Hen, kønsneutrale børnehaver og en feministisk udenrigspolitik. Svensk ligestillingsdebat giver jævnligt anledning til dansk rullen med øjnene, men hvor står statskundskaberne i debatten? Er det i virkeligheden manglende feministisk pensum og en deraf afledt segregeret kønskultur på studiet, der gør os blinde for den svenske debat?
Af Randi Emilie Dahlen
I påskeferien mødte jeg en bekendt, der spiller folkemusik, og som har gået et år på en højskole i Sverige. Da jeg spurgte ham om hyppigheden af ligestillingsdebatter på svenske højskoler, havde han følgende anekdote at fortælle: Sammen med en anden dansk elev skulle han lære de andre en dansk rundkredsdans. På skolen havde lærerne til pardans konsekvent omtalt danserne som fører og følger i stedet for mand og kvinde. Men en af danskerne kom midt i instruktionen til at fortale sig og sagde, at det var bedst at stå skiftevis mand og kvinde. Det fik en svensker til at udbryde: ”Fan, vad sexistisk”, hvorpå en tredjedel af klassen prompte forlod gymnastiksalen i ren protest. Danskerne stod målløse tilbage.
En nødvendig samtale
Denne og utallige lignende historier fra nabolandet får de fleste danskere til at trække på smilebåndet eller rulle med øjnene, idet de blot opfattes som eksempler på det freakshow, vi kalder svensk politisk korrekthed. Jeg grinte også selv, da jeg hørte historien.
Men burde en stud.scient.pol ikke tage disse emner mere seriøst?
Jo, især fordi der allerede i vores studiekultur er tegn på større kønsopdeling, end hvad nødvendigt er. Og nej, jeg taler ikke kun om introforløbet og rusturen. Jeg henviser til det fænomen, hvor man uopfordret sorterer sig efter sit køn i undervisningslokalet. At man danner Facebook-grupper for henholdsvis piger og drenge, både som tutor og som nystartet russer.
Schein in action
For de af os som har haft National Forvaltning, kan man sende en kærlig tanke til Edgar Schein, som skrev om organisationskultur. Den består af tre lag: Artefakter, fremviste overbevisninger og grundlæggende antagelser. Et eksempel på en artefakt på Statskundskab kunne være kønsopdelingen i introforløbet, mens en fremvist overbevisning blandt andet udgøres af prioriteringen af introforløbet. Herunder ligger en grundlæggende antagelse om, at kønsopdelte grupper skaber et stærkt socialt sammenhold ved at gennemgå et introforløb.
Men er jeg den eneste, der mener, at den låste kønsopfattelse rækker videre end introdagene på statskundskab? Ikke hvis man spørger Emma Sandhaug Nitz, der udover at være statskundskaber også agerer forperson for LGBT Ungdom.
”Jeg har gjort mig mange tanker om kønsrollemønsteret på Statskundskab. Man kan virkelig komme i modvind for at sige det, bare se på reaktionerne på kritikken af introforløbet og rusturen. Men mange af traditionerne her hviler på den antagelse om, at vi har to køn, som er forskellige og bedst kan lide at være med hinanden, fordi det kun er der, at man kan være sig selv.”
Disse tendenser kan dog ikke kun observeres i studiemiljøet, men også på pensumlisten, mener hun.
”Størstedelen af vores pensum er skrevet af nogle hvide, halvkonservative, gamle mænd. Når vi endelig læser noget, der er socialkonstruktivistisk, så er det gerne i en fodnote eller omtalt som noget mærkeligt.”
Sexismen ligger i detaljen
Men det er også besværligt at bringe kønskampen ind på det lavpraktiske niveau, for det betyder jo også, at man hele tiden skal holde sig selv og sine omgivelser i ørerne. Hver gang nogen fortæller en upassende joke, skal man være den, der protesterer. Findes der en grænse for, hvor bevidst man kan være, så man ikke bliver oversensitiv?
”Helt klart. Det kan også være rigtig hårdt for én selv, for når man først har bidt mærke i disse problemstillinger, kan det være svært at stoppe med at tænke på dem. Det er jo sjældent noget ondt i mennesker, der får dem til at bruge udtryksmåder, som grundlæggende er sexistiske. Men gode intentioner kan ikke retfærdiggøre, det man siger,” slår Emma fast.
Til (køns)kamp mod antagelserne
I stedet for at marchere demonstrativt ud fra nogens dansetime, bør man hellere begynde på det overordnede plan og diskutere, hvorvidt det er problematisk altid at antage, at der med ”mand” menes fører og med ”kvinde” følger.
Eller, måske mere aktuelt for os, hvorfor det er problematisk, at vi socialiserer os efter køn på studiet. Når kritik mod disse traditioner og tendenser bliver gjort til tabu, går det ud over den rolle, som statskundskabere bør spille i samfundet. For måske har vi som statskundskabsstuderende en særlig rolle i forhold til at koble den feministiske teori med de traditioner og ritualer, som vores rundkredsdans er en del af.