Skip to content

Det skete!

Nyhedsbrevgate
Samtlige indehavere af en KU-mail blev tvangsindlagt til et virtuelt drama, da en desperat ansat ved SCEINCE prøvede at gøre det, som mange drømmer om, nemlig at framelde sig Uni-postens nyhedsbrev. Det endte med en akavet mailtråd med Caps Lock og vild tegnsætning á la udsagn som: ”HVAD HAR DET MED MIG AT GØRE???”

Nu med plads til hestevogn
Der herskede kaosagtige tilstande i gården på CSS, da studerende og ansatte skulle forsøge at finde plads til deres cykler, nu hvor hele indgangen til Kommunehospitalet lå begravet i brosten. Eftersigende er den nye indgang inspireret af den oprindelige plads, da hospitalet først blev opført. Vi glæder os over, at der nu endelig er plads til droschen.

Op på barrikaderne
I september blev det igen den tid på året, hvor regeringen og de studerende indgår i den rituelle capoeira-dans om besparelser på uddannelsesområdet. Regeringen siger, at de studerende er dovne, og de studerende råber generationstyveri. Så slår regeringen igen med en ny reform, og de studerende opfører deres næste træk på Rådhuspladsen og/eller Slotspladsen til tonerne af ”Dem, som ikke hopper, de elsker (indsæt nuværende uddannelsesminister)!”.

Kvinder med irritabel tyktarm søges til fokusgruppeinterview
Et nyt semester betyder nye, interessante opslag i de mange offentlige Facebook-grupper, som er tilknyttet tilværelsen som studerende på CSS og Statskundskab. Man kan dog være heldig at finde andet end praktikopslag og jobmuligheder i grupperne ”Statskundskab på København” og ”Faglige arrangementer på CSS”. Især studerende fra Folkesundsvidenskab leverer altid.

Trumpskapisme
Den amerikanske valgkamp har været leveringsdygtig i en omgang sublim underholdning dette efterår. Især Donald Trump har leveret så mange prisværdige oneliners, at man som dansker ikke kan lade være med at føle sig overlegen over for det pøbelvælde, som de har kørende på den anden side af Atlanten. Og så er det også meget sjovere at pege fingre af #TrumpTrain, end det er at tage stilling til det faktum, at Nye Borgerlige nu har indsamlet 20.000 underskrifter og derfor kan stille op til næste folketingsvalg.

Nej til nyt
Det udskældte Absalon-system havde dette semester fået en så gennemgribende ansigtsløftning, at det næsten ikke var til at kende. Og dog. Kritiske røster vil sige, at systemet stadig er lige så besværligt og lige så lidt intuitivt. Det bliver dog opvejet af det faktum, at det nye system har en panda på en ethjulet cykel som pauseskærm. We see what you did there, Absalon.