Kommunismen er mere relevant end nogensinde før, og det er kun et spørgsmål om tid, før kapitalismens indre spændinger får den til at bryde sammen. Det mener Magnus fra studenterorganisationen Marxistiske Studerende.

Kapitalismen er gået sin sejrsgang verden over. Efter Berlin-murens fald har der ikke været andre rentable alternativer, og i liberalismen og demokratiets navn har markedets behov i mange år været altoverskyggende. Ikke desto mindre nyder Karl Marx i disse dage stadig større opmærksomhed, og bekymringerne over den globale kapitalismes triumf luftes på både venstre- og højrefløjen. Selvom de socialistiske stater kom og gik, står Das Kapital og dens kommunistiske budskab stadig centralt i den teoretiske debat. I disse usikre dage har foreningen Marxistiske Studerende fremgang, og i efteråret 2017 indtog de også det gamle Kommunehospital.

»Vi kæmper for de marxistiske ideer og deres eksistens på universiteterne. Vi deltager i kampen mod nedskæringer, og i sidste ende kæmper vi for at ændre verden til et socialistisk samfund fri fra kapitalisme,« fortæller Magnus, der er en del af det marxistiske netværk på Center for Sundhed og Samfund (CSS).

Sammen med studenternetværket fandt Magnus vej til CSS i dette efterår, hvor han startede på økonomi-studiet. Den unge økonom-in-spe har været med til at puste liv i den marxistiske bevægelse på sit nye campus, som også har netværk på Roskilde Universitet og Søndre Campus. Magnus startede sit politiske virke i Socialistisk Ungdomsfront(SUF), men rykkede hurtigt videre til Marxistiske Studerende. Et skifte han ikke har fortrudt.

»Das Kapital…er endnu mere relevant nu.«

»Det jeg oplevede i SUF var, at den politiske samtale var rimelig ureflekteret. Der var en meget aktivistisk tilgang til tingene, der som sådan er fin nok, men jeg savnede en mere grundlæggende forståelse af, hvorfor man er utilfreds med tingene. Således at man ikke bare kæmper imod, men også forstår hvorfor tingene er, som de er – og det synes jeg marxismen kan give mig,« fortæller Magnus.  

Marxistisk analyse i dag 

Det sidste århundrede har ført radikale ændringer med sig. Vestlige landes fortsatte demokratisering, industrialisering og kapitalisering har forandret mange af de grundlæggende levevilkår, men det har ikke nødvendigvis medført en ændring i måden, som marxismen griber det kapitalistiske samfund an på.

»Selvfølgelig skal teorien aktualiseres, men den gamle teori giver stadig rigtig god mening. Hvis vi for eksempel kigger på Das Kapital, der er en grundlæggende analyse af kapitalismen, så synes jeg, at den er endnu mere relevant nu. Den beskriver de grundlæggende modsætninger i kapitalismen, og når nu den har vokset sig langt større, så er modsætningerne også meget tydeligere,« siger Magnus.

Kapitalismen er grænseoverskridende, og den kan mærkes af befolkninger verden over. De kritiske røster bliver højere, men det betyder ikke at en revolution står for døren. Kapitalismen er – på godt og ondt – dybt indlejret i det internationale samfund. Derfor mener Magnus heller ikke, at man kan tale om ideen om »et kommunistisk Danmark«:

»De problemer, vi står i, skal løses globalt. Det ville ikke give mening at revolutionere Danmark og udråbe en socialistisk republik. Vi ville blive mast i kapitalismen og af de kapitalistiske lande rundt omkring os,« fortæller Magnus.

»Det skyldes ikke fejl, og det er ikke noget, man kan lave om på – det er bare sådan, kapitalismen er«

Revolutionen må altså også antage international karakter. Magnus fortæller med spirende optimisme, at der allerede er tegn på utilfredshed med det kapitalistiske samfund. Bernie Sanders er det amerikanske eksempel og Jeremy Corbyn det britiske. Det engelske arbejderparti har præsenteret et af deres mest venstreorienterede programmer og har mobiliseret en stor mængde unge mennesker, der støtter op om de alternative løsninger på samfundets problemer.

»Jeg synes, at det viser, hvordan folk hurtigt kan ændre deres opfattelse af systemet. Jeremy Corbyn har altid været meget venstreorienteret, men lige pludselig fik han enormt meget opbakning. Når folk ønsker et mere fællesskabsorienteret samfund, har marxismen rigtig mange gode løsningsforslag, og selvom man kan diskutere om, vi kan ændre samfundet under kapitalismen og om, vi kan reformere os ud af det, synes jeg jo, at vi er nødt til at bryde med kapitalismen fuldstændigt. Der skal en revolution til,« siger Magnus.

