Skip to content

ER DER GRÆNSER FOR, HVAD MAN KAN BRUGE SIN FORSKERTITEL TIL?

Det er blevet en fast bestanddel af mediebilledet anno 2016, at lektorer, professorer eller ph.d.er udtaler sig til medier i kraft af deres ekspertviden. Men hvad sker der, når universitetsfolk går fra at være objektive vidensformidlere til normative meningsdannere? Er det et problem eller en gave for den offentlige samtale?

Af Katrine Bundgaard Schow Madsen

  • Tager Rune Lykkeberg pis på Politikens læsere?
  • Danskerne er nogle pinagtige fedtspillere
  • Træk bare offerkortet, så slipper du for kritiske spørgsmål
  • Økonomismen invaderer os.

Ovenstående titler er eksempler på debatindlæg, kronikker og klummer, som er blevet bragt i Berlingske og Politiken inden for de sidste to år. Modsat mange andre forfattere til lignende indlæg er det hverken stressede gymnasieelever, småbørnsforældre eller ytringsfrihedsforkæmpere, der står bag. Forfatterne er derimod professorer på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet: Peter Kurrild-Klitgaard, Marlene Wind, Peter Nedergaard og Tim Knudsen. De optræder alle sammen under deres professortitel.

Selvom der i indlæggene tydeligvis trækkes på en omfangsrig politologisk viden, så synes det svært at benægte, at der ligger et normativt budskab bag. Er det i orden at universitetstitlen, der angiver en høj rangering inden for universitetsmurene, bliver brugt til at ytre normative holdninger om samfundet uden for murene?

Viden er magt

Som professor har man unægteligt en høj grad af etos – og det med rette. Vedkommende har brugt utallige år begravet i tykke bøger og har en langt større viden inden for et specifikt fagområde end menigmand. Det giver samtidig en enormt magtfuld position, der gør det mere sandsynligt, at offentligheden lytter, når man stiller sig op på ølkassen. At blive associeret med oplysningens højeste instans er trods alt ikke alle forundt.

Statskundskabsfeltets karakter giver naturlig anledning til et tæt samspil mellem teoretikere og praktikere. Men hvor går grænsen mellem at repræsentere en anerkendt vidensinstans og egne personlige holdninger?

Hvad er tilladt?

Helt formelt er der en række regler for, hvornår ansatte må bruge deres titler offentligt. Det samlede rektorat på Københavns Universitet vedtog i februar 2007 et regelsæt for medarbejdernes ytringsfrihed og deltagelse i den offentlige debat. I dette regelsæt står der, at når en universitetsansat skriver en kronik, et debatindlæg eller lignende, som ligger inden for vedkommendes fagområde, bør både forskertitel og Københavns Universitet fremgå.

Under punktet Beskyttelse af universitetets troværdighed er det dog beskrevet, at hvis en ansat skriver et holdningsindlæg om et emne, der ikke falder inden for deres forsknings- eller fagområde, kan den akademiske titel bruges, men Københavns Universitet bør ikke nævnes.

Der gives ikke eksempler på tilfælde, hvor en ansat under ingen omstændigheder må bruge sin titel.

Af Universitetsloven § 2, stk. 3, fremgår det, at ”universitetet har pligt til at samarbejde, udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund samt tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat”.  Det er naturligvis vigtigt at stille viden og kompetencer til rådighed for det almene samfund i videreformidlingen af den forskning, som bliver produceret på de offentligt finansierede uddannelsesinstitutioner. Men gælder det også indlæg, hvor der i højere grad fremlægges holdninger end ekspertviden?

