Skip to content

Forskerstafetten #5: Hvordan får man folk til at stemme?

Jonas Hedegaard Hansens forskning stiller skarpt på ulighed i valgdeltagelse og effekten af mobiliseringskampagner. MED ANDRE ORD har mødt den nybagte ph.d. til en snak om demokrati, SMS’er og politisk adfærds sociale logik.

Du har samarbejdet med Kasper Møller Hansen, Yosef Bhatti og Jens Olav Dahlgaard og blev tidligere i år færdig med din ph.d.-afhandlling ´Social Influence, Voter Turnout and Mobilization´. Hvad handler den om?

Grundlæggende handler min afhandling om to spørgsmål: Hvorfor nogle mennesker undlader at stemme, og hvad man kan gøre ved det. Hvis man ser demokratiet som en patient, så har min forskning et diagnoseperspektiv i forhold til at undersøge, hvordan demokratiet har det. Og hvis nu nogle dele af demokratiet ikke fungerer, hvad kan vi så gøre ved det? Så vi er inde i livsnerven af det repræsentative demokrati, nemlig valgdeltagelsen.

Og hvad var diagnosen af demokratiet så?

Overordnet ligger valgdeltagelsen i Danmark ret højt. Især ved folketingsvalg går det godt. Der er valgdeltagelsen næsten oppe på 90 %, og det er den ret stabilt. Kommunalvalg ligger også ret pænt. Men  vi dykker ned i vores data kan vi se, at der er store uligheder i valgdeltagelsen. Der er nogle befolkningsgrupper, der virkelig er fraværende. Indvandrere og efterkommere stemmer markant mindre. Unge stemmer markant mindre. Kortuddannede stemmer markant mindre. Der er ret substantielle uligheder i valgdeltagelsen, og det kan vi nu for første gang vise med data for alle vælgere i Danmark. Så selvom overfladen er flot, er der ret store problemer, når man dykker ned under.

Noget af det, jeg er mest fascineret af, er, at folk, der har en partner, stemmer mere end andre.

Går din forskning ind i forklaringer på uligheden, eller handler det mest om at konstatere, at der er et problem?

Det går klart videre end bare at konstatere problemet. Første skridt er at lave diagnosen og finde ud af, hvordan landet ligger, men det er i virkeligheden ikke en særlig stor del af projektet. Meget af det handler om at undersøge årsagerne. Der peger jeg på eksistensen af et meget stærkt socialt element i valgdeltagelse og politisk adfærd generelt. Idéen om at social påvirkning spiller en afgørende rolle for vælgeradfærd havde man allerede i 1950’erne, men den forsvandt ud i margenen af forskningsområdet i 30-40 år. Inden for de sidste 10 års tid er idéen så blevet stor igen. Det, der er forskellen i dag i forhold til dengang er, at vi nu har data og computerprogrammer til at undersøge den. Vi kan analysere netværksmønstre empirisk med data for hele Danmarks befolkning og se, at det påvirker valgdeltagelsen markant, når folk flytter sammen eller går fra hinanden. Og at det smitter af på de øvrige i husstanden, når valgdeltagelsen øges for én person. Mobiliserer man ét ungt menneske, kan det betyde, at de også tager deres forældre med. Det er ligesom en slags virusinfektion, der smitter.

Noget af det, jeg er mest fascineret af, er, at folk, der har en partner, stemmer mere end andre. Det er ikke noget nyt – vi har vidst det i 50 år. Men der har hele tiden været et spørgsmål om, hvorvidt der sker en social påvirkning i forholdet, eller om det kun er fordi folk, der i forvejen minder om hinanden, finder sammen. I vores forskning har vi undersøgt spørgsmålet ved at tage mennesker fra Danmarks Statistiks data og koble det sammen med vores data. Så har vi kunnet sammenligne vælgere, der flytter sammen i måneden op til valget med vælgere, der flytter sammen efter valget. Der kan vi se, at selve det at dele adresse fysisk øger valgdeltagelsen. Så der sker en social påvirkning. Det er et ret markant empirisk fund.

