af Marc Sabatier Hvidkjær
IFS’ egen Peter Nedergaard har skrevet et portræt om den mand, der fik til opgave at oprette statskundskabsstudiet i Danmark. Marc har læst bogen, så du kan foregive at have gjort det, når du taler med dine belæste venner. Han anbefaler, hvis du alligevel finder tid, at du læser den for at forstå dit ophav som dansk statskundskaber. Og for at høre historien om, hvordan statskundskab på KU missede chancen for at være blevet det ældste statskundskabsstudium.
Derfor skal du læse bogen:
Statskundskab bliver kaldt ”magtens rugekasse” og spytter toppolitikere, ministre og departementschefer ud i ét væk. Tradition for scient.pol’ere i disse stillinger findes ikke på samme måde i udlandet, og det er særligt Erik Rasmussens fortjeneste. Han fik den enorme opgave at opbygge et hele statskundskabsstudiet, sammensætte pensumlister og undervise samtidig. Peter Nedergaards portræt af dansk statskundskabs fader er bestemt værd at læse.
Erik Rasmussen – manden, der skabte dansk statskundskab
Forfatter: Peter Nedergaard
Pris: 195,00,- (Djøf medlemspris er 156,00,-)
Forlag: Djøf Forlag
Andre bøger af samme forfatter: ‘Lissabontraktaten – en politologisk analyse‘, ‘Valget er dit! Den danske valgplakat over 100 år‘, ‘Læsning af tekster i samfundsvidenskaben‘ og meget mere.
Erik Rasmussen, grundlæggeren af dansk statskundskab, rektor på Aarhus Universitet og far til fire var utvivlsomt en stor skikkelse – det fik skribenten også at mærke, da undertegnede fik tilsendt den forkerte biografi om Erik Rasmussen. Derfor bygger denne artikel både på Kasper Lippert-Rasmussens biografi (2014), samt Peter Nedergaards nye biografi (2021).
2014-biografen beskriver Erik Rasmussens akademiske biddrag til statskundskaben, der er relativt begrænset. 2021-biografiens pointe er dog, at vi skal bredere end blot det forskningsmæssige output – vi skal også undersøge Erik Rasmussens biddrag som underviser, administrator, debattør og studieiværksætter.
Den nordiske statskundskaber
Det kan i dag virke som selvfølge at statskundskab er relativt succesfuldt. Med succes menes, at uddannelsen er populær blandt ansøgere til uddannelsen, de studerende har rige traditioner samt at dimittenderne er eftertragtede på arbejdsmarkedet.
Men skæver man til udlandet, er dette ikke normen. Som Asmus Leth Olsen generøst sagde i 10 spørgsmål til professoren: ”i Tyskland, hvor jeg var, kan du ikke bruge statskundskab til andet end at blive græsrodsaktivist, og du kan basically ikke blive ansat som embedsmand”. Peter Nedergaard fremhæver ditto at færdiguddannede i ”Political Science”, ”Politikwissenschaft”, ”Politieke Wetenschappen” og ”Science Politiques” står væsentlige svagere end vi danskere i forhold til at indtage pladser i centraladministration; derovre regerer juristerne og økonomerne. Kun i Sverige og Norge har statskundskab næsten samme stjerne i som i Danmark, men kun næsten – det var trods alt Erik Rasmussens gamle institut i Aarhus, der blev kåret til den bedste inden for forvaltningsforskning.
En pragmatisk historiker
Erik Rasmussen første universitetspolitiske vision kom i 1930’erne, da han skrev i Radikal Ungdoms blad, at forskerne ikke skulle forblive i Elfenbenstårnet, men dele ud af deres erhvervede viden til befolkningen. Det var starten på to vigtige normer i statskundskaben. Den ene er – skrevet med et glimt i øjet – at statskundskab er et tilholdssted for radikale vælgere. Det andet var at statskundskaben beskæftigede sig med emner af stor offentlig interesse, og af selvsamme årsag skulle statskundskabsforskere være store formidlere. Dette ser man stadig effekterne af i dag, hvor 4 af de 20 mest citerede KU-forskere i 2020 var statskundskabere – endda med en første- og tredjeplads.
