Skip to content

Forsiden af bagsiden: 4

Når vi
Mogadishu-skyder
ham to
kugler i brystet og så SLUKKER
for ham med den
sidste lige midt i
synet gør vi det for
menneskerettigheder ifølge
medier dræber
vi ikke men skal
gradvist eskalerende skade-
påvirkende mest muligt
humant
overbevise dem om vores
gode
intentioner måske
gir det mening
bag et medietrænet helt negle-
tætklippet skrivebord giv mig
til hver en tid hellere en
enlig ærlig
uøkologisk morder!
gift!

”De soldater, der kommer hjem med grimme ting i bagagen, bliver mødt af en offentlighed, der slet ikke har et sprog, der gør, at den kan forholde sig til dem eller det, de har været igennem.” Sådan sagde manden bag linjerne ovenfor, Mikkel Brixvold, i et interview med Information op til udgivelsen af sin digtsamling Så efterlades alt flæskende (2014). Oplevelsen af ikke at have et sprog, når man vender tilbage fra krigen, er i høj grad (også) hans egen. Han var udsendt som en del af det danske frømandskorps’ specialstyrker i Irak, og da han kom tilbage til Danmark, slog det ham, hvor sky offentligheden er, når der skal tales om det at slå ihjel.

Tis og kugler
Ifølge Brixvold vil store dele af den danske offentlighed kun acceptere, at vi går i krig, fordi den tror på en historie om, at danske soldater er gjort af et helt specielt stærkt moralsk stof. Offentligheden tror, at soldaterne ”ligesom ridderne af det runde bord udstår alt med en distingveret og analytisk omsorgsfuld kærlig attitude.”

Det er derfor, at vores politikere bliver rigeligt forargede, når der offentliggøres en video af amerikanske soldater, som tisser på ligene af afghanske bønder, de lige har dræbt: Vi kan forholde os til det væmmeligt fornedrende i at urinere på de døde, men vi afstår fra at tage stilling til det egentligt væmmelige – at slå ihjel.

Denne analyse udfolder han med skarp og talentfuld pen i kronikken Tis og kugler fra 2012, som bør læses af enhver med interesse for international politik og politiske offentligheder. Netop arbejdet med denne kronik blev startskuddet til de digte, man kan læse i Så efterlades alt flæskende. Digtene kredser om hverdagen i Irak og om de følelser, der sidder i kroppen, når man er vendt tilbage til freden i velfærdsstaten.

Så efterlades alt flæskende kan læses som en kontant portion førstehåndsempiri fra en soldat i felten, der ikke har meget til overs for et poleret og sminkesikkert (medie)billede af krig og ej heller det velfriserede Vesterbro, han vender hjem til. Således er opfordringen givet til at krydre studiets frodige skrivebordsteori med en talende aktørs egne beretninger. Her er et menneske, og hør hvad det siger.

* Digtet stammer fra Mikkel Brixvolds digtsamling Så efterlades alt flæskende, der udkom på Lindhart & Ringhof i juni 2014. 62 sider. Pris: 199,95 kr. Digtet er bragt i MED ANDRE ORD #4 med tilladelse fra forlaget.

* Kronikken Tis og kugler kan findes på Informations hjemmeside (http://www.information.dk/290917)

Følgetekst af Philip Larsen