ned mod cornichen, den boulevard, der følger kystlinjen rundt i Beirut. AUB er et privilegeret universitet, som fungerer på private vilkår, og man læser derfor sammen med det bedre borgerskab i et samfund, der er ekstremt klassebevidst. I en by, der er mere end normalt optaget af udseende, kom det derfor ikke som den store overraskelse, at mange lige havde fået ‘lavet’ næsen inden studiestart og derfor gik rundt med store hvide plastre. Der var nok også lidt status i at kunne vise det frem.

Opskriften på det totale sammenbrud
AUB gik ikke fri af borgerkrigen. Præsidenten og to dekaner blev likvideret på campus. Granater slog ned med jævne mellemrum, og hovedbygningen blev sprængt i luften efter 1990, hvor parterne egentlig havde strakt våben. Det er lidt vilkårene. Libanon er et lille land, der både har grænser til nogle af de mere aggressive magter i regionen og rummer ikke-statslige aktører med alliancer andetsteds i regionen.

Kort ridset op er Libanon med sin befolkning på kun 4,2 mio. hjemsted for 18 anerkendte sekter, kristne såvel som muslimske, og har et politisk system, der er bygget op konfessionelt, så topposter og ministerposter er reserveret efter sekt. Dette sikrer, at ingen af sekterne kan få overtaget, men systemet er genstand for tilbagevendende konflikter, da det ikke afspejler den nuværende befolkningssammensætning.

Det skyldes især, at fordelingen er baseret på den seneste officielle folketælling, som blev foretaget i 1932. Herudover er landet hjemsted for nogle hundrede tusinder palæstinensere, der blev fordrevet ved staten Israels oprettelse i 1948, hvoraf størstedelen stadig bor i særlige lejre, hvor de ikke nyder de samme rettigheder som landets egne borgere.

Senest er der med konflikten i Syrien kommet mellem halvanden og to millioner syrere over grænsen. De fleste af dem bor i forskellige lejre af mere eller mindre organiseret karakter, mens de mere velbemidlede har taget ophold i byerne, hvor de har bidraget til at presse knaphed og priser på boliger op.

Mange har fundet en plads i servicesektoren på et ureguleret arbejdsmarked, der i forvejen i høj grad har baseret sig på importeret, sydøstasiatisk arbejdskraft. Det har ydermere lagt ekstra pres på en nedslidt, ineffektiv og korrumperet infrastruktur, så folk i dag klager over, at der er flere strømafbrydelser, end der var under borgerkrigen.

Der er også store problemer med drikkevandssystemet og tilbagevendende sammenbrud i renovationssystemet, som medfører, at skraldet i perioder hober sig op i gaderne. Når man tilmed ikke har kunnet blive enige om at indsætte en præsident, efter at den sidste periode udløb i 2014, så lyder det som opskriften på det totale sammenbrud. Kønt er det heller ikke. Korruption og nepotisme er udbredt, og landet ligger nr. 123 på Transparency International med en score på kun 28 ud af 100. At landet ikke er brudt helt sammen under det seneste pres, er lidt af et mirakel.

Det hele værd
Egenbetalt tuition, saltvand i hanerne, skrald i gaderne, og hvad der kan synes som en evig trafikprop til trods, er det dog klart dét værd. Fagligt er niveauet højt, campus samler folk fra hele verden, og det er bare en anden oplevelse at læse om international politik i Mellemøsten, når man dagligt støder på de førte politikkers menneskelige konsekvenser i egne gader, og Damaskus blot er lidt over 100 km væk.

Næste artikel

Det skete!