MED ANDRE ORD præsenterer i samarbejde med vores sponsorer FORMIDLINGSPRISEN 2016. Prisen har til formål at styrke den gode, akademiske formidling. Der er store (penge)præmier på højkant – og så får du mulighed for at styrke din skriftlighed!
Her på Statskundskab skrives der mange gode opgaver med ny og indsigtsfuld viden, som (desværre) ofte går i glemmebogen, efter at opgaven er blevet bedømt. MED ANDRE ORD lancerer derfor en ny kronikkonkurrence, hvor du som studerende kan afprøve dine formidlingsevner og samtidig udbrede de resultater, som du er nået frem til i en opgave.
Skriv en kronik med afsæt i en bedømt opgave – det kan være alt fra en tredagsopgave i National Forvaltning til en bacheloropgave eller et speciale – og send den til os. Du bliver først og fremmest bedømt på din evne til at formidle resultaterne fra din opgave.
Bedømmelsesudvalget består af dr.phil. Anne Knudsen, chefredaktør på Weekendavisen, Lars Tønder, lektor ved Institut for Statskundskab og initiativtagerne til Formidlingsprisen 2016. Alle kronikker vil blive bragt på medandreord.dk, og de bedste vil blive bragt i den trykte udgave af bladet.
Der kåres tre vindere af konkurrencen. Præmierne er som følger:
FØRSTEPLADS: 5.000,- kr.
ANDENPLADS: 2.000,- kr.
TREDJEPLADS: Gavekort på 1.500,- kr. til DJØF FORLAG
Med Formidlingsprisen 2016 ønsker vi at sætte fokus på god formidling. Mange statskundskabere ender i ministerier og organisationer, hvor der skal formidles svært tilgængeligt stof for politikere såvel som borgere og medier. Det betyder i sagens sammenhæng også, at evnen til at formulere sig godt har en vigtig demokratisk funktion.
Vi håber, du har lyst til at være med til at sætte dine formidlingsevner på prøve! Så frem med pennen og send dit bidrag til konkurrencen inden den 20. oktober 2016 til formidling@medandreord.dk. Afvent kvittering. Dit bidrag må ikke overstige 6.500 anslag (alt inklusiv). Du bedes samtidig vedlægge den opgave, kronikken tager udgangspunkt i.
Vi høres ved!
-REDAKTIONEN