af Naja Westphal & Rose Steen Mikkelsen
Visuelt udtryk af Thea Skjærbæk
Efterårsferien står derude og banker på, og det giver anledning til læselyst. Samvittigheden siger måske, at du skal indhente den forsømte læsning, men virkeligheden er en anden. Du skal smide pensumbøgerne nederst i bogstakken og dyrke sjælen i stedet. Vi foreslår, at du dykker ned i de bøger, der virkelig beriger livet. På redaktionen har vi samlet nogle brandvarme anbefalinger til din ferielæsning – så er det bare at give dig i kast.
Naja Westphal: Vindens Skygge, Carlos Ruiz Zafón
Den bog, der i min optik kvalificerer sig som verdens bedste, og som jeg vil anbefale alle at læse, hedder Vindens Skygge.
Det er en gådefuld fortælling om Barcelona i årene efter Den Spanske Borgerkrig, hvor både by og befolkning ligger i ruiner. Det eneste sted, eventyr og fantasi endnu lever, er i bøgerne, og det er dem, hele fortællingen centrerer sig om.
Hovedpersonen Daniel har haft en stille opvækst mellem de støvede reoler i sin fars boghandel, hvor hans bedste venner er dem, der lever på siderne i de bøger, han elsker. Det ændrer sig pludseligt, da han en dag falder over en bog, hvis handling hvirvler ham ind i en verden af mysterier, der rækker ud over siderne og ind i hans eget liv.
Det er en magisk fortælling om intriger, spænding og kærlighed, hvor de mennesker, der vokser frem, mens man læser, er ens bedste venner, når man er færdig.
Monique Sarah Damberg: Tour de Chambre, Tine Høeg
Jeg vil anbefale Tour de Chambre af Tine Høeg til dig, som har travlt i efterårsferien, men som alligevel gerne liiige vil presse lidt skønlitterær læsning ind.
Romanen er skrevet som et langt episk digt og er en vaskeægte ’pageturner’, som man ikke kan lægge fra sig. Den er skrevet i et finurligt lyrisk sprog med en smuk sparsommelighed og minimalisme, der minder mig om Helle Helle, hvor handlingen sker mellem linjerne.
Vi følger hovedpersonen Asta, som forsøger at finde fodfæste som spirende forfatter. Da hun bliver inviteret til en 10-års mindehøjtidelighed for Augusts død, bliver vi kastet tilbage til hendes ungdomsår, hvor hun lige er flyttet på kollegie. Den handler om alt lige fra tour de chambre og fodboldturnering på kollegiet til Augusts død – et mix af alvor og humor.
Det er en bog som jeg læste meget hurtigt, men langsomt glemmer.
Sebastian Stone: Underkastelse, Michel Houllebecq
Hvis du trænger til at læse en bog, hvor du vitterligt ikke ved, om man skal lade sig forfærde eller underholde over den vestlige verdens depravering, og i øvrigt har en interesse i fransk politik og litteratur, så er der intet andet valg end at underkaste dig Houllebecqs überprovokerende og tankevækkende dystopiske roman Underkastelse.
I den kulsorte sarkastiske roman, hvis handling er fremskrevet til 2022, følger vi den apatiske og fuldkomment resignerede litteraturprofessor, Francois, som befinder sig midt i den franske valgkamp. Den demografiske og politiske udvikling i Frankrig har betydet, at det Muslimske Broderskab står til at få et valg, der kan bringe dem til magten, fordi socialisterne i deres politiske dødskamp nægter at pege på Le Pen, og i stedet er nødsaget til at pege på det Muslimske Broderskab.
Romanen beskriver, hvordan man i en postmoderne, værdiløs verden kan lade sig tiltrække af kræfter højere end én selv, selvom man dybest set ikke abonnerer på de værdier, men blot mangler et holdepunkt i en apatisk tilværelse. Bogen bliver ikke mindre dystopisk med det faktum, at terrorangrebet mod Charlie Hebdo fandt sted samme dag, som da bogen blev udgivet, og efterfølgende satte de politiske og demografiske udviklinger, som Houllebecq beskriver, til debat i Frankrig og resten af Europa.
Ida Lous Jensen: Plastic, Mette Thomsen
Mette Thomsens roman Plastic beskæftiger sig med hovedtemaerne identitet og kvindelighed i en moderne verden, hvor det for romanens hovedperson Mona er vigtigere at være nogen end at være noget.
Som københavnsk bistandsmodtager dedikerer Mona al sin tid til nøje at overveje, hvordan hun ser ud, hvorfor hun kun vil foretage sig ting, der fungerer visuelt.
