Skip to content

Fra Sirius-patruljen til CSS

Nogle statskundskabere elsker metode, hvor andre foretrækker politisk teori. Generelt er vi dog en rimelig homogen gruppe, og de fleste russere kommer enten direkte fra Full Moon Party på Koh Phangan eller Krogerups keramiklokale. Men som i alle andre studier med et stort N er der også på CSS outliers – en af dem er Joachim W. Holm. I sommers vendte han hjem efter to år med Sirius-patruljen og skiftede Grønland ud med CSS. Læs om hans oplevelser her:

Interview med Joachim W. Holm af Naja Westphal

Slædepatruljen er den suverænitetshåndhævende myndighed i Nordøstgrønland, som er helt ubeboet. Fordi der ikke er tilstedeværelse af andre mennesker, er der brug for nogen til at håndhæve det danske kongeriges suverænitet. For at komme i Sirius skal du have været værnepligtig, hvilket er det eneste formelle krav. Jeg tog værnepligten og søgte Sirius efterfølgende, og havde ikke umiddelbare intentioner om at skulle andet i forsvaret.

Man kan skelne mellem to hverdage på Grønland: når man er på stationen, og når man er på slæderejse. Slæderejsen foregår fra slutningen af oktober til starten af juni, og det er dér, man kører slæde. Alt mellem juni og slutningen af oktober foregår enten på stationen Daneborg, som er hovedkvarteret, eller ude i nationalparken. Hvis man er på stationen om sommeren, skal man løse en masse praktiske opgaver, så man bruger tit sommeren på at reparere ting. Samtidig skal man passe sine hunde – man har 13 hunde, man er ansvarlig for sammen med sin slædemakker. Udover det skal man vedligeholde sit grej til
slæderejse. Der bliver ikke rigtig lavet grej specifikt til Sirius-patruljen, fordi det jo kun er 12 mennesker i verden, der er afsted, så der er ikke nogen, der har interesse i at producere det. Derfor laver man alt selv – f.eks. syer man selv sine tasker, der passer til slæden. På den måde bruger man hele sommeren på at forberede sig på slæderejsen. Det er en mega travl periode: man står op klokken 8 om morgenen, og så arbejder man til ved ellevetiden. Når man er på stationen, siger man altid, at man kan sove, når man kommer på slæderejse. Da jeg kom første sommer, gik der halvanden måned, fra jeg kom, til jeg fik min første fridag.

Frossen Joachim

Slæderejser er noget helt andet, for der er du kun to mænd og 13 hunde afsted sammen, og der er den primære opgave at køre slæde. Man har en kæmpe lang plan for, hvor man skal køre hen, og der kører man bare dag til dag. Man satser på at køre mellem 30 og 40 km om dagen, men nogen dage kører man pisse godt, og så kommer man afsted klokken 9 og kører 4-5 timer med godt føre og glade hunde uden slagsmål, og så har man kørt de km, man skal. Så går man i teltet og spiser og læser og står op næste dag og gør det samme. Men der er også en del dage, det ikke går sådan, hvor man skal over fjeldpas, som kan være meget svært fremkommelige. Der var dage, hvor det kunne tage 10 timer at tilbagelægge en halv km, og så var man bare rigtig glad for, at man fik tilbagelagt den halve km. De nætter sov man som en sten. Derudover kan hundene også slås, og i den situation er det meste af ens aften så beslaglagt med at sy hunde sammen.

På en måde er det meget struktureret og rutinepræget, men det kan også være enormt uforudsigeligt det hele. Når man var i den ene hverdag, foretrak man den anden – de havde hver sin charme. Jeg kunne godt lide stationen, for så skete der noget, der var mange forskellige opgaver og en blød seng og et varmt bad, og man stank ikke af slæderejse. Det er en ting ved slæderejsen, at man slet ikke går i bad, så man er virkelig uhumsk efter sådan en tur. Dem der siger, at kroppen bliver selvrensende, de har ikke prøvet at være afsted. I en eller anden grad vender man sig til det, og der er jo ikke noget at gøre, når man er sammen med hunde og lugter af natur og dyr. Når man er på stationen kan man virkelig lugte, når der kommer et slædehold hjem.

» Deroppe er målet tit bare at overleve «

Omvendt kunne jeg, når jeg var på stationen, savne de store vidder og det med at være ubundet til teknologi. Generelt bare det med at have en hverdag, hvor der skete nogle helt vilde ting. Det er jo klart slæderejsehistorierne, man kommer hjem med. Der skete også spændende ting på stationen, men de store oplevelser var at stå alene ude i nordlyset, at være fanget i stormene, hvor man var ved at kradse af, eller at ligge og nusse med hundene under stjerneskud. Det er jo noget, som ingen andre mennesker i verden får lov til at opleve. Det er så svært at forklare og sætte ord på, hvad det er, man har været igennem. Det deroppe er bare en anden verden end det, vi har herhjemme. Deroppe er målet tit bare at overleve og komme igennem.

Slædehunden Django

En oplevelse, der sad længe i mig, var da jeg gik igennem isen med min slæde og min makker og mine hunde på min første slæderejse. Selvom man træner det inden, var det ret vildt at opleve, når man var alene og skulle redde sig selv ud af situationen. Jeg vidste bare, at hvis jeg ikke gjorde det rigtige nu, ville jeg dø. Så det var meget simpelt. Man er bare nødt til at tænke hurtigt og klart i den situation. Man ved godt, at man er udvalgt, fordi man har det, der skal til i sådan en situation. Dem der går i panik er faldet fra for længst. Men det var specielt at stå overfor det valg for første gang for alvor. Det handler om overlevelse, fysisk stamina og at kunne holde hovedet i ro og tænke klart og blive ved, selvom at det hele er lort. I Sirius havde man kun sig selv.

» Jeg synes allerede, på trods af at jeg stadig er en dum russer, at jeg er blevet meget klogere «

Hvis der er noget, jeg lærte på Grønland, som jeg kan bruge på statskundskab, så er det på det personlige plan. Den praktiske side, som at sy hunde sammen, skræmme bjørne væk eller bygge slæder er jo ikke noget, jeg bruger herhjemme, haha. Det relationelle har været enormt brugbart, fordi jeg deroppe har fået en ballast fra at have været igennem så mange hårde ting. Det giver et perspektiv, som jeg tror vil være enormt hjælpsom i livet fremover. Selvfølgelig kan alting ikke sættes i perspektiv til noget praktisk – at jeg er ved at fryse ihjel eller blive angrebet af en bjørn er jo ikke noget, der kan gøre det nemmere, hvis man har eksistentielle problemer. Men jeg ville f.eks. aldrig længere blive irriteret over, at det regner, for jeg er vant til, at elementerne har en konsekvens for, at jeg ville miste nogle fingre eller i værste tilfælde dø af det.

Herhjemme har man mange bekymringer, som er lidt ualvorlige, hvor i Grønland, der havde jeg få bekymringer, og det var også et privilegie. De få bekymringer var til gengæld alvorlige, og hvis jeg ikke fik løst dem, kunne det få fatale konsekvenser. Hvis slæden f.eks. ikke var lavet ordentligt fra start af, så betalte man for det på slæderejsen, hvor man skulle stå i -40-grader og fikse det problem. Det er mega fedt at være startet på universitetet og prøve en ny udfordring og hverdag. Jeg synes allerede, på trods af at jeg stadig er en dum russer, at jeg er blevet klogere, haha. Det er mega, mega fedt.