Hvad vil det sige, at det er en social ting at stemme?

Det er nemmest at forstå, hvis man sætter det i kontrast til noget. Man kan måske huske det fra Almen Statskundskab. Der læser man Anthony Downs, der fortæller os, at folk vil stemme, hvis nytteværdien af at stemme er stor nok. Nytteværdien af at stemme er et resultat af, hvor meget man får ud af det, hvis ens kandidat vinder, hvad omkostningerne er, hvor meget tid man skal bruge på det, og hvor stor sandsynligheden er for, at man afgør valget. Hvis man laver den kalkule – det er der nogle statistikere, der har gjort i USA – så er der ingen mennesker, der gider at stemme. Men der er en masse, der stemmer alligevel. Så hvorfor gør de det? Det er fordi, at politik har en social logik, der grundlæggende handler om, at vi er helt vildt påvirkede af vores omgivelser. Vores nære sociale netværk: vores bedste venner og den tætte familie. Ligesom vores smag i musik og tøj bliver vores politiske adfærd påvirket af det miljø, vi er i. Tit uden at vi selv opdager det. Det handler om, at der er nogle normer her i samfundet for, hvordan man bør opføre sig. ”Hvad gør de fleste andre som mig?” ”Hvad tænker andre, at jeg bør gøre i den her situation?” Mennesker ligger ret meget under for, hvad deres sociale omgivelser gør.

Ligesom vores smag i musik og tøj bliver vores politiske adfærd påvirket af det miljø, vi er i.

Er du kritisk over for den rationalistiske skole inden for forskning i politisk adfærd?

Ja og nej. Der er nogle, der mener, at den bør lukkes helt ned – det mener jeg ikke. Jeg synes, at den bidrager med masser af ting, men jeg er helt klart på det hold, der mener, at den er utilstrækkelig. Jeg har utroligt dygtige kolleger, der bedriver forskning, der viser meget overbevisende, at sådan noget som boligpriser påvirker boligejeres partivalg. Det er da super rationelt. Der er bare ret mange ting, man ikke kan forklare med den der økonomiske model. Derfor er vi nødt til at supplere den med en anden model. Men tit vil man fremstille det sådan, at det enten er den ene eller den anden model, der har ret, og det synes jeg ikke er frugtbart. Det er en kompleks verden. Selvom formålet med forskning og teori er at kondensere verden, at kunne begribe den, så synes jeg stadig, at det ville være utilfredsstillende kun at kunne tro på den ene eller den anden model.

Du nævnte før en ambition om at diagnosticere demokratiet. Har du været motiveret af, at din forskning skulle have en positiv samfundseffekt?

Ja, i høj grad. Min ph.d.-afhandling er en del af et større forskningsprojekt, der i høj grad er motiveret af at gå ud i praksis og gøre en forskel. Det ser man blandt andet ved, at vi har lavet de her kortlægninger af valgdeltagelsen. Det har man ikke lavet før på landsplan. Hvordan forskellige befolkningsgrupper stemmer i de enkelte kommuner, er en viden, der bliver brugt meget på lokalt niveau. Der er også hele det element med at øge valgdeltagelsen. Det er første gang, at man på videnskabelig vis undersøger effekten af mobiliseringskampagner i Skandinavien. Når vi laver sådan nogle studier samarbejder vi med rigtige kampagner. Vi har lavet kampagner med Dansk Ungdoms Fællesråd, Socialministeriet, Københavns Kommune, Odense Kommune, Ældresagen og alle mulige andre organisationer over hele Danmark og sendt SMS’er til folk. Hvis folk har fået sådan en SMS om, at de skulle huske at stemme ved det sidste kommunalvalg, så er det sandsynligvis os, der har sendt den.