Mens Mona uhæmmet forsøger at realisere det perfekte liv, truer virkeligheden, i form af naboen Vera, med at kvæle drømmen. På satirisk vis sætter Thomsen således fokus på kvinders jagt på idealet om perfektion med Mona som en tragiskkomisk karakter, der vier sit liv til netop dette.
En absurd, sjov, grotesk, bizar, tankevækkende og til tider uhyggelig historie om manglende evne til at skelne i jagten på perfektion.
Astrid Brauer: The Lies of Locke Lamora, Scott Lynch
Hvis du er til en blanding af fantasy, grimdark, heist og komedie, er The Lies of Locke Lamora måske lige noget for dig.
Historien foregår i byen Camorr i et renæssanceinspireret fantasyunivers. Historien følger Locke Lamora, som er lederen af en bande af con artists og tyve, som udfører nogle planer der er absolut værdige af Egon. Men ikke nok med at de svindler den rige overklasse, de prøver også at snyde lederen af byens kriminelle underverden – hvilket, kombineret med en uforudset trussel, fører til en masse problemer. Bogen formår at kombinere humor og intriger, godt drysset med plot twists og personudvikling. Det skal dog lige advares om, at det virkelig er en følelsesmæssig rutsjebane, hvor man går fra at græde af grin til at forstå hvorfor den hører under genren grimdark – men det er så afgjort værd at læse den.
Det første kapitel kan godt være lidt tungt at komme igennem, men derefter bliver den kun bedre! Bogen er bind 1 ud af indtil videre 3 i en serie, og jeg venter spændt på at bind 4 udkommer!
Mathilde Brieghel: Einsteins drømme, Alan Lightman
Einsteins drømme er perfekt efterårsferie-læsning.
For det første er den meget kort – 170 sider i et småt format og store bogstaver. Den er slugt på en lang togtur på vej hjem til dine forældre eller på vej i sommerhus. For det andet handler den om noget helt og aldeles anderledes end politologi. Og det er lige hvad man har brug for halvvejs gennem semesteret.
Året er 1905, og vi følger en ung Albert Einstein, der har et kedeligt kontorjob. Han er opslugt af sine tanker om sin relativitetsteori, og det kommer til udtryk i de drømme, han har. På næsten science fiction-agtig vis drømmer han om verdener, hvor tiden går langsommere, jo længere ude fra byen, man er. Eller jo højere oppe i højhuse, man er. Og hvordan menneskene reagerer på tidens finurlighed.
Bogen får naturvidenskab, i særdeleshed fysik, og skønlitteratur, til at mødes på bedste vis.
Thea Skjærbæk Pedersen: Det europæiske forår, Kasper Colling Nielsen
Det europæiske forår er intelligent magisk realisme, der møder dansk samfundskritisk socialrealisme. Black mirror, som møder dansk satire.
Bogens plot foregår i Danmark i en nær fremtid, hvor eliten har valgt at bosætte sig på Lolland, fordi der hærger borgerkrig i København.
I bogen møder vi en række personer – og dyr – som forsøge at navigere sig gennem livet. Er du ikke solgt endnu?
Bogen fra 2017 forudsagde flere ting: i den dystopiske fremtid er Mette Frederiksen statsminister og der er blevet oprettet opdragelseslejre i Mozambique for “uartige indvandrerdrenge”. Og selvom forfatteren har været taleskriver for Dan Jørgensen, er der intet hockeystav over denne bog.
Læseren bliver fanget, forarget og forvirret fra første side.
Rose Steen Mikkelsen: Gift, Tove Ditlevsen
Tove Ditlevsens erindringsroman Gift er den mest menneskelige og hjerteskærende bog, jeg har læst – og derfor skal du også læse den.
Tove portrætterer et voksenliv i gennem parforhold, familieliv, en voksende karriere og et eskalerende misbrug. Værket er kendetegnet af en stærk skriftlig intimitet og man inviteres, som læser, ind i hendes stigende distancering fra traditionel idyl og lykke mod en trang til selvdestruktion.
Skillelinjerne mellem kærlighed og misbrug smelter ind i hinanden og den ene bliver undskyldning for den anden. Man skifter mellem følelser af genkendelse, medfølelse og foragt. Men det stærkeste ved Tove Ditlevesens hovedværk er, at det aldrig bliver en misbrugsfortælling. Heller ej en ulykkelig kærlighedshistorie eller et portræt af en familie itu. I sin kerne er det en hudløst ærlig portrættering af et menneskeliv, hvor mødet med misbrug griber om sig og fortærer alle aspekter af livet. En uhyggeligt ærlig portrættering af et menneske itu.
Læs Gift for poetisk og barsk ærlighed, for en rutschebanetur i din sympati og følelsesregister og fordi det er en essentiel dansk læsning.