En hårfin balance

Peter Nedergaard er en højt rangeret ansat på Institut for Statskundskab. Samtidigt er han meget aktiv i den offentlige debat. Han har siden 2012 skrevet klummer for Berlingske Tidende. Her leverer han hver anden uge et indspark, der indtil videre har dækket alt mellem den politologiske himmel og virkelighedens jord. Derudover har han bidraget til Politikens, Politikos og Jyllands-Postens meningsspalter. Alle steder optræder han under sin universitetstitel og med Københavns Universitet angivet som sin arbejdsplads. Da MED ANDRE ORD møder Peter Nedergaard på hans kontor, er det dagen før, at hans indlæg om kommunernes omprioriteringsbidrag udkommer. Er han mon bevidst om grænsen mellem holdning og faglighed, når han skifter Chr. Hansen auditoriet ud med den offentlige scene?

”Jeg forsøger altid at give det en faglig vinkel, når jeg skriver de her klummer”, fortæller han og understreger, at han ikke bruger formuleringer som jeg mener i sine indlæg.

”Jeg har en politologisk dagsorden i den forstand, at jeg synes, at statskundskab som fag i høj grad kan være med til at kvalificere den politiske debat”.

Samtidig indrømmer Peter Nedergaard dog, at der i nogle af hans klummer er en normativitet bag den faglige diskussion. Han afviser dog, at det er ensbetydende med, at klummerne også indeholder en bestemt partipolitisk holdning.

Yderligere har Peter Nedergaard skrevet flere indlæg med Henrik Dahl, der er medlem af Folketinget for Liberal Alliance. I disse indlæg optræder Nedergaard og Dahl under et samlet ’vi’. De har blandt andet argumenteret for bevarelsen af kvote 1-optagelsessystemet. Bør man som professor være i så tæt samarbejde med en politisk aktør?

”Det skal jeg også passe på med”, medgiver han. Men han nævner samtidig, at han også har skrevet klummer sammen med et socialdemokratisk medlem af Folketinget.

”Jeg ville aldrig skrive om et partipolitisk emne med en politiker. Når jeg skriver sammen med en politiker, så sørger jeg for, at det er et emne, som er hævet over partipolitik”, siger han. Nogle partier vil formentlig være uenige i hans opfattelse af optagelsessystemet som et ikke-partipolitisk emne.

Universitetet er en aktiv part

Det Samfundsvidenskabelige Fakultets ansatte kan også få deres indlæg publiceret på Fakultetets hjemmeside.  Dette gælder også for ansatte, der udtaler sig mere politisk.  Peter Kurrild-Klitgaard, der også er blogger for Berlingske, henviste MED ANDRE ORD til en række udtalelser, som han kom med til Universitetsavisen tilbage i 2011. Anledningen var et interview om forholdet mellem det at være meningsdanner og ekspert på samme tid. Her fortæller han blandt andet, at når han skriver indlæg som meningsdanner, er det ikke forkert at sige, at han har en klar liberal profil. Derfor benytter han sig af førnævnte regel om ikke at angive Københavns Universitet som sin arbejdsplads, når han udtaler sig som meningsdanner. Omvendt er nogle af hans indlæg stadig at finde inde på Det Samfundsvidenskabelige Fakultets hjemmeside. Man kan stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt universitetet bør udbrede kronikker og klummer, som ophavsmanden ikke mener, at Københavns Universitet bør associeres med.

Troels Østergaard Sørensen, dekan og øverste leder for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, fortæller i en mail til MED ANDRE ORD, at Københavns Universitets ledelse sætter stor pris på, at forskerne bringer deres viden i spil i debatten. Han understreger samtidigt, at det ikke er det indholdsmæssige eller holdningsmæssige, der afgør, hvorvidt en forsker får sit oplæg på hjemmesiden eller ej.

”Vi vælger ikke nogle forfattere eller indlæg fra. Indholdet af indlæggene står forfatterne selv på mål for – både hvad angår deres forskningsresultater og holdninger”.

Han pointerer, at forskerne som alle andre danskere har ytringsfrihed og ret til at komme med deres personlige betragtninger, når de skriver.