Men da Rasmussen var grundlægger af statskundskaben, var han naturligvis ikke statskundskaber af uddannelse. Han var i stedet historiker. På studiet engagerede Rasmussen sig i et netværk af historikere, der havde en materialistisk opfattelse af udvikling. Kort sagt var dette et beskrivende fokus, frem for den deterministiske marxistisk-dialektiske tilgang. Det var historikernetværket, der faciliterede at Rasmussen i 1955 blev spurgt af professor Troels Fink om han vil være med til at etablere statskundskaben som selvstændigt studium i Danmark.
Professor Rasmussen og det unge statskundskabsstudie
Et professorat i statskundskab var et punkt, flere parter havde forsøgt at få på finansloven (!), og da KU i 1957 frasagde sig muligheden for at få professoratet (hvormed vi arme københavnske studerende mistede mulighed for at sige at vi er på det ældste statskundskabsstudium i riget), fik AU professoratet i 1958. Erik Rasmussen og jurist Poul Meyer blev de to første statskundskabsprofessorer i riget.
Erik Rasmussen kom fra et job som gymnasielærer på Sankt Annæ – et spring, som man med ringe evne kan forestille sig i dag. Springets længde bliver kun vildere af, hvor monumental en opgave Rasmussen stod overfor som grundlægger af studiet. Han skulle både lave undervisningsmateriale, i en uddannelse der ikke var blevet udbudt før, samt undervise og forske sideløbende.
Men måske var den måde, som Rasmussen skulle skabe uddannelsen på – samt hans baggrund som gymnasielærer og historiker – medvirkende til den holistiske tankegang, der præger studiets opbygning i dag. Da Erik Rasmussen skrev den originale statskundskabslærebog (Komparativ Politik 1-2), blev det ikke gjort oppe fra elfenbenstårnet af, men i stedet i et organisk samspil med de studerende. Det er i Komparativ Politik 1-2 at Rasmussen introducerer Eastons model, som statskundskabsstuderende i Danmark stadig undervises i den dag i dag.
Samtidig var det vigtigt for Rasmussen at værkerne blev skrevet i et klart sprog, så også lægmænd kunne læse det. Hans fagbøger var derfor rettet mod både studerende og den brede befolkning, sideløbende med at Rasmussen var ivrig kronikkør i Ekstra Bladet og Politiken.
Erik Rasmussen var også optaget af at sammensætte fagligheden på en sådan måde, at de studerende var relevante for arbejdsmarkedet. Dette var præget af hans egen oplevelse som nyuddannet historiker, hvor vejen til arbejdsmarkedet også dengang var lang for de unge cand.mag’er.
En anakronisme?
Fortællingen om Erik Rasmussen står for nogle i skærende kontrast til den moderne statskundskabsforsker. Rasmussen var bred i sin forskning og beskæftigede sig med nationale problemstillinger, hvorimod der i dag er en tendens til at forske i et meget specialiseret område, for at blive publiceret i internationale tidsskrifter.
Internationaliseringen og specialiseringen af statskundskabsstudiet har utvivlsomt løftet kvaliteten, men som Peter Nedergaard argumenterer for i bogen og i diverse indlæg, er det et tab, hvis forskeren reduceres til sine citationer.
Der er fortsat behov for, at forskere i statskundskab deltager som kvalificerede stemmer i den offentlige debat. Her skal statskundskabsforskerne også fortsat turde at være fagligt brede og forsøge at formidle komplekse spørgsmål til den brede offentlighed.
Arven fra Rasmussen må derfor være en påmindelse om, at statskundskabsinstituttet ikke skal lukke om sig selv, men konstant forsøge at vende sig ud mod samfundet og dets udfordringer. Med andre ord: Vi skal fortsat være relevante.