Vinder af formidlingsprisen: Mod en bedre balance

Det er godt 13 måneder siden, at statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede regeringens plan for udflytning af offentlige arbejdspladser. Tallet 13 repræsenterer ikke blot tidsperspektivet fra dengang til nu. Tallets negative konnotationer til ulykke sætter spot på udflytningsplanen som del af en aktuel populistisk tendens, der vægter tække over effekt.

Gennem tre døgn i januar i år sled jeg mig gennem utallige bilag om Færdselsstyrelsens løsrivelse fra Trafik- og Byggestyrelsen. Færdselsstyrelsen var den første statslige institution, der skulle udflyttes fra kongens København til den mørke provins. Min linse var forvaltningsteori og i mit sigtekorn havde jeg embedsværket og regeringen samt vælgerne.

I disse dage sætter medier og politikere igen fokus på udflytningsplanen. Første mål er nået – 1000 af de i alt knap 4000 arbejdspladser er rykket fra Hovedstaden til provinsen.

Spoler vi tiden tilbage til den 1. februar i år, så var dette dagen, hvor Færdselsstyrelsen officielt hejste flaget for første gang i Ribe efter udflytning fra Slotsholmen i København. Styrelsen havde tidligere været en del af Trafik- og byggestyrelsen, men blev som den første institution offer for regeringens udflytningsplan med det letfordøjelige navn Bedre balance.

Hvad er egentligt formålet?
Planens officielle formål var – og er – en ”bedre geografisk balance og mere nærhed til borgere og virksomheder”. Det offentlige Danmark skulle tættere på borgerne. Dem uden for København.

Med den rationelle principal-agent-teori som filter zoomede jeg ind på netop disse mål. I Færdselsstyrelsens måtte man splitte fagområder og sige farvel til kollegaer på Slotsholmen. For transportministeren, som må anses at være styrelsens principal, ville en udflytning og opsplitning skabe større afstand mellem de to enheder. Mindre kontrol af styrelsens handlinger og således en større informationsasymmetri mellem minister og styrelse – principal og agent.

Denne usikkerhed krydres med et videnstab, da det er en kendsgerning, at en stor del af medarbejderne ikke ville flytte med ud. Af de første 1000 udflyttede stillinger er kun 14% af de ansatte flyttet med. Derudover opstår der selvfølgelig store flytte- og etableringsomkostninger. Regeringen har dog været åbne om disse konsekvenser gennem forløbet.

I den offentlige debat taler vi meget om tal, tab og gevinster. Men planen har også en reel menneskelig dimension. Selvfølgelig for de ansatte, der må flytte fra det ene hjørne af landet til det andet. Det essentielle er dog hensynet til de mennesker, der er afhængige af institutionernes ydelser.

Jeg besøgte for nyligt en af de berørte institutioner i København, hvor en analysekonsulent fremhævede to elementer, som vi – studerende fra Statskundskab – kunne tænke over, hvis vi havde interesse i at søge job i huset. Først gav hun det velkendte råd om et bredt metodekendskab, dernæst nævnte hun navnet på den by, hvor institutionen var placeret fra 2017. For de var ingen, der flyttede med. Analysekonsulenten var ikke i tvivl – en flytning vil resultere i en klart ringere service for de mennesker, institutionen var sat i verden for at forsvare.

Men hvad med denne ”bedre balance”?
Fra norske Nils Brunsson hentede jeg i min opgave det normbaserede perspektiv. Brunsson har i sin teorier stort fokus på organisationers legitimitet, der opnås gennem både tale og handling. Brunsson beskriver, hvordan det er sandsynligt, at der i organisationer vil ske en afkobling mellem ledelseslaget og resten af organisationen, hvis ledelsen vil ændre kurs mod markarbejdernes praktiske intuition. I praksis vil man kunne se en ledelse tale vidt og bredt om eksempelvis nye strategier og kerneværdier for at tilfredsstille de institutionelle omgivelser, imens organisationens handlende dele vil fortsætte deres arbejde for at tilfredsstille de tekniske omgivelser. Dette kendes som organisatorisk hykleri.

I Færdselsstyrelsens tilfælde vil man kunne forvente en afkobling mellem ledelsen i Transportministeriet på Slotsholmen og de ansatte i styrelsen i det vestjyske. Brunssons teori og principal-agent-teorien sætter således fokus på samme konflikt, hvor vi ud fra Brunssons perspektiv dog vil forklare udflytningsplanen med legitimitet som årsag. Fagministerens chef er som bekendt statsministeren, og Lars Løkkes udflytningsplan må anses som et forsøg på at (gen)vinde legitimitet hos sine omgivelser – den politisk virkelighed givet af vælgerne. Elefanten i rummet er dog udflytningens omfang. Færdselsstyrelsen kan ikke afkobles fra beslutningen om udflytning. De kan forsøge at bibeholde deres praksis, men styrelsen vil nødvendigvis være tvunget til at opfinde nye arbejdsgange pga. det førnævnte videnstab og de nye forhold.

Der tegner sig et billede af en politisk udflytningsplan med legitimitet for øje, som ikke kan forklares – eller retfærdiggøres – fra et rationelt perspektiv. Lars Løkke forsøger med udflytningsplanen at øge sin legitimitet i de nye politiske omgivelser. Valget i 2015 blev omtalt som et nyt jordskredsvalg, hvor Dansk Folkeparti gik enormt meget frem og dermed danner det primære grundlag for den siddende Venstre-regering. Der refereres ofte til ”det gule Danmark”, som er Dansk Folkepartis primære vælgergruppe – den selvsamme gruppe, som får ”gavn” af de udflyttede arbejdspladser.

Vælgertække som største gevinst
Mine analyser tegner et billede af en udflytningsplan med et formål om at skabe en ”bedre balance” i det danske samfund, men som har og får så store (start)vanskeligheder, at gevinsten kan være svær at se. Det er et eksempel på politisk initiativ med vælgertække og decentralisering for øje, men uden gevinst for det samfund, som embedsværket og de offentlige institutioner skal forvalte og understøtte.

De anvendte analyser er ikke ukendte for det siddende embedsværk. En stor del af danske embedsmænd (M/K) er som bekendt udklækket i samme Djøf-hule, hvor jeg også befinder mig. Man har med garanti lavet samme analyser, da man udarbejdede planen – og flere til. Og man har med garanti fået lignende resultater. Hvorfor planen alligevel er blevet en realitet, må have politiske årsager. Populistiske om man vil.

Måske tænker du undrende, om ovenstående smøre mest af alt ikke bare er et akademiseret eksempel på, hvad vi alle taler om over aftenkaffen. Det kan der måske være noget om. Men planen er også (endnu) et eksempel på en farlig tendens på magtens tinde, hvor politikere ensidet vælger vælgertække over effektivitet. Populisme klædt ud i fåreklæder bestående af planer, balance og gode intentioner.

Næste artikel

Programming Politics