En af marxismens mest centrale kritikpunkter er, at kapitalismen i sin kerne har nogle grundmodsætninger, der er årsagen til mange af de problemer og kriser, som samfundet står med i dag. Blandt andet har der været en bemærkelsesværdig knaphed på fyldestgørende forklaringer på den nylige finanskrise. Her har flere eksperter, blandt andet Saxo Banks cheføkonom Steen Jakobsen, måttet ty til marxismen som forklaring.

»Det er allerede noget, Marx skriver. At kriserne er tilbagevendende i kapitalismen og indlejret som en del af den. Det skyldes ikke fejl, og det er ikke noget, man kan lave om på – det er bare sådan, kapitalismen er,« fortæller Magnus.

Det internationale

De nationale grænser er trukket hårdt op. Samfundsproblemer antager grænseoverskridende karakter, og mange borgere og lønmodtagere har vendt sig mod nationalistiske partier med håb om, at man ved at afgrænse nationen fra de omkringliggende lande kan løse disse alvorlige problemer. Marxismens alternative løsning beror på eksistensen af en international arbejderklassebevidsthed i en tid, hvor selve arbejderklassens eksistens er til debat. Men arbejderklassen er der – vi kalder den bare noget andet i dag, siger Magnus.

»Der findes den her opfattelse af, at vi ikke længere har en arbejderklasse, og jeg tror, at hvis du spørger rigtig mange almindelige lønmodtagere, om de er en del af arbejderklassen, vil de svare ´nej´, men de ligger jo inden for definitionen. Det kommer ned til om, du ejer dine egne produktionsmidler eller ej – og det er de færreste, der gør det.«

Magnus fortæller, at hvis man som lønmodtager skal søge noget mere, bliver man nødt til at se ud over de konstruerede grænser og samarbejde. Argumentet for den internationale arbejderklassebevidsthed hviler på, at vi må forstå, hvem vi i virkeligheden har fællesinteresser med.

»…dér lever vi jo i et samfund, hvor vi bliver oplært til at tænke egoistisk og individualistisk…«

»Arbejdere på tværs af grænser har mere tilfælles end kapitalister og arbejdere i ét land, fordi de har nogle fælles interesser, og det er at få et samfund, der i højere grad bidrager til deres velfærd,« forklarer Magnus.  

Hvis arbejdere verden over formår at bryde fri af nationalstatens snærende bånd, går det stærkt mod revolution – og spørger man Magnus, er der intet, der står i vejen for, at vi kan se en gennemgribende revolution i det enogtyvende århundrede. Men marxismen er central for revolutionen, fordi den tydeliggør, at der er brug for nogle ledere, der kan vise vejen, og det er netop det, dette århundredes revolutionære har manglet.

»Der har, også indenfor de seneste 50 år, været mange revolutionære tilstande, og jeg tror, at det er vigtigt, at man kigger på de revolutioner og lærer af dem. Det Arabiske Forår er jo sindssygt interessant. Fra den ene dag til den anden samledes en masse, som ikke var særligt politiske bevidste for at kræve noget andet. Det lykkedes så ikke rigtig, og det vil jeg mene er fordi, de manglede nogle i spidsen af bevægelsen, som var klar til at tage det sidste skridt og bryde fuldstændigt med kapitalismen. Det er ligesom studenteroprøret i Frankrig i ´68. Arbejderne stod faktisk med magten i hånden, men fagforeningen havde ingen intentioner om at bryde med kapitalismen – de ville blot have det lidt bedre under kapitalistiske kår,« siger Magnus.

Muligheden for og succesraten af sande revolutioner afhænger altså i høj grad af viljen hos arbejderklassen. Men menneskets natur er ikke altid sådan at tage bestik af – blandt andet viser flere behavioristiske studier, at mennesket altid forsøger at give sig selv en fordel. Alligevel stræber kommunismen efter et samfund, hvor man udelukkende producerer til det fælles bedste.

»Jeg mener ikke, at mennesket af natur er egoistisk, men jeg mener, at det i høj grad er de materielle omstændigheder, der er med til at forme den bevidsthed, man har, og dér lever vi jo i et samfund, hvor vi bliver oplært til at tænke egoistisk og individualistisk, og hvor man skal tænke på sine egne behov og sit eget liv før andres. Man har set samfund uden klasser. I tidlige stammesamfund producerede man til det fælles gode i en form for primitiv kommunisme. Det var selvfølgelig på et helt andet grundlag, hvor man blev nødt til at producere fælles, men det mener jeg sagtens, at vi kan genskabe. I dag må man gå sammen på en ny måde om at skabe samfund, hvor alle kan få, hvad de har behov for.«

Efter revolutionen 

Hvis vi, som individer, er formet af de materielle omstændigheder, er det svært at gennemskue, hvordan man kan gøre oprør mod det samme system, der har skabt ens bevidsthed. Men med eksempler på tidligere samfund, hvor det fælles kom før individet, har vi noget at stræbe efter.

