Formidlingsprisen, 2. plads: Bør vi behandle alle lige?

Statslig neutralitet i religiøse anliggender er ikke altid hensigtsmæssigt, hvis alle borgere skal sikres lige mulighed for deltagelse i samfundet. Blind ligebehandling er en liberal fejlslutning, som vi skal være bevidste om, hvis vi vil bevæge os i retning af et retfærdigt multireligiøst samfund.

15.000. Så mange danskere har fra januar til september i år meldt sig ud af den danske Folkekirke efter, at Ateistisk Selskab i foråret kørte en større kampagneindsats. Til sammenligning var antallet af udmeldelser for hele sidste år 10.000. Uanset hvad der ligger bag danskernes ønske om udmeldelse, så udgør den faldende opbakning til Folkekirken en oplagt anledning til at forholde sig til det mere grundlæggende principielle spørgsmål: Hvilken rolle bør religion spille i en moderne liberal stat som den danske?

 Statslig neutralitet
Et typisk liberalt svar på dette spørgsmål har været at bekende sig til det, man kalder princippet om statslig neutralitet. Den grundlæggende idé bag princippet er, at der eksisterer en række forhold – heriblandt folks religiøse overbevisning – som alene tilhører privatlivet, og derfor ikke er noget, som den danske stat bør forholde sig til. I praksis betyder det, at statslige institutioner bør træffe beslutninger uden hensyn til folks religiøse tilhørsforhold, således alle borgere behandles ens uanset religion.

I mange sammenhænge er det helt og aldeles fornuftigt at sigte mod, at alle borgere behandles ens uanset deres religiøse overbevisning. For eksempel ville det være uretfærdigt, hvis den danske stat fra i morgen af besluttede, at det fremover kun var kristne danskere, som havde adgang til videregående uddannelser. Sådanne former for diskriminerede forskelsbehandling kan retmæssigt afskrives som illegitime på baggrund af princippet om statslig neutralitet.

Ens behandling er ikke ligebehandling
Problemet er bare, at der er andre sammenhænge, hvor princippet om statslig neutralitet både er utilstrækkeligt til at sikre retfærdighed og ligefrem medvirker til at begrænse den. Årsagen til dette problem er, at princippet bygger på en liberal fejlslutning. Man bevæger sig fra: (1) et ideal om, at alle borgere skal behandles lige i offentlige sammenhænge uanset deres religiøse tilhørsforhold, til: (2) et princip om, at alle borgere skal behandles ens i offentlige sammenhænge uanset deres religiøse tilhørsforhold. Men (2) følger ikke af (1). Tværtimod vil det ligebehandling af alle borgere lige ofte kræve, at man behandler folk forskelligt.

Det er ikke så kontroversielt, som det måske lyder. Tag for eksempel offentlige sundhedsydelser. Selvom det danske sundhedssystem tilsigter at behandle alle borgere lige, så indebærer det ikke, at alle borgere skal behandles ens. Potentielle patienter behandles – med god grund – forskelligt på baggrund af lægefaglige vurderinger af deres fysiske og psykiske helbred. Som eksemplet viser, kræver et lige hensyn til alle borgere i visse tilfælde, at forskelle i sociale og økonomiske omstændigheder tages i betragtning, når der træffes offentlige beslutninger.

Der bør tages højde for religion
Det betyder selvfølgelig ikke, at alle forskelle altid bør tages i betragtning. Udover at være praktisk umuligt, så ville det også være dybt unødvendigt. I langt de fleste sammenhænge vil det for eksempel være fuldstændigt irrelevant, om folk har lyst eller mørkt hår, om de er gode til at synge, eller om har store eller små fødder, når der skal træffes offentlige beslutninger. Det relevante spørgsmål er derfor: Er folks religiøse tilhørsforhold en omstændighed, som den danske stat i visse tilfælde bør tage højde for sine beslutninger? Såfremt svaret på dette spørgsmål er ”ja”, må princippet om statslig neutralitet følgeligt afvises.

Og svaret må nødvendigvis være ”ja”. Tag for eksempel det muslimske mindretal i Danmark. Modsat det store flertal af (kultur)kristne borgere, så oplever mange muslimske danskere i dag en række begrænsninger i deres muligheder, som udspringer af, at deres religiøse tilhørsforhold er anderledes end flertallet. Disse uligheder varierer i både betydning og omfang. Men blandt de mest omdiskuterede er for eksempel udelukkelse af muslimske kvinder fra bestemte erhverv på grund af religiøs hovedbeklædning samt indirekte former for udelukkelse af institutioner som svømmehaller eller daginstitutioner på grund af religiøse madrestriktioner eller bestemte typer af omklædningsforhold.

I disse – og mange andre – sammenhænge er religiøst tilhørsforhold således en yderst relevant social omstændighed, som påvirker nogle danske borgeres mulighed for at tage del i samfundet på lige fod med resten af den danske befolkning. Det liberale svar på sådanne uligheder bør ikke være, at staten blot skal se bort fra folks forskellige religiøse tilhørsforhold. Ved at insistere på en sådan form for ”forskelsblind” behandling, favoriserer man implicit medlemmer af majoritetsreligionen, der ikke under status quo oplever nogen begrænsninger i deres muligheder på grund af deres religiøse overbevisning.

Et retfærdigt multireligiøst samfund
Hvis man som liberal ønsker at bekæmpe denne type uligheder, må man nødvendigvis være villig til at lade staten behandle folk forskelligt på baggrund af deres religiøse tilhørsforhold. I praksis indebærer det en åbenhed over for både vidtgående former for mindretalsbeskyttelse, eksempelvis statsstøtte til mindretalsreligioner samt en aktiv indsats mod både formelle og uformelle former for mindretalsdiskrimination, og visse former for religiøse særrettigheder (for eksempel retten til at bære religiøs beklædning i alle offentlige sammenhænge samt retten til at følge andre helligdage).

Kun på den måde kan vi bevæge os mod et mere retfærdigt multireligiøst dansk samfund.