Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Magelighedens kække ironi

Om faglig formidling inden og uden for universitets mure

Mangen en entusiastisk studerende har fra tid til anden fået sat sin nysgerrighed gedigent på prøve efter at være dukket velforberedt op til dagens forelæsning for blot at stifte bekendtskab med en taler på knækbrødskur. Knastørt som bare pokker. Og der findes næppe noget mere tærende for et opsat studenterkid end mødet med en indtørret underviser.

Heldigvis forekommer der også situationer med det omvendte fortegn. Endog ganske hyppigt på nærværende institut. Her kan især nævnes møderne med en inspi-rerende underviser, der giver én mod på at tage fat om en svært tilgængelig tekst endnu engang, fordi en dør blev åbnet under forelæsningen. Det er den slags, der er et drivende kit for vores videre politologiske dannelse.

Formidling og ansvar
Formidlings- og kommunikationsspørgsmålet stopper imidlertid ikke ved Kommunehospitalets eller universitetets mure. Mange studerende ved statskundskab kommer til selv at bevæge sig inden for samme felt i fremtidige jobs. Nogle havner et sted i den trykte presse og bliver her sat til at holde offentligheden orienteret om livets gang inden for politik, forskning og samfundet i al almindelighed.

Skulle man selv komme til at træde sine stier dér, vil jeg våge den påstand, at der følger et vægtigt ansvar med: At holde fast i den politologiske faglighed. Gennem årene tilegner vi os på statskundskab en viden og en analytisk kunnen, som gerne skulle gøre os i stand til at gå til omgivelserne med en kritisk iagttagelse og sans for detaljen, der forhåbentligt kan komme offentligheden til gode. Sådan må den idealistiske udlægning lyde.

Mellem fag- og magelighed
Det kan nemlig let ende i en rygkløende tekstkavalkade. En omgang underholdning for et mageligt publikum. Det stod mig for alvor klart, da jeg i semesterferien havde sat mig med morgenkaffen og weekendtillægget til den tyske avis taz. Her havde en af avisens skribenter kastet sig ud i tre siders sammenligning af Adorno og Richard David Precht, Tysklands hotteste mediefilosof. Det var med al sandsynlighed det ’fremmede’ sprog, der gjorde det muligt for mig at sætte fingeren på, hvad det var, der var generende ved ikke blot denne artikel, men også mange andre danske pendanter, som jeg har haft  lejlighed til at læse.

Jeg fæstnede mig især ved den popsmarte artikelstruktur med kækt indskudte sætninger og et lidt flakkende narrativ, som på en tilsigtet måde ikke helt holdt kursen, men dog forblev inden for rammerne af et oplevet flow. Strukturen forekom ikke så meget at være et forsøg på at distancere sig selv fra stoffet; smide skribentens jeg overbord – det gennemsyrede teksten fra top til tå. Den syntes snarere at tjene som en art undskyldning for overhovedet at beskæftige sig med temaet, at være faglig!

taz-skribenten forekom langt fra for dårligt intellektuelt rustet til sit emne, hvad enkelte passager lod røbe, men nærmere som bange for at optræde for ’vigtig’. Derfor svømmede artiklen over i selvironi, små anekdoter og vittige bemærkninger, mens der blev gjort et solidt forsøg på at hejse en underspillet midtfinger til de konservative krager ovre på Frankfurter Allgemeine Zeitung, som taz har for vane at gøre – sandsynligvis for at behage sit mere venstreorienterede klientel.

Et rum for faglig udfoldelse
Selvironi er også et grundelement i studielivet på statskundskab. Og selvironi er sundt. Men der er en grundlæggende misforståelse på spil, hvis man inkorporerer den for tykt i sin faglige formidling. At sætte fagligheden i centrum giver os mulighed for at placere noget andet end os selv dér – i centrum. Dermed gives fagligheden også de bedste trivselsbetingelser og forhåbentligt muligheden for at komme nysgerrige politologspirer (ordentligt) i møde.

På Institut for Statskundskab har vi mange muligheder for at få plejet vores nysgerrighed. Det være sig gennem foreningslivet, der trives i bedste velgående, eller rækken af tankevækkende forelæsninger som allerede påpeget.

MED ANDRE ORD slår nu sine døre op, og det er vores – redaktionens – idé at give rum for faglig udfoldelse og ikke mindst vække læsernes interesse over en bred politologisk palet. Vi vil søge ikke blot at hilse ethvert forsøg på at formidle stoffet på en inspirerende og tilgængelig måde velkommen, men også aktivt tilstræbe dette. Vi håber, at MED ANDRE ORD kan tjene som et frugtbart fællesskab mellem de studerende og mellem de ansatte og studerende. Og vi håber, at bladet kan fungere som en konstruktiv midtvejsstation, der kan sætte sit præg på fremtidens politologer – også dem på vej mod presseverdenen, hvor faglighed ikke behøver nogen undskyldning. Ballet er åbnet, og du er inviteret. ♦

Næste artikel

Et kritisk blik

Med Andre Ord følger her op med et interview på baggrund af Rasmus Fonnesbæk Andersens indlæg