Brinkmannisme

Universitetsansatte har utvivlsomt en fordel, når de skal have deres budskab ud, da de nærmest ubetinget kan bruge deres universitetstitel. Selvom det gode argument altid bør vinde i den habermasianske samtale, så giver forskellige titler forskellige muligheder.

Peter Nedergaard fortæller til MED ANDRE ORD, at han efter udgivelsen af en af sine klummer blev inviteret til møde med Henrik Sass Larsen. Hertil kan man spørge sig selv om, det have været anderledes, hvis Peter Nedergaard ikke havde underskrevet sin kronik med sin titel, eller ville det samme budskab have haft den samme virkning.

Samtidigt bliver der tilføjet nogle lag til den offentlige debat, når universitetsansatte søger uden for murene. Måske bliver vi klogere som samfund, når universitetets forskere lader deres holdninger skinne igennem. Da Svend Brinkmann, professor i psykologi fra Aalborg Universitet, udgav den populærvidenskabelige og samfundskritiske bog Stå fast i 2014, stod hans holdning til positiv psykologi, konkurrencestat og individualisme klart. Hans budskab blev udbredt i en sådan grad, at han modtog DR’s formidlingspris, Rosenkjærprisen, som uddeles til en person, der gør et vanskeligt emne tilgængeligt for den brede offentlighed. Med udgivelsen af hans bog kunne man på den ene side mene, at han gik langt ud over sit mandat som forsker på Aalborg Universitet. På den anden side fik hans bog unægteligt en del danskere til at se samfundet på en anden måde. Og det er netop, hvad forskere i den offentlige debat kan – sætte dagsorden, tilføre nye perspektiver og forståelse til samtalen om vores samfund.

Dette er netop hvad den engelsk-polske sociolog og professor Zygmont Bauman gør, når han til The Guardian udtaler, at sociale medier er en fælde for socialiseringen. Han formår at sætte dagligdagen ind i en større teoretisk og samfundsmæssigt kontekst. Det kan bidrage til, at os almindelige mennesker måske forstår verden lidt bedre. Og det forskere fra Institut for Statskundskab gør i deres klummer er nok ikke så forskelligt fra, hvad Zygmont Bauman gør.  Nemlig at belyse grundlæggende tendenser i samfundet.

Den kritiske intellektuelle

Hvornår overskrides grænsen for hvad man kan bruge sin forskertitel til? Og hvornår er det nødvendigt, at dem der har mere viden, end os andre, påpeger de blinde vinkler, som vi andre ikke ser? Er det i orden at bruge forskertitlen til at promovere en normativ agenda, omend at den er skjult bag objektivt klingende fraser?

Det er en balancegang mellem at sikre en beskyttelse af universitet og den integritet der følger med forskerstillingen. Samtidigt handler det om at værne om ytringsfriheden og forskeres frie tænkning.

Tim Knudsen, professor emeritus fra Institut for Statskundskab, er en del af centrum-venstre-tænketanken Cevea og en aktiv debattør. Han udtalte, i 2012 til Universitetsavisen, at en mange universitetsansatte gemmer sig i den offentlige debat, som i stedet domineres af aktører, der har økonomiske interesser i at fremme en bestemt dagsorden. Uafhængige kloge hoveder er måske et af de bedste værn mod en korrumperet debat.

Den kritiske intellektuelle er en historisk figur, der gennem tiden har forholdt sig til feudalismen, kapitalismen, socialismen og andre små og store samfundstendenser. Over Københavns Universitets hovedbygning, ved Frue Plads, skuer en ørnestatue, hvorunder universitetets motto står: ”Coelestem adspicit lucem” (Den øjner det himmelske lys). Den, som når en særlig høj erkendelse, opnår en særlig ophøjet karakter, lyder en tolkning. At en ophøjet karakter kan veksles til en ophøjet status, er trods vigtigheden af den frie og kritiske forsker ikke noget, man bør glemme, når man åbner sin avis.