»Jeg mener, at man sagtens kan overkomme kapitalismens bevidsthed og lave revolution. Kapitalismen er ikke et endegyldigt samfund – og det mener jeg også, at historien viser. Ligesom feudalismen blev afløst af kapitalismen, da dens produktionsmåde blev en begrænsning, vil kapitalismen også have sin tid. For mig at se vil samfundsformerne ændre sig, og kapitalismen vil ikke være evig. For mig er det vigtigt, at man kæmper for et efterfølgende samfund, der antager en mere solidarisk karakter.«

»Kapitalismen er ikke et endegyldigt samfund – og det mener jeg også, at historien viser.«

Et af de større kritikpunkter mod Marx er hans determinisme i forhold til kapitalismens fremtid. Ifølge Magnus er det svært at pege på om, det er et kommunistisk samfund, der er den naturlige afløser for det kapitalistiske. Dog mener han, at det er et godt bud. Han siger, at det er langt mere oplagt at undersøge, i hvilken retning samfundet naturligt bevæger sig hen, og hvilke modsætninger i kapitalismen, der er nødt til at blive brudt. Selvom kapitalismen måske har udtjent sin værnepligt, betyder det ikke, at den har været entydigt dårlig.     

»Kapitalismen har også udviklet samfundet helt vildt meget, og det skal man ikke tage fra det. Det var enormt progressivt for den tid og voksede ud af, at samfundet holdt udviklingen tilbage. Jeg mener, at man kan se nogle af de samme ting i dag. På nogle punkter er kapitalismen ved at blive en lænke for udviklingen og produktionen. Jeg har i min levetid kun oplevet nedskæringer, og jeg tror, at der er rigtig mange mennesker, der har den samme oplevelse. Den vækst og udvikling, kapitalismen skaber, er kun til kapitalist-klassen selv,« siger Magnus.

»Der er ikke skrevet særlig meget om, hvordan vi skal bygge det socialistiske samfund…«

Når kapitalismen ikke længere kan udvikles, vil der opstå store kriser. Om en kommunistisk revolution er uundgåelig, kan Magnus ikke sige, men han ser flere tendenser, der tyder på, at kapitalismen er ved at nå til et punkt, hvor den ikke længere kan udvikle samfundet. Når kapitalismen rammer det punkt, vil bevidstheden hos befolkningen ændre sig, og man vil begynde at lede efter alternative måder at konstruere et samfund på. Hvis samfundet skal konstrueres efter kommunistiske principper, må der være nogle tanker og forestillinger om, hvordan det kommunistiske samfund helt lavpraktisk kommer til at se ud.  

»Das Kapital er jo ikke en guide til et kommunistisk samfund. Det er i meget høj grad en analyse af kapitalismen og dens problemer. Der er ikke skrevet særlig meget om, hvordan vi skal bygge det socialistiske samfund, men der er en række pejlemærker for, hvor vi skal bevæge os hen,« fortæller Magnus.

Med udgangspunkt i den historiske materialisme og arbejderens kår virker det oplagt at undersøge om, vi kommer til at arbejde efter revolutionen. Magnus siger ´ja´.

»Jeg har oplevet, at folk har haft svært ved at sætte sig ind i, at man bare vil arbejde, fordi man har lyst – og det tror jeg heller ikke, at man kan fra den ene dag til den anden. I dag er vi opvokset med tanken om, at man arbejder for at tjene penge, og så kan man bruge de penge på at have det sjovt. For langt de fleste er det at gå på arbejde et middel til frihed, og derfor bliver der nødt til at være en overgangsfase, hvor man opretholder nogle af de kapitalistiske grunde til at arbejde. Når man har udviklet bevidstheden til ikke kun at handle om at skabe profit til kapitalismen, men i stedet producere for det fælles bedste, så tror jeg også, at man vil arbejde for fællesskabet frem for sig selv. Men det er helt sikkert en længerevarende proces.«

Magnus ser også det kommunistiske samfund som ét med markant lavere arbejdsløshed. I dag ser man, at dele af befolkningen arbejder så meget, at de bliver syge, mens andre må gå forgæves.

»Det er jo helt absurd,« fortæller Magnus og fortsætter:

»Hvis man planlægger produktionen ud fra menneskets egentlig behov, kan man også komme ud over stressepidemien og lade mennesket bruge tid på det, der egentlig interesserer dem – blandt andet deres familie og den kreative udfoldelse.«