Skip to content

Fotoreportage: Rusturen 2021

NB: Til dig som er kommende studerende på Institut for Statskundskab og derfor endnu ikke har været på rustur: fremtidige rusture eller traditioner omkring introforløbet afsløres IKKE i denne artikel, men overvej, hvorvidt du vil læse med videre eller vil være sikker på, at du overraskes så meget som muligt (hint). 

En kold oktobermorgen i 2021 tog de nye studerende på statskundskab, samfundsfag og sidefag samt deres tutorer afsted på årets rustur. Med Andre Ord sendte seks engangskameraer afsted med dem. Det er blevet til denne fotoreportage, hvor vi har samlet udvalgte billeder fra de tre rusture, hvortil kokke, tutorer og russere kommenterer på Rusturen 2021 – og giver gode råd videre. Enjoy!

af Thea Skjærbæk
Fotos taget af en masse skønne russere, tutorer og kokke

I lørdags blev sidste sang sunget, sidste gulddame drukket og sidste bank på døren banket i introforløbet 2021. Kommunefesten DAK4 markerede afslutningen på et introforløb, som har varet 261 dage for de fleste tutorer og 95 dage for russerne. What a ride!

Det har været et introforløb med utallige lege, fester, kampråb, møder, nye mennesker og en rustur.

Rusturen er en af de helt store begivenheder i løbet af introforløbet, og i de seneste mange år har nye studerende på statskundskab, samfundsfag og sidefag hvert efterår (med undtagelse af 2016 og 2020 :i) taget på rustur rundt omkring i det danske land. Her har de besøgt palæer – deciderede danske perler.

En kold og solskinsrig torsdag morgen i oktober 2021 tøffede årets russere og tutorer alle afsted i en fyldt bus fra parkeringspladsen foran CSS til lyden af sød musik i højtalerne (= busguiderne) og med en helt særlig frugt i tasken.

Sikke et eventyr, de havde sig i vente.

En længere udgave med stort set alle billederne fra engangskameraerne udgives, når Med Andre Ord udkommer som fysisk magasin næste semester. Glæd jer.

Åh, at være russer på rustur

Perler og panodiler på Vestenskov
En svingom i det grønne Visby

»Jeg blev meget skuffet da jeg opdagede vi skulle til Visby Sønderjylland og ikke Visby Gotland…

På trods af dette holdt jeg humøret højt og sindet åbent. « 

Eskil, russer hold 4
Søndagsstemning i Visby
Heldige folk kan røre ved Vestenskovs loft
Banandrink i Visby
Om det lange bord på Højbjerg
Russere socialiserer på Vestenskov

Åh, at være tutor på rustur

“Det så sådan ud, da jeg kom” på Højbjerg
Everyday is a holiday in Visby
Træt tutor i Visby

På billedet til venstre ses en tutor, som man ofte kunne se med armene over hovedet: Jonathan Skovdal. Han sidder i kontaktudvalget for næste års introforløb og ham har vi selvfølgelig stillet nogle spørgsmål:

Hvad var det fedeste ved at være på rustur som tutor?

»Der er virkeligt mange fede ting på en rustur, så det er altså svært at vælge. Når det er sagt, synes jeg, at den tutor-stemning, der blev skabt om for- og eftermiddagen, hvor alle havde tømmermænd og sad og hakkede løg, grinede, lavede mærkelige ting, var helt fantastisk.« 

Hvad var det hårdeste?

»Det hårdeste var at skulle være så meget “på” hele tiden ift. aktiviteter og fester. Kombineret med en sammenlagt søvn på 9 timer på 4 dage, var det en kende hårdt. Men så er det jo godt, at russernes og tutorernes gode humør løftede en, så man gad tage den ekstra tørn.«

… Højbjerg

Men hvad er forskellen mellem at være russer og tutor – er det ikke bare en rustur vol. 2, 3 eller 4? Vi spurgte Jan Høegh, som har været tutor for hold 6:

Mindede rusturen om den du selv var på i 2018?

»Ja, der var stadig gode fester og rig mulighed for at lære nye mennesker at kende. Men den der helt stille stund, hvor man bare kan sidde og snakke mellem aktiviteter oplevede jeg ikke særligt meget, da der var run på køkkenet, hvor jeg hjalp meget. Og de andre tutorer havde det helt sikkert på samme måde. Det er nok den største forskel på rusturen som russer og rusturen som tutor.« 

Venner4ever-stemning på Vestenskov

På Vestenskov blev kokkene og tutorerne altså ret tætte
En stolt (?) ØV-ansvarlig i Visby
Der var rigeligt med vand på Højbjerg
1, 2, 8 trætte tutorer i Visby

Åh, at være kok på rustur

Hver rustur har fornøjelsen af et kokkehold, som laver gourmetmad til alle russere og tutorer de fire dage, de er afsted. Kokkeholdene består normalt af studerende fra på tværs af årgangene på bacheloren og kandidaten, som sammen skal sende en ansøgning, hvor de beskriver deres tema og gourmet-menu. De er kendt for at have et godt humør og for altid at være tørstige.

Årets kokkehold var følgende:

Højbjerg – Kokkerne af Marielyst

Hvad blev den bedste ret, I lavede?

»Ditte. En sand snack og der var rigeligt til alle der ville have et stykke.«

Hvad var den sværeste ret, I lavede?

»Den sværeste ret var at lave 300 boller om dagen i én ovn, der samtidig skulle bruges til samtlige andre retter.«

»Det optimale antal timers søvn er en skala. For hver genstand kan man trække et kvarters behov for søvn fra.«

Kokkene af Marielyst
Svamperisotto?? Eller?

»Hvis maden var et fag på statskundskab skulle det nok være OF1, fordi det stak i mange retninger – og noget mere spændende end andet.«

Tutor om maden på Højbjerg

Vestenskov – Kurs Mod Fjerne Køkkener

»Hvis vores kokkehold var et dyr, var vi nok en flok elefanter: minimalt søvnbehov, utroligt tykhudede, spiser hele tiden, overlever ikke længe uden sin flok og er ulovligt eftertragtede på bestemte egne.«

Kurs Mod Fjerne Køkkener

Hvad er det optimale antal timers søvn som kok?

»Tja, som kok står man overfor ovenstående valg.«

Hvad blev den bedste ret, I lavede?

»Vores braiserede svinekæber blev *chefs kiss*.«

Hvad var den sværeste ret, I lavede?

»Vi lavede glutenfri boller til en glutenallergiker, vi havde med om bord. De blev 10/10 dårlige – både på krumme og udseende. 0/10 boller blev spist. Måske fordi allergikeren ikke var med, måske fordi vedkommende tog hjem pga. bollerne. Vi håber på det første.«

“Okay lad os lige lave 4000 gnocchier”

»Hvis jeg skulle beskrive maden på Vestenskov med et fag på statskundskab ville det klart være metode! Man forventer ikke det store, men det er det, som ender med at få en igennem det hele – både gennem nåleøjet til arbejdsmarkedet og gennem søvnmanglen.«

Tutor om maden på Vestenskov

Visby – Dak og Æd

Hvad blev den bedste ret, I lavede?

»August lavede nogle lede rom og cola. Ellers marinaden, som Kasper Visby blev smurt ind i.«

Hvad var den sværeste ret, I lavede/I forsøgte at lave?

»Ris, men vi vidste, at de ville brænde på, før vi begyndte, så joke’s on you. Og 200 samosaer.«

»Jeg ved ikke hvordan det er lykkedes jer at drikke 4 (5?) dage i streg uden søvn og stadig stå i et klamt køkken og lave mad, men godt gået. Generelt set var maden jo god nok, og musikken var top nice. Godt at levneds-middelkontrollen ikke dukkede op.«

Russer om kokkene i Visby

Hvor mange gram gær havde I indkøbt? 

»Gram? Vi regner kun i kilo. 0 kilo. Men det gær ikke noget, man kan bare bruge bagepulver eller natron – hvem tæller? Bollerne hæver sgu ikke alligevel. Det var en syg ovn.«

»Hmmm. Maden var ligesom VM. Ligesom VM er fundamentet for resten af statskundskab, var maden også det, som gav rusturen den fornødne bund. Hvad enten det var noget positivistisk flæskestegssandwich til natmad eller noget mere flydende, konstruktivistisk suppe til aftensmad. Og så smagte det jo bare vildt lækkert – på samme måde som VM er et lækkert fag.«

Tutor om maden på Visby

Fint, men jeg kom bare for de gode råd..

De gode råd til kommende russerne fra russere

»Gem dit toiletpapir, fordi du ender med at bruge det der 1-lags coop x-tra sandpapir din nærige studiekammerat har taget med.«

»Seriøst de mener det der med skoene, lad for guds skyld vær med at tage dine pæne sneaks på.«

»Hvis du hører nogen råbe marinering, så løb for dit liv, hvis du er sart eller skynd dig derhen, hvis du er sulten.«

»Ikke fuck med din tutor dagen før oprydning.«

»Lad vær med at holde dig tilbage, prøv at lægge facaden fra dig og vær den du er. På den måde ser dine studiekammerater dig meget mere, og jeg er overbevist om, at de bliver endnu gladere for dig, end de var i forvejen. Dertil kan du jo udfolde dig selv, når dine medmennesker er lidt fulde, så hvis du gør noget du føler er pinligt, er det sikkert glemt, og ellers har de sikkert også gjort noget, de synes var pinligt selv.«

»SÆT NU SYMPATISTREGER FORDI DET VAR MEGA DYRT FOR MIG.«

De gode råd til kommende tutorer fra tutorer

»Jeg ville nok sige, at det skulle være ikke at stresse over, om man når det hele. Vores rustur var lettere kaotisk grundet en masse tekniske problemer ved stedet, hvilket ledte til at mange tutorer (mig selv inkluderet) blev lidt pressede. Alt i alt er det nok bare vigtigt, at man husker, at russerne nok skal overleve, hvis man ikke når hele programmet, og at de i det hele taget nok hygger sig mere, hvis alle tutorerne ikke stresser rundt konstant.« – Eleonora, tutor hold 2.

»Få sovet ud inden du tager på rustur! Så har man energi at trække på. Og sørg for ikke at skulle på arbejde om mandagen haha.« – Jan H., tutor hold 6.

»Det kan lyde lidt wack, men jeg vil klart anbefale en kommende tutor til at gå tidligt i seng (før 02) én af aftenerne – der skal nok være massere af tid til fest.« – Jonathan S., tutor hold 4.

De gode råd til kommende kokke fra kokke

»Prøv at lave bare én ret klar til tiden.«

»Husk at spise bare ét måltid om dagen!«

»Inden I hælder 300 gram salt i hjemmesylten, så dobbelttjek lige at det faktisk er sylten og ikke en fantastisk hjemmelavet kahlua, som en medkok har brugte timer på at lave. Dette er naturligvis et tænkt eksempel, da ingen er fjollede nok til at gøre sådan noget i virkeligheden.«

»Sørg for, at jeres drinksminister ikke altid er den stiveste.«

»Pas på induktionskogepladerne. De er pissedyre.«

»Hvis varer leveres frosne, skal de opbevares på frost.«

»Kødkniv, teaterblod og en ulovlig høj promille er umiddelbart en kombi, der ender i evige tillidsar på sjælen.«

»Spis noget mad. Bare et eller andet.«

En omtalt rustur

Rusturen – og generelt hele introforløbet på IFS – har været under meget debat de seneste år. Enkelte vil måske påstå, at den og dets medieomtale muligvis har ført til kommunikationsansættelser på ledelsesgange. Men rusturen har genopfundet sig selv mange gange. Det er takket været de mange hundrede timers frivilligt arbejde, som tutorgruppen – en frivillig eskadron på 120 studerende – lægger i introforløbet hvert år.

Uden dem, intet introforløb. Uden kokke, ingen mad. Og uden russere, intet fremtidigt studieliv.

På redaktionens vegne og hele instituttets vegne – tak for et fantastisk introforløb!

Vi ses på tryk i februar.