Skip to content

FORSKERSTAFETTEN #2: CYBERSIKKERHED SOM EN SIKKERHEDSPOLITISK OG DEMOKRATISK PROBLEMATIK

Den stigende brug af computer- og internetbaserede løsninger skaber nye udfordringer for nationalstaten. I mit ph.d.-projekt undersøger jeg sammenspillet mellem sikkerhedspolitik, informationsinfrastrukturer og demokrati i den teknologiske tidsalder.

Af Tobias Liebetrau, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Efter et par år i centraladministrationens mørkeste kammer, Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), vendte jeg for godt et halvt år siden tilbage til Kommunehospitalet. Tilbage på en treårig skatteyderbetalt ferie i oplysningens elfenbenstårn, som mine tidligere kollegaer kalder det. I FE arbejdede jeg med cybersikkerhed. Her fik jeg øjnene op for, hvordan vores samfund i vid udstrækning er afhængigt af en sikker, robust og stabil kommunikations- og informationsinfrastruktur.

Computerbaserede systemer og deres internetforbindelser udgør i stadigt stigende grad rygraden i vores infrastruktur. Samtidig erfarede jeg i FE, at samtænkning af den ofte privatejede infrastruktur og informations- og kommunikationsteknologi er blevet en uomtvistelig del af spørgsmålet om national og europæisk sikkerhed.

Disse erfaringer fik mig til at overveje følgende: Hvordan udfordres nationalstatens sikkerhedspolitiske prærogativ af den teknologiske udvikling, når grænserne mellem nationalt/internationalt og offentligt/privat forskubbes og udviskes? Og hvordan sikres en demokratisk sikkerhedspolitisk organiserings- og beslutningsform, der fastholder en ansvarlig politisk ledelse, som kan gøres til gestand for kritik?

At forstå nutiden kræver kendskab til fortiden

I den første del af mit projekt træder jeg et skridt tilbage og zoomer ind på den historiske udvikling af europæiske infrastrukturformationer på tele- og energiområdet. Jeg undersøger, hvordan de har påvirket og er blevet påvirket af forskellige konstellationer mellem stater, private virksomheder, teknologier, materialiter og diskurser. Måden hvorpå energi- og kommunikationsnetværk forbinder stater, nationer, folk og økonomier, på tværs af geografiske og politiske grænser, har været genstand for interesse og diskussion siden oplysningstiden. De europæiske nationalstater har aktivt fremmet netværksteknologier for at skabe og styrke deres politiske enhed, økonomi og samfund. Og den europæiske infrastrukturintegration består af flere sammenflettede og komplekse historiske processer, der for alvor tog fart i det 19. århundrede og udfoldede sig asymmetrisk på tværs af det 20. århundrede.

Det er mit mål at indfange, hvordan europæiske infrastrukturformationer på energi- og teleområdet er opstået, problematiseret og behandlet sikkerhedspolitisk. Det handler om at forstå, hvordan udviklingen har bidraget til at give infrastrukturformationerne konsistens og stabilitet, hvorved de er blevet gjort til styringsobjekter. Jeg er særligt interesseret i at kortlægge, hvornår og hvordan tele- og energiinfrastrukturer er blevet opfattet som værende kritiske og dermed blevet gjort til genstand for statslige sikkerhedspolitiske bekymringer.

Rekalibrering af den europæiske sikkerhedsgeografi

Ved at vende blikket mod den historiske sammenkædning af infrastruktur og sikkerhed forsøger jeg altså at indfange, hvordan infrastrukturbeskyttelse historisk har påvirket den nationale og europæiske sikkerhedsgeografi og forholdet mellem stat og marked.

I anden del af mit projekt fokuserer jeg på, hvordan udviklingen i informations- og kommunikationsteknologi tilføjer et nyt lag til den eksisterende europæiske sikkerhedsgeografi. Et lag der giver nye skikkelser til territorier, grænser og forholdet mellem stat, marked og EU. Nationalstaten kan ikke længere gøre sig forhåbninger om at opretholde eller opnå ekspertise og information til at styre de seneste udviklinger på informations- og kommunikationsteknologiområdet. Dertil er vidensniveauet for specifikt, tempoet i udviklingen for højt, og kompleksiteten af systemer og sammenkædninger for uoverskuelig. Statens historiske monopol på og ansvar for den nationale sikkerhed er altså kraftigt udfordret på cybersikkerhedsområdet, hvor skellet mellem det offentlige og det private udviskes. Spørgsmålet der står tilbage er, hvilken rolle EU spiller i forhold til staten og markedet, når det kommer til cybersikkerhed og infrastrukturbeskyttelse?

Videns- og verdensskabelse går hånd i hånd

Det er en metodisk, teoretisk og empirisk udfordring at dykke ned i, hvordan teknologi og materialitet historisk såvel som i dag overskrider dets rumlige udstrækning og griber ind i vores sociale, politiske og kulturelle liv. Dermed er teknologi og materialitet med til at præge opfattelser og organiseringer af tid og rum. I mit projekt stiller jeg spørgsmålstegn ved fastlåste grænsedragninger mellem f.eks. natur, kultur og teknologi. Herved forsøger jeg at belyse, hvordan grænsedragninger konstrueres, opblødes, forskubbes og forvitrer i takt med, at det materielle og digitale, menneskelige og maskinelle smelter sammen.

Jeg er optaget af, hvordan objekter og materialitet er indlejret i og medskabere af socialitet og kultur. Især er jeg interesseret i hvordan informations- og kommunikationsteknologi medierer sociale og materielle forhold og til stadighed (gen)skaber tidslige, rumlige og sociotekniske relationer og praksisser.

Derudover er jeg også interesseret i, hvordan infrastrukturformationer gennem deres materielle, institutionelle og diskursive kompleksitet skaber flere opfattelser af det offentlige og private, markedet og staten. I mit arbejde er jeg derfor meget opmærksom på, hvordan teori, metode og empiri hele tiden påvirker hinanden ud fra en idé om, at videns- og verdensskabelse går hånd i hånd.