Hvad var effekten af mobiliseringskampagnerne?

Der var mange forskellige mobiliseringskampagner. Vi har lavet tretten forsøg i alt. Vi kan se, at SMS-beskeder er ret omkostningseffektive. I forhold til at øge valgdeltagelsen, får man mest for pengene ved at sende SMS’er. Det er ikke kæmpe effekter. Det er sådan noget som 1-2 procentpoint alt efter ordlyden, og hvornår man sender beskeden, men det er rigtig meget i valgdeltagelseslitteraturen. Breve virker mindre og er meget dyrere. En af konsekvenserne er, at der til det næste kommunalvalg næsten ikke vil være nogen, der sender breve ud, men en masse, der sender SMS-beskeder.

I forhold til at øge valgdeltagelsen, får man mest for pengene ved at sende SMS’er.

Er det at sende SMS-beskeder til folk ikke bare symptombehandling på et demokratisk problem, der kræver mere fundamentale løsninger?

Det er et godt spørgsmål, som man sagtens kan reflektere over. Mobiliseringskampagner kort før et kommunalvalg løser ikke de dybere demokratiske problemer, men det danske demokrati er heller ikke i krise. Det kunne være bedre, men overordnet set har demokratiet det godt – i hvert fald på valgdeltagelsesparametret. På længere sigt er det muligt, at der skal nogle større, mere systematiske og mere grundlæggende indsatser til. At sende SMS-beskeder løser ikke alverdens problemer, men det er heller ikke bare symptombehandling. Ny forskning fra udlandet viser, at de mennesker, man har mobiliseret, selv begynder at opsøge mere information. De begynder de at læse mere om politik og diskutere politik, fordi de finder ud af, at de vil stemme. Så ja, det er måske symptombehandling, men hvis patienten alligevel bliver rask, er det jo fint. Vi får også en SMS, når vi skal til tandlægen. Det havde vi måske glemt, men vores tænder bliver fikset alligevel. Hvis vi mener, at det er vigtigt at folk stemmer, synes jeg, at det er helt legitimt at bruge påmindelser som et værktøj.

Vil din forskning få nogle samfundsmæssige eller politologiske implikationer?

Ja, det håber jeg. Det er også mit indtryk, at det allerede har fået det, da vi har lavet meget formidlingsarbejde. Det fede ved at lave den her type forskning, hvor man laver eksperimenter ude i den virkelige verden, er, at man laver ting sammen med partnere, der agerer ude i demokratiet. Det betyder, at de er ivrige efter at få resultaterne af deres indsats, som vi hjælper dem med at evaluere på rigid videnskabelig vis. Vi kommer ud til dem og fortæller om det, snakker om, hvad man kan gøre næste gang, og hvad lektionerne er. På den måde gør det en forskel, og vi kan se, at mange af organisationerne skriver eller ringer til os og siger: ”Vi gør noget af det, I skriver i jeres rapport”.

…vi kan se, at mange af organisationerne skriver eller ringer til os og siger: ”Vi gør noget af det, I skriver i jeres rapport”.

Men vi har måske ikke været gode nok til at forklare det til alle. Vi har et studie, hvor vi sammenligner effekten af dør-til-dør-kampagner i Europa og USA. Der er en markant forskel i effekten. Det har vi været ude og snakke med nogle af partierne om, fordi de tit sender en masse frivillige over til Obamas kampagne for at se, hvad amerikanerne gør for så at efterligne det herhjemme. Men vi kan for første gang vise dem med data, at effekten er anderledes i Europa end i USA. Så de kan ikke bare tage derover og sige: ”So ein Ding muss ich auch haben”. Vi kan ikke bare gøre det samme som dem, for det er et helt andet land med en anden kultur, et andet valgsystem, andre mennesker, lavere valgdeltagelse og alle mulige ting. Og det trænger igennem nogle steder. Andre steder falder det igennem.