Skip to content

En fysiker gæster ’Samfundets Top’

Da de håbefulde fysikstuderende i 1996 mødte op på Niels Bohr Institutet ventede der dem en besynderlighed. Cathrine Hasse, nyudklækket cand.anthro, havde netop indskrevet sig med ambitionen om at bedrive et feltstudium blandt de kommende professionelle nørder. Det kom der en berygtet ph.d.-afhandling ud af, spækket med obskure antropologiske begreber som sprezzatura (mere om det senere) og ikke mindst lidet flatterende adjektiver som kønsløs og aseksuel.

Lidet har I, kære studerende af mennesket og dets relationer, anet, at der nu bliver taget hævn! Undertegnede, hvis fysikerbaggrund er fra DTU, men som alligevel føler et vist skæbnefællesskab med Hasses objekter, har gæstet CSS i det netop afsluttede aka-demiske år og med iskoldt, kynisk blik har observeret opmærksomt. Dette bundede dels i et ønske om at opnå et mindstemål af almen dannelse, men mindst lige så meget i nysgerrighed omkring eksistenserne på vej mod samfundets top, jer kære Statskundskabere.

X-kromosomer og hornbriller
Det er en besynderlig vækst, denne statskundskaber. Smørhårede mænd og velklædte kvinder (langt mere end 6 % kvinder forstås, og det skal man ikke kimse ad), der skæver mod magtens trone med målrettet blik gemt bag den ualmindeligt chicke hornbrille. Alle stræber de mod at blive, hvad Nick Carraway i Fitzgeralds The Great Gatsby kalder “that most limited of all specialists, the ‘well rounded man’.” Men generalistens begrænsninger bekymrer ikke statskundskaberen, omend de er ganske erkendte og ofte ironisk italesatte. Denne ironiske ubekymrethed bunder naturligvis i en forventning om, at forgængeres åndsfuldhed og egne KØS-støbte netværk nok skal munde ud i en trådtrækkertjans på Asiatisk Plads. Det første statskundskaberen lærer er, at yndlings-isme rimer så ganske glimrende på nepotisme.

Selv den ikke særligt opmærksomme læser vil måske påpege, at ovenstående karakteristik ikke adskiller sig mærkbart fra de klichéer, man hører blandt dagpengesure humanister, og læseren vil insistere på, at statskundskabere som så mange andre bør skæres over mere end en enkelt kam. Alligevel må jeg insistere på, at beskrivelsen går igen i det syn, der møder en nyankommen statskundskaber.

Statskundskaberen og selvironien
Det hænger sammen med Hasses sprezzatura. Det dækker over ”det, der opstår ved en bestemt verdens positive evalueringer af et individs indkorporerede handleviden”, og sprezzatura er altså aldeles attråværdigt for en nyimmatrikuleret student. På statskund-skab opnås det dels ved uden kny at kaste sig over Hegel og andre ubestigelige åndsbjerge – med undtagelse af økonomi, der kræver komplicerede matematiske operationer og abstraktioner (såsom aflæsning af grafer) og derfor skal afskrives som svært og/eller ubrugeligt af den sprezzatura-hungrende statskundskaber.

En anden vigtig sprezzaturakilde er dog den ironiske genfortælling af den ovenfor omtalte selvforståelse – se blot den aldeles veldekorerede stundenterbar. Det bliver klicheforstærkende, fordi vi alle ved, at et drævende ironisk tonefald blot er en måde at tage brodden fra det, man mener, og ikke mindst fralægge sig ansvaret for det. Hvor på skalaen mellem selvironi og –forståelse skal man skal placere statskundskabernes sang om –ismer?

Opfat endeligt ikke dette som en angreb på ironien og citaterne i Jacquen, for Gud hvor jeg elskede den. Og tro ej heller, at jeg ikke mødte mange dejlige mennesker her. Men rygtesmedene har gennemskuet jer! Hasses afhandling er forresten omskrevet og udgivet som bog i 2002 med titlen Kultur i bevægelse. Fra deltagerobservation til kulturanalyse – i det fysiske rum. Hendes karakteristik af fysikerne som kønsløse science-fiction nørder er forresten langt mere kliche-fjern